Mange af os er opvokset med romantiske kærlighedseventyr,
som vi læser om i bøger eller sluger råt i film. Men hvorfor er der så langt
fra de kærlighedshistorier til den virkelighed, vi møder – især når man dater
digitalt?
Det spørgsmål undersøger forfatter Barbara Gjerulff Nyholm i
sin debutroman, der kort fortalt er en skramlet og upoleret romantisk komedie
om at være faret vild i datingjunglen i slut-tyverne.
”Det er en stor del af at date i dag, at der ikke er den
dramaturgi, vi altid sukker efter, hvor de lever lykkeligt til deres dages
ende. I virkelighedens verden foregår det ofte bag en skærm, hvor man skriver
ud til nogen, som ikke svarer,” siger Barbara Gjerulff Nyholm til alt.dk.
Hun har derfor skrevet den bog, som hun selv har savnet,
baseret på hendes egne erfaringer med digital dating. I dag er hun 30 år og har
en kæreste, men siden hun var 22 år, har hun været single on-off i otte år,
hvor hun har ledt efter kærligheden både i den virkelige verden, men i
særdeleshed også på dating-apps. At datinglivet er rykket mere og mere online
har haft stor betydning for, hvordan det at finde kærligheden.
”Når det hele foregår bag en skærm, kan man ende med at bygge
alt muligt op inde i sit hoved, fordi man ikke ser hinanden i øjnene. Det er ret
vildt, hvad jeg har ligget i en eller anden chatbesked eller en samtale, hvor
jeg har troet, at alt bare kører. Men så lige inden vi skal mødes, får den anden
kolde fødder og aflyser. Så det er lige dele interessant og hjerteskærende, at
vores dating er endt på den måde.”
Markedet er sløjt
Hvis Barbara skal vurdere nutidens datingmarked, er hun ikke
i tvivl;
”Jeg synes, det er for sløjt. Jeg hører alt for ofte historier
om folk, der ikke svarer, ghoster eller bare sletter deres match. Mange tager ikke
ansvar for relationen – uanset om den kan blive til noget eller ikke. Jeg
mener, at vi skal være bedre til at tænke over, hvordan vi behandler hinanden
og huske på, at der sidder et ægte menneske med følelser på den anden side af
skærmen.”
Hun understreger dog, at hun i de mange år på datingmarkedet
har haft nogle vidunderlige dates og været de mærkeligste steder henne.
”Jeg har
datet rigtig meget, fordi jeg synes, det var megasjovt. Det endte også ud i, at
jeg mødte min kæreste, som jeg friede til sidste nytårsaften.”
Herunder deler hun sine bedste råd til dating. Det er dog
vigtigt for hende at understrege, at hun på ingen måde er ekspert, men at det er
hendes erfaringer efter mange år med dating – leveret med et glimt i øjet.
Den lille datingguide
Denne her guide er til alle, der ønsker en bedre forståelse
af de usynlige spilleregler, som gælder når man dater digitalt i dagens
Danmark.
De fleste af os har været der, med skærmen i hånden og
hjertet klemt som en øldåse i det tørre græs. Hvorfor svarer personen ikke,
hvad er der sket?
Du tror, det er dig der er problemet, men nej. Det er
faktisk et samfundsproblem.
Sagen er nemlig den, at vores datingkultur har udviklet sig
til at være så rådden, at flere og flere singler simpelthen vælger helt at lade
være.
Jeg forstår det godt, for jeg har også været en af de
kyniske idioter, der spillede med på alle de åndsvage julelege, men nu skal der
nye boller på suppen.
I bedste Emma Gad stil vil jeg derfor tegne feltet op med en
kærlig påmindelse om at prøve at behandle hinanden lidt bedre, end jeg selv har
behandlet andre – og er blevet behandlet.
Guidens empiri består derfor hovedsageligt af erfaringer fra
alle dem, jeg har datet og dumpet – så tak til jer. Tak for alle de uforpligtende kys i regnen,
og tak for at lære mig om ghosting, breadcrumbing og alle de andre forfærdelige
tendenser og digi-lemmaer, der så nemt kan opstå, når man søger kærligheden i
algoritmernes tid.
Jeg vil krydre denne række guidelines med anekdoter fra mig
selv og venner, som forhåbentligt kan gøre os klogere på, hvordan vi får vendt
skuden, så vi i fremtiden kan date hinanden med kærlighed og respekt.
Som så meget andet håber jeg, at du kan tage, hvad du vil
bruge og leave the rest.
Held og lykke
1. Er jeg klar til at date?
Gå først derud, når du ved, hvem du selv er
Man kan omformulere det og spørge sig selv, hvad søger jeg?
Vil jeg bare gerne have det lidt sjovt, eller er jeg klar til at møde den store
kærlighed?
Mit råd vil være at gøre dig selv bevidst om, hvad det er, du
søger lige nu. På den måde kan du også lettere forventningsafstemme med din
date, om I vil det samme.
