Janne har taget stilling til sin begravelse – har du? "Jeg vil ligge i naturen"
Begraves, kremeres, strøs over havet, stedes til hvile i skoven. Har du tænkt over, hvad der til sin tid skal ske med dine jordiske rester? Mød Janne Visnek, der gerne vil ligge under trækronerne. Og bedemand Ole Roed Jakobsen, der opfordrer til at tage stilling, før det er for sent.
Det er et par år siden. Janne sidder og scroller på Facebook gennem en endeløs strøm af ligegyldigheder, men pludselig stopper hun op. På skærmen toner et billede frem. Af en skov med store smukke træer i nuancer af grøn.
"Det var helt tilfældigt, at jeg faldt over et opslag fra Skovbegravelse. Jeg havde aldrig hørt om det før, men jeg tænkte bare, at det ville være virkelig smukt. Tænk at kunne ligge i den natur, der giver mig så meget. Under de træer, der har stået der i hundrede år, og hvor der måske kommer nogle dyr forbi eller spirer en lille blomst frem."
Janne smiler og kigger sig omkring.
Oppe på bakken går hendes fire heste, om hendes ben løber hundene, og en fugl i bad basker glitrende dråber op i solskinnet. Her i det hvide landhus i Mørkøv bor den 57-årige kvinde med sin mand, Pierre, omgivet af Nordvestsjællands bakkede natur. Og med skoven tæt på. Den skov, hvor hun håber at blive stedt til hvile, når den dag kommer.
Fandt sjæleroen
Janne har altid elsket naturen. Godt nok voksede hun op på 12. sal i Høje Gladsaxe, men hun brugte mange timer på byggelegepladsen, og når hun havde fanget frøer i den nærliggende mose, tog hun dem med hjem, hvor hun forvandlede et skab til deres hus og forsøgte at få dem til at sidde på de fint polstrede dukkemøbler, hendes morfar havde snedkereret.
Janne griner ved tanken.
Da hun blev større kastede hun sin kærlighed på heste, og glæden ved dyr og natur fulgte hende ind i voksenlivet. Både da hun boede i byen med sin første mand og deres datter, og da hun endelig fik mulighed for at flytte ud, da hun blev skilt, og mødte Pierre, der havde samme ønske. Om at komme ud, hvor blikket kunne vandre, og de kunne trække vejret frit.
"Jeg elsker bare at kigge ud over vidderne og gå ture i skoven. Det er simpelthen min medicin og det, der giver mig sjælero."
Annonse
Stød i kroppen
Janne rejser sig. Giver en af de bjæffende Cavalier King Charles-spanieler en kiks. Hendes arme og ben bevæger sig med en let tøvende stivhed. Det har de gjort, siden hun for ti år siden begyndte at få pludselige stød op gennem benene, som om hun rørte ved et elektrisk hegn. Og en brændende fornemmelse på huden, som gik hun barbenet gennem en mark af brændenælder. Fra at være en aktiv kvinde med arbejde som controller hos et ejendomsfirma lå hun pludselig i sin seng. I perioder uden at kunne rejse sig.
"Lægerne var magtesløse. De sagde, at jeg skulle tage den med ro. Én sagde, at jeg skulle have lykkepiller, og så ville jeg være tilbage om 14 dage."
Annonse
Janne ryster på hovedet.
Tankerne om døden begyndte at presse sig på og fik for alvor næring, da hun fik svar på en hjerneskanning, der ikke så normal ud.
"Jeg kan bare huske, at jeg kørte rundt på vores havetraktor og tænkte, at jeg slet ikke var klar til at dø. Jeg havde min datter, mine dyr, min nye mand, som jeg elskede højt. Jeg havde lige mistet min mor, og jeg var slet ikke klar til at give slip."
Det viste sig ikke at være den hjernesvulst, Janne havde frygtet, men lægerne fandt aldrig ud af, hvad det så var. Og i dag er hun førtidspensionist og må leve med, at hendes krop er, som den er, og at hun aldrig finder ud af hvorfor. Morfin tager de værste smerter, og på en god dag kan hun gå en tur på tre kvarter.
Picnic i den rette ånd
På bakken op mod hestefolden står seks kirsebærtræer. Et for hvert af børnebørnene. Janne drømmer om at nå at se dem alle blive konfirmeret og, hvem ved, måske en dag blive oldemor.
Men selv om hun langt fra er klar til at tage herfra, mener hun, at man skylder sine pårørende at tage stilling til, hvordan man ønsker at blive sendt af sted. Da Jannes egen mor døde, var det en trøst, at de havde talt igennem, at hun gerne ville ligge under det store træ på de ukendtes på Gladsaxe Kirkegård, hvor hendes egen mor også ligger.
