”Far, hvorfor tog du egentlig så meget coke?”

KLUMME: Hun er 8 år gammel. Min datter. Vigga Kamille. Hun har blå øjne ('nogle gange er de altså grønne, far! Det kommer an på, hvad tøj jeg har på.'). Har imponerende, langt, mørkeblond hår. Pløjer bøger igennem inden sengetid. Og er ellers aldeles uimponeret.

Læs også Søren Vejbys første klumme "Jeg var langt ude. Jeg var ved at miste det hele".

Det nytter ikke, at jeg siger, jeg har spillet fodbold med Mads Mikkelsen, at jeg har diskuteret religion med Manu Sareen og Hassan Preisler over et par gode flasker rødvin på Værnedamsvej, at jeg i sin tid læste op til prøverne på teaterskolen med David Dencik, at vores lærer var Lars Mikkelsen, at jeg hang ud med Naja Rosa Koppel, Natasja og Jivin Cameron tilbage i 90'erne, eller at jeg har det sorte bælte i en japansk kampsport.

Og efterhånden er jeg begyndt at forstå, at det jo heller ikke betyder noget. Hverken i min relation til hende eller i mit eget selvbillede.

Men det har været lidt af en rejse. Først da jeg selv fik børn, lærte jeg at blive voksen. Og det kom ikke af sig selv. Jeg har måttet se indad. Jeg må stadig konstant se indad. Udvikle mig, for at mine børn kan udvikle sig og trives på bedst mulig måde.

Det, vi ikke nævner, det, vi fortier, giver vi videre til vores børn. Og der er stor sandsynlighed for, at de kommer til at slås med de historier, der, når de bliver ældre, ikke giver mening. Fordi de er baseret på en fordrejning af sandheden. Eller endnu værre: på en direkte løgn.

Der er ikke nogen grund til, at jeg skjuler min fortid. Og det er heller ikke muligt. Min fortid er en offentlig hemmelighed. Men selv om jeg er ærlig, er det vigtigt at huske på, at det er mig, der er den voksne. At jeg skal formidle i øjenhøjde til mine børn. Og at det ikke altid er vigtigt for dem at høre på min historie.

Vi sidder og spiser morgenmad. Mig og hende. Georg, vores søn på fire, har sovet dårligt, og min kone er inde og vække ham blidt. Han vil ikke op, men hun kan en leg, hvor hun er en gravko, der løfter ham ud af sengen. Den virker næsten hver gang. Han griner. Og hun får ham i tøjet.

Ved morgenbordet kigger Vigga insisterende på mig.

Når vi somme tider diskuterer, om hun må et eller andet, for eksempel om hun må læse et kapitel mere, inden hun skal sove, er hendes argumenter tit mine overlegne. Hvis hun en dag bliver chefforhandler for et multinationalt selskab eller advokat med møderet for Højesteret, ville jeg ikke blive forundret. Jeg kommer tit til kort, når hun først ruller sine synspunkter ud.

Men jeg behøver jo heller ikke at vinde en diskussion med hende. Så længe jeg tager det fulde ansvar for situationen og om nødvendigt bestemmer, så er det helt okay, at hun tager prisen for det bedste argument. At være forælder handler ikke om at være den klogeste, men om at være den, der tager styring og ikke er bange for at holde fast. Og give slip, hvis det blot er et spørgsmål om ego. At være den voksne. Og helst uden at blive vred.

"Hvorfor, far? Hvorfor tog du kokain?"

For min datter er jeg ham den pinlige, der skal holde op med at fjolle – både i det offentlige rum og derhjemme. Selv når vi ikke har gæster. Men jeg er også ham, hun tager i hånden, hvis hun bliver nervøs eller genert.

Jeg er hendes far. Og jeg har bare at være et anker. Et bjerg. Til stede i samværet med hende. Og samtidig være konstant i bevægelse. Omstillingsparat. Vide, hvornår jeg skal tage styring og skabe tryghed, og hvornår jeg skal blande mig helt og aldeles uden om. For hun vokser og vokser. Hun er ikke nogen lille pige længere.

Og jeg øver mig i at være den far.

Hvorfor tog jeg egentlig kokain?

Jeg bliver tit spurgt, om ikke jeg har fortrudt, at jeg tog så mange stoffer. Om ikke, jeg ville ønske, at jeg havde taget nogle andre valg i mit liv.

