Jytte kunne gå på efterløn men startede i stedet sin egen virksomhed: Alle trak lidt på smilebåndet af mig
Hun var 62 år, da hun gik i gang med at bygge en virksomhed op med de penge, hun havde tjent i ejendomsbranchen. 10 år senere står Jytte Bille nu med det kosttilskud, hun drømte om at skabe.
De fleste historier om succesfulde iværksættere har en ung hovedperson, men mange kvinder tager først livtag med iværksætterdrømmen midt i livet, og det kan give pote. Her fylder forælder-rollen mindre, erfaringerne mere, og erkendelserne om, hvad der er vigtigt, er med til at holde arbejdslivet på ret køl.
Ifølge eksperter kan det faktisk være en fordel, at du bygger din virksomhed på fundamentet af alle dine arbejdserfaringer, når børnene er blevet store, og du kender dig selv bedre.
I ALT for damernes iværksætterserie kan du møde flere kvinder, der sprang ud som iværksættere i en moden alder – og få inspiration til at skabe dit eget eller støtte andre kvinders iværksættereventyr. Læs videre for at høre den ene af de seje kvinders historie.
I Jytte Billes skab ligger der en særlig T-shirt. På maven står der ”winners never quit, quitters never win”.
Den har ligget i skabet i flere år, fordi Jytte har ventet på den helt rigtige anledning til at tage den på. Den dag, hvor hun følte, at hun var i mål med sin drøm. Og den dag er nu.
Siden Jytte for 10 år siden sagde farvel til sit firma i ejendomsbranchen for at udleve sin drøm om at udvikle et kosttilskud, har hun skridt for skridt arbejdet sig hen mod et produkt, som nu er endt lige præcis, som hun har drømt om.
Kosttilskuddet STAI er et pulver, der indeholder 28 næringsstoffer og blandes op med vand. Det er tænkt som et tilskud til de næringsstoffer, der er de i 600 gram dagligt frugt og grønt, som de officielle anbefalinger lyder.
"Der er bare mange, der ikke når at spise den anbefalede mængde frugt og grønt dagligt, og derfor er der behov for nogle nemme løsninger. Jeg lagde mærke til, at der var flere, der fik stress, og flere, der blev overvægtige, og det er jo det, der sker, når du har travlt.
Du vælger de nemme og ofte usunde løsninger, og det er dig selv og din sundhed, der bliver prioriteret sidst. Det var grunden til, at jeg begyndte at dykke ned i netop det her. Hvorfor fandtes der ikke et tilskud, hvor man fik alle de gode næringsstoffer på én gang, så det blev lidt nemmere at leve mere sundt," spørger Jytte, hvis første tanke var at finde sådan et produkt i udlandet, som hun kunne starte et agentur for.
Det fandtes bare ikke, og derfor bestemte hun sig for at lave det selv. Første skridt var at alliere sig med en række fagfolk. En biokemiker, en molekylærbiolog, en læge og en række diætister.
"Alle synes, at det lød meget spændende, men samtidig trak de lidt på smilebåndet. Jeg kunne ikke finde nogen, der ville smide penge i det, men jeg kunne så tydeligt mærke, at jeg skulle det her, så de penge, jeg havde tjent i ejendomsbranchen, lagde jeg i det. Jeg kunne slet ikke lade være, og sådan bliver du også nødt til at have det, hvis du skal skabe noget selv. Det kan ikke være pengene, der driver dig. Du er nødt til at være drevet af et formål, ellers mister du gejsten, fordi det er så benhårdt, og der er så mange frustrationer undervejs," siger Jytte.
Står godt i modvind
I mere end 20 år drev Jytte sit eget mæglerfirma og blev undervejs den første kvindelige formand for det danske Byggesocietet, en interesseorganisation for bygge- og ejendomsbranchen. Men da markedet crashede tilbage i 2007, begyndte Jytte at få lyst til at gå nye veje. Hun havde tidligere uddannet sig til gymnastikinstruktør og ernæringsvejleder og undervist frivilligt i gymnastikforeninger i et kvart århundrede, så sundhedsbranchen var på ingen måde fremmed.
"Crashet i 2007 blev en form for wakeupcall for mig, og jeg kunne mærke, at jeg havde fået nok af at være i kapitalbranchen. Jeg var et sted i livet, hvor jeg kunne begynde at overveje efterløn, men det gjorde jeg slet ikke. Jeg syntes, at jeg havde noget vigtigt at byde ind med, og nogle kvaliteter og noget erfaring, som kunne bruges til at løse et problem i folks travle liv."
Som 72-årig har Jytte et langt arbejdsliv bag sig, og netop hendes erfaringer har spillet en rolle i hendes iværksætterrejse.
"For det første har det været en stor fordel, at jeg tidligere har prøvet at bygge en virksomhed op. Jeg kom ind i det her med en robusthed, så jeg står godt i modvind. For det andet har jeg lært at holde næsen i sporet. Jeg har lært at holde ved og holde ud, og at modstand ikke behøver at være lig med ulykke. Ofte tror folk, at når modstanden rammer, så er alt tabt.
