Diamanthandler Katerina Pitzner har lært noget vigtigt om sig selv efter fire svære parforhold

Katerina Pitzner er kendt som hardcore forretningskvinde. Hun er en af de få kvindelige diamanthandlere i verden og har medvirket i masser af tv-programmer og artikler om livet og arbejdet med de smukke sten. Diamantverdenen er benhård business med helt egne og uskrevne regler, og det kræver en diamants hårdhed at kunne begå sig der med succes. Det mestrer Katerina til perfektion. Det, som indtil nu har været ukendt for offentligheden, er, at Katerina også er et meget spirituelt menneske. Hun har siden sin barndom kunnet "se" ting. Hun er clairvoyant, kan læse folks energier og er i kontakt med det, hun selv kalder parallelverdenen. Det har hun nu lagt åbent frem i bogen "Sjælens begær". En bog, der handler om soulmates og om, hvad man kan lære af komplicerede romantiske forhold. Og ja, Katerina har gjort sig mange tanker om, hvorvidt det var en god idé at blotte denne side af sig selv. 

– Frygten for, at folk ikke ville tage mig seriøst længere, har været meget stærk i mig, og det er årsagen til, at jeg ikke har været tydelig omkring min spiritualitet før nu. Men når frustrationen over at sende på sådan en mellemfrekvens eller kun spille på få af de strenge, man har, bliver større end frygten for at blive latterliggjort, så er man nødt til at træde ud og stå rent. Og jeg nåede et punkt, hvor jeg ikke kunne andet. Jeg var begyndt at føle, at jeg var en fake i mit eget liv. Forstået på den måde, at alt, hvad jeg laver i min diamantforretning, er fuldstændig, som du ser, hører og læser, men jeg er jo meget, meget mere end det. Jeg følte, at jeg gav en censureret udgave af mig selv, og det var jeg rigtig, rigtig træt af. Det måtte briste eller bære, tænkte jeg, og hvis nogen synes, det bliver for langhåret eller urtet, så fred være med det, for det er faktisk den, jeg er.

Hvad er en soulmate?

Skulle du være typen, der er skeptisk eller decideret afvisende over for det "urtede", bør du alligevel læse videre. For der er gode muligheder for at kunne spejle sig i Katerinas bog og tankerne bag, hvis du har prøvet at være i et kompliceret, romantisk forhold med en soulmate. Det kan f.eks. være et forhold til en mand, der er gift med en anden. Et forhold, hvor den geografiske afstand gør det umuligt at være sammen. Eller et forhold, hvor kærligheden bliver taget som gidsel i opslidende magtkampe. Katerina har selv oplevet fire komplicerede soulmate-relationer til mænd i sit liv – det vender vi tilbage til – men hvad er egentlig en soulmate?

– En soulmate er en person, som du har en ganske særlig forbindelse til. En forbindelse, du ikke kan rationalisere eller forklare, men som har en større indflydelse på dig end andre forbindelser.

Kan man med det samme mærke, når man møder en soulmate?

– Ja. Det kan man. Man får simpelthen følelsen: I see you. Det er sådan en wauw-følelse. En øjeblikkelig genkendelse. Hvis det er en romantisk soulmate-

relation, kan det være en øjeblikkelig forelskelse. Men det kan også være en soulmate-relation til en veninde eller ven.

Kan man have en kæreste eller ægtefælle, der ikke er ens soulmate?

– Ja, sagtens, jeg har da været sammen med mænd i mit liv, som ikke har været mine soulmates, men i bogen har jeg valgt at fokusere på de fire svære soulmate-relationer, jeg har været i. Og det er faktisk en relativt betragtelig portion i forhold til, at der er nogen, som slet ikke oplever at have svære romantiske soulmate-relationer. Når jeg har haft det – og nu bliver det igen lidt langhåret – så er det fordi, jeg har valgt, at svære romantiske relationer skal være min udviklingsvej. Det er det, jeg skal lære noget af. De svære romantiske soulmate-relationer er dem, hvor jeg spørger mig selv: Hvad fanden er meningen? Hvor jeg bliver ved med at gå tilbage til et dysfunktionelt forhold, og hvor mine omgivelser siger: Helt ærligt, hvad har du gang i? Drop ham, der er andre fisk derude. Der er meget skam forbundet med en svær soulmate-relation. Man skammer sig over, at man burde vide bedre end at blive ved med at gå tilbage til et forhold, som ikke fungerer. Hvor han måske lyver, er utro eller voldelig. Folk, der ikke har prøvet det, fatter det ikke. Man fatter det sådan set heller ikke selv, mens man er i det. Den klassiske psykologi eller psykoterapi vil måske sige, at det handler om mor- eller far-issues eller et lavt selvværd, men for mig handler det om, at der er tale om en soulmate-relation. Det er din sjæl, der elsker. Det er derfor, der er sådan et kraftigt bånd. Det betyder jo ikke, at du skal finde dig i det, men det betyder, at der er noget vigtigt for dig at lære.

