En stor sorg ramte Carolyne Kaddus familie i julen for to år siden: ”I starten var jeg selvfølgelig vred”

Hvor kommer den livsglæde og sprudlende personlighed, som efterhånden er blevet Carolyne Kaddu Rasmussens varemærke?

Hvis man spørger hende selv, så kom det ind med modermælken i det land, hun voksede op i, Uganda.

Læs også

Annemette var slet ikke i tvivl, da hun gjorde sin passion til en levevej: ”Jeg er nødt til at være tro mod mig selv”

"Det er et land fuld af smilende mennesker, og jeg tror, det ligger i kulturen, at man danser og er glad, uanset om man ejer noget eller ej. Der er så meget fattigdom og så mange år med krig under Idi Amin," husker den i dag 53-årige Carolyne Kaddu, som også er kendt som Melvin Kakoozas mor, som tager imod i sit hyggelige hjem lidt uden for Vejle.

Ved farmors bål

I virkeligheden er hun en entreprenant forfatter, foredragsholder, podcastvært og tv-stjerne, som konstant er på en mission med at bringe humor, varme og smil ind i sine blege landsmænds liv. Meget af det kommer fra hendes farmor, Agnes, der som ingen anden kan tænde julelys i Carolyne Kaddus brune øjne, selv om det er mange år siden, hun gik bort.

"Min farmor var så fattig, og hun boede ude på landet uden hverken el eller rindende vand. Alligevel fandtes der ikke en gladere kvinde. Alle i landsbyen elskede hende. Om aftenen samledes alle vi børnebørn om hendes bål og hørte hende fortælle historier. 

Det var historier, der ikke var så pædagogiske, for det handlede for eksempel om to kvinder, der skændtes så meget om, hvem der skulle låse døren for natten, at de helt glemte at låse døren og blev spist af en løve," siger Carolyne og slår en høj latter op.

"Hun fortalte også en bibelhistorie og sluttede af med at bede en bøn for os. Og det bedste var, at hos farmor skulle man ikke i bad, for det foregik ved at gå ud bag en busk og øse vand ud over sig selv. Så fattigt var det, men alle vi fætre og kusiner sov på en madras på gulvet, og vi elskede det," siger Carolyne, som selv har fem børn og seks børnebørn.

"Jeg føler mig meget forbundet med hende."

Desværre døde Carolynes farmor i 1992 – samme år som Carolyne tog til Danmark.

"Der skete så meget i det år. Min svoger blev skudt, min daværende mand flygtede til Danmark, og jeg stod alene tilbage med to børn. En dag tog jeg ud til min farmor, fordi jeg havde brug for at snakke med hende om det hele, men da jeg kom ud til landsbyen, var hendes hytte væk. Det viste sig, at hun var død, men min familie havde ikke sagt det til mig for at skåne mig," siger Carolyne og understreger, at det ikke er noget, hun bærer nag over, selv om hun stadig savner sin farmor, som hun aldrig fik taget afsked med.

Danmark uden smil

I 1992 flyttede Carolyne til Danmark på en kold novemberdag for at blive familiesammenført med sin daværende mand. Hun havde sin søn, den senere tv-stjerne Melvin Kakooza, bundet på ryggen og sin datter i hånden.

Læs også

Hella Joof stod med en drink i hånden til en fest, da hun lærte vigtig lektie: "Hvad laver jeg her?"

"Jeg er ret fodboldinteresseret, så jeg havde set billeder fra tidligere på året af glade danskere med klaphatte og fadøl, der vandt EM i fodbold. Så lander jeg i november, og der var godt nok ikke mange smil. Sikke et kulturchok. Jeg blev så ked af det på danskernes vegne, over at de var så triste, men når mørket kommer til landet, forsvinder smilene," siger Carolyne.

"En dag kom en af mine kolleger over til mig og fortalte mig – fuldstændig uden ansigtsmimik – at hendes mand havde vundet i Lotto. What? Er der slet ingen dans forbundet med det? Jeg ville da danse og grine helt vildt. Sådan er jeg stadig, for det triste må aldrig få lov at overtage mig. Det kan godt være, jeg er velintegreret i Danmark, men jeg vil beholde min livsglæde."

Carolyne betragter livsglæde som en overlevelsesmekanisme, man kan bruge, når livet ikke er nemt. Det har nemlig været op og ned i hendes liv. Senest for to år siden, hvor julen blev bittersød for den landskendte sygeplejerske, tv-personlighed og podcastvært og forfatter.

En bittersød jul

Den 16. december – på Carolynes egen fødselsdag, fødte hendes datter tvillinger. Ulykkeligvis skete der en fejl på sygehuset, så den ene tvilling fik lagt sin sonde ned i lungen i stedet for i maven, hvilket førte til, at lille Otis døde tre dage gammel.

"Hvordan finder man livsglæden efter det?" spørger hun retorisk, nu hvor julen nærmer sig og markerer toårsdagen for, at familien fik Curtis ind i familien og mistede hans tvillingebror, Otis.

Carolyne er født ind i en kristen kultur, og da hun kom til Danmark, var det også en lokal kirke, der stod klar til at tage imod hende. Siden er hun blevet gift med Jan, som har rødder i Frelsens Hær. Derfor var det naturligt for hende at vende sig mod Gud, da familien mistede et lille nyt medlem.

"Jeg fandt troen frem, for jeg ved, at jeg skal se Otis igen en dag. Jeg ville aldrig kunne klare det, hvis det var så…"

Carolyne famler efter det rette ord.

"Definitivt."

"I starten var jeg selvfølgelig vred og spurgte også mig selv, om jeg kunne have gjort noget anderledes? Jeg spurgte også Gud, hvorfor han havde gjort det. Jeg følte mig magtesløs, for nu var der noget, jeg ikke kunne fikse for min datter, som jeg ellers altid har sagt til mine børn, at jeg kan."

Læs også

Magnus Millang voksede op i et hjem med misbrug: ”Jeg har en iboende angst”

Otis døde 19. december 2022, og julen, som ellers skulle være en glædelig tid, nærmede sig ubønhørligt.

"Det var en frygtelig jul. Men så skete der noget. Jeg ringede til en veninde og sagde, at jeg ikke kunne overskue at lave mad til juleaften. Der gik et øjeblik, så havde mine venner pakket store flamingokasser med julemad og sørget for gaver til børnene. Jeg blev så rørt over den næstekærlighed. Tænk, at der findes sådan nogle mennesker."

På den måde var der noget at glæde sig over sammen med Otis’ tvillingebror.

"Det var en bittersød følelse, for vi fik jo et andet barn den jul," siger hun om Curtis, som trives i bedste velgående.

"Året efter skulle vi fejre ham, og min datter havde bedt om, at vi ikke nævnede på dagen, at vi var triste over Otis. Fødselsdagen skulle handle om Curtis. Det gjorde vi selvfølgeligt, men vi tænkte alle på Otis, som om han var en elefant i rummet. Da vi skulle gå, nævnte min yngste søn hans navn, og vi brød allesammen ud i gråd, for vi havde haft så meget lyst til at tale om ham hele dagen. Nu tænder vi julelys for Otis."

"Julen bliver aldrig den samme igen, men jeg er så taknemmelig for, at jeg ved, jeg ser ham igen en dag."