Da Marias far døde fik hendes mor en ny kæreste: ”Jeg undte hende det ikke”

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Maria opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist. 

Da min far, som kun 62-årig, døde af kræft, var hele familien i sorg.

Min søster, Signe, og jeg hjalp vores mor så godt vi kunne med at få styr på alt det praktiske, for vores mor ville gerne blive boede i huset, så længe det kunne hænge sammen økonomisk.

Læs også

Alle kunne lide Charlottes kæreste – men langsomt dukkede en anden side af ham op

Vores mor holdt af området og kendte de fleste på den lille lukkede villavej, både de ”gamle”, der havde boet der i en menneskealder, og de nye familier med små børn. Min mor havde altid været sådan en, der talte med alle, så selvfølgelig havde hun lært de nye beboere på vejen at kende. Det betød, at hun havde fået støtte fra dem, både mens vores far lå syg derhjemme og efter hans død.

Alligevel var min søster og jeg bekymrede for vores mor. Hun fremstod umiddelbart stærk og afklaret med at skulle fortsætte livet uden den mand, som hun havde kendt siden teenageårene, men hvordan ville hun reagere, når hverdagen bankede på? Hun havde sagt sit job som pædagog op og var gået på efterløn for at tage sig af vores far i hans sidste tid. Vi håbede, at hun måske nu ville begynde at arbejde lidt igen, så hun kunne komme ud og tænke på noget andet. Hun var trods alt kun 61 år og havde masser af gode år tilbage.

Lige ved siden af min mor boede Henrik. Han havde mistet sin kone forrige år, og mine forældre havde her gjort, hvad de kunne for at hjælpe ham igennem den svære tid. Henrik og hans kone havde boet på vejen, siden vi var børn, og havde en datter, der var jævnaldrende med Signe, så de to piger var kommet meget i hinandens hjem.

Familierne havde måske ikke været nære venner, men de havde haft et tæt naboskab, hvor de fulgte med i hinandens liv. Det var derfor helt naturligt, at Henrik trådte til og hjalp med alt fra at slå græsset til at få vinterdæk på bilen, da vores far blev syg. Han var stadig en kæmpe hjælp efter vores fars død, og det var ikke sjældent, at han var på besøg, eller vores mor var inde hos ham.

Vi var meget taknemmelige over alle vores mors naboer, og havde også opfordret hende til at tage imod al den hjælp, hun blev tilbudt. Henrik var for eksempel god til at lave mad, så de spiste ofte sammen hos ham.

Alligevel var det et kæmpe chok, da jeg en dag kom uanmeldt forbi derhjemme og så min mor i en meget kærlig omfavnelse med Henrik. De stod lige foran det store vindue i køkkenet, så alle kunne kigge ind på dem. Min mor blev helt forfjamsket, da hun fik øje på mig. Jeg selv var rasende. Hun opførte sig som en forelsket teenager, hvad var det for noget! Det var jo knapt nok et halvt år siden, vi begravede vores far. Hvor længe havde det her stået på? Spørgsmålene snurrerede rundt i hovedet på mig, og jeg nåede hverken at tælle til 10 eller tænke mig om, før jeg eksploderede.

Læs også

Vi er ikke gode nok til vores snobbede datter

Jeg stormede ind i huset og bad Henrik om at gå med det samme. Han sendte min mor et langt blik, inden han drejede om på hælene og forlod huset. Min mor selv stod opgivende med armene ned langs siden og lignede én, der kun havde lyst til at løbe efter ham. Hun sagde ikke så meget, men det var nok også svært at trænge igennem min talestrøm. Det havde været så overvældende at se hende i kærlig omfavnelse med en anden mand, at jeg skældte hende huden fuld. Hvad tænkte hun på? Hvad bildte hun sig ind? Tænkte hun slet ikke på mig og Signe? Og hvad med vores far, havde hun fuldkommen glemt ham? 

Jeg forlod huset i samme hast, som jeg var kommet. Inden døren smækkede hårdt i bag mig, hørte jeg min mor spørge, om det var meningen, at hun bare skulle sidde alene og kukkelure, indtil vi kom og besøgte hende? Jeg nåede lige at vrisse til hende, at det slet ikke var det, det handlede om. Det handlede om respekt. Overfor min søster og mig, men også overfor vores far.

Allerede på vej hjem i bilen ringede jeg stærkt oprevet til Signe og fortalte hende, hvad jeg havde set. Hun reagerede på samme måde som jeg og blev både vred og ked af det. Vi fattede simpelthen ikke, hvad der foregik i hovedet på vores mor, havde hun da fuldkommen mistet forstanden? I dagene efter talte vi meget om, hvor længe det mon havde stået på. Kunne de have haft en affære allerede inden vores far var død? Pludselig var det som om, vi slet ikke kendte vores mor.