"Tænk, hvis man gjorde noget mod afdødes vilje. Det handler om respekt, og jeg er så glad for, at jeg havde talt med min mor. For selv om det var svært, var det også meget fint. Og der hvor hun ligger, er der smukt, åbent og grønt. Det var egentlig min plan at ligge samme sted, indtil jeg hørte om skovbegravelse."
Janne tænker et øjeblik.
"Jeg bærer jo min mor og mormor i hjertet, de er med mig hver dag, så jeg behøver ikke at blive begravet samme sted som dem. Det betyder mere, at jeg kommer ud i den natur, hvor der stadig er liv. Den tanke kan jeg godt lide."
Hun smiler.
"Og så håber jeg, at min mand og datter vil pakke en lille picnickurv og komme forbi, så vi rigtig kan hygge os. Det ville være lige i min ånd."
Bedemanden “Vi tager ansvar for alt andet i vores liv, så hvorfor ikke også vores død?”
For et par år siden sad Ole Roed Jakobsen, direktør i brancheforeningen Danske Bedemænd, i sit køkken med den daværende formand for foreningen. Da hans kone kom hjem, talte de lidt sammen, og hun begyndte en sætning med: “Hvis jeg dør …” Ole stoppede hende og sagde: “Det gør du.”
Han griner. For den samtale er symptomatisk for vores måde at tale om døden på. Selv om vi ved, at døden er det eneste sikre i tilværelsen, skubber de fleste af os et lille forbehold ind med ordet ”hvis”.
Men Ole fornemmer, at der er en bevægelse i gang. I hvert fald tager flere og flere stilling til, hvad der skal ske efter deres død. Det gør de blandt andet ved at udfylde dokumentet Min Sidste Vilje, der tidligere var et fysisk dokument, men som siden 2020 har kunnet tilgås digitalt.
Det gør omkring 1.000 danskere på månedsbasis.
Ønskerne ændrer sig
"Det er en del nemmere at logge ind med MitID en torsdag aften end at gå hen til en bedemand og spørge om et papir. Det kan give lidt mere ondt i maven og konfrontere én med, at den vej skal man også selv en dag," siger Ole Roed Jakobsen.
"Og så er det jo smart, at man på den digitale platform kan opdatere løbende. For man har jo ikke nødvendigvis de samme ønsker som 30-årig småbørnsfar, som man har som bedstefar."
Ligegyldigt hvor man er i livet, opfordrer Ole Roed dog til, at man tager stilling. Og hellere i dag end i morgen, for pludselig kan det være for sent, og hans erfaring er, at det er en uvurderlig hjælp for de efterladte at kende afdødes ønsker.
"Vi er så gode til at planlægge vores liv, fra vi går i skole og bliver spurgt, hvad vi vil være som voksne, til vi står som 30-årige og planlægger, om vi vil have to eller tre børn, og om vi vil have det hus og det job. Så i forlængelse af det bør vi også overveje, hvad der skal ske i den sidste del af vores liv," siger han.
"Vi oplever tit, at når de efterladte ser, hvor stor en hjælp det er, så ansporer det dem til selv at sætte ord på deres ønsker."
Ole Roed understreger dog, at man ikke behøver gå i detaljer med, hvilket tøj man vil have på, og om man vil have spillet en Kim Larsen-sang. Det er de overordnede linjer, der er væsentlige. Om man vil i jorden, kremeres eller spredes ud over havet. Og man kan i princippet grifle sine ønsker ned på bagsiden af sin indkøbsliste.
I farmors skuffe
"Man skal bare være sikker på, at nogen finder det. Vi har oplevet, at pårørende har fundet en sidste vilje i en skuffe hos farmor, hvor der stod, at hun ville begraves. Men den blev ikke fundet i rette tid, og nu er hun blevet kremeret. Det kan give en rigtig dårlig følelse hos de efterladte, så vær sikker på, at nogen ved, hvor dine ønsker kan findes. Skriver du på papir, så giv en kopi til et af børnene."
Og husk så, opfordrer Ole Roed, at når du udfylder Min Sidste Vilje eller skriver dine ønsker ned på anden vis, så pas på med at tage misforståede hensyn. For det er ikke sikkert, at dine efterladte vil føle et gravsted som en belastning.
"Der er ofte et skisma mellem det, som den, der skal herfra, tror, de efterladte ønsker – og det, de reelt ønsker. Nogen vil i virkeligheden gerne have et sted, de kan gå hen og mindes ham den gamle," siger han.
"Derfor kan det også være en rigtig god ide at tale sammen. Og skrive ønskerne ned. For når man tager ansvar for alt andet i livet, hvorfor så ikke også gøre det for sin død? Vi ved ikke, om vi bliver 70, 80 eller 90 år, og når det er sket, hjælper det altså ikke at tænke ”bare vi havde fået talt tingene igennem”."
