På billedet ses Italiens sydlige hovedstad, byen Napoli, med sol, farverige bygninger ned til vandkanten.

Guide til Napoli: De bedste rejsetips til Syditaliens største by

Har du planer om at besøge den charmerende by Napoli? Så har vi her lavet en guide til de bedste restauranter, shoppingmuligheder og spændende seværdigheder, som du skal opleve i den Syditalienske hovedstad. God tur!

alt.dk logo

Der er mange gode grunde til at besøge den charmerende by Napoli – dens livlige atmosfære og rige historie er blot to af dem. Byen emmer af autentisk italiensk sjæl med sine smalle, summende gader og farverige facader. Og så er byen kendt som pizzaens fødested, og en ægte napolitansk pizza smager bare bedre her end noget andet sted i verden.

Med sine historiske kvarterer, imponerende kirker og udsigt til den majestætiske vulkan Mount Vesuvius er Napoli den perfekte destination for en storbyferie i Sydeuropa. Ofte kan du finde billige flybilletter dertil, så hvad venter du på?

Napoli ligger smukt ud til det azurblå Middelhav, hvilket gør den ideel både for dig, der vil slentre langs havnepromenaden og for dig, der vil tage ture til de nærliggende paradisøer som øen Capri eller den imponerende Amalfikyst.

Det er dog ikke mange år siden, at Napoli var en by, som mange mennesker gik en stor bue udenom. Det var mest af alt byens affaldskriser og udbredte kriminalitet, der i mange år kastede en skygge over den ellers så storslåede by. Men i dag er det image væsentligt forandret, og Napoli er igen blevet en meget populær og velbesøgt rejsedestination - og med god grund!

For selvom hele verden har fået øjnene op for den italienske perle, og der hvert år er over tre millioner besøgende turister, holder Napoli fast i sin originale Syditalienske charme. Napoli både ligner og fortsætter med at være sig selv, og det er en kæmpe del af byens charme.

Rigtig god tur til Syditaliens skønne hovedstad!

Byens populære seværdigheder:

Napoli er især kendt for at have et hav af spændende seværdigheder, du ikke vil gå glip af, når du er der. Der er nemlig rig mulighed for at besøge forskellige museer, teater og paladser, der emmer af kunst og kultur, når du befinder dig i storbyen.

Med et Napoli City Pass kan du få adgang til mange af byens spændende seværdigheder - og spare lidt penge samtidig! Det kan du booke her.

Udover masser af kunst, kultur og arkitektur byder Napoli også på en smuk havnefront med en skøn udsigt. Hvis du går ned til promenaden på havnen, finder du ikke kun en smuk udsigt til det azurblå hav, men også en masse fine restauranter, luksushoteller, barer og butikker med ægte italiensk stemning. Tag en slentretur ned ad Il Lungomare, som vi snildt kan kalde for Napolis stolthed. Her skinner restauranternes kulørte lamper i vandkantens skær, og du kan helt sikkert også spotte en Ferrari eller to.

the Royal Theater San Carlo in Naples, Italy
Her ses Teatro San Carlo udefra.

Teatro San Carlo:

Teatro San Carlo er Napolis stolthed og viser opera og ballet i verdensklasse. Den blev opført allerede i 1737 og regnes for at være verdens ældste og stadig fungerende opera. Her optræder nogle af de mest anerkendte kunstnere i verden, og en aften i dette imponerende teater er en uforglemmelig oplevelse. Programmet er altid af højeste standard, og billetter kan let skaffes online. Og hvis du er heldig at skulle ind og høre musik eller se teater, er det en oplagt mulighed for at tage dit stiveste puds på - for det er nemlig stedet, hvor mange kommer klædt elegant.

En tidligere udstilling fra Mueso Madre - Donnaregina Contemporary Art Museum

Museo Madre

I Napolis historiske hjerte finder du Madre-museet, der byder på tre etagers moderne kunst. Den smukke bygning blev grundlagt i 1800-tallet og blev i 2005 omdannet til et museum for samtidskunst. Museet rummer både faste og midlertidige udstillinger, og så byder det også på et stort auditorium, en boghandel, undervisningslokaler samt en restaurant. Et vaskeægte paradis for kunstelskere!

Piazza del Plebiscito in Naples at sunrise, Italy
Det smukke Piazza del Plebiscito her fanget i solopgangens skær.

