Linnea Berthelsen

Danske Linnea har fået en rolle i Netflix-succes: "Det er virkelig et drømmeprojekt for mig"

Linnea Berthelsen. Bid mærke i navnet. Den unge, danske skuespiller sikrede sig for nylig en rolle i anden sæson af megahittet ”Stranger Things” på Netflix, og allerede nu bliver hun genkendt på gaden i USA og kontaktet af hundredvis af fans på de sociale medier.

– Linnea!?

Jeg råber stakåndet efter en ung kvinde, som jeg har jagtet et godt stykke gennem Studiestræde i indre København.

– Linnea? råber jeg igen, og endelig stopper hun.

– Ja?

Hun vender sig, og da hun får øje på mig, breder et stort smil sig over hendes fine, lille – og en anelse forvirrede – ansigt, og jeg ånder lettet op. Godt så. Det er hende.

I Danmark er Linnea Berthelsen endnu et forholdsvis ukendt ansigt, men på den anden side af Atlanten oplever hun at blive genkendt på gaden. I efteråret blev det nemlig offentliggjort, at hun har sikret sig en rolle i Netflix-serien "Stranger Things". En serie, der efter første sæson er blevet et stort hit i Danmark – og et kæmpestort hit i USA.

I dag har vi aftalt at mødes på en café i København for at tale om rollen, og om hvordan det er at stå på kanten af et gennembrud i en alder af bare 23 år.

Det var meningen, at vi skulle drikke en kop fredelig kaffe – ikke løbe rundt og lede efter hinanden på gaden, men da jeg nåede frem til den aftalte café, havde den skiftet navn. Jeg sendte Linnea en hurtig besked på Messenger og fortalte om navneskiftet.

Kort efter spottede jeg hende gå søgende rundt i gaden og måtte styrte efter hende. For Linnea havde ikke fået min besked. Hun har nemlig ingen telefon. Den blev hun træt af for halvandet år siden, "for den stjæler så meget af ens tid".

– Det er selvfølgelig lidt besværligt, at folk ikke bare lige kan ringe til mig, indrømmer hun, da vi endelig sidder over for hinanden med hver vores kop kaffe.

– Faktisk er mine forældre så trætte af, at de aldrig kan få fat på mig, at de har givet mig en telefon i gave. Og det kan da godt være, at jeg skal til at tage den i brug. Nu har jeg jo også nogle agenter, der gerne vil i kontakt med mig næsten dagligt, siger hun.

Et drømmeprojekt

Det er forholdsvis nyt for Linnea, at agenter og andre folk fra skuespillerbranchen konstant vil have fat i hende. Rollen i science-fiction-serien "Stanger Things" er nemlig hendes første store rolle.

– Det er virkelig et drømmeprojekt for mig. Jeg har været smadderheldig, at rollen passer til mig, og jeg føler mig så privilegeret, at jeg får lov til at spille over for nogle super dygtige skuespillere, siger hun.

Alle succesesser bliver ydmygt bortforklaret med held og tilfældigheder. Alligevel fornemmer man hurtigt, at der ligger andet og mere bag, og at Linnea har knoklet for sin rolle i "Stranger Things", hvor hun spiller en ung, ustabil kvinde, der er vokset op som hjemløs med en stofafhængig mor.

Arbejdet begyndte tilbage i efteråret 2016, hvor hun gennem sin agent fik mulighed for at komme til audition på rollen. Inden da havde hun medvirket i et par danske kortfilm og taget et par års skuespiltræning blandt andet på den anerkendte skuespillerskole East 15 Acting School i London.

– Jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg skulle søge rollen! Jeg havde set et par afsnit af første sæson og kunne rigtig godt lide dem. Faktisk havde jeg tænkt mig at gemme resten, til jeg havde lidt bedre tid, men pludselig fik jeg travlt, og jeg endte med at se hele serien i løbet af en enkelt nat, siger Linnea, der kun havde tre dage til at optage tre scener og sende dem til instruktøren.

Scenerne optog hun i San Francisco sammen med sin danske kæreste, der på daværende tidspunkt var på udveksling i byen. Kort efter at have indspillet scenerne blev hun indkaldt til screentest i Atlanta. Her ville casterne have hende til at spille over for 12-årige Millie Bobby Brown, der spiller hovedkarakteren Eleven.

– Jeg vidste, at det var et godt tegn, at de kaldte mig ind, men jeg anede jo ikke, om de også havde kontaktet ti andre. Heldigvis gik testen rigtig godt, siger Linnea og fortæller, at hun havde forberedt sig grundigt og medbragt et langt dokument, hvori hun detaljeret havde beskrevet sin fortolkning af rollen.

Genkendt på gaden

Efter testen fløj Linnea tilbage til sin kæreste i San Francisco. Her nåede hun kun lige at stige af flyet, inden telefonen ringede. Hun havde fået rollen!

– Jeg kunne næsten ikke tro på det. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv, så jeg løb bare over og krammede den taxachauffør, som var kommet for at hente mig. Han forstod ingenting, griner Linnea, der samme aftenen gik ud for at fejre den gode nyhed med sin kæreste.

Her fornemmede hun for første gang, at hendes liv måske var på vej til at forandre sig. På restauranten sad de ved siden af et par, der pludselig begyndte at tale om "Stranger Things".

– Det var så surrealistisk. De talte om, at holdet var ved at caste nye karakterer til serien. Og der sad jeg – lige ved siden af. Det var bare vildt mærkeligt! Og jeg kunne godt fornemme, at tingene måske ikke ville blive helt som før.

