Anne blev nedbrudt af seksuel chikane: ”Det knækkede mig til sidst"

Da Anne fik jobbet som maler for nogle år siden, var hun lykkelig.

Hun elskede sit arbejde på fabrikken, hvor hun blandt andet malede rør, trapper, vægge og gelændere. Og hun havde glædet sig til at være på en mandsdomineret arbejdsplads, fordi hun tidligere havde arbejdet meget sammen med kvinder og trængte til luftforandring.

”Jeg var super glad for at være der i starten. Jeg elskede det arbejde, fordi det var så fleksibelt. Jeg kunne også komme og gå, som jeg ville, og det havde de fuld tillid til.”

I starten fik Anne at vide, at hun så godt ud, og at det var rart med noget ”friskt” at kigge på. Og selvom det ikke var rart at få elevatorblikke og kommentarer om sit udseende fra de nye kollegaer, var det ikke noget, hun lå søvnløs over om natten.

Det gik dog hurtigt op for Anne, at der var et fjendtligt miljø på fabrikken, hvor tonen kunne være ekstrem grov, og hvor man generelt ikke skulle tro, at man var noget særligt rent fagligt, fordi der var et klart hierarki på arbejdspladsen.

“Jeg kunne få smidt en kommentar i hovedet, hvis jeg fx bad dem om at tage mere hensyn til mit arbejde. “Jeg kan kraftedeme godt forstå, at din mand ikke gider være gift med dig" eller "sådan en kælling, du er". Sådan en tone var det. Ellers sagde de noget med, at jeg var tyk eller kommenterede min krop. Det var sådan noget, det startede det med.”

Den grove tone blev hurtigt suppleret med platte ”pik og patter”-jokes, forklarer Anne.

“Hvis jeg skulle ind på kontoret og bede om et eller andet, var der en af dem, der fx sagde: "Det sagde min kone også i går", eller hvis han sad med linealen: "Den er også bare så lang her", siger Anne og viser med fingrene. 

“Eller hvis noget sprøjtede: “Sådan gjorde den også i går".

”I starten tænkte jeg: Ok, jeg skal ikke være sart, så vi griner lidt med på det der. Haha. Men jeg begyndte at tænke: Er jeg sart? Jeg synes jo egentlig ikke, at jeg er sart, men alligevel gik det ind under huden på mig. Jeg syntes sgu, at de var klamme.”

Ingen at snakke med

Efter et års tid begyndte de mandlige kollegaer også at gøre fysiske tilnærmelser over for Anne. Hver gang, hun afviste dem – og det gjorde hun – oplevede hun, at hun fik den kolde skulder. Det skete fx til en julefrokost, hvor den afviste kollega ikke hilste på hende i to-tre uger efter.

”Det er jo nedværdigende for dem at blive afvist, tænker jeg.”

“Men efterhånden, når der er rigtig mange, der ikke hilser på én, så begynder det at blive svært,” siger Anne.

Og der var ikke nogen, du følte, du kunne snakke med, som kunne relatere til det på arbejdspladsen?

“Nej, slet ikke. I starten sagde jeg det heller ikke til nogen.”

Hvorfor?

“Fordi jeg tænkte, at det var mig, der var sart. At jeg skulle lade være med at overreagere. Indimellem sagde jeg det til nogle stykker, og der var også nogle kollegaer, der hørte det, men de reagerede jo ikke på det.”

Anne følte heller ikke, at hun kunne gå til sine kvindelige kollegaer med problemet.

“Mange af kvinderne var jo i kontormiljøet. De var sammen med de store direktører og de mere "pæne" typer. Men nogle af afdelingerne var rigtig slemme. Og det sagde man også. "Den afdeling, den er slem". 

Presset op i et hjørne

En dag blev Anne presset fysisk op ad væggen af en håndværker. Han ville kramme hende og røre ved hende, selvom hun gentagende gange sagde fra.

”Jeg stod på et lillebitte toilet, og der var en masse ude på kontoret, og da han så begyndte på det der, tænkte jeg, at det var pinligt. Hvad tror de andre om mig, hvis de hører, at han står der og siger den slags – og hvad skal jeg råbe? "Hjælp"? De vil jo synes, at det er latterligt”, siger Anne og forklarer, at håndværkeren havde ingen situationsfornemmelse:

”Årh hold nu op, jeg skal bare have et kram”, sagde han. ”Ja, men jeg har ikke lyst til at stå og kramme.” Jeg sagde ”lad være” rigtig mange gange.”

