Emil Midé om kærligheden til Louise: ”Det sidste, jeg skulle, var at blive forelsket”
Da Emil Midé Erichsen første gang mødte sin hustru, Louise, gik de begge i gymnasiet. Det var dog først flere år senere, da han inviterede hende ud at sejle på Havana, at der opstod romantik imellem dem. I det nye ALT for damerne fortæller Emil og Louise for første gang om deres private kærlighed.
Da Louise Ravn Otte landede i den lillebitte lufthavn i Sorong, kunne hun ikke overskue at se Emil Midé Erichsen gennem glasruden, mens hun ventede på bagagen. Så hun gik ud på toilettet og gemte sig der, indtil hendes kuffert kørte rundt på båndet. Emil havde det på samme måde på den anden side af glasruden, hvor han gemte sig bag en søjle. Det fortæller de i denne uges ALT for damerne.
”Der havde aldrig været fysisk berøring mellem os, før vi mødtes i den lufthavn,” fortæller Emil Midé om deres nervøse møde.
Men efter de havde kysset hinanden i ankomsthallen, kaldte de sig kærester, og derefter gik de ombord på Havana, hvor de skulle tilbringe de næste syv måneder sammen.
Artiklen fortsætter under videoen ...
At Louise skulle med ombord på Havana var blevet sat i stand nogle få måneder forinden. Emil havde allerede været ombord på Havana i et par år med et tv-hold i ryggen, da han pludselig fik lyst til at skrive til Louise, som han kendte fra gymnasiet. For hun var jo faktisk ret sød. Tanken havde ulmet i ham i nogle måneder, da han en dag tog mod til sig og sendte hende en mail. ”Hej, hvordan går det? Hvad laver du?” Ikke andet. Men svaret kom hurtigt.
”Jeg vågnede om morgenen og så, at Emil havde skrevet, og det lyder fjollet, men det var som et stort tandhjul, der faldt i hak. Det var den fornemmelse, jeg havde, selvom vi ikke havde haft kontakt i et par år. Og så gik der fem dage, så spurgte Emil, om jeg ville med ud at sejle,” siger Louise Otte Ravn.
I de tre og en halv måned, der gik, inden Louise steg ombord på Havana, holdt de kontakten over mail. Og da de endelig mødtes i lufthavnen i Indonesien, havde de brug for alenetid til at lære hinanden ordentligt at kende.
”Jeg havde fået overbevist resten af besætningen om, at de skulle tage op og se nogle hvalhajer virkelig, virkelig langt væk,” griner Emil, og Louise tilføjer:
”Og det var rigtig fint. Så vi havde lige lidt privatliv de første dage. Men det var også fint, da de andre kom tilbage, for det kunne hurtigt blive meget intenst, hvis det bare var os i meget lang tid.”
Seks uger efter Louises ankomst på båden, påmønstrede Louises spritnye svigerforældre og en fotograf sig. Det gjorde deres forhold mere intenst.
”Vi introducerede heller ikke Louise som min kæreste på tv, for vi var slet ikke færdige med at finde ud af, om det her bare var en vild og hæsblæsende forelskelse, eller om det skulle være for evigt. Eller jo, vi vidste godt, at det var alvor, men der var ingen grund til at dele det med hele Danmark. Så Louise blev præsenteret som en gammel gymnasieveninde, og når kameraet så pegede i en anden retning, kunne jeg gå over og kysse hende”
Læs meget mere om Emil og Louises private kærlighedshistorie her. I det store interview fortæller de også om at udvikle fælles drømme, og hvordan man jonglerer eventyrlyst med familieliv. Det er første gang, de stiller op til interview som et par.