Det korte svar er nej. Delen er lig helheden.

Jeg er ikke sikker på, jeg ville være landet, hvor jeg er landet nu, hvis jeg tog en del af mit liv ud. Ville jeg så stadig have den samme kone? De samme børn? De samme venner? Ville jeg være i stand til at hjælpe andre med at skabe positiv og varig forandring i deres liv – professionelt, personligt og privat, som jeg selv har gjort i mit? Jeg tør ikke løbe an på det. Man siger, at græsset altid er grønnere hos naboen. Jeg tror på, at græsset er grønnest, der hvor man vander det.

Så jeg fortryder ikke noget. Det, jeg gjorde dengang, var min sandhed. Jeg var ikke i stand til at gøre andet på daværende tidspunkt. Lærdommen er: At turde være sig selv.

Men det er alligevel noget andet med mine børn. De har jo ikke bedt om at blive en del af min historie. Vigga og Georg skal jo ikke være datter og søn af Søren Vejby. De skal være Vigga og Georg. Georg. Vigga. Dem selv. Skabe sig deres eget liv, på egne præmisser, finde deres eget mål med tilværelsen.

Jeg har selv brugt meget af mit voksne liv med at bekæmpe min barndoms skygge. Mine forældres skilsmisse tog hårdt på mig. Jeg blev usikker og søgte anerkendelse, hvor end jeg var, og jeg ønskede igen og igen, at jeg var en anden. Jeg lærte mig selv, at jeg ikke var god nok, som jeg var. Jeg følte, jeg skulle præstere noget ekstraordinært for at blive accepteret.

En dag hørte jeg min datter sige, at hun ikke var tilfreds med en tegning, hun havde lavet. Og det skar mig i hjertet. Jeg fik lyst til at sige til hende: Tro på dig selv. Sig til dig selv: 'jeg er den bedste', 'jeg klarer det', 'jeg kan godt'.

Men det gik op for mig, at det ikke var hendes historie. Det var mig selv, jeg talte til. Vigga kiggede bare på sin tegning, holdt en lille tænkepause, og tegnede så en ny.

Hun hvilede tilsyneladende i sig selv. Det var der ingen grund til, at jeg begyndte at ændre på det ved at pådutte hende min historie. I stedet måtte jeg se mig i spejlet. Stille mig selv et afgørende spørgsmål.

Hvorfor har jeg i så mange år målt mit eget værd med, hvem jeg omgikkes?

Fordi, jeg ikke følte, jeg var noget foruden dem.

At jeg ikke var noget i mig selv.

I lang tid var mit mål at være en anden, end den jeg var. Privat og professionelt. Som skuespiller kom jeg nogle gange til kort, fordi jeg ikke turde bruge mig selv, når jeg spillede en rolle.

"Far, hvorfor tog du så meget coke?"

"Fordi jeg ikke turde være mig selv."

"Hvad mener du?"

"Jeg flygtede fra virkeligheden. Og det var først, da jeg mødte mor, at jeg blev tvunget til at tage stilling til, hvad jeg ville med mit liv."

"Søren! Hun er otte!"

Det er min kone. Hun står i døren med vores søn på armen. Ryster på hovedet.

Jeg kigger på min datter.

"Skat," siger jeg. "Jeg har altid haft svært ved at tro på mig selv. Men da jeg fik dig, fandt jeg ud af, at jeg havde det bedste liv i verden. At jeg ikke ville bytte for noget som helst andet."

"Hvad med mig, far?" spørger Georg.

Min kone kigger igen på mig.

Jeg er ved at rode mig ud i noget, jeg ikke ved, hvordan jeg skal redde mig ud af igen.

"Også dig, skat. Dig og Vigga."

"Og mor, ikke?" spørger han.

"Jo," siger jeg. "Uden hende, havde jeg jo ikke været far til jer."

"Hvad med dig selv?" spørger min datter.

"Hvad med mig?"

"Elsker du ikke også dig selv?"

"Nu gør jeg, skat. Men det har jeg ikke altid gjort."

"Søren!"

Jeg kigger på min kone, der igen ryster på hovedet. Men alligevel har et smil på læben.

"De er børn. Husk nu på det."

