Ét spørgsmål ramte plet, da Julie Hastrup og hendes mand gik i parterapi – de måtte skilles

Når Julie Hastrup skal beskrive lykke, ser hun et helt bestemt billede for sit indre blik: En stor dobbeltseng, hvor hun ligger sammen med sin mand, Morten, deres to børn, William og Emma Lou, to katte og en stor hund, der fælder. Det billede findes bare ikke mere.

"Morten og Bella – hunden – er flyttet. William er flyttet hjemmefra. Så nu er det kun mig, Emma, Charlie og Maggie – kattene – der bor her i lejligheden."

Der er med andre ord blevet god plads i dobbeltsengen. Lidt for god plads. Julie og Morten gik fra hinanden i august 2020 efter at have været sammen i 20 år. Det lykkelige familiebillede krakelerede, og da Danmark kort efter lukkede ned på grund af corona, blev Julie overvældet af ensomhed og sorg. En sorg, hun stadig bærer rundt på og forsøger at finde en plads til, og en sorg, der har overrasket hende i sin voldsomhed.

Hun synes, at det er svært pludselig at stå alene midt i livet og skulle redefinere sig selv og hele sit verdensbillede, og hun har virkelig manglet nogen at spejle sig i undervejs. Som kvinde bygger man ikke lige en ny familie op, når man er 53 år, så hvad skal fremtiden egentlig indeholde for at give mening?

Julie og Morten mødte hinanden i marts 2000. Julie arbejdede som journalist på DR, og Morten var klipper. Han skulle klippe et af hendes programmer.

"Egentlig brød jeg mig ikke om ham til at starte med. Han var lidt sur og kort for hovedet, men i løbet af den intense fælles arbejdsperiode lærte vi hinanden at kende. Da programmet var færdigt, gik vi ud og drak en øl, og så udviklede det sig ret hurtigt. I august 2000 flyttede Morten ind hos mig her i lejligheden."

"Jeg var 31 år, han var fem år yngre og havde i flere år gerne villet have børn. Han havde aldrig haft et længerevarende kæresteforhold eller boet sammen med nogen, mens jeg var en erfaren dame med flere længerevarende forhold bag mig. Jeg var også kommet til det punkt, hvor jeg var klar til børn, og vi tænkte, at vi lige så godt kunne prøve. Alle sagde jo, at det kunne tage flere år, før det lykkedes. Det gjorde det så ikke for os. Det tog den første gang, vi prøvede."

Hun griner.

"Først kom vores søn, og to et halvt år efter kom vores datter til verden, og vi var lykkelige. En af vores store styrker i parforholdet var, at vi var meget interesserede i samme fag. Han som fotograf og klipper, jeg som journalist og sidenhen forfatter. Vi talte rigtig meget arbejde, og vi tog tit på udflugter og rejser sammen, ofte med et arbejdsmæssigt fokus, fordi jeg f.eks. skulle finde en god lokation til et mord til en af mine bøger. De ture og vores arbejde bandt os tæt sammen."

"Når jeg ser tilbage på vores ægteskab, vil jeg sige, at vi havde ti rigtig gode år, fem mellemår med ups and downs og så fem mindre gode år. Hen ad vejen sker der jo det, at man bliver ramt af livet og skal håndtere forskellige kriser. Mortens job kørte ikke rigtigt i en periode, hans far blev meget syg, jeg fik modermærkekræft, vores søn blev overfaldet, og Morten fik betændelse i hjertet. Den slags ting, som sker, og som jo bare er livet. Men for os kom det med ret høj frekvens efter de første 15 år, og der kom en forskydning i balancen mellem os."

Havde aldersforskellen nogen betydning?

"Jeg kan huske, at det bekymrede mig en lille bitte smule, at Morten aldrig havde haft et langvarigt forhold, og jeg nævnte det også for flere af mine veninder. Jeg vil ikke sige, at det var årsagen til, at det endte med ikke at gå, for så var vi jo ikke blevet sammen i lidt over 20 år, men han var nok ikke blevet slebet af, og det fik betydning hen ad vejen. Ellers har alderen ikke generet mig, og det er også vigtigt at understrege, at vi havde det virkelig sjovt sammen i langt de fleste år."

"Det var også det, børnene sagde, da vi fortalte dem, at vi skulle skilles. De var sådan, what? I sidder jo altid og griner! Vi har haft mange i vores omgangskreds, som har skændtes og levet som hund og kat – og som stadig er sammen – så man kan simpelthen ikke sige, hvem der bliver sammen, og hvem der bliver skilt, hvis man skulle oddse på det."

Indtil 2020 havde du så tænkt, at jeres ægteskab var for evigt?

"Jeg tror, at jeg havde tænkt, at jeg virkelig, virkelig ønskede, at det kunne blive for altid med ham, jeg fik børn med. Og jeg er gået ekstremt langt for familien. Familien har betydet alt for mig. Virkelig. Det vigtigste for mig har været at give vores børn en tryg opvækst. Vi har boet i denne lejlighed altid, vi har haft dyr, og mormor og morfar bor to gader væk. Jeg havde håbet, at det kunne vare ved, og det er nok der, sorgen ligger. At familieprojektet ikke lykkedes."

"Man kan jo ikke sige, at jeg var purung, da Morten og jeg mødte hinanden, men historien om at mødes som ung og sprød og så langsomt ældes sammen, den er jo væk. Og fremtidsdrømmen om at blive mormor og morfar og farmor og farfar sammen er der heller ikke mere. Der er en masse, der er knust. Det har været en fuldstændig abnormt stor sorg for mig og er det stadig. Jeg er ikke sådan en kvinde, der i perioder har tænkt, at det kunne være skønt at prøve at være alene og have elskere og gå i byen. Jeg har talt med veninder om det, men jeg har aldrig selv haft behovet. Jeg følte, at jeg havde prøvet nok, da jeg mødte Morten, så for mig var det vigtigste at holde sammen på familien."

