Isabella Arendt har været selvskadende: ”Jeg straffede mig selv”

Isabella Arendt var 15 år, da hun første gang varmede en teske op og satte den glohed mod sit håndled. Smerten var vanvittig og voldsom, men det var også meningen. Det skulle gøre ondt, for den fysiske smerte var nemmere at håndtere end den ensomhed, der havde været hendes følgesvend, siden hun var otte år. Isabella dækkede omhyggeligt brandsåret med et bredt, halvnusset nittearmbånd, hvilket gjorde, at såret straks blev betændt. Det tog hun sig ikke af, for smerten var en straf, hun havde fortjent, og snart brændte hun igen sig selv på samme sted. Isabella var kommet ind i en forfærdelig spiral. En spiral af selvskade, som kom til at stå på de næste seks år.  

En mild sommervind bølger ind ad vinduerne til Kristendemokraternes kontor i Vermlandsgade. Formanden for partiet, Isabella Arendt, tager imod iført sort ærmeløs kjole og med et brus af røde krøller om ansigtet. ”Vikaren fra himlen” blev hun kaldt, da hun hovedkulds blev kastet ind i rollen som fungerende formand under valgkampen sidste år, fordi partiets daværende formand måtte gå på orlov på grund af stress. I oktober 2019 blev Isabella valgt til egentlig formand, og udefra ligner den 27-årige kvinde den ultimative succeshistorie. Sådan en historie, som hun synes, man bliver nødt til at kradse lidt i, for ingen er perfekte. 

Isabella blev født i Fredericia, og fra hun var tre til 11 år, boede hun med sine forældre og lillebror i en lille by på Fyn. 

– Da jeg var knap ni år, satte mine forældre vores hus til salg. Jeg havde en bedsteveninde i skolen dengang, som jeg var sammen med altid, og da hun hørte, at jeg skulle flytte lige om lidt, sagde hun til mig, at så ville hun ikke lege med mig mere. Problemet var bare, at det kom til at tage 2,5 år at få solgt huset. 

Og i den periode legede I så ikke sammen? 

– Nej. Og jeg har tilgivet hende for længst, for man kan jo ikke bebrejde en pige på ni år noget som helst. Hun gjorde det for at passe på sig selv. Hun var jo ked af, at jeg skulle flytte, og hun følte sig svigtet. Men det betød, at jeg kom til at være meget alene. Jeg accepterede præmissen om, at når jeg skulle flytte, kunne vi ikke være venner. En meget barnlig logik. Jeg begyndte at tulle rundt i min egen verden, og jeg begyndte at føle mig mere og mere ensom. Jeg havde god fantasi, kunne godt underholde mig selv, og jeg var dygtig i skolen, så jeg fandt på noget at lave, men …

Men du savnede din veninde?

– Ja. Jeg har aldrig været mobbeoffer, men jeg havde svært ved at forstå de sociale koder blandt mine jævnaldrende, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige hvornår. Jeg havde hele tiden en oplevelse af, at jeg snakkede for meget og skulle huske at spørge til de andre også. Det var en meget analytisk tilgang til samtalen. Jeg prøvede at finde ud af, hvad venskaber var, men jeg havde kun bekendte. Udadtil virkede jeg glad og tilfreds, og de andre så mig nok bare som lidt sær og enspænderagtig. Og på intet tidspunkt gav jeg udtryk for, at der var noget galt. Det tror jeg måske heller ikke, at jeg vidste, at der var. Det var bare sådan.  

Sagde du heller ikke noget til dine forældre? 