2. Hvilken datingapp skal jeg vælge?
De fleste siger ‘gå ud og mød folk i virkeligheden’, men
hvad kan en app?
Jeg vil vove at påstå, at det er fedest, når du bare møder
folk i den virkelige verden. Men hvor får du lige øjenkontakt med en i Netto,
som også er single? Ikke så ofte er min erfaring, og der er datingapps en god mulighed,
fordi man allerede er langt, så snart man har matchet.
Der er mange forskellige apps derude, Hinge, Feeld eller
Tinder for at nævne nogen. Jeg vil anbefale, at du sætter dig ind i, hvad forskellene
er, og hvilken føles mest rigtig for dig.
Mit indtryk af Tinder er, at det kan være ekstremt
overfladisk, fordi der er et visuelt fokus på, hvordan folk ser ud. På nogle af
de andre apps skal du skrive lidt mere om dig selv, og det kan hjælpe med til,
at I lærer lidt mere om hinanden.
Datingapps kan også hjælpe dig med at komme lidt længere ud af
dit eget nærmiljø. Du kan sætte en radius op for, hvor du søger. De kan også
hjælpe til med, at vi er mindre fordomsfulde, og er lidt mere åbne for, hvem vi
går på date med. I den virkelige verden søger vi ofte i de samme kredse, men
via apps kan vi møde nogle spændende mennesker, som ellers ikke var kommet ind
i vores liv.
3. Profilbillederne
Noget kan tyde på, at datingapps har gjort os mere kræsne og
visuelle. Men giv nu folk en chance, selvom deres selfies er slørede billeder
taget nedefra. Personligt synes jeg, at det er ærgerligt, at billederne er blevet
så vigtige. Med det sagt bliver du nødt til at have et pænt billede. Spørg din
ven, om I kan gå ud en solskinsdag og gøre et eller andet.
Jeg er ikke fan af billeder, hvor det alt for tydeligt
ligner, at de har fået lavet et fotoshoot. Billederne må gerne vise, hvem du er
som person i stedet for at ligne et glansbillede. De må gerne vidne om, hvad
der ellers fylder i dit liv.
Billederne kan også være en icebreaker, hvis de fx viser
lidt om dig selv, dit sociale liv med dine venner, at du laver nogle
sjove/spændende/interessante ting, at du spiller ukulele eller er verdensmester
i at fløjte. Fun facts om dig selv gør det nemmere at spørge ind til og dermed
starte en samtale.
4. Profiltekst
Hvad skal jeg skrive om mig selv?
Der er mange, som ikke har en bio, men vil du gerne åbne op
for en samtale, fungerer det bedst, at du skriver lidt om dig selv, for så giver
du en indgangsvinkel til at begynde en samtale.
Jeg skrev fx i min profiltekst, at jeg søgte en hund og min
kommende mand. Den reagerede mange på, fordi det var nemt. Nogen spurgte, hvilken
hund det skulle være, eller hvordan jeg gerne ville giftes. På den måde blev
det en lang snak om, hvordan vi havde forskellige drømme om bryllup, hvilken
hund vi havde haft osv. Det var et ret sjovt udgangspunkt.
Nogle gange kan man tænke, at det er alt for meget, men det fungerer
alligevel. Det vigtigste er, at du er tro mod dig selv, og hvem du er.
5. Lokation
Hvad er den rette datingarena?
Vælg gerne
jævnligt nye steder at gå ud, så du ikke ender med at møde tidligere dates (det
er sket for mig). Vælg også meget gerne et sted med god akustik, og et sted, du
synes, er hyggeligt og behagelig, så du kan slappe af.
Hvis I ikke har skrevet meget sammen inden, kan det være en
ide at have en lidt kortere date som den første, fordi hvis den ikke er der, er
det nemmere at gå en tur om søerne og afslutte den hurtigt, end at skulle sidde
og drikke en øl færdig på en cafe.
Jeg har siddet på en cafe med en første date, hvor jeg
stoppede daten efter 10-20 minutter. Jeg kunne mærke, at den ikke var der. Jeg
undskyldte mig med, at jeg ikke følte den, og jeg ville ikke spilde hans tid. Det
må du godt. Der er ingen grund til at sidde to timer og drikke flere øl og
blive småfuld med nogen, hvis du ikke kan lide det.
Er du lidt genert, anbefaler jeg, at I finder på en
aktivitet, I synes er sjovt. Jeg har lavet mange mærkelige ting på første date.
Jeg har været i IKEA, danset salsa, spillet tennis og gået byen tynd i otte
timer. Jeg datede en, hvor vi skiftedes til at arrangere, så hver date blev en
overraskelse. Så tænk over nogle aktiviteter, der kan være sjove. Det kan give
et anderledes indblik i personen, du dater.
6. Ghosting
Det er så nemt at lade kontakten glide ud – især når det er
på en skærm.
