Findes denne type mand kun i tv-serier?

Den amerikanske, grovkornede og vittige kultserie ”Girls” handler om fire veninder sidst i 20’erne, som bor i Brooklyn, New York. De er forvirrede, når det gælder deres fremtid, venskaber, kærlighed, arbejdsliv og især om, hvad der egentlig gør livet værd at leve.

Hovedpersonen, Hannah (spillet af Lena Dunham, der også er idemageren bag og instruktøren af serien) er noget så sjældent som en normalt udseende kvinde – lettere buttet, brede hofter, små bryster – der tilmed ganske ofte optræder nøgen.

Hannah har en kæreste ved navn Adam. Og han er gået hen og blevet en helt i sæson tre, der lige er slut.

Medierne i USA og Storbritannien har udråbt ham til intet mindre end den nye model for en rigtig mand. Hvilket kan synes besynderligt.

For han er en neandertaleragtig, narcissistisk type, hidsig og fanatisk med sine håndvægte. Han er mest til rå sex og dybt skeptisk over for kvindelige venskaber, der ”betyder at man ignorerer al logisk tænkning og er hysterisk det meste af tiden. Kvinder sidder fast i en tsunami af skyld og jalousi over for hinanden, der forhindrer dem i at se klart,” som han siger.

Hvordan kan så fordomsfuld en mand blive ”den nye arketype for maskulinitet,” som det britiske dagblad, the Guardian skrev i januar, da avisen kårede Adam til at være den ultimative”good bro” (en superloyal storebror, man altid kan regne med, red.)

Svaret er, at Adam er et fundamentalt godt og ordentligt menneske i ordets gammeldags forstand.

Han svigter aldrig, men tager ansvar for først og fremmest Hannah, der lider af tvangstanker og er på medicin. I slutningen af sæson to redder han hende fra mental nedsmeltning og tvangsindlæggelse i en episk slutscene, hvor han med nøgent bryst løber igennem Manhattans gader sent om natten for at frelse hende, mens han forsikrer om – over sin iPhone – at han er på vej.

Han ender med at sprænge døren og løbe ind i soveværelset, hvor Hannah har gemt sig under dynen med skamferet hår og ødelagt trommehinde.

OK – kunne læseren indvende – altså bare en ny version af den klassiske Clint Eastwood. Men det er for simpelt. For Adam eksisterer i et feminiseret univers – ikke i en mandeverden.

”Hun er min bedste ven,” siger han om Hannah, hvis veninder også får hans hjælp og opbakning, når de er på røven. Godt nok kan han ikke holde veninderne – eller deres verden af overskrifter, plusord og overflade – ud.

Han gider ikke tøsekævl, heller ikke den ironiske distance, og han bruger definitivt ikke creme eller hårprodukter – vi er langt fra det metroseksuelle ideal. Men han svigter dem ikke.

I min vennekreds har vi diskuteret Adam som et produkt af (kvinders) fantasi. The Good Bro’ optræder nemlig også i en række andre amerikanske serier. Er han svaret på det evige spørgsmål: ”Hvad vil kvinder ha’?”

Vi er en del, der svarer ja tak. Så opskriften er hermed givet videre til mandlige læsere, der måtte fundere over, om det er OK at knalde doggy style og sige ”fuck af”, når du mener ”ja tak” – hvis du altså bare samtidig er 100 procent til at stole på, tager ansvar og er et godt menneske.

Det lyder nemt – men erfaringen siger, at det er det langtfra. Arketypen for den nye maskulinitet er tværtimod krævende i en grad, så man kan tvivle på, om den mon findes andre steder end i tv-serier kreeret af kvinder. Det ville være rart, hvis svaret var ja.

LÆS FLERE KLUMMER AF ANNEGRETHE RASMUSSEN HER.