Katerina, du er egoistisk

Katerina mødte den ene af sine soulmates i 2006.

– Jeg var i New York for at besøge min bror. Vi var nogle stykker, der var på bar en aften, og mens vi står der, kigger jeg mig omkring og tænker, okay, hvem skal underholde mig i aften? Jeg rejser meget, og jeg kan godt lide det korte, spændende møde med nye mennesker. Ham dér! Ham vil jeg gerne tale med, tænkte jeg, da jeg fik øje på en mand oppe ved baren. Det viste sig, at han var dansker – og helt ærligt, hvad er oddsene for det? Først blev jeg lidt skuffet, jeg ville gerne have talt med en amerikaner, men i det øjeblik, jeg hilste på ham og så ham i øjnene, fik jeg den der I-see-you-følelse. Som om han da godt vidste, at vi skulle mødes.

– Det blev til fire hæsblæsende år. Vi fik drevet hinanden SÅ meget til vanvid. Normalt betragter jeg mig selv som værende et fornuftigt menneske med fødderne solidt plantet i den danske muld, meget rationel, men hold da op, han kunne virkelig trykke på nogle knapper, så jeg i raseri, afmagt og frustration smed malerier ud af vinduet og satte ild til hans tøj på gårdspladsen. Jeg gik fuldstædig bersærk, og samtidig tænkte jeg: Hvad sker der for mig? Men det er det, de her soulmates kan, hvis det er det, de skal. Jeg drev uden tvivl også ham til vanvid, og han fik også vist de værste sider af sig selv. Når jeg ser tilbage på det, er der for mig ingen tvivl om, at jeg skulle lære alle følelsesmæssige afkroge af mig selv at kende. Min dybde. Og alle mine grimme skyggesider. Alt det, jeg ikke vil være bekendt, at jeg også er. Hvis han sagde til mig, Katerina, du er simpelthen bare så egoistisk, så begyndte jeg at mærke efter. Er det rigtigt? Er det mit – eller er det hans? Og i stedet for at råbe "du skal ikke kalde mig egoistisk", kunne jeg mærke, at ja, det har du faktisk ret i. Jeg ER hamrende egoistisk. Og halleluja for det, for ved du hvad, skat, det, at jeg er så egoistisk, det gør, at jeg kan være noget for mine børn og for dig, fordi jeg får tanket mig selv op. Han kaldte mig også alt muligt andet, og hver gang mærkede jeg efter. Noget havde han ret i, og det lærte jeg af, og andet var slet ikke mit. Det var hans egne ting. På den måde lærte han mig utrolig meget om mig selv.

Hvorfor er det, du tror, at du skal lære noget af dine svære soulmate-relationer, er det ikke bare forhold, du burde have undgået?

– Jeg tror på, at vi alle er her på jorden for at udvikle os. Vi vælger forskellige veje i forhold til, hvad det er, vi har brug for at lære. Det svarer lidt til at begynde på en uddannelse og vælge de fag, man gerne vil have. Nogle lærer det, de skal, ved at have pengeproblemer. Gennem deres arbejde. Gennem sygdom. Eller noget helt fjerde. Det, jeg skal lære, handler om parforholdet.

Kan der ikke være nogen, der bliver stødt over at få at vide, at de har valgt at skulle lære gennem sygdom?

– Jo, helt bestemt. Og det er derfor, der er to helt afgørende præmisser, du er nødt til at gå ind på og acceptere – i hvert fald mens du læser bogen eller lytter til mig – hvis du skal forstå, hvad jeg mener. For det første skal du være villig til at acceptere idéen om, at du har en sjæl. At du ikke bare er din fysiske krop. For det andet skal du acceptere præmissen om, at der er en mening med livet og med de udfordringer, du oplever. Kan du ikke acceptere det, vil du crashe på det, jeg skriver og taler om. Og det forstår jeg godt.

