Kvinde i lyserød stribet bluse trækker sig fra kvinde i grå t-shirt

Min svigermor truer med at smadre mit ægteskab

Min svigermor er destruktiv og dominerende, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige fra, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Spørgsmål om destruktiv svigermor

Hvordan håndterer man en svigermor, der konstant overskrider ens grænser og aldrig tager hensyn til andres behov? 

Min mand og jeg har været sammen i fem år og har et stærkt forhold. Dog har min svigermor gennem hele vores forhold fyldt enormt meget, hvilket er blevet en stor belastning for både mig og resten af familien. 

Min svigermor er ekstrem dominerende. Hun kan finde på at dukke op herhjemme og rykke rundt på møblerne, fordi hun mener, at tingene skal stå anderledes. Hun kan finde på at skubbe mig væk, hvis jeg f.eks. vasker op, og hun ikke synes, at jeg gør det godt nok. Hun ringer også i tide og utide og kræver ind og taler i timevis om sig selv uden at spørge til os.

Det hele bliver ikke bedre af, at min svigermor har et misbrug, som hun ikke vil gøre noget ved, selvom jeg har tilbudt hende at kontakte et misbrugscenter. I stedet forventer hun, at det er os, der stiller op og også samler hende op, når hun er ramt af en nedtur. Hun har forlangt, at hun skulle flytte ind her hos os for en længere periode, det nægtede jeg, hvorefter hun blev rasende og spredte giftige rygter om mig til resten af familien. Her havde hun bl.a. sagt, at hun vil smadre vores ægteskab, fordi hun føler, at jeg har taget hendes søn fra hende.

Jeg har tidligere været særdeles tålmodig med min svigermor, fordi min mand har ønsket det. Han kan godt sætte grænser for hende, men han ønsker ikke en konfrontation, for han mener ikke, at hun vil ændre sig. Jeg føler dog, at jeg ikke kan holde til mere, fordi hun konstant fylder. Jeg har derfor diskret og venligt forsøgt at trække mig fra hende, men det har blot resulteret i flere intriger og ballade fra hendes side, fordi hun har fornemmet det. Så hvad gør jeg?

Vibeke Dorph råder til at sætte tydelige grænser

At ingen endnu har sat foden ned over for din svigermor, kan godt undre mig. For ved ikke at gøre det, har hun kunnet fortsætte sin destruktive adfærd og ad den vej formået fortsat at tyrannisere familien. Nu lyder det så til, at du langt om længe har fået nok, og det forstår jeg godt. For skal man omgås et menneske som din svigermor, så skal der sættes grænser.

Når man sætter grænser for andre, så vil de som regel gøre modstand i starten. Tænk bare på små børn, der obstruerer mod det, de ikke må, indtil de opgiver og affinder sig med tingenes tilstand. At obstruere er præcis det, din svigermor gør nu, fordi du forsøger at trække dig. Hun hyler op og spreder gift, men den reaktion kan og skal du ikke gøre noget ved, tværtimod. Se det som en madding, hun kaster ud for at få ballademøllen til at svinge videre. 

Lad derfor være med at bide på, luk i stedet ørerne og hold fast. For på et tidspunkt, vil din svigermor blive nødt til at affinde sig med dine grænser og vil måske sågar finde sig til rette med dem, sådan som det også oftest sker med små børn.

Start med at tale med din mand om, hvilke grænser, det skal sættes for din svigermor, så du kan trives så nogenlunde med at have hende i dit liv. Hvor tit skal hun komme hos jer? Behøver du tage telefonen, når hun igen ringer og ævler om sig selv. 

Igen, din svigermor vil helt sikkert lave en masse bøvl, men kan du finde ud af at vende det døve ører til, så er I langt. For I kan ikke ændre på din svigermor, men I har ret til at sætte nogle klare grænser, så I også kan trives og have det godt på trods af hendes opførsel.

Skriv til Vibeke

Vibeke Dorph

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk. Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.