Da håndværkeren begyndte at opsøge de steder, hvor Anne arbejdede alene, fik hun nok. Hun begyndte at blive bange for ham og følte, at hun var nødt til at skære hårdt igennem, hvis det skulle stoppe.

”Det var simpelthen så belastende. På et tidspunkt blev jeg så sur, så da han bankede på, sagde jeg hårdt: "Jeg har IKKE tid". Der kunne jeg mærke, at jeg fik nok. Jeg tænkte: Han skal simpelthen ikke styre mit liv på den måde. Men han var meget afholdt dernede. Han var kommet dernede i 100 år. Så hvis jeg gik hen og sagde noget til nogen, så ville det være mig, der var fyldt med løgn.”

Så du følte ikke, at du kunne sig noget til cheferne?

”Nej, jeg ville blive haglet i jorden. Han rendte og gav gaver til de store direktører og chefer. Jeg ville ikke have en chance.”

Når man begynder at give igen

Der var også eksempler på fysisk seksuel chikane, hvor Anne beskyttede sig selv ved at bruge hele sin krop.

Det gjorde hun fx, da en anden håndværker stak en finger ned i hendes trusser bagfra, mens hun lå og malede en væg.

“Jeg lå nede på gulvet og malede en meget lige kant, så jeg lå jo nede på knæ. Og da han så gik forbi, så stak han hånden ned bagfra i mine bukser, så han fik fingeren ned i revnen på mig. Og så skyndte han sig at gå hurtigt videre og grinede samtidig med, at mange andre stod og grinede og syntes, at det var rigtig morsomt, at han turde gøre det”, siger Anne.

”Jeg ved ikke, om han syntes, at det var hans ret at gøre det. Men han syntes i hvert fald, at det var meget sjovt. Og jeg prøvede faktisk at sparke ud efter ham, for det var godt nok over grænsen. Det gjorde jeg helt automatisk. Det var sgu for klamt.”

Konfronterede du ham bagefter?

“Nej, fordi jeg vidste, at han var meget hidsig. Han havde et enormt temperament. Hvis man trådte lidt ved siden af, så... så jeg tænkte: Det tør jeg ikke.”

Anne gik heller ikke til HR med episoden med det samme, fordi hun før havde oplevet, at det ikke nyttede.

Det gjorde hun til gengæld, da en anden kollega begyndte at spolere hendes arbejde ved fx at ryste hendes stige, hælde vand på hende og grine ad hende, mens hun prøvede at male.

“Der gik jeg faktisk til en chef og sagde: Er det ok, hvis jeg reagerer og enten kommer til at give ham en lussing eller råber et eller andet grimt til ham? Det fik jeg lov til.”

Så de sagde: Det gør du bare - bare giv igen?

“Ja. Og det begyndte jeg så på. Så fandt han ud af, at jeg gav igen, og så stoppede han faktisk.”

Da chikanen fortsatte fra andre kollegaer, gik hun til endnu en højtrangerende chef for at bede om hjælp.

”Der sagde han til mig: Anne, det må du også kunne huske fra femte klasse, at drenge jagter piger på sådan en lidt akavet måde, ik? Det er jo deres måde at vise, at de godt kan lide dig - det er jo ikke fordi, de vil ødelægge dit arbejde, men så driller de dig på den måde. Det er bare for at fortælle dig, at de godt kan lide dig.”

Hvor mange gange gik du til en chef eller HR og fortalte dem om problemerne?

”Flere gange. Én gang var der en chef, der faktisk tog det meget alvorligt, men han vidste ikke, hvad han skulle gøre ved det, og så blev der heller ikke mere ud af det. Jeg havde også samtaler med en anden chef, der sagde: "Det er godt nok hårdt at være så eftertragtet, hva" - og så grinede han.”

Han tog det ikke seriøst?

”Nej, dét gjorde han ikke. Han syntes, at jeg var latterlig. Jeg kunne jo bare tage det til mig. For det var da dejligt at være så populær, at folk ville rage på mig og komme med de der tilråb. Hvad var det, jeg brokkede mig over?”

”Han syntes bare, at jeg var besværlig. Han gad ikke have noget med det at gøre.”

Når cheferne chikanerer

Det blev kun endnu sværere at sige fra i de situationer, hvor det var cheferne, der opførte sig grænseoverskridende.