– Jeg har selv haft hudkræft og skulle gennem tre operationer, før det var væk. Mens det stod på, undrede det mig, at jeg var stort set upåvirket af det. Jeg mærkede ingen frygt. Er jeg i fornægtelse eller hvad, tænkte jeg. Men jeg fandt ud af, at "gaven" ved sygdommen faktisk var til mine børn. De fandt ud af, at mor ikke er uovervindelig. De fandt ud af, at jeg også er skrøbelig og sårbar. Jeg bliver meget berørt af at tale om det, kan jeg mærke, for jeg har oplevet, at mine børn er blevet endnu mere kærlige efter min sygdom. Endnu mere omsorgsfulde. Og det er altså en gave. Men det var ikke mig, der skulle lære noget af min sygdom.

At elske på afstand

En anden af Katerinas soulmates skulle lære hende noget meget vigtigt. Kunsten at elske på afstand. Det var en mand, hun hovedkulds forelskede sig i, da hun så et billede af ham i et magasin i 2010. Hun kunne se på billedet i artiklen, at han havde en vielsesring på, men hun tænkte alligevel, at hun var nødt til at møde ham. På forunderlig vis blev hun et par måneder senere inviteret til en reception på hans arbejde. Hun håbede egentlig, at hun kunne dreje om på hælen, når hun havde set ham i virkeligheden, men...

– Allerede da jeg fik øje på ham på vej op ad trappen, fik jeg præcis samme følelse igen. Jeg var nødt til at få fat på ham! Lige meget hvad. Da vi hilste på hinanden, gav det et ryk i ham, og han trak sig et skridt tilbage, mens han strakte hånden frem. I det øjeblik vidste jeg, at jeg elskede ham ubetinget. Der var ikke noget at gøre. Senere fandt jeg ud af, at han også havde læst en artikel om mig i Børsen og havde haft samme følelse af, at vi skulle mødes. Han og hans kone havde levet som hund og kat i en del år, bolden lå lige foran målstregen i forhold til en skilsmisse, og jeg var åbenbart den, der skulle sparke den i mål. Vi mødtes igen en måneds tid senere til en frokost, og tre måneder efter den frokost blev han skilt fra sin kone.

Hvordan udviklede det forhold sig så?

– Vi var sammen i nogle år, og det var et meget intenst og sindsoprivende forhold. Vi skiftedes til at være den, der ville opgive forholdet, og den, der ville holde fast. Han friede til mig flere gange, men vi skiftedes til at trække os. Det var så opslidende, at vi til sidst ikke kunne blive i det længere, og i en af de sidste sms'er skrev han, at han ville elske mig for evigt. Ud over at han skulle lære mig om flere afkroge i mig selv, og om tålmodighed, fandt jeg ud af, hvor meget jeg havde lært om mig selv i de tidligere forhold. Jeg stod meget rent og uden dramaer med ham. Samtidig lærte han mig noget af det allervigtigste overhovedet. Han lærte mig at elske på afstand. At elske, selvom det ikke skulle være. Vi har det ofte sådan, at hvis vi beslutter os for, at et forhold ikke skal være, så må vi ikke længere elske. Vi kan ikke tillade os at elske, tænker vi, og så lukker vi vores hjerter. Og det er det, der gør ondt, for så bilder du dig noget ind, som ikke er sandt for dig. Men når du tillader dig at blive ved med at elske, selvom I ikke længere skal være sammen, så får dit hjerte lov til at forblive åbent, og så gør det ikke så ondt. Det fik jeg virkelig øvet her.

Det lyder som en svær øvelse...?

– Når du elsker på afstand, anerkender du dine følelser. Du elsker vedkommende, men du lader ikke din kærlighed være betinget af, hvordan han eller hun opfører sig, eller om I er sammen eller ej. Du elsker bare. Det er den ubetingede kærlighed. Du skal ikke have noget igen. Du elsker rent. Og det er den mest befriende og delikate måde at elske et andet menneske på. For mig at se er den helt overordnede mening med livet, at vi skal udvikle os til at kunne elske ubetinget. Min vej til det har været gennem de her vanskelige soulmate-relationer. Var jeg nu blevet sammen med en af dem, var min udvikling gået i stå, så alt er faktisk, som det skal være.

Så du har ingen drøm om at finde den eneste ene og blive sammen med ham?

– Jeg har altid syntes, at det var dejligt at skabe historie sammen med en. Det er vidunderligt. Jeg har selvfølgelig nogle små bidder af historie med mine forskellige soulmates, men det ville da være skønt at have en, man kunne bygge en længere historie med. Men jeg tager det, som det kommer. Det, der skal ske, vil ske.