Sådan er det ikke. Modstand er et udtryk for, at der er noget, der skal justeres, og så kan du prøve igen. Som iværksætter er det nemt at tage modstand personligt, men du skal adskille din person fra dit produkt, for tager du alt personligt, kan du ende med at få en depression," siger Jytte.
Og Jytte har måttet justere mange ting undervejs. Formen på emballagen, størrelsen på portionerne, smagen på pulveret og en lang række krav opstillet af Fødevarestyrelsen i forhold til kommunikation af produktet. Dertil kom at finde frem til en producent, der kunne følge med efterspørgslen. Jytte startede med en lille familievirksomhed i Slovenien, men har for nylig fået en stor svensk fabrik med ombord, der kan levere i større mængder.
"Vi har et langt bedre udgangspunkt nu, end da vi startede. Det har så også lige taget 10 år, men jeg kan mærke, at jeg står på målstregen, og jeg glæder mig helt vildt til nu at lukke op for alle kanaler," siger Jytte, der er ved at gennemgå sit netværk for at se, hvilke kontakter der kan hjælpe hende i den fase, der nu venter, hvor hun for alvor skal til at have salget i gang.
Alderen er en fordel
Undervejs har Jyttes alder også været anledning til en række spøjse oplevelser. Som da hun bookede et skrivebord i et kontorfællesskab for iværksættere med noget yngre tal på dåbsattesten, som derfor troede, at hun helt sikkert måtte være gået forkert. Eller da hun holdt møder med det bureau, der byggede hendes hjemmeside, og hun ikke forstod halvdelen af de ord og termer, de smed rundt i luften.
"En dag tog jeg mit strikketøj og en strikkeopskrift med og lagde på bordet, og den forstod de ikke en pind af. Så måtte jeg forklare, at det var sådan, deres forklaringer om hjemmesiden lød på mig. Det grinede de meget af, og så fandt vi et fælles sprog. Og tiden i kontorfællesskabet var virkelig lærerig for mig, fordi jeg kom ind i en ny tidslomme og lærte, hvordan sproget havde udviklet sig indenfor iværksætteri, og mange af de unge ser jeg stadig," siger Jytte, der kun lovpriser sine 72 år.
"Hvis jeg selv skal sige det, er det en kæmpe fordel af have min alder. Til et event i Jylland mødte jeg en ung kvinde på 22 år, som syntes, at jeg var SÅ inspirerende, mens en ung mand, jeg mødte, ville give sin mor et abonnement, fordi hun var yngre end mig, men han følte, at jeg havde mere energi.
Samtidig er der ingen, der kan komme og sige til mig, at alle de ting, jeg påstår omkring sundhed, er forkerte, for jeg har selv prøvet det hele. Jeg har haft små børn, jeg har arbejdet meget, og jeg er gået igennem overgangsalderen, så jeg ved, hvad jeg taler om. Så i forhold til mit produkt er det på alle måder en fordel, at jeg er oppe i alderen."
Vil undgå sundhedsstress
De mange år på arbejdsmarkedet har også lært Jytte en anden vigtig ting. At hun skal passe på sig selv. Langt de fleste af hendes vågne tanker koncentrerer sig om virksomheden, og hvis ikke hun er opmærksom på det modsatte, fylder hun alle sider i kalenderen med aftaler omkring STAI.
"Du er nødt til at lægge pauser ind. Slippe det hele og komme ned i kroppen. Jeg har også arbejdet 16 timer og sovet seks, da mine børn var små, men det er en dårlig idé. Det var ikke noget, jeg tænkte over dengang, men det er noget af det, jeg gerne vil give tilbage nu. At vi ikke kan leve i overhalingsbanen hele tiden, for så brænder kroppen sammen," siger Jytte, der især bruger sin træning til at koble af.
"Når jeg træner, trækker jeg stikket og får tømt hovedet. Når ugen er omme, skal jeg gerne have været igennem kardiotræning, styrketræning og meditative udstrækninger om aftenen. Og så skal jeg have trukket vejret helt ned i maven. Det kan godt være, at det bare bliver 10 minutter her og der, men det er bedre end ingenting, fordi det regulerer kroppen mentalt med det samme."
Hun håber, at hun med STAI kan være med til at undgå, at sundhed bliver en stressfaktor, som hun mener, det er ved at udvikle sig til.
"Der er så stor fokus på sundhed i dag, at jeg tror, det forvirrer folk. Hvis ikke vi passer på, udvikler folk sundhedsstress, fordi de bliver for presset i forhold til alt det, de får at vide, at de bør nå. Da jeg startede med at undervise i 80’erne, havde vi cardiotræning, styrketræning, yoga, vejrtrækning og kaffe og kage, og vi nåede det hele på 90 minutter. I dag skal du gå til en time af det ene, det andet og det tredje for, at det er godt nok, i stedet for at huske på, at 10 minutter på de dage, hvor du ikke kan nå mere, også gør en forskel," siger Jytte.