Efterfølgende har Linnea oplevet flere af den slags episoder. Hun er blandt andet blevet genkendt på gaden og bedt om at skrive autografer, og i perioder har hun været nødt til at lukke sine konti på de sociale medier, fordi hun er blevet kontaktet af så mange folk, hun ikke kender. De fleste henvendelser har været positive, fortæller hun, men der har også været enkelte mindre behagelige kommentarer.

Det oplevede hun blandt andet, da nyheden om hendes rolle blev offentliggjort på de danske medier i november sidste år. Dengang udviklede der sig en stor debat på Facebook, om hvorvidt Linnea var dansk eller ej, når nu hendes hud var mørk. En debat som Linnea ikke havde lyst til at gå ind i.

Linnea er nemlig godt nok født i Indien, men hun blev adopteret af et dansk par, allerede da hun var otte måneder gammel.

– Jeg tænker faktisk kun over min baggrund, når folk spørger. Nogle gange er jeg blevet spurgt, om jeg ikke skal ud og finde min familie, men det er rimelig let. De er i Kalundborg, griner hun og tilføjer, at hun har rejst rundt i det meste af verden – men aldrig har været i Indien. Det har hun intet behov for.

Da Linnea voksede op i Kalundborg med sine forældre og sin storesøster, var det ikke skuespil, men derimod dans og gymnastik, der fyldte i hendes hverdag. Begge dele dyrkede hun på konkurrenceniveau, og hun var nok "lidt et vildt barn", fortæller hun.

– Mine forældre vil nok sige, at jeg var et meget livligt og mærkeligt barn. Altså på den gode måde. Jeg elskede at finde høje bakker og skate ned ad dem, eller at gøre noget skørt og se, hvordan folk reagerede. Jeg var helt oppe at køre og ville altid en hel masse ting - og sådan er jeg nok stadig. Jeg kan godt lide at sætte fut i tingene, og jeg er nysgerrig og elsker udfordringer.

At det lige netop var skuespillet, som Linnea skulle kaste sig over, lå på ingen måde i kortene, og drømmen opstod først for et par år siden, da hun efter gymnasiet tog på verdensrejse i 2012-2013.

– Jeg rejste blandt andet til New York, og her fandt jeg en skuespillergruppe, som jeg besøgte. Det var kun for sjov. Jeg skulle lige se, hvad det der skuespil egentlig var – og så blev jeg grebet af det, fortæller hun.

Derfor kontaktede hun Skuespillerakademiet i København, og her fik hun efterfølgende undervisning i et års tid. Og langsomt gik det op for hende, at hun havde talent.

– Jeg var ikke så nervøs for at gå op på scenen. I modsætning til de andre elever havde jeg nemlig ikke noget at miste, for jeg havde ingen planer om at gøre en karriere ud af det. Om det var kunst, det jeg lavede? Det var det nok ikke, men det var autentisk, siger hun og tilføjer:

– I slutningen af forløbet søgte de andre elever ind på Statens Teaterskole. Det havde jeg slet ikke overvejet, men så tog min underviser fat i mig og sagde, at jeg kunne noget specielt, og at han syntes, at jeg skulle blive inden for faget.

Og det gjorde hun så. Linnea søgte ind på East 15 Acting School i London og blev optaget i 2015. I øjeblikket holder hun orlov for at have tid til "Stranger Things".

– Mine medstuderende syntes, at det var både underligt og inspirerende, at jeg tog orlov. Det er ikke særlig normalt at gøre, og mine lærere har nok tænkt: "Puha Linnea, hvorfor skal du altid være anderledes end alle andre?". Men for mig føltes det naturligt.

– Jeg har fået en kæmpe chance, og branchen har taget godt imod mig allerede. Indtil videre tager jeg det dog stille og roligt. Jeg har ikke travlt, tilføjer Linnea, inden vi tager afsked, og hun begiver sig ud i byen og blender ind i Københavns menneskemængde. Ubemærket – lidt endnu. 

"Stranger Things" og rollen

Om "Stranger Things"

Den populære sciencefiction-serie handler om en lille by, hvor en række mærkelige hændelser finder sted. Blandt andet forsvinder en dreng pludselig, og en mystisk pige med overnaturlige kræfter dukker op. Blandt de store stjerner i serien er Winona Ryder, Millie Bobby Brown og David Harbour.

Om rollen

Linnea Berthelsen spiller Roman i "Stranger Things" - en ung, stabil kvinde, der er vokset op som hjemløs. Hendes mor er stofmisbruger, og Roman har lidt et stort tab i barndommen. Lige siden har hun forsøgt at få hævn, og hun har tilknytning til de mærkelige hændelser, der sker i byen.

Linnea Berthelsen, 23 år

Adopteret fra Indien, da hun var otte måneder gammel.

Vokset op i Kalundborg med sine adoptivforældre og sin storesøster.

Uddannet fra Skuespillerakademiet i København.

Holder orlov fra skuespillerskolen East 15 Acting School i London.

Filmer i Atlanta og bor i København, hvor hendes danske kæreste studerer jura.

Aktuel i anden sæson af Netflix-serien "Stranger Things" fra 31. oktober.

LÆS OGSÅ: Her er alle SKAM-profilerne på Instagram

LÆS OGSÅ: Emma Watson: Derfor får du aldrig en selfie med hende

LÆS OGSÅ: Pilou Asbæk: "Jeg er mere forelsket end nogensinde"