– Nej. Mine forældre har altid været meget engagerede i både mig og min lillebror, og de ville have reageret med det samme, hvis jeg havde givet udtryk for, at jeg var ked af det. Men det gjorde jeg ikke. Da jeg var 11 år, flyttede vi omsider til Pjedsted, og jeg kom i en lille landsbyskole, hvor jeg kun kunne gå til 7. klasse. Så skulle jeg igen skifte skole og kom på en stor skole i Fredericia. Jeg har altid hadet at flytte, og det var svært for mig at falde til i en ny klasse. Jeg var rimelig booksmart, og jeg gik op i skolen, men til gengæld interesserede jeg mig ikke ret meget for drenge, og det gjorde alle de andre piger. Jeg begyndte at få en politisk interesse, som ingen af de andre havde, så det kunne jeg ikke dele med nogen. Samtidig vidste jeg, at jeg kun skulle gå på skolen i to år, så skulle jeg videre i gymnasiet, så hvorfor kaste mig ud i at kunne blive svigtet igen, når jeg alligevel skulle starte forfra to år senere? Igen holdt jeg det på bekendtskabs-niveau. Jeg har altid været gammelklog og meget analytisk tænkende, og når jeg ser tilbage, kan jeg godt se, at jeg sikkert har blæst nogen omkuld ved at virke klog og selvsikker. Jeg kunne godt virke som den perfekte pige, der havde styr på alting. Men jeg var simpelthen så ensom. Jeg havde ikke oplevelsen af, at der var nogen, der kendte mig. Og mest af alt havde jeg oplevelsen af, at jeg var nem at skifte ud. Jeg snakkede godt med en pige i 8. klasse, men da hun tog på efterskole, hørte jeg aldrig fra hende igen. Jeg var ikke en person, der betød noget for de andre. Jeg var en person, der uden problemer kunne skæres ud af deres liv. 

Hvordan var det?

– Der var mange tårer, når jeg var helt alene. Men ikke når der var andre. Jeg ville ikke bekymre min familie. Det var sådan en naiv børneforestilling om, at det er lidt i vejen, hvis man bekymrer sine forældre. Men alle forældre vil jo vide alt, hvad der foregår i deres børns liv, så de kan være der for dem.

Selvskadens logik

Det var ensomheden, der førte Isabella i armene på den selvskade, der umiddelbart virkede som en ventil for al den smerte, hun følte indeni. 

– Jeg var enormt ked af det og tænkte, at folk var ligeglade med mig, og at jeg måske var direkte modbydelig at være sammen med. De andre trivedes fint uden mig, så måske var det bedre, at jeg lod dem være i fred. Og selvskade blev en måde, hvorpå jeg kunne koncentrere mig om noget andet, for fysisk smerte er meget nemmere at håndtere end psykisk smerte. 

Hun tager sit armbåndsur af og viser de ar, som brandsårene har efterladt. Fordi hendes hud er næsten mælkehvid, er det meget svært at se arrene. Men de er der.  

Kan du sætte nogle flere ord på, hvad det gav dig at påføre dig selv smerte? 

– Jeg tror, du kan sammenligne det lidt med at gå ud og drikke for mange øl den dag, du er blevet skilt. Det vil nok være den voksne pendant. Det er en måde at prøve at overskrive nogle af sanserne på, fordi det, der foregår inde i hovedet, er for overvældende til, at man kan håndtere det. 

Men med selvskade straffede du jo decideret dig selv? 

– Ja, og det var fordi, jeg tænkte, at der var noget galt med mig. Det virkede retfærdigt, at jeg skulle straffes. Og her kan du jo godt høre, hvor vanvittigt det lyder, men logikken går fløjten, når man er ude i selvskade. Og det er netop vigtigt at give videre, hvis du har et barn eller en veninde, der skader sig selv. Du kan ikke antage, at logikkens regler holder. På det tidspunkt, hvor jeg begyndte at skade mig selv, var det syv-otte år siden, min barndomsveninde sagde, at hun ikke ville lege med mig, fordi jeg skulle flytte. Det var et faktum, som var blevet til en indgroet sandhed i mit lille univers. Når man er sådan et sted, kan man simpelthen ikke skelne mellem, hvad der giver mening, og hvad der ikke giver mening. Det var også derfor, jeg ikke sagde det til nogen, for jeg havde utrolig svært ved at redegøre for min egen verdensopfattelse. Når jeg sagde det højt for mig selv, kunne jeg godt høre, at det ikke gav mening. Men jeg var ikke reflekteret eller gammel nok til for alvor at hitte ud af, hvad jeg så skulle gøre. Jeg var ensom, og det kompenserede jeg for ved at synes, at jeg var et problem, der skulle straffes. Jeg straffede mig selv for at komme af med problemet og for at få noget andet end ensomheden at tænke på. Jeg var bevidst om, at jeg nu var en af de piger, der havde problemer, men samtidig ville jeg ikke være psykisk syg. Jeg var simpelthen bange for, hvad der ville ske, hvis jeg sagde det til nogen. Ville jeg ende på en eller anden briks, hvor jeg skulle snakke med en læge og have piller? Det ville jeg virkelig ikke. Men når den slags går ubehandlet hen, bliver det selvforstærkende. 

