Jeg blev ægte forskrækket, da jeg så en trailer for Meghan Markles nye Netflix-serie, som vist nok mest handler om, hvor god hun er til at bage, til at kramme sin mand og til at høste honning i sin baghave.
En ting er alt det kongelige halløj og det engelske kongehus, hun brød ud af sammen med sin mand, noget helt andet er, at verdens øjne hviler på hende, og hun bruger den opmærksomhed til at lære os at bage.
Så jeg synes faktisk, jeg havde ret til at blive forskrækket. På egne vegne og ligestillingens.
Nogle gange, når jeg taler om feminisme og ligestilling, og jeg for alvor ruller mig ud og kommer til at sige højt, præcis hvad jeg tænker, får jeg dette kloge spørgsmål: ”Skal vi alle sammen være ens?”. Og dernæst: ”Skal alle vi kvinder ville det samme? Skal alle kvinder være udearbejdende og glasloftssmadrende, Metoo-hævnende kvinder? Er det det, ligestillingen kræver?”.
Hvis jeg var meget klog og listig, ville jeg her svare: ”Nej, selvfølgelig ikke”. Men det er jeg ikke.
Altså hverken klog eller listig, for jeg får lyst til at sige JA!
Vi skal alle sammen gøre vores til, at samfundet bliver mere lige. Så indtil mændene også begynder at trække stikket på arbejdsmarkedet for at passe deres børn i lige så høj grad, som vi lige nu ser veluddannede kvinder gøre det, så er det ikke sundt for ligestillingen, at det lige nu i så høj grad bliver idealiseret at træffe valg for sig selv og sin familie, som trækker én hjem til lyse gardiner og rene vinduer.
Og jeg tror heller ikke, det er sundt for ligestillingen og for kvinders muligheder i en verden, hvor begge dele er under angreb, når man næsten ikke kan tænde for fjernsynet uden at spotte en perfekt kvinde, der viser os, hvordan hun bager eller arrangerer blomster.
Vi har brugt de sidste to årtier på at diskutere perfekthedskultur – min generations kvinder har været oppe at slås med den kultur, og alle, der har fulgt efter os, har været det samme. Og alligevel har vi intet lært – den perfekte kvinde er stadig ikke hende, der har arbejdet hårdt og betalt sin skat og ikke nået at stryge sin skjorte, fordi det var vigtigere for hende at nå på legepladsen med sine børn.
Den perfekte kvinde, som Netflix viser frem, er stadig hende, der er nystrøget, og som uden en fure i panden kan bage noget, som ser både florlet og sprødt ud samtidig.
Det føles, som om intet er sket, som om det, vi hylder, det, vi sætter op på piedestaler, stadig er det valg, der holder os fanget i en kultur, vi får ticks af at forsøge at leve op til.
Så her 20 år efter, vi begyndte at tale om, at det var ok at være menneskelig, ok ikke at leve op til alle moderskabets og kvindelivets idealer, er vi tilbage ved 1950’ernes drømme om at være prinsesser, hævet over hverdagens styrkeprøver og langt, langt hævet over et køkken, der roder, fordi alle teenagere i din by har spist pølsehorn fra 7-11 og pasta fra køkkenskabet hjemme hos dig.
Annonse
Er det virkelig det, vi drømmer om? Er det virkelig det, vi synes er vigtigere at bruge vores tid og bevidsthed på, end at dvæle ved, at der stadig findes ulighed?
Jeg synes, vi skal kigge væk, slukke for fjernsynet og bage en af den slags kager, hvor dejen smager bedre end kagen, og hvor alle unger kan være med til at slikke skålen ren.
ALT for damernes klummeskribenter
Mette Kirstine Goddiksen
Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.
Søren McGuire
Journalist og forebyggelseskonsulent. Fraskilt, far til tre og en lille smule mere boomer for hver dag.
Nillou Zoey Johannsen
Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.
Julia Lahme
Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.
