Skal mine børnebørn ikke vide, at jeg er deres morfar?
En læser har fået kontakt til sin biologiske datter efter mange år. Hun har fået børn, men hun ønsker ikke at de ved, at han er deres biologiske morfar. Hvad skal han gøre? Læs Vibeke Dorphs svar i Hjemmets brevkasse her.
En læser ønsker, at hans biologiske børnebørn får at vide, at han er deres biologiske morfar
Jeg håber, du kan hjælpe mig med et råd.
Jeg er dansker, men har i årtier boet i Sverige. Jeg fik for mange år siden en datter med en dansk kvinde, som jeg blev skilt fra i 70’erne.
Jeg mistede kontakten til både hende og min datter efter skilsmissen, men efter nogle år brugte jeg lang tid på at opspore min da voksne datter via myndighederne, og jeg efterlyste hende også i aviserne i Danmark.
Jeg ramte længe panden mod en mur, men fandt hende til sidst, og vi fik kontakt, hvilket jeg var og er lykkelig for.
Min datter har to børn på 15 og 20 år, som jo er mine biologiske børnebørn. Det ønsker jeg, at de skal vide, men det ønsker min datter ikke. Min kontakt med hende og børnene er i dag sporadisk, men vi sås for nogle år siden, hvor vi var i Tivoli sammen alle fire.
Det var en fantastisk tur, men da mine børnebørn spurgte til, hvem jeg var, fortalte min datter dem, at jeg var ”en onkel fra Sverige”. Jeg fik efterfølgende en mistanke om, at min datter efter min skilsmisse fra hendes mor blev adopteret af min daværende kones nye mand.
Jeg ved det dog ikke, men jeg har aldrig skrevet under på nogle adoptionspapirer. Nu går jeg og savner mine børnebørn og spekulerer på, om de ikke har ret til at vide, at jeg er deres rigtige morfar?
Hvad tænker du?
Annonse
Vibeke Dorph råder til at træde varsomt, og udelukkende bekende kulør for deres skyld
Det er et svært dilemma, du står i.
På den ene side har du din datters ønske om ikke at bekende kulør over for drengene at tage hensyn til, på den anden dit ønske om, at de skal kende til din eksistens.
Annonse
Hvorfor din datter ikke ønsker, at børnene skal vide, hvem du er, skriver du ikke noget om, men medmindre du i sin tid har behandlet hende dårligt, eller hun af andre grunde har et horn i siden på dig, så forstår jeg egentlig ikke hendes ønske.
For var det mig, der opdagede, at jeg havde en biologisk bedsteforældre, som jeg ikke vidste om, så ville jeg da blive ked af det, hvis jeg opdagede, at jeg var blevet forhindret i at kende til dennes eksistens af mine forældre.
Er der ikke sket traumatiske ting i din datters og din fælles fortid, som du ikke fortæller om her, så synes jeg derfor, at du skal insistere på, at drengene får at vide, hvem du er – men far her varsomt frem.
Fortæl først din datter, at du agter at gøre det således, at hun selv får muligheden for at sige det til drengene før dig. Når og hvis du så fortæller drengene det, så forvent ikke noget retur. For drengene skylder dig egentlig intet, du har været væk fra dem i mange år for så at dukke op ud af det blå ret sent i deres liv.
Så ønsker de en relation til dig, er det da rart, men gør de det ikke, så må og skal du acceptere, at det er sådan de vil det.
Som sagt, det skal være for deres skyld, at du bekender kulør, og ikke for din egen.
Skriv til Vibeke
Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.
Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk. Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø.
Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.
Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.