Så selvskaden tog til? 

– Ja, jeg begyndte også på cutting. Med barberblade. De er så tynde, at sårene næsten heler med det samme igen. 

Hun viser sine arme frem igen.  

– Der er ar på den lange led, som jeg først lavede, da jeg var omkring 20 år, og så er der en masse små cut på tværs af begge arme, som var de første. Men når man er så lys i huden, som jeg er, kan man næsten ikke se arrene. Jeg havde det bevidst som mål, at der ikke var nogen, der måtte opdage det. Det var også derfor, jeg lavede snitsårene oven i hinanden. Jeg havde set billeder af piger med cutting-ar, og sådan en ville jeg ikke være. Det var jeg jo, men jeg anerkendte simpelthen ikke, at jeg var en af dem. Jeg var ensom, det anerkendte jeg som et problem, men selvskaden var bare et afløb. Jeg tror, du kan snakke med veluddannede akademikere, som ingen problemer har, men som måske alligevel lige drikker lidt mere, end Sundhedsstyrelsen anbefaler. De vil på ingen måde sige, at de har et alkoholproblem, de har bare et stressende job. Og det er i virkeligheden lidt samme tankegang. Jeg anerkendte ensomheden som et problem, selvskaden var en måde at arbejde med problemet på. Når man køber præmissen på den måde, giver det enormt meget mening.

Skadede du dig selv andre steder? 

– Ja, jeg har ar ned ad brystet og i lysken. I bikiniområdet. Jeg vidste, at uanset hvor lidt tøj jeg havde på, så kunne det ikke ses der. 

Var det også med barberblade? 

– Det var primært brandsår ved lysken. Ti centimeter cirka. Som også er lavet med varmt bestik. Det kunne jeg lave samme sted nogle gange. 

Hvorfor udviklede det sig fra de mindre ar på tværs til det lange ar på armen, som må have været sværere at skjule?

– Jeg var nok nået det punkt, hvor man faktisk har brug for, at nogen opdager det. Det er der noget i ens underbevidsthed, der ved. Så det ER et råb om hjælp på det tidspunkt. Jeg har aldrig forsøgt selvmord, og jeg var altid meget bevidst om, at det, jeg gjorde, ikke måtte gøre rigtig skade. Måske netop fordi jeg faktisk aldrig betragtede mig selv som en, der kæmpede med psyken. Jeg klarede mig godt, skal du huske på. Jeg var selvskadende i hele min gymnasieperiode og gik ud med et snit på 11. Jeg vidste, hvad jeg ville, og jeg havde stillet op til Folketinget første gang på det tidspunkt. Der var ingen ydre tegn på, at der var noget galt. Jeg havde haft en kæreste igennem to år i gymnasiet, og vi var skiltes som gode venner. 

Havde han ikke opdaget dine sår og ar?

– Jo, men han var jo en stakkels 17-årig dreng, hvad i alverden skulle han have gjort? Jeg var altid meget velargumenteret, og det har i virkeligheden været min største ulempe. Jeg kunne altid argumentere mig ud af det, hvis nogen opdagede noget. Og jeg havde ingen pludselige nedbrud. Jeg var klogere, end hvad der var godt for mit eget bedste. 

Hvad med dine forældre? 

– De kunne godt fornemme, at der var noget galt, men samtidig virkede alt jo okay. Og de så ikke, at jeg skar og brændte mig selv. 

Gennem gymnasietiden udviklede Isabella en apati over for alting, fordi følelseslivet var for uoverskueligt at håndtere. Selvskaden tog til. 

– Selvskade er en afhængighed ligesom alkohol og stoffer. Og for at få det fix, at noget gør ondt, skal du sætte dosen op. Gøre det flere gange. Gøre det med noget, der svider eller brænder mere. Gøre det oftere. Og tro det eller ej, men man kan vænne sig til snitsår. Og man kan vænne sig til brandsår. Det var på det tidspunkt, hvor det ti centimeter lange ar i lysken begyndte. Det skulle gøre mere ondt, og det gjorde det, når jeg hver dag skulle cykle otte kilometer hver vej til skole på et betændt brandsår. 

