Da Bettinas mand døde, lavede hun en pagt med sig selv: ”Mit hjerte skreg jo på at få ham tilbage”

Få dage efter at Bettina Møller Jensen mistede sin mand, gik hun rundt og satte billeder af ham op i huset.

På den måde mødte hun hans ansigt, hver gang hun åbnede køleskabet, satte sig i sofaen eller lagde sig til at sove.

Læs også

Karen var kun 38, da hendes mands død efterlod hende med to børn – så stiftede hun særlig klub

Hun tog hans vielsesring på, og når hun brændte efter at snakke med sin mand og bedste ven, tændte hun et lille lys, talte ind i det og lod, som om han svarede, når flammen knitrede. Og så tog hun et dynebetræk og fyldte med Henriks tøj, puttede hans T-shirt udenom og kom lidt af hans deodorant på.

Pøllen, som Bettina kalder den, lagde hun i dobbeltsengen på hans hovedpude med hans dyne over, lidt som om det var Henrik, der stadig lå der. Hun græd med hovedet mod pøllen, lukkede øjnene og forestillede sig, at det var ham.

"Vi havde sovet ved siden af hinanden i 20 år, så der var meget tomt i den seng. Derfor fandt jeg på at lave pøllen. Den gav mig følelsen af, at han stadig var der," husker Bettina.

Hjernen forstod ikke

Hun ved godt, at hendes handlinger kan virke skøre eller grænseoverskridende. Men Henrik omkom så uventet, at Bettinas hjerne kæmpede med at forstå det, der var sket. 

"Jeg havde sindssygt svært ved at acceptere, at han var væk. Så jeg havde brug for at komme igennem en proces, hvor jeg gradvist kunne slippe ham."

Det er snart to år siden, at Bettina så sin mand og faren til sine to børn på i dag 18 og 26 år for sidste gang. Af hensyn til ham og resten af familien har hun ikke lyst til at komme ind på de nærmere omstændigheder, andet end at Henrik mistede livet i en tragisk ulykke.

I dag er Bettina et sted, hvor chokket har lagt sig. Hun har skrevet bogen Sorgen er et knust hjerte – men du græder aldrig for evigt om det, hun har erfaret: At sorgen ikke forlader kroppen, men hvis den får plads, lærer man at eksistere sammen med den.  

"Folk spørger mig indimellem: ”Er du kommet videre?” Det gør man ikke, men der bliver længere mellem de store dyk," siger Bettina.

"Før ramte sorgen mig som en flodbølge, hvor jeg slet ikke kunne komme i land. Nu ved jeg, hvordan jeg skal blive i strandkanten, og rundt om sorgen har jeg bygget andre gode ting."

Et link til fremtiden

At Bettina er kommet til et sted, hvor livet har fundet sit leje, tilskriver hun ikke mindst, at hun – for en periode – tillod sig at give sorgen frit spil.

"Jeg har tidligere været syg med stress, og der var mange ting ved den akutte sorg, som mindede om det. Hverken under mit stressforløb, eller da min mand døde, havde jeg tanken ”det her kan jeg ikke klare”. Jeg vidste, at jeg nok skulle komme igennem det, hvis bare jeg gjorde tingene på min egen måde," siger Bettina, som også gav sig selv en deadline:

"Jeg lavede en pagt med mig selv: Jeg havde ét år til at være gakkelak. Derefter måtte jeg selvfølgelig stadig godt sørge, men var det ikke sket af sig selv, skulle jeg trække en streg i sandet og finde noget, der kunne trække mig ind i fremtiden, også for mine børns skyld."

For at vise børnene, at hun måske nok opførte sig skørt, men ikke var blevet skør, var Bettina bevidst om at sætte ord på, hvorfor hun gjorde, som hun gjorde – især over for sin dengang 15-årige søn, som stadig boede hjemme.

Farvel med museskridt  

"Jeg sagde til min søn, at jeg når jeg for eksempel satte alle de her billeder af hans far op, var det, fordi jeg havde brug for det lige nu. Og at når jeg på et tidspunkt tog dem ned, var det ikke, fordi jeg ikke længere elskede ham, men fordi jeg havde brug for noget andet," forklarer Bettina, som i det hele taget har været åben om sin sorg-adfærd.

Læs også

Da Susanne mistede sin mand, var hun meget alene – med særlig strategi overvandt hun ensomheden

Eksempelvis er pøllen blevet vist frem til både familie og venner. Reaktionen har aldrig været fordømmelse – kun omsorg. For nylig spurgte Bettina en veninde, hvad hun egentlig havde tænkt?

"Min veninde sagde, at hun havde tillid til, at jeg gjorde det, der gav mening for mig. Og at hvis det ikke var gået i sig selv, så ville hun måske have sagt: ”Skulle vi prøve at finde en måde ud af det her…”"

Det blev dog ikke nødvendigt.

I løbet af det første år begyndte Bettina gradvist at skille sig af med sin mands ting. Flere og flere billeder kom ud i skuret. En dag følte hun sig klar til at sige til pøllen: ”Min ven, nu skal vi skilles.” Henriks vielsesring kom også tilbage i en skuffe.

"Henriks ring var for stor og sad og klirrede under min, så lyden mindede mig hele tiden om, at han ikke var der. Så med tiden var det bedre for mig at tage den af," forklarer Bettina, som derfor aldrig fik brug for at holde sig selv op på ét års-pagten.

"Hvis man giver sig selv lov til at gøre tingene på sin egen måde, nivellerer det sig. Mit hjerte skreg jo på at få ham tilbage, og selv om jeg fornuftmæssigt vidste, at han var væk, gav jeg mig selv lov til at beholde ham lidt længere. Omvendt blev jeg med tiden nødt til at fokusere på, at jeg skulle have et liv her, og det ville jeg ikke kunne, hvis jeg blev ved med at holde på ham."

Varmen fra Henrik

Henrik vil altid være en del af sin families liv, og en tråd til ham har Bettina beholdt. Da hun skulle finde ud af, hvad hun skulle gøre med Henriks tøj, foreslog hendes datter at sy et tæppe af noget det.

"Så hun har fået en stor sæk med Henriks skjorter og T-shirts, og hun er i gang med at lave tæppet nu," fortæller Bettina.

På den måde kan hun altid varme sig ved mindet om Henrik.