Derfor har jeg droppet at få et fast job
Amalie nægter at gøre noget, bare fordi det forventes, og ”det gør alle andre”.
KLUMME: Savner du ikke kolleger? Hvad gør du, når du er syg? Arbejder du så i pyjamas? Er nogle af de spørgsmål, jeg bliver stillet, når folk finder ud af, at jeg har fravalgt det faste job.
For et par måneder siden gjorde jeg op med mig selv, efter at have været i en fuldtids vikariat-stilling i et par måneder, at jeg ville satse på at være freelancer. Det vil sige arbejde uden 100% sikkerhed for, hvor næste månedsløn skal komme fra.
LÆS OGSÅ: Her er de 3 mest sexede ord en mand kan sige
Vi gør per automatik det vi kender
Jeg kan godt forstå folks skepticisme, når de hører om min situation, for de fleste mennesker har et job, hvor de møder ind på en arbejdsplads fra 9-17 hver dag. Det er det, vi kender, og derfor det, vi gør. Der er en forudsigelighed i dén måde at arbejde på og dermed også en stor tryghed: Du sparer automatisk op til pension, du får løn, når dine børn er syge, og du ved, hvilke rettigheder, du har, hvis du skulle blive fyret eller selv ønsker at sige op.
LÆS OGSÅ: 15 ting du skal skrive i din ansøgning for at få jobbet
Men efter jeg er blevet rigtig voksen, er jeg blevet modstander af termen, "det forventes, og derfor gør jeg det". Jeg vil hellere tage udgangspunkt i, hvad der fungerer for mig og min familie nu og her, i stedet for at lytte til for eksempel den ældre generation, hvor jeg er blevet mødt med et: "Fuldtidsjob og to børn kan sagtens lade sig gøre. Det gør alle andre jo også." Dén holdning har faktisk overrasket mig. For er der ikke andre muligheder end at arbejde løs, fordi det forventes? Jo, der er.
Min situation som freelancer er lige nu den, at jeg kun ved, hvordan mit arbejde ser ud resten af året. Fra januar af, er jeg ikke sikker på noget som helst, men kan kun sætte min lid til, at mine arbejdsopgaver fortsætter i den samme strøm, som de er tilfaldet mig indtil videre. Men jeg kan ikke være sikker.
4 fordele ved at droppe fast arbejde
Usikkerheden er en fast del af at have lagt fast arbejde på hylden. Og usikkerheden kan indimellem godt munde ud i frygt, som når min mand og jeg er i gang med at købe hus, hvilket i høj grad kræver, at jeg er sikker på at have en nogenlunde fast indkomst hver måned.
Men ligeså mange ulemper, der er ved at arbejde freelance, ligeså mange fordele oplever jeg, at der er. Ellers havde jeg jo heller ikke valgt det. De største fordele er følgende:
1. Slipper for at skulle "ind på kontoret"
Jeg skal ikke ind på en arbejdsplads hver dag. Kun engang imellem til møder. Det betyder, at jeg ikke er fastlåst på samme måde, som folk, der skal være et bestemt sted otte timer i døgnet.
2. Mindre stress
Vores morgener er blevet meget stille og rolige, efter jeg har fravalgt det faste job. Jeg kan nå at læse for mine børn, og de kan nå at lege, inden jeg afleverer dem i børnehaven og vuggestuen. Og jeg skal ikke stresse videre til en arbejdsplads, når jeg har afleveret dem, men kan stille og roligt daffe hjem igen. Jeg kan være fuldkommen ligeglad med, om det regner, sner eller stormer. For jeg skal ikke ud at cykle eller stå og fryse, mens jeg venter på bussen.
3. Ingen spildtid
Jeg bruger ingen tid på transport frem og tilbage til arbejde, men kan begynde min arbejdsdag lige efter, jeg har afleveret børn. Derudover skal jeg ikke til møder dagligt og bruger ikke lige et kvarter på at snakke med en kollega om weekenden. Det betyder, at jeg er vildt effektiv, da jeg kan fordybe mig 100% og har et enormt afkast arbejdsmæssigt i forhold til, hvis jeg sad på en arbejdsplads.
4. Kan arbejde hvor som helst og når som helst
Hvis jeg vælger at hente børn tidligt, tage en lur midt på dagen, eller jeg skal til tandlæge, så kan jeg arbejde om aftenen. Og hvis vi får det hus, vi har budt på i Helsingør, er det ikke noget problem, at det ligger langt væk fra København. Hvis jeg derimod var afhængig af at tage på arbejde i København hver dag, ville vi være tvunget til at bo forholdsvis småt, da vi ikke har råd til at købe det, vi gerne vil, i København.
At jeg har fravalgt det faste arbejde hænger i stor grad sammen med, at jeg har to små børn. Hvis ikke det var for dem, ville jeg i højere grad savne at have kolleger og være en del af det lille samfund, som en arbejdsplads er. Men for mig handler livet lige nu om at være så effektiv som muligt og gøre så meget plads, som det overhovedet kan lade sig gøre, til familielivet. Jeg arbejder for at kunne leve. Ikke omvendt. Og ja, det er da irriterende indimellem ikke at kunne få løn, når mine børn er syge, eller jeg selv er syg, men så klumper jeg bare mine arbejdsopgaver sammen, så jeg må arbejde nogle aftener og en dag i weekenden. Og jeg når altid det hele alligevel. Og nej, jeg arbejder ikke i pyjamas, for hver dag, inden jeg begynder på arbejdet, afleverer jeg mine børn, og det får kickstartet dagen.
LÆS OGSÅ: Nyskilt og forelsket: Jeg glemte mine børns behov
LÆS OGSÅ: Kia sagde op uden at have et andet job
LÆS OGSÅ: Her er de 5 spørgsmål, du skal ringe og stille inden du sender din jobansøgning