Hvad udløste helt konkret din selvskade? 

– Det kunne være en klassekammerat, som jeg sagde hej til, som ikke sagde hej tilbage. En fuldstændig ligegyldig begivenhed, fordi vedkommende sikkert har haft earplugs i og ikke hørt mig. Det blev også ofte udløst af fejl. Jeg havde det selvbillede, at jeg var et problem, og hvis jeg lavede en fejl, kunne det være, at de andre også syntes, at jeg var et problem. Og så ville de straffe mig, som jeg straffede mig selv. Hvis jeg lavede en fejl, blev jeg simpelthen så ked af det, at det kunne resultere i tre-fire brandsår, når jeg kom hjem. Jeg har svært ved at redegøre for det nu, for det giver ingen mening, men jeg havde en følelse af, at jeg ikke måtte lave fejl, fordi jeg i forvejen kun lige præcis med røven i vandskorpen var inde i kategorien: Det er okay, at du er her. 

Sit livs skideballe

Efter gymnasiet tog Isabella et halvt år, hvor hun arbejdede på et hotel. Det befandt hun sig rigtig godt med. Det var konkrete opgaver, og hun var sammen med voksne mennesker, som hun havde nemmere ved at omgås end jævnaldrende. I det halve år stoppede hendes selvskade. Derefter kom på hun en indremissionsk højskole i Børkop. Hun gik på en kreativ linje, hvor eleverne fik lov til at arbejde med kunst på et højt niveau og med dygtige kunstnere som lærere. Det var en af de lærere, der en dag tog Isabella til side. 

– Hun kunne se, at de ting, jeg lavede, var dystre og ikke noget, man ville forvente af en ung pige på 19 år. Hun ville have, at vi skulle tage en snak. Det nægtede jeg, men hun sagde, at det var ikke op til mig at bestemme det. Hun bad mig om at skrive nogle af mine følelser ned, hvilket jeg syntes var dybt latterligt. Men hun holdt fast. Og hun blev den første voksne, som blev ved med at gå til mig, også efter jeg blev helt utålelig. 

Så du skrev dine følelser ned?

– Nej. I tre år havde jeg ikke været i kontakt med mine følelser, jeg anede ikke, hvad det var. Jeg havde virkelig udviklet en apati, og det var præcis det, der generede hende grænseløst. Samtidig var jeg så flabet over for hende. Jeg svarede igen, når hun talte til mig. Jeg var så ligeglad, for jeg havde ikke noget at miste. Jeg havde givet fuldstændig op på mig selv, så det kostede ikke noget. Og det rørte mig ikke. Der var ingen sanktioner, der virkede. 

– På et tidspunkt skulle vi på tur til et retrætested i Vestjylland. Det var noget med stilhed og meditation, hvor man skulle finde ind i sig selv. Det var jeg ikke just klar til, for jeg var ikke klar over, hvad det var for et monster, jeg måske ville finde ind til. Så jeg stak af. 

I fire dage boede Isabella hos sin ekskæreste i Aarhus, og hendes krealærer anede ikke, hvor hun var.

Der var hverken internet eller mobil-dækning på retrætestedet, så læreren kunne ikke komme i kontakt med Isabella, der i dag kan se, at det må have været et mareridt for læreren, der jo stod med ansvaret for både Isabella og de andre unge mennesker på holdet. Isabella var dog så pligtopfyldende, at hun tog tilbage til skolen om fredagen, da resten af holdet kom hjem. Hun havde nemlig aftensmadsvagt, og det ville være en fejl ikke at passe den tjans. Og fejl ville hun jo ikke lave. Til gengæld fik hun sit livs største skideballe. 

– Min lærer skældte mig VILDT meget ud, hvilket var helt berettiget. Hun råbte og skreg. Hun var på en gang rasende, ked af det, frustreret, bange og samtidig bare glad for at se mig i god behold. Den oplevelse blev et vendepunkt for mig. Efter det havde vi et bånd. Jeg stolede på hende. Hun havde ikke taget kontakt til mine forældre, hun tog mig alvorligt, og hun fandt sig ikke i mit pis. Lige så stille begyndte vi at have ugentlige samtaler, og jeg begyndte at åbne op. Det var godt, men det betød også, at låget igen røg af i forhold til min selvskade, fordi jeg pludselig begyndte at mærke noget igen. 