"Vi forstår det altså godt," siger Vigga.

"Jeg forstår alting," siger Georg.

Jeg kigger på uret. Der er stadig 20 minutter til, vi skal gå.

Vi sidder ved bordet alle fire. Og der findes ikke noget sted i hele verden, jeg hellere vil være. Jeg bliver helt delirisk ved tanken.

"Kan I gøre sådan hér?" spørger jeg og laver en høj lyd ved at sætte min pegefinger ind i munden og hive den ud igen. Som en prop, der går af.

Georg efterligner mig med det samme. Han har munden fyldt med havregryn, rosiner, kokos og mælk. Nu har han det også i ansigtet og ud over tøjet.

"Hold nu op, far," siger Vigga. "Du er pinlig."

"Og en klovn," siger min kone. "Du skifter selv hans tøj."

"Jeg elsker jer," siger jeg.

"Ja, ja," siger de alle tre i kor.

3 ting jeg er opmærksom på, når jeg fortæller mine børn om min fortid:

1. Jeg er ikke et offer

Hvis du fortæller historien om dit liv ved hele tiden at give andre skylden, så lærer du dine børn at gøre det samme. Du lærer dem ikke selv at tage styring, men altid at sammenligne sig med andre. Det, du ikke siger, nemlig at du føler dig som offer, giver du ubevidst og usagt videre til dem.

2. Tænk over moralen i fortællingen

Vi fortæller tit historier fra vores liv, der handler om, at vi ikke tog pis fra nogen. Hvad enten det er sandt eller ej, så er det, vi giver videre, at andre mennesker skal bekæmpes. Når vi accepterer os selv, bliver det nemmere at acceptere andre. Og mange kampe kan undgås.

3. Der er need to know og nice to know

Det er godt at være ærlig. Men overvej at tie stille mere end du taler. Lær at lytte i stedet. Måske fortæller du om dig selv mere end, hvad godt er. Hvor meget har dine børn brug for at vide om dit liv? Hvis de ikke spørger, og hvis det ikke er livsnødvendig information, så lad dem selv finde frem til, hvad de synes. Bare fordi du har en oplevelse, som du synes kan bruges i den situation, dit barn står i, er det ikke altid en hjælp at dele den med dem.

Læs også Søren Vejbys første klumme "Jeg var langt ude. Jeg var ved at miste det hele".

LÆS OGSÅ: Vi lyver for vores børn

LÆS OGSÅ: Jeg var hamrende angst for at miste den mand og det job. Jeg mistede begge

LÆS OGSÅ: Kære eks-dame: Du kender mig ikke, men jeg dater ham, du gik fra

Om Den sande sejr

Hvad gør man, når alt synes godt på overfladen, men når kaos hersker inden i? Hvordan ændrer man sit liv? Hvorfor siger vi et og gør noget andet? Og hvordan skaber man varig forandring? En forandring, der ikke føles som en rævesaks om benet, men som en befrielse, som at vende tilbage til sig selv – til det man engang var, eller ønsker man var...

Den succesfulde unge skuespiller Alexander Garland flygter fra virkeligheden. Han fester og tager stoffer – han lever ved siden af sig selv. Men hans kone, Grace er gravid, og Alexander må snart træffe et altafgørende valg: vil han tage styring og ændre sit liv, eller vil han gøre som hidtil og selvsabotere?

På vej hjem fra optagelser på en Nordic Noir tv-serie i Nordsverige er Alexander ved at få en nedsmeltning. Han kører for stærkt. Han kan ikke være i sig selv. Men en ulykke på motorvejen gør, at han må tage en omvej op gennem de svenske skove og pludselig ændrer omgivelserne sig.

Turen ind i skovene bliver også en personlig rejse for Alexander. Han møder guruen Akasha, der præsenterer ham for selvudviklingssystemet C.O.R.E. Han får en enestående mulighed for at begive sig ud på en indre odyssé og se sine dæmoner i øjnene og gøre sine onder til dyder. Men han må selv gå vejen. Han har alt at vinde. Og alt at tabe. Han må risikere det hele for at opnå Den Sande Sejr – sejren over selv.

Den Sande Sejr er både en roman og en selvudviklingsbog. En hybrid, som ikke er set på samme måde før. En ny litterær genre.