Piazza del Plebiscito

For enden af Via Toledo finder man Napolis største og mest imponerende plads kendt for sin halvcirkelformede, doriske søjlegang, der især tager sig smukt ud om aftenen i projektørlyset. Det, der virkelig gør pladsen ikonisk, er de to rytterstatuer, der står opstillet parallelt på pladsen. Det siges nemlig, at dronning Margherita i sin tid gav fanger mulighed for at vinde deres frihed, hvis de med bind for øjnene kunne krydse pladsen og gå præcist mellem de to statuer i midten. Derfor kan man den dag i dag se folk forsøge sig med udfordringen – ofte uden held. Måske skal du prøve det af på egen hånd?

Palazzo Reale set udefra.

Palazzo Reale

Palazzo Reale er det kongelige palads, som du finder på Piazza Plebiscito i Napolis centrum. Det er en meget imponerende bygning med smukke facader hele vejen rundt. Bygningen blev opført i 1616 og blev oprindeligt bygget til de spanske herskere i Napoli. I dag huser Palazzo Reale både koncerter og andre festligheder, og du kan gå på opdagelse i de smukt bevarede kongelige bygninger med overdådige møbler og guldlofter. Rundt om slottet breder den kongelige park sig, og med parkens store magnoliatræer og smukke damme er det helt klart også et besøg værd!

Gaden Via dei Tribunali ligger midt i det gamle historiske centrum.

Besøg pizzagaden Via dei Tribunali

Man kan vel godt kalde pizza for kultur i Napoli, kan man ikke? På gaden Via dei Tribunali midt i det gamle historiske centrum finder du mange af byens originale pizzeriaer. Her kommer pizzabagere rejsende fra hele verden for at blive oplært, så de kan kalde sig rigtige pizzaiuolier. i 2017 opnåede de originale pizzeriaer på denne gade at komme på Unesco's Verdensarvsliste for deres helt unikke kunstart - for at lave en rigtig napolitansk pizza kræver nemlig noget helt særligt. Du har ikke været rigtigt i Napoli, før du har smagt en ægte napolitansk pizza.

Byens bedste restauranter:

Man kan naturligvis ikke nævne Napoli uden at nævne det napolitanske køkken. Vi har været lidt inde på historien om en ægte pizza napolitana, som du kan få på de lokale pizzeriaer, du finder overalt i byen. Men hvis du er mere til et restaurantbesøg, har det napolitanske køkken også meget mere end pizza at byde på.

Prøv for eksempel en zuppa di pesce, som er et sammensurium af rejer, fisk og muslinger i en kraftigt krydret suppe eller en calamarette fritti, som er små, sprøde blæksprutter i friture.

Tag en slentretur ned gennem byens gader, og find en af Napolis utallige små trattoria'er, der er overalt i Italien, og få et glas vin og en bid mad. Og hvis du vil være sikret et lækkert måltid og et godt menukort, har vi samlet nogle af byens bedste bud til dig her.

Sfogliatelle, sweet traditional Naples, Campania Italy close up
På Il Vero Bar del Professore kan du få den napoletanske bagværk-klassiker, sfogliatella.

Il Vero Bar del Professore

Napoli er især også kendt for sin kaffe og kage, og den kombination lyder som en perfekt start på dagen! En ægte italiensk morgenmad består nemlig af en kaffe og et sødt bagværk. På Il Vero Bar del Professore finder du byens (måske) bedste caffé napoletano og sfogliatella, som er en butterdejskage i muslingeform med sødt ricottafyld. Mums!

Gran Caffé Gambrinus

Vi kører videre i samme morgenmadsstil på Gran Caffé Gambrinus. Dette sted er især berømt for sine mange lækre bagværker og gode kaffe, og det er måske Napolis mest berømte cafe. Stedet kan føre sin historie helt tilbage til 1800-tallet, og i det elegante interiør kan man få serveret deres karakteristiske, stærke napolitanske kaffe. Lige til højre for caféen ligger byens hovedplads, Piazza del Plebiscito, hvor det Kongelige Palads i Napoli dominerer den ene ende.

Trattoria Nennella

Trattoria da Nennella er et historisk napolitansk trattoria, der har været åben siden 1949. De laver traditionelle napolitanske retter til overkommelige priser og er især kendt for at have dansende og syngende tjenere. Bliv ikke forskrækket, hvis du bliver budt op til dans, for du er garanteret en festlig stemning og et bredt italiensk menukort.