Hvad tænker du om den proces og den lærer i dag?  

– Hun havde så mange muligheder for at give op. Men det gjorde hun ikke. Og det undrede mig. For det brød med min selvopfattelse af at være et modbydeligt menneske. Jeg tænkte, okay, du ser mig på mit allerværste, og når jeg har svinet dig til, har være umulig og har brudt alle skolens regler, så spørger du, om vi skal mødes igen på tirsdag? Hvorfor? Så giv dog op. Som alle de andre. Men lige pludselig gik det op for mig, hey, det er fordi, hun synes, jeg er det værd. Det løste op for noget, og så begyndte selvværdet at komme tilbage. Jeg ER det værd. Jeg har lov til at have det godt. Jeg har lov til at trives lige som alle andre. 

I sommeren 2013 flyttede Isabella til København og begyndte at læse statskundskab. I september mødte hun Caspar, som hun i dag er gift med. Han var den smarte CBS-fyr, der kendte København ud og ind, og Isabella lod sig imponere. Og hun lod sig se. 

– Caspar var den første person, jeg ikke forsøgte at skjule min selvskade overfor, for jeg var tryg ved ham. Jeg havde en følelse af, at her kan jeg få lov til bare at være. Vi har efterfølgende snakket om, at det var en kæmpe byrde for ham, for han var ikke sikker på, at vi skulle være kærester, men han turde simpelthen ikke gå. Stakkels fyr. Han var bare 23 år på det tidspunkt. 

Men han blev vel ikke kun, fordi han ikke turde gå? 

– Nej, han har efterfølgende sagt, at han i de få glimt, hvor jeg havde det godt, kunne se, at der var noget at bygge på. Han så selvskade som en sygdom, der ikke var mig, og han ville gerne være sammen med hende, der ikke gjorde skade på sig selv. Jeg havde det stadig så dårligt, men det var fordi, jeg var begyndt at komme i kontakt med mine følelser igen, og så buldrede ensomheden op sammen med skammen over selvskaden og skammen over for mine forældre og min lillebror, som jeg følte, at jeg havde ført bag lyset. Men Caspar var der bare. Når han sagde, at jeg skulle holde op med at skade mig selv, og jeg så gjorde det alligevel, var han der for mig med rensevæske og servietter og sørgede for, at der ikke gik betændelse i mine sår. Det undrede mig grænseløst, at han blev ved med at kunne lide mig. Hvad i alverden laver du her? Det er ikke det værd. Gør som de andre og gå. Men han blev hængende. Og et års tid efter jeg var flyttet til København, lavede jeg skade på mig selv for sidste gang. Det var ikke der, hele processen sluttede, men det var der, selvskaden stoppede. Fordi Caspar blev så ked af det, og det nænnede jeg ikke. Der var stadig dage, som var sorte huller, men de blev færre og færre. Jeg begyndte også at få sociale relationer i København. Noget jeg ikke havde troet, jeg kunne. Men som Caspar sagde til mig, da jeg havde det dårligt: ”Du skal nok få sociale relationer, når din alder indhenter dine interesser”. Og det havde han ret i. 

Der er håb

Og hvad er der så sket sidenhen? 

– Jeg har lyst til at sige: ”Så gik det over”. Og det er præcis det, jeg gerne vil fortælle til alle de unge mennesker, der sidder derude og har det dårligt. Det kan gå over. Jeg har ingen følgevirkninger. Jo, der er da nogle studenterminder, der kunne have været federe. Jeg var ikke med på studieturen til New York, fordi jeg ikke orkede at bruge 10.000 på at kede mig en uge, og jeg var ikke med på studentervognen, fordi jeg ikke kunne overskue det ene stop efter det andet hos mennesker, jeg ikke kendte. 

Hvornår fik dine forældre alt det her at vide?

– I løbet af højskoletiden. 

Hvordan reagerede de?

– De blev enormt kede af det. Og de havde brug for at vide, at det ikke var deres skyld. At jeg ikke bebrejdede dem noget. Det har jeg aldrig gjort. De havde ikke en chance for at opdage det, for det var et meget gennemtænkt plot fra min side. De har været fantastiske og omsorgsfulde forældre – og er det stadigvæk. Så det er også en vigtig pointe: Selvskade og mistrivsel behøver ikke være familiens skyld. Det behøver ikke være arv og miljø, det kan også være den unge selv. 