Jeg tror, ghosting er det største problem i dag, jeg hører i
hvert fald fra mange, at folk er dårlige til afslutninger. Det er så nemt med
begyndelser, hvor det hele er spændende, men afslutninger ender ofte i ghosting,
fordi det er blevet for nemt at lade være med at skrive tilbage og ignorere,
hvis man ikke er interesseret. Det bliver vi simpelthen nødt til at lave om på
og finde en ny form for dating-etikette.
Jeg har selv prøvet at møde op til en første date, hvor jeg
blev brændt af, og hver gang gik der et lille skår i mit hjerte. Pludselig havde
jeg så lave forventninger, at jeg selv begyndte at være på samme måde. Det er
en ond spiral, vi skal have brudt.
Der er noget gennemgribende toxic i den måde
datingappsene fungerer, og den måde vi vælger at bruge dem på. Det er ufint
ikke at lukke ting ordentligt, og det er ufint at lade folk vente. Kort sagt,
så handler det om at behandle andre, som du selv vil behandles.
7. At spille på flere heste
Når det går langsomt i starten, og folk ikke skriver eller
svarer, er det helt okay, at du dater flere og møder nogle forskellige
mennesker, hvor relationerne kan folde sig ud. Det er bare vigtigt at være åben
og gennemsigtig omkring det.
Af erfaring anbefaler jeg ikke, at man ikke kan date flere på
samme tid, men du skal være åben omkring det overfor dem, du ser. Du behøver ikke
at sige det på første date, men på tredje date bliver du nødt til at informere
om, hvor du er. Og det hænger sammen med det første, vi talte om, nemlig at forventningsafstemme.
8. Hvad taler man om på første date?
Du må meget gerne være nysgerrig på andre mennesker. Jeg har
været på date med folk, der ikke spørger om noget – eller omvendt kun spørger. Det
handler om at finde en balance mellem at spørge og lytte. Det fungerede rigtigt
godt, hvis jeg havde skrevet med folk i noget tid, inden jeg gik på den første
date, for så er der nogle fælles ting, der kan hives frem på daten.
Nogle mennesker klikker man hurtigt med, men nogen er måske nervøse,
så enten snakker de meget og snakker hurtigt. Der kan det hjælpe at have tænkt
over, hvad du gerne vil vide om personen.
Jeg fik en kæreste, hvor jeg på første date havde taget ’40
spørgsmål til at blive forelsket’, med. Jeg tror, vi nåede fem spørgsmål. Men
det var fedt, fordi vi tog det alvorligt, så der kom nogle spændende samtaler
ud af det.
Som tidligere nævnt kan en fysisk aktivitet også være en god
ide. Man kan grine lidt af, at den ene er dårlig til det, og man behøver ikke at
tænke over, at samtalen skal holdes i gang.
9. The
circle of dumping – sådan gør du det ordentligt
Når du sidder bag en skærm, kan du nemt glemme, at der
faktisk sidder mennesker af kød og blod derude. Så du skal gøre det ordentligt,
hvis den ikke er der, og vær tydelig omkring dine intentioner.
Hele kulturen er desværre blevet, at vi alt for ofte lader tingene
glide ud i sandet. Det skal vi rydde op i, så vi faktisk erkender, hvornår vi
vil og ikke vil noget.
Hvis du har været på én date, og den ikke lige var der, og
der er ingen, som skriver tilbage, kan det være ok at lade den glide ud. Men
har du været på fem, seks eller syv dates, og du kan mærke, at du ikke er
investeret, skal du tage det alvorligt og ende relationen på en god og
ordentlig måde.
10. Dating RUSH Afhængighed
Du kan blive afhængig af at få matches og at tjekke din
telefon hele tiden – og jeg taler af erfaring. Jeg har været på en date, hvor
jeg tog mig selv i liiiige at tjekke
tinder på toilettet mens min date bestilte øl. Mange datingapps er bygget op
som et computerspil, hvor du kan få følelsen af, at du skal gennemføre Tinder,
for at det skal lykkes, og det er jo sjovt at swipe (især når man alligevel
bare sidder og stener på toilettet).
Men en lille pause fra datingappsne er aldrig en dårlig ide,
så det ikke tager overhånd og bliver for dominerende. Bliver du lidt for afhængig
af at swipe og konstant at tjekke, om der er nye dates i horisonten, så husk at
kigge op. Se på det liv, du har i forvejen, og de venner, familie og kærlighed du
allerede har og ikke må tage for givet, du har det hele og mere til.
Om Barbara Gjerluff Nyholm
Barbara Gjerluff Nyholm er radiovært og journalist og har bl.a. lavet podcastene Knaldromaner og Knaldperler hos DR, som kredser om, hvordan kærlighed og intimitet beskrives i populærkulturen, versus hvordan det rent faktisk ser ud i virkeligheden.
Barbara Gjerluff Nyholm har en kæreste og er mor til en søn.
Hun debuterer med romanen Små forventninger, der udkommer 22. oktober på Gyldendal.