Her er de 5 spørgsmål du skal ringe og stille inden du sender din jobansøgning
Hvad skal man ringe og spørge om, når man søger job? Har det også altid undret dig?
Ring og spørg til jobbet, så lægger de mærke til dig. Det er et af de råd, du sikkert har fået foræret af velmenende bekendte, hvis du har bevæget dig ud på jobsøgning. Men virker det? Og hvad er det lige præcis, du skal spørge om?
Ja, det virker. Det mener de tre eksperter, vi har været i kontakt med.
- Det er en unik måde at gøre dig selv interessant på og/eller få mere præcise oplysninger på, som du kan bruge i din ansøgning, siger Anne Marie Valentin.
Hun er karriererådgiver og indehaver af firmaet Intojob, hvor hun hjælper jobsøgende.
- Det er virkeligt dumt ikke at benytte denne anledning til at få mere at vide om den arbejdsplads, chef, afdeling eller selve jobbet, som du er interesseret i, siger hun.
LÆS OGSÅ: 10 ord du aldrig må skrive i din jobansøgning
De vil gerne snakke med dig
Og der kan være flere grunde til, at det er en god idé at ringe din måske kommende chef op for at stille et par spørgsmål.
- Hvis du søger job i en større virksomhed med en HR-afdeling, er det ofte dem, der har udarbejdet jobopslaget. Forhåbentlig sammen med den ansvarlige leder, men det sker indimellem, at det er en anden afdeling, der formulerer jobkravene end dem, der reelt har behovet, siger Anne Marie Valentin.
Derfor kan det være en fordel for dig at få flere oplysninger og detaljer, inden du sætter dig ned for at skrive din jobansøgning.
- Det, der gør en ansøgning rigtig god, er, at den er målrettet til et specifikt job, siger Stine Krogh Danielsen, der er senior rekrutteringskonsulent hos Arla Foods.
Jo mere du ved om jobbet, jo mere målrettet kan du skrive. Samtidig er det ifølge rekrutteringskonsulenten også en mulighed for at finde du af, om der er kemi mellem dig og din kommende arbejdsgiver.
- Det vil du kunne mærke gennem telefonen, og det vil give lejlighed til at spørge dig selv, om det her er et job for dig, siger hun og fortsætter:
- Grunden til, at vi sætter et telefonnummer i et opslag, er faktisk, at vi har lyst til at tale med ansøgere. Så du skal ikke tænke; "uh nej, jeg ringer og forstyrrer!", for det gør du ikke. Vi synes, det er positivt, at folk har interesse, hvis de har nogle gode spørgsmål, er det fint, de ringer.
- Det er en fordel for begge parter, at du tager røret og er proaktiv, inden du sætter dig og forfatter en ansøgning og sender dit CV afsted. Og måske finder du ud af, at jobbet ikke er noget for dig! Og så sparede du tid, siger Anne Marie Valentin.
Forbered dig grundigt
Vigtigst er det, at du forbereder dig godt, og finder ud af inden, hvad du vil spørge om. Det gør du selvfølgelig ved at læs jobopslaget godt igennem og finder ud af, hvad der er relevant for dig at vide. Spørg ikke om noget, der allerede står i jobopslaget. Der skal være et formål med at ringe.
At du ringer er ikke afgørende for, om du kommer til en jobsamtale. Er din ansøgning god – og har firmaet ikke fået flere hunderede ansøgninger fra andre jobsøgende – er der alligevel gode chancer for at blive kaldt til samtale. Men jo mere du ved om firmaet og stillingen, des bedre kan du rette din ansøgningen mod lige præcis det job, du søger.
Har du ikke mulighed for at ringe i arbejdstiden, kan du også sende en mail. Evt. for at lave en aftale om et andet tidspunkt at ringes ved på. Eller for at få dine spørgsmål afklaret pr. skrift.
