Hvordan vinder jeg min vrede datter tilbage?
Efter at have mistet min mand flyttede min datter ud, og hun opførerer iskoldt. Jeg er knust og føler to tab, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om afstandstagene datter
Jeg mistede min mand for snart tre år siden til kræft. Han var mit liv i 20 år.
Vi boede i mange år i udlandet og kom hjem for fem år siden.
Vi havde det godt i udlandet og var meget tætte som familie, og det var derfor svært for vores børn at komme retur til Danmark igen. Min datter kunne ikke falde til i det danske skolesystem, men efter at have skiftet skole, gik det bedre. Så startede hun på gymnasiet, og blot et par måneder inde i forløbet, dør min mand meget pludseligt af sygdom.
Det slog os alle fuldstændigt ud, og midt i sorgen, mødte min datter en ret dominerende og manipulerende veninde. Denne veninde endte med nærmest at bo hjemme hos os, alt imens vi befandt os i et stort følelsesmæssigt kaos. Jeg fortalte derfor min datter, at vi havde brug for ro og alenetid, men hun lyttede ikke og blev tiltagende afstandtagende overfor mig. Hun væmmedes også åbenlyst ved mig og kaldte mig for ”omklamrende”.
Jeg må indrømme, at jeg aldrig har brudt mig om min datters veninde og den måde, hun dominerede min datter på og fortsat gør det. Samtidig er jeg fortsat i sorg og forsøger at rejse mig igen. Det er svært, og det bliver ikke lettere af, at min datter nu har tømt sit værelse og er flyttet sammen med samme veninde, hvis forældre virker iskolde og ligeglade. Jeg er knust og føler, at jeg har mistet to gange. Først min mand og nu min datter, der ikke vil have noget med mig at gøre. Hvad gør jeg dog? Og hvordan får jeg min datter tilbage i mit liv igen?
Vibeke Dorph råder til at vise tillid
Det er vel nok en ordentlig tur gennem mørket, du og din familie går igennem. Først en flytning hjem til et land, som især din datter har det svært ved at falde til i. Dernæst din mands død og jeres efterfølgende sorg. Heldigvis skal tingene nok blive bedre med tiden, men for at det kan ske, så er det også vigtigt, at I respektere den måde, I hver især forsøger at tackle sorgen på.
Her tænker jeg, at din datter gør det ved at fjerne sig fysisk fra alt det, der ripper op i hendes sorg. Det gælder jeres hjem, men også dig, for du sørger også, og dig har hun derfor også brug for at lægge afstand til. På sin vis er hendes adfærd egentlig sund. For din datter handler, som hun finder bedst i stedet for at drukne. Jeg tænker, at hun netop til det har haft brug for en stærk person ved sin side, og manipulerende eller ej, handlekraftig lyder hendes veninde til at være.
Min råd til dig er derfor, at du accepterer din datters valg. For ved at kritisere hende, ved at bebrejde hende og sætte spørgsmålstegn ved hendes gøren og laden, så fortæller du hende, at du ikke tror på, at hun er stærk nok til at klare sig selv. Ingen mennesker bliver stærke uden at måtte kæmpe for at blive det, det gælder også for din datter.
Vis hende derfor i stedet for mistro en tillid og en tro på, at det hun gør, er det rigtige for hende lige nu. Bak hende op, vær der for hende og se hendes afstandtagen til dig som en midlertidig behov for at gøre sig fri og klare sig selv. Magter hun det, så er alt jo godt. Skulle hun snuble på vejen, så har du via din tillid vist hende, at du også er der, skulle hun få brug for dig.
Få brug for dig gør hun under alle omstændigheder på et tidspunkt, især da hvis du erstatter din mistro med accept og så i øvrigt bruger dine kræfter på at hele dig selv.