Pizzeria Di Matteo

Hvis vi skal udvælge ét pizzeria med en bundsolid pizza napolitana, må det være Pizzeria Di Matteo. Det har ligget i hjertet af det historiske centrum siden 1936 og er på alle måder indbegrebet af Napolis hofret. Her kan du få en klap-sammen-pizza til billige penge, og der er ofte lang kø. Heldigvis er der meget at kigge på, mens man venter: overfyldte scootere, spåkoner, julekrybbesælgere og meget mere. Her keder du dig ikke, mens du venter!

Ristorante Mimì alla Ferrovia

Hvis du er ude efter traditionel napolitansk mad, er Mimí stedet for dig! De serverer både pasta, fisk og traditionelle kødretter, og der er ingen tvivl om, at det er et meget populært sted blandt de lokale. Siden de blev grundlagt i 1946, har de serveret klassisk italiensk mad, men med den nye generation ved roret har de også ladet nye specialiteter komme til. Det er helt klart et besøg værd!

Shopping i Napoli:

Hvis du er typen, der elsker at bruge en god portion af din ferie på shopping, er Napoli bestemt også værd at gå på opdagelse i. Om end du er til store shoppingcentre eller små, lokale butikker, er der noget for enhver smag i Napoli.

Shopping i det sydlige Italien byder på alt fra luksuriøs high-end shopping til små lokale markeder, og priserne ligger tilmed i et leje, som de fleste kan være med i. Så lav noget ekstra plads i kufferten, inden du rejser til Napoli.

Galleria Umberto in Naples Italy
Her ses den smukke glaskuppel i shoppingarkaden Galleria Umberto.

Galleria Umberto

Galleria Umberto er en smuk og lysfyldt shoppingarkade med en imponerende kuppel i glas og stål, udsmykket med vægmalerier og skulpturer, opført sidst i 1800-tallet som led i Napolis byfornyelse. I arkaden finder man cafeer, isbarer, fine tøjforretninger, taskebutikker og juvelerer. Det er helt klart et sted, man godt kan besøge to gange!

Der findes mange markeder i Napoli, men to af dem hedder Mercato di Antignano og Mercato di Posillipo.

Mercato di Antignano og Mercato di Posillipo

Syditaliens markeder er meget populære, både blandt turisterne og de lokale. Her er bud på to af Napolis bedste.

Mercato di Antigano er et mellemstort marked tæt på Piazza degli Artisti, hvor du nemt kan finde tekstiler, sko, tasker, husholdningsartikler og secondhand tøj. Der er også et overdækket madmarked, hvor du kan få stillet sulten hurtigt. Markedet er åbent dagligt fra 9 til 14, dog lukket om lørdagen.

Mercato di Posillipo ligger ved en allé med grantræer og byder på en fantastisk udsigt over bugten. Posillipo er et af Napolis mest elegante områder, så det er bestemt et besøg værd. Markedet tilbyder mode, sko, tasker, husholdningsartikler og secondhand tøj. Det er kun åbent torsdag morgen, så husk at planlægge dit besøg.

Via Toledo is an ancient street and one of the most important shopping streets in the city of Naples
Via Toledo er altid fyldt med mange handlende mennesker, og metrostationen stoppper lige midt i det hele.

Via Toledo

Via Toledo startede som et handelsmarked i 1500-tallet og er i dag Napolis mest populære shoppinggade. Gaden strækker sig over 12 km og forbinder byens to travleste pladser. Her finder du både lokale butikker, internationale mærker og arkitektoniske perler. Fra souvenirs og lokale varer til mode og design – Via Toledo har det hele.

Chiaia-kvarteret er kendt for mere luksuriøs shopping, og gaderne som Via Chiaia og Via dei Mille er gode steder til det.

Ciaia District

Chiaia-kvarteret er kendt for luksusshopping i Napoli og byder på elegante gågader, Via Chiaia og Via dei Mille, der forbinder Piazza Trieste e Trento med Via Roma. Gaden er fyldt med eksklusive butikker og internationale mærkevarer – et paradis for dem, der elsker high-end shopping. Området nås nemt med den lokale kabelbane, som stopper i nærheden af det stilfulde kvarter.

Vi håber, at du føler dig bedre klædt på til en perfekt tur til Napoli nu. Rigtig god tur!