Har du ikke på noget tidspunkt fået professionel hjælp?

– Nej. For jeg ville ikke være syg. Jeg ville ikke have, at der var noget rigtig galt. Jeg har nogle gange tænkt over, om man burde pille i det igen, men hvorfor egentlig? Siden jeg stoppede, har jeg ikke én gang overvejet selvskade. Der er ikke noget, der gør ondt længere. I medierne hører man næsten altid, at når man har kæmpet med noget, skal man leve med det resten af sit liv. ”Der er ar på kroppen, men der er også ar på sjælen”. Jeg hadede altid, når jeg hørte sådan en sætning. For så ville jeg jo aldrig blive færdig med det, og det kunne simpelthen ikke være rigtigt. Selvfølgelig kan man komme over det. Det dur ikke, at jeg skal have ar på sjælen resten af mit liv, det gider jeg simpelthen ikke. Og i dag kan jeg sige: ”Jeg har ikke ar på sjælen. Jeg har det kun på kroppen”.  

Hvad tænker du, når du får øje på arrene?

– Ikke noget. Slet ingenting. Jeg har aldrig spekuleret over at tage tøj på efter det. Never. Jeg får øje på dem engang imellem, men så er det lidt som med en dårlig tatovering, man har fået på Sunny Beach. Det var ikke skide smart, men fred være med det. Og hvis der skal være en morale, så er det, at der ikke er nogen, der er perfekte, og at du kan komme videre, selvom du har det rigtig svært i en periode. Man skal ikke skamme sig over sin fortid, for det var bare sådan, det var. Der er ingen grund til at have ondt af mig. Jeg gravede mit eget hul, faldt ned i det og kravlede op igen. 

Isabella beskriver sig selv som et lykkeligt menneske i dag. Ikke lykkelig på trods. Bare lykkelig. 

Hvad er dine bedste råd til andre, som har det, som du havde det? 

Om Isabella Arendt, 27 år

• Landsformand for Kristendemokraterne
• Har læst statskundskab på Københavns Universitet og mangler specialet
• Arbejdede tidligere som forskningsassistent på Institut for Lykkeforskning
• Gift med Caspar Vlasman. Parret har ingen børn
• Lyt til podcasten "Jeg har ar på kroppen men ikke på sjælen" i Apple Podcasts, hvor Isabella Arendt i samtale med journalist Marie-Louise Truelsen fortæller om at være selvskadende

– Til de unge vil jeg sige: Der er håb. Der er en fremtid derude. Og det er okay, at du ikke ved, hvad der foregår. Der findes ikke noget værre end spørgsmålet: ”Hvorfor gør du det?”. Hvortil man kun kan svare: ”Jamen, det ved jeg jo virkelig ikke. Hvis jeg kunne svare på det spørgsmål, havde jeg det ikke sådan her”. Det er okay ikke at have nogen svar. Det er okay ikke at vide, hvad fremtiden bringer, og det er okay ikke at vide, hvorfor man skader sig selv, eller hvad der udløste det. Mit bedste råd er: Prøv bare at være i det, du er i. Har du gode dage, skal du ikke bebrejde dig selv, at du ikke arbejder på smerten. Og har du ti dårlige dage i streg, skal du ikke bebrejde dig selv, at du ikke er glad. 

– Til forældrene tror jeg, at mit vigtigste råd er at sige: ”Det er ikke jeres skyld”. Ikke altid i hvert fald. Jeg var bange for, at mine helt fantastisk dygtige forældre ville bebrejde sig selv, at jeg havde det dårligt, og det kunne jeg ikke nænne. Derfor sagde jeg ikke noget. Måden, du hjælper dit barn ud af det på, er ved at acceptere, at barnet kan have ondt, uden at du har. Uden at det er din skyld, og uden at du skal gå i gang med en selvbebrejdende memory lane, hvor du tænker over, hvad du kunne have gjort anderledes. Det kan være svært at skulle acceptere i sit forældreskab, at man har et selvskadende barn, men tag den snak med en veninde og ikke med dit barn. Lige nu har dit barn nemlig rigtig meget brug for, at du bare er en ressourcestærk voksen, som ikke nussepusser for meget, men som bare er der.