Hvorfor væmmes jeg over min omsorgsfulde mor?
Min mor overøser mig konstant med sin kærlighed. Problemet er, at det ofte bliver for meget, og jeg får det følelsesmæssigt klaustrofobisk. Jeg skammer over min væmmelse, da jeg ved, at hun kun mener godt, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om intens mor
Jeg er en kvinde i starten af 30-erne, der skriver til dig, fordi jeg har et problem, der går mig voldsomt på. Problemet er min mor.
Det er frygteligt, men jeg føler afsky og ubehag, når jeg er i hendes selskab.
Det er ufortjent, for min mor overøser mig konstant med sin kærlighed. Hun kan faktisk næsten ikke få nok af mig. Når vi taler sammen, rykker hun altid (alt for) tæt på mig. Hun vil også gerne lave noget sammen med mig, men efterhånden er hun dog blevet mere ydmyg og forsigtig, når hun foreslår det, fordi jeg så tit afviser hende.
Hun accepterer dog altid mine afslag med et smil, men siger konstant, at hun altid vil være der for mig og stå til min rådighed. Det gør jeg dog sjældent brug af, for jeg føler, at det ville være at udnytte hende, når jeg nu føler, som jeg gør.
Jeg skammer mig over, at jeg væmmes over min mor. For hvorfor? Hvorfor ledes jeg ved alle hendes spørgsmål, hvorfor undgår jeg for så vidt at fortælle hende om mit liv? Hun spørger konstant til det, og hver gang er mine svar korte og nødvendigvis ikke altid helt ærlige, fordi jeg gerne vil undgå at tale om mit liv med lige hende. Alt knuger sig sammen i mig, når min mor er i min nærhed.
Jeg forsøger at holde en ordentlig tone, men ender alt for ofte med at blive spids og kort for hovedet. Det fortryder jeg så og glatter ud, mens jeg føler lede ved mig selv og skammer mig. Hvorfor kan jeg ikke bare være glad for min mors kærlighed? Hun vil jo gøre alt for mig. Hvad gør jeg? Kan og skal jeg sige noget til hende?
Annonse
Vibeke Dorph råder til dialog
Når du væmmes over din mor, så tænker jeg, at der sker lidt det samme, som når f.eks. en ivrig bejler vil dig alt for meget. Du trækker dig, fordi du et sted fornemmer, at i al den ivrige kommen dig nær, gemmer der sig også en hel del krav. Her krav om, at du skal give det tilbage til din mor, som hun vil give dig. Det har du ikke lyst til, og hvorfor skulle du dog også have det?
Du har sikkert venner eller en sød kæreste, som du hellere vil dele din fortrolighed med, og det er da ganske naturligt og sundt. For du er ikke længere et barn, du er en voksen kvinde, der har brug for at holde dit blik ud mod verden i stedet for at hænge mentalt i din mors skørter.
Lad derfor være med at skamme dig, for det er dig, der gør det rigtige, mens din mor ikke helt har forstået, at hun skal give slip og søge afløb for sit kontaktbehov andet steds.
Jeg synes nemlig, at din mors interesse for dig og dit liv, virker lovlig intenst. Jeg tror faktisk personligt, at jeg også selv ville blive ramt af en vis grad af følelsesmæssig klaustrofobi. Derfor synes jeg, at du skal droppe din skyldfølelse og holde op med at bebrejde dig selv og i stedet se din afstandsstagen som et sundhedstegn.
Annonse
Sig derfor (pænt) til din mor, at du har travlt med dit eget liv, så du har brug for at orientere mod verden og ikke mod hende. Det kan helt sikket ændre sig med tiden, men det gør det nok først, når I har fået skabt luft og lidt afstand. I mellemtiden kan din mor så bruge tiden på andre sysler, så se at få det sagt.
Skriv til Vibeke
Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.
Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.
Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø.
Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.
Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.
