Janne har taget stilling til sin begravelse – har du? "Jeg vil ligge i naturen"

…der dør omkring 50.000 danskere hvert år? Cirka 85 procent vælger at blive kremeret. 

…man, fra man er fyldt 15, officielt kan tage stilling til, om man vil kremeres eller jordbegraves? Gør man det ikke, er det op til de efterladte.

…askespredning over havet blev en mulighed i 1975 med tilladelse fra Kirkeministeriet? Denne tilladelse skulle man have frem til 2005. I dag skal man blot tydeliggøre, at man ønsker askespredning til søs, gerne skriftligt, så der ikke kan opstå tvivl.

…at der i 1990 var cirka 100 ansøgninger om askespredning over åbent hav? Tallet var steget til 4.581 i 2021.

…lovændringen, der gjorde skovbegravelser muligt, kom i 2008? I 2014 åbnede Odense Kommune den første skovbegravelsesplads. Efterfølgende har Skovbegravelse ApS åbnet 15 skovbegravelsespladser i samarbejde med en række kommuner og etablerer løbende flere.

…der i 2020 blev erhvervet 370 urnepladser via Skovbegravelse ApS? I 2021 var det 1.400.

…antallet af borgerlige begravelser i Danmark steg fra 5.184 i 2008 til 8.622 i 2018? Det er en stigning på 66 procent.

Kilder: Skovbegravelse.dk, Denstoredanske, Landsforeningen Liv&Død, folkekirken.dk m.fl.

• Kontoruddannet og har bl.a. arbejdet som ejendomsmægler, i dag førtidspensionist.
• Gift og mor til en voksen datter og sammen med Pierre bedsteforældre til i alt seks børnebørn.

For et par år siden sad Ole Roed Jakobsen, direktør i brancheforeningen Danske Bedemænd, i sit køkken med den daværende formand for foreningen. Da hans kone kom hjem, talte de lidt sammen, og hun begyndte en sætning med: “Hvis jeg dør …” Ole stoppede hende og sagde: “Det gør du.”

Han griner. For den samtale er symptomatisk for vores måde at tale om døden på. Selv om vi ved, at døden er det eneste sikre i tilværelsen, skubber de fleste af os et lille forbehold ind med ordet ”hvis”.

Men Ole fornemmer, at der er en bevægelse i gang. I hvert fald tager flere og flere stilling til, hvad der skal ske efter deres død. Det gør de blandt andet ved at udfylde dokumentet Min Sidste Vilje, der tidligere var et fysisk dokument, men som siden 2020 har kunnet tilgås digitalt.

Det gør omkring 1.000 danskere på månedsbasis.

Ønskerne ændrer sig

"Det er en del nemmere at logge ind med MitID en torsdag aften end at gå hen til en bedemand og spørge om et papir. Det kan give lidt mere ondt i maven og konfrontere én med, at den vej skal man også selv en dag," siger Ole Roed Jakobsen.

"Og så er det jo smart, at man på den digitale platform kan opdatere løbende. For man har jo ikke nødvendigvis de samme ønsker som 30-årig småbørnsfar, som man har som bedstefar."

Ligegyldigt hvor man er i livet, opfordrer Ole Roed dog til, at man tager stilling. Og hellere i dag end i morgen, for pludselig kan det være for sent, og hans erfaring er, at det er en uvurderlig hjælp for de efterladte at kende afdødes ønsker.

"Vi er så gode til at planlægge vores liv, fra vi går i skole og bliver spurgt, hvad vi vil være som voksne, til vi står som 30-årige og planlægger, om vi vil have to eller tre børn, og om vi vil have det hus og det job. Så i forlængelse af det bør vi også overveje, hvad der skal ske i den sidste del af vores liv," siger han.

"Vi oplever tit, at når de efterladte ser, hvor stor en hjælp det er, så ansporer det dem til selv at sætte ord på deres ønsker."

Ole Roed understreger dog, at man ikke behøver gå i detaljer med, hvilket tøj man vil have på, og om man vil have spillet en Kim Larsen-sang. Det er de overordnede linjer, der er væsentlige. Om man vil i jorden, kremeres eller spredes ud over havet. Og man kan i princippet grifle sine ønsker ned på bagsiden af sin indkøbsliste.

I farmors skuffe

"Man skal bare være sikker på, at nogen finder det. Vi har oplevet, at pårørende har fundet en sidste vilje i en skuffe hos farmor, hvor der stod, at hun ville begraves. Men den blev ikke fundet i rette tid, og nu er hun blevet kremeret. Det kan give en rigtig dårlig følelse hos de efterladte, så vær sikker på, at nogen ved, hvor dine ønsker kan findes. Skriver du på papir, så giv en kopi til et af børnene."

Og husk så, opfordrer Ole Roed, at når du udfylder Min Sidste Vilje eller skriver dine ønsker ned på anden vis, så pas på med at tage misforståede hensyn. For det er ikke sikkert, at dine efterladte vil føle et gravsted som en belastning.

"Der er ofte et skisma mellem det, som den, der skal herfra, tror, de efterladte ønsker – og det, de reelt ønsker. Nogen vil i virkeligheden gerne have et sted, de kan gå hen og mindes ham den gamle," siger han.

"Derfor kan det også være en rigtig god ide at tale sammen. Og skrive ønskerne ned. For når man tager ansvar for alt andet i livet, hvorfor så ikke også gøre det for sin død? Vi ved ikke, om vi bliver 70, 80 eller 90 år, og når det er sket, hjælper det altså ikke at tænke ”bare vi havde fået talt tingene igennem”."

• Da koleraen kom til København i 1860’erne, blev kirkegårdene så overfyldte, at man frygtede, at sygdommen ville sive ud i brøndene. Derfor begyndte man at tænke på ligbrænding som alternativ til kistebegravelse.
• Den første uofficielle ligbrænding foregik i 1886 på trods af store protester. Den afdøde var en svensk tugthusfange, da politiet ellers havde truet med at forhindre ligbrændingen.
• Den første lovlige ligbrænding i Danmark blev foretaget i 1893, men metoden blev først ligestillet med jordbegravelse i 1975, hvor askespredning over havet også blev en mulighed.
• Ligtoget til ære for Holger Drachmann i 1908 vakte stor opmærksomhed og var med til at ændre folkestemningen til fordel for ligbrænding.
• Først i løbet af 1920’erne begyndte man at udsmykke kister med blomster.
• Sørgedragtens sidste rester – armbind, flor og høj hat – gik af brug mellem 1920 og 1960.
• København måtte i 1995 droppe planer om at bruge overskudsvarmen fra byens krematorium i varmesystemet, da det ansås for uetisk. Det afviste Etisk Råd dog i 2006, og det blev virkelighed flere steder i landet.

Kilder: Den Store Danske, Landsforeningen Liv&Død m.fl.