Det, der undrede os mest, var, at hun slet ikke prøvede at forsvare sig. For da min søster og jeg et par dage efter troppede op sammen i vores barndomshjem for at tale med vores mor, var hun hverken undskyldende eller flov over, at jeg havde opdaget hende og Henrik sammen. Hun var tværtimod forbavsende rolig og fastholdt, at kærligheden til vores far intet havde med hendes nye forelskelse at gøre. Den var vokset stille frem i tiden efter vores fars død, forklarede hun.

Det var voldsomt at høre hende bruge ordet ”forelskelse”. Signe himlede med øjnene, og jeg sagde, at det var et stort og i øvrigt ganske upassende ord at bruge overfor os. Til sidst rejste min mor sig op og begyndte at fjerne kaffekopper fra bordet, hun havde tydeligvis fået nok. Med kopperne i hånden, kiggede hun fast på mig og sagde, at hun faktisk var glad for, at jeg havde opdaget dem, for nu behøvede de ikke længere skjule, at de var blevet glade for hinanden.

"Vi har i hvert fald ikke noget at skamme os over!" sluttede hun af.

Den sætning hang i luften, da min mor gik ud i køkkenet. Hentydede hun mon til, at vi skulle skamme os? Signe og jeg var virkelig forargede og talte på vejen hjem om, hvad vi skulle gøre for at få vores mor til at vågne op.

Læs også

Min nabo driver mig til vanvid

Min mand mente derimod, at vi skulle blande os fuldkommen udenom. For det var ikke op til os at bestemme, hvornår min mor var klar til at gå ind i et nyt forhold. Jeg blev vred på ham, for det handlede ikke om, at vi skulle bestemme, det handlede om, at min mors dømmekraft tydeligvis var sat ud af spil, og at Henrik måtte være desperat efter at finde sig en ny kæreste.

Min søster kontaktede dernæst Henriks datter. De havde ikke set hinanden i flere år, men var stadigvæk venner på Facebook. De mødtes til en kop kaffe, og min søster spurgte her, om hun kendte til, hvad der foregik imellem vores forældre.

Henriks datter smilede og sagde, at hun havde vidst det i et stykke tid. Hun gik ud fra at Signe og jeg også var glade på deres vegne og havde så snakket løs til min søster om, hvor livsbekræftende det var at opleve to mennesker, der havde mistet en ægtefælle for så at finde sammen. Hun fortalte også min søster, at Henrik havde spurgt hende til råds, da han mærkede, at noget var begyndt at spire imellem ham og vores mor. Han var bange for at gå for hurtigt frem, for hvad ville vi, hendes døtre, ikke tænke om det?

Henriks datter havde rådet ham til at tale med vores mor om det, og så ellers gøre præcis, hvad de selv fandt bedst. Da Signe ringede til mig på vej hjem fra mødet med Henriks datter, kunne jeg med det samme høre på hendes stemme, at noget havde ændret sig.

"Jeg tror faktisk mor har ret. Det er os, der burde skamme os," sagde hun og fortalte så, hvad Henriks datter havde sagt. Nemlig, at livet var for kort til at gå og vente på, hvornår andre mente, at nu havde man sørget nok.

Jeg mærkede varmen i kinderne. Vi havde slet ikke tænkt på at spørge vores mor, hvordan hun havde det, vi havde kun haft travlt med os selv og opført os som små forkælede børn. Vi skyldte vores mor en undskyldning. For selvfølgelig skulle hun ses med Henrik lige så ofte, hun havde lyst til det. De boede jo også dejligt tæt på hinanden, så det var jo også meget praktisk, som jeg sagde til Signe. Der blev stille i telefonen, så tog Signe en dyb indånding og fortalte så, at Henrik og vores mor havde planer om at flytte sammen i vores mors hus, fordi det var bedre indrettet til, at de kunne bo to i det.

Jeg havde nær tabt telefonen. Jeg skal da love for, at intet blev som Signe og jeg havde forestillet os. Pludselig kunne jeg ikke lade være med at le. Vi havde været så forargede, vrede og kede af det, og nu var det hele vendt på hovedet. Det var på tide at komme vores mor i møde og Henrik ikke mindst. Det handlede jo ikke om os, det handlede om, at de to havde været så heldige at finde kærligheden igen på et tidspunkt, hvor de mindst ventede det.

Henriks datters positive tilgang til tingene, havde taget brodden af vores vrede, så vi kunne træde et par skridt tilbage og se, hvordan tingene i virkeligheden forholdt sig. Inderst inde havde vi nok forestillet os, at vores mor ligesom sin egen mor aldrig ville finde sammen med en ny mand. Men sådan behøvede det jo ikke at være. Hvis man var så heldig at møde kærligheden igen, så skulle man da gribe den. 

Det var, indrømmet, lidt underligt da Henrik flyttede ind i vores barndomshjem og indrettede mit gamle børneværelse til motionsrum. Han har dog vist sig at være en god mand for min mor, og det er dejligt at komme på besøg og opleve, hvor glade de er for hinanden. Jeg er derfor lykkelig over, at vi ikke fik forpurret deres kærlighed. For hvorfor dog sidde alene og være ulykkelig, hvis man kan sidde sammen og have det godt?

Ring eller skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.