Der var fx en chef, der ofte benyttede lejligheden til at røre ved Anne – fx når de passerede hinanden på en stor trappe, og han lige kunne holde hende på hofterne og ”flytte” hende. Eller kommentere hendes tøj, hvis hun en sjælden gang ikke havde beskidt malertøj på: ”Ej, en sød lille sommerpige, du har rigtig fået sommerkjolen på i dag, hva”.

Og så var der den chef, der gentagende gange lavede ”jokes” om størrelsen på sit lem. Med en lineal og med hænderne. Han insinuerede også, at de kunne gå afsides, så Anne kunne gå i knæ og give ham et blowjob, hvilket han fx viste ved at lade som om, at han lynede ned i bukserne.

”Jeg tror, han gjorde det tre gange. Den ene gang var det foran to mandlige kollegaer, der bare grinede af det, og den anden gang stod han ude i det åbne kontormiljø. Jeg ved ikke, hvorfor jeg reagerede sådan, men jeg blev helt paf. Jeg stod bare og tænkte: Hvad er det, manden står og gør? Jeg vendte rundt, og så gik jeg.”

“Jeg synes, det er ydmygende. At han bare tænker på mig som en eller anden luder, der bare kan... ja.”

Sagde han det nogensinde alene til dig?

”Ja, det har han også gjort.”

Anne hev en af mændene til side efter episoden i ren afmagt.

“Jeg konfronterede ham den ene bagefter og sagde. "Du hørte godt, hvad der blev sagt, ik?" Og han sagde "Jo". "Synes du, det er i orden?", spurgte jeg. Nej, det syntes han nok ikke. Men der stod han så også alene. Man ved jo godt, hvordan det er, når flere mænd er sammen.”

Ingen konsekvenser

Anne endte med at gå til HR med episoden, fordi hun vidste, at der var vidner, og fordi hun generelt ikke var alene i opfattelsen af, at chefen var grov og grænseoverskridende. Her oplevede hun dog, at alvoren blev tonet ned med forklaringen om, at det jo bare var for sjov.

“De sagde til mig, at han jo bare var en, der kom med mange jokes. Men jeg syntes ikke, at det var en joke. Og så er jeg ligeglad med, at han står og smiler.”

Så du havde en oplevelse af, at HR ikke tog det alvorligt?

“Ja. De spurgte mig jo også, om jeg havde været i seng med flere derude på fabrikken, hvilket jeg uforstående sagde nej til.”

Anne reagerede ved at give chefen den kolde skulder, og derfra var samarbejdet mildest talt anstrengt.

I det hele taget havde hun svært ved at navigere i sine dage på fabrikken og forsøgte bevidst at styre uden om de værste kollegaer og finde den rette ”balance” i tonen til dem.

”Hvis jeg ikke reagerede rigtigt på det, de sagde, fik jeg en ”årh, du er godt nok sur i dag, hva, sure kælling" eller sådan noget. Så det var en rigtig svær balancegang. Jeg skulle gå og gøre alle tilfredse, men hvordan gør du det? Du har hverken lyst til at have sex med dem, eller at de piller ved dig, men du synes heller ikke, at det er særligt sjovt, når folk render og er møgsure på dig. Og fryser dig ude. Men du kan godt lide dit arbejde... Det er svært."

Når frygten sætter sig i kroppen

Som månederne gik, begyndte arbejdsmiljøet at påvirke Anne både psykisk og fysisk.

“Indimellem fik jeg bare sådan nogle nedbrud, hvor jeg tænkte: Jeg synes ikke, det her er sjovt længere. Og så tænkte jeg: Jeg må også tage mig sammen, det kan ikke passe, at det går ind under huden på mig. Men jeg kunne godt mærke, at jeg bare havde lyst til at flygte derfra.”

Én af cheferne foreslog til sidst, at hun gik til en stresscoach, fordi han kunne se, at hun ikke trivedes og lagde mærke til, at hun havde flere sygedage end normalt. ”Det blinker på skærmen”, sagde han til hende.

Anne kom til en psykolog og fortalte om det hele.

”Psykologen sagde til mig med det samme: ”Du skal rejse derfra. Det bliver aldrig bedre. Du ryger kun ud i en sygemelding.” Hun anbefalede mig faktisk også, at jeg langtidssygemeldte mig. Men det ville jeg ikke.”

Hvorfor?

”Fordi jeg syntes, at det var simpelthen... det var bare et knæk. Det var for svagt, hvis jeg gjorde det. Så fik de mig. Det skulle jeg altså ikke.”