LÆS OGSÅ: 7 sikre tegn på, at du er klar til at skifte job
5 spørgsmål, du kan ringe og stille din kommende chef:
1. Er det en nyoprettet stilling?
- Hvis et opslag ligner en nyoprettet stilling, er det væsentligt at vide det, siger Anne Marie Valentin og forklarer:
- For det første fordi, det er interessant for dig. Og for det andet: Ofte er virksomheden fleksibel og måske endda i tvivl om, hvilke kompetencer der er vigtigst. Her kan du evt., hvis du får en god snak i telefonen, finde ud, af hvilke succeskriterier der er opsat for funktionen, hvis det ikke fremgår tydeligt. Ofte kan man i en nyoprettet stilling i højere grad være med til at præge jobbet, siger hun.
Tjek selvfølgelig, om det allerede fremgår af jobopslaget, at stillingen er ny, eller om du overtager den fra en tidligere medarbejder.
2. Hvordan er opgaverne fordelt i jobbet?
- Du kan spørge: "Nu har jeg læst stillingsopslaget, vil du ikke prøve at skitsere for mig, hvad der vil være de vigtigste opgaver for mig at løse? Hvad er det, jeg skal prioritere i det her job?, foreslår Stine Krogh Danielsen.
- Det viser, at du har en oprigtig interesse i at høre, hvad der er fokus i jobbet, og at du ikke bare har travlt med at reklamere for dig selv, siger hun.
- Spørgsmålet giver anledning til en yderligere samtale og til at komme ind på det, du er god til, eller det du har behov for at lære. Det er sjældent at dette spørgsmål er besvaret i jobopslaget og kan næste altid anvendes som en åbner til en yderligere telefonsnak, siger Anne Marie Valentin.
LÆS OGSÅ: 8 råd til, hvordan du aldrig kommer for sent igen
3. Hvordan ser en arbejdsdag ud for jeres medarbejdere?
Ring og spørg, hvordan en typisk dag på den arbejdsplads, du søger job hos, ser ud. Hvor mange medarbejdere er der f.eks., og hvordan arbejder de sammen? Det anbefaler karriererådgiver Bodil Damkjær, der ejer firmaet Job Maker.
- Hvis det er en afdeling, hvor de arbejder fagligt på tværs, så har du allerede der mulighed for at overveje, hvor du tidligere har arbejdet på den måde og så trække frem i din ansøgning. På den måde slår du ikke kun på det faglige, men også på dine sociale kompetencer, siger hun.
4. I skriver at det er vigtigt at ... Min baggrund er en smule anderledes end det ønskede, men jeg har erfaring med ... Hvordan er din holdning til det?
- Dette spørgsmål er en anledning til at undersøge, om du skal skrive din ansøgning eller ikke. Her finder du ud af, om virksomheden finder dig kvalificeret, siger Anne Marie Valentin.
- For at du bruger din energi optimalt, er det væsentligt at undersøge, om du skal skrive en ansøgning. Med dette spørgsmål får du afdækket, hvor interessant du er i forhold til virksomhedens prioriteter og det øvrige kandidatfelt.
5. Er der mulighed for flextid?
Det kunne så for så vidt muligt også være et andet spørgsmål, der drejer sig om at få friere rammer og stille krav til din kommende arbejdsplads
- Du skal være egoistisk og ringe for din egen skyld. Det kan være du tilhører en moderne familie, hvor I har børnene syv-syv (en deleordning mellem forældrene, red.), og det betyder, du gerne vil gå tidligt hver tirsdag. Så kan det godt betale sig at ringe op og høre, om det overhovedet er noget, der kan lade sig gøre, siger Bodil Damkjær.
Hun mener ikke, det kan have negative effekter:
- Nej, for så spilder du hverken din egen eller den der ansætters tid.
LÆS OGSÅ: 15 ting du skal skrive i din ansøgning for at få jobbet
LÆS OGSÅ: Sådan vender du tilbage til job efter stress
LÆS OGSÅ: Sådan kommer du til at elske dit job