Anne gik også til læge, da hun begyndte at få fysiske stresssymptomer over chikanen og arbejdsmiljøet generelt. Hun var begyndt at ryste på hænderne og havde svært ved at sove om natten.

”Jeg havde ondt i maven, jeg havde hovedpine, jeg gik og var svimmel og til sidst var det rigtig slemt med rystelser på hænderne.”

Dråben blev, at hendes chef konsekvent ignorerede hende.

”Der tænkte jeg: Jeg kan ikke det her mere. Jeg siger op.”

En usikker fremtid

Da Anne sagde op, var der en chef i en anden afdeling, der tog chikanen alvorligt og indkaldte til flere møder. Han bad hende om at navngive nogle af mændene, og det havde Anne svært ved.

Hun var bange for, hvad det kunne betyde for hende i lokalområdet, og hvad det kunne få af konsekvenser for hendes fremtid.

”Jeg tænkte: Hele det her samfund kommer på nakken af mig. Men ham den ene chef blev ved med at presse på og sagde, at det kunne jeg ikke være bekendt over for andre kvinder, og det var for egoistisk af mig og... Jeg var meget i tænkepause.”

Til sidst navngav hun én mand, som havde opført sig særligt slemt over for både hende og andre kollegaer, og fik skrevet alle episoderne ned, så HR kunne gøre noget ved det. Og hun følte en kæmpe lettelse over, at der endelig skete noget.

”Jeg rendte og var helt vildt stolt af, at arbejdspladsen handlede på sexchikanen. At det ville få konsekvenser for nogle af de mennesker, der havde gjort det”, husker hun.

Derfor blev hun også slemt skuffet og vred, da hun flere måneder senere fornemmede, at intet reelt var blevet gjort. Hun modtog også en mail fra arbejdspladsen, som skrev, at de efter samtale med hende ikke ville gøre yderligere ved sagen.

”De ændrer jo ingenting. De er jo ikke engang interesserede i at prøve at forhindre sexchikane fremover”, siger Anne, der i dag fortryder, at hun ikke gik til en fagforening, mens hun stadig var i arbejde.

”Jeg turde ikke gå til fagforeningen dengang. Det var jo også fordi, at jeg tænkte, at jeg ville miste mit arbejde. Men det kunne jeg jo ligeså godt have gjort! Jeg fortryder sådan, at jeg ikke gjorde det. De skulle simpelthen bare have haft, sådan som de opførte sig. Og så havde jeg mistet mit arbejde, men so what, det gjorde jeg jo alligevel,” siger Anne og tilføjer:

”Men jeg tænkte også: Hvordan skal jeg kunne bevise alt det der? Det er jo ligesom med voldtægter. Det er jo rædselsfuldt at gå igennem.”

I dag står Anne uden arbejde og tvivler på, om hun nogensinde finder en lignende stilling, som hun bliver ligeså glad for.

”Nu er der jo corona, og det er næsten umuligt at finde noget, men hvis jeg var blevet der, så var jeg jo virkelig blevet syg. Så jeg ved godt, at der ikke var noget alternativ. Men jeg ved også, at jeg aldrig skal ud på sådan en mandsdomineret arbejdsplads igen. Aldrig.”

Derfor synes Anne også, at situationen er dybt uretfærdig. For hvorfor er det hende, der er blevet mobbet og chikaneret, der ender med at skulle betale prisen og forlade en god stilling? Hvorfor er det hende, der skal løfte bevisbyrden, fordi ingen gør noget?

Anne håber, at hendes beretning kan gøre en forskel for nogle at de kvinder, der sidder i lignende situationer. De skal vide, at de ikke er alene.

”Jeg håber, at flere får mod til at stå frem. Jeg har jo selv gået med det i så mange år alene og tænkt: Er det mig, der overreagerer? Er jeg sart? Og det er derfor, at man ikke tør gå til nogen i starten”, siger Anne.

”Det er bare vigtigt, at man ændrer den adfærd. For jeg har jo selv oplevet, hvordan det knækker en til sidst.”

Beretningen er udelukkende baseret på Annes egne oplevelser og hukommelse.

ALT.dk har set en korrespondance, som bekræfter, at der har været en sag om sexchikane, og at der ikke vil blive foretaget videre i sagen.

Redaktionen er bekendt med Annes rigtige navn.

Bliver du udsat for sexchikane på din arbejdsplads? Så læs mere om, hvordan du kan få hjælp her og her.

Og del din beretning – mand som kvinde – med os på ALT.dk ved at indsende den til os her.