Hvad har du mistet ved at blive skilt?

"Man mister den fælles historie, når man bliver skilt. Og man mister sit livsvidne. Det er virkelig, virkelig hårdt. Morten kender jo alt til min familie og mine venner, og vi har været igennem så mange ting sammen. Det skaber man ikke lige igen med en ny mand. Selvfølgelig har vi stadig en fælles historie gennem børnene, men den er der alligevel bare ikke mere på samme måde."

I de sidste fem år af ægteskabet kom der flere og flere gnidninger. Julie og Morten havde nogle grundlæggende uoverensstemmelser og diskussioner om værdier og økonomi, og da Julie fik modermærkekræft, var hun såret over, at Morten ikke var der mere for hende.

"Det var lidt af en øjenåbner for mig, at han udviste så lidt omsorg, og jeg følte mig svigtet af ham. Vi var nødt til at gøre rent bord. Dels i forhold til det følelsesmæssige, men også i forhold til nogle praktiske foranstaltninger, der ikke fungerede. Det var mig, der tog initiativ til de snakke, for jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne blive ved med at ignorere vores problemer. Det førte til nogle diskussioner, og det blev efterhånden klart, at vores følelser for hinanden var kølnet af. Lige inden vi blev skilt, var vi i parterapi, hvor terapeuten spurgte mig: ”Elsker du Morten?”. Og det kunne jeg ikke sige, at jeg gjorde. Men jeg kunne sige, at jeg elskede familien."

Og hvad sagde Morten?

"Han kunne heller ikke sige, at han elskede mig. Og lige der blev det helt klart, at vi skulle skilles."

Hvordan var det at svare på det spørgsmål?

"Det var helt vildt hårdt. Der var jo også mange positive ting i vores forhold, og det fremhævede jeg også. Det var nok mig, der havde været længst tid om at indse, at vi ikke skulle være sammen længere, jeg havde håbet, at vi kunne komme igennem krisen for børnenes skyld, men samtidig var det jo også mig, der havde taget fat på problemerne. Teknisk set var det Morten, der smed håndklædet i ringen og sagde, at han syntes, vi skulle blive skilt, og det kunne jeg på det tidspunk kun svare ja til. På den måde var det en udramatisk skilsmisse. Virkelig. Men efterfølgende synes jeg, at det har været rigtig svært."

Men du kunne mærke, at det var den rigtige beslutning lige der?

"Det er det rigtige, men stadig ville jeg nok gerne have givet den et skud mere. Jeg ville være helt sikker på, at vi havde vendt hver eneste sten. Jeg tror, at jeg var inspireret af bl.a. mine forældres ægteskab. Da jeg var 13-14 år, havde de det også ad helvede til, men de kom igennem krisen, og det er der noget meget smukt i, synes jeg. Sådan ville jeg også gerne have haft det. Jeg synes, det er så fint at kunne gennemleve en krise og komme styrket ud på den anden side og på den måde vise sine børn, at kriser også er en del af livet."

"Efterfølgende har jeg bebrejdet mig selv, at jeg ikke var lykkedes med at finde en mand, der havde potentialet til at blive i familien. Ikke at det er hans skyld – det er lige så meget min skyld – men hvor ville jeg gerne have fundet en, hvor det havde fungeret. Omvendt ville jeg jo ikke være lige præcis vores børn foruden, og derfor kunne det aldrig have været en anden mand end Morten."

Julie er aktuel med romanen ”Kryb”, som bl.a. handler om, at hendes gennemgående hovedperson, Rebekka Holm, er blevet forladt af sin svenske kæreste. Julie havde for længe siden planlagt, at der skulle være det brud i historien, men det er klart, at hun i skriveprocessen har trukket på sine egne skilsmisseerfaringer. Som de fleste forfattere skriver hun altid sine romaner på følelser, hun kender fra sig selv, og hun har bl.a. trukket på oplevelser og følelser fra sin barndom og opvækst i 70’erne, fortæller hun.

"Min far, Bjarne Hastrup, er ikke min biologiske far. Men han adopterede mig, og han har været sammen med min mor, siden jeg var et år. Det er en historie, jeg ikke har foldet så meget ud endnu, men følelsen af ikke at kende sit rigtige ophav har jeg skrevet på."

Du kender slet ikke din biologiske far?

"Han er død. Han døde på min fødselsdag i 2009, ret vildt at se det i en dødsannonce. 20. maj. Af alle dage. Jeg så ham på en ferie en gang om året, indtil jeg var ni år, men jeg hørte ikke fra ham, fra jeg blev formelt adopteret af Bjarne som 11-årig. Jeg tog kontakt til ham, da jeg var 30 år, men jeg hørte aldrig fra ham igen derefter. Heller ikke da jeg sendte ham et julebrev og nogle billeder af ungerne, da de var to og fire år. Jeg syntes, at han skulle vide, at Wiliam og Emma fandtes."

Hvordan var det ikke at få svar?

"Hårdt. Og jeg var ked af at høre, at han var død, men jeg var også ked af, at han – har jeg fået fortalt – havde kræft og havde været på hospice i den sidste tid. Han faldt ikke bare om, så han kunne godt have taget kontakt til mig, men han valgte ikke at gøre det. Det ligger jo et sted i mig."

Så en følelse af at være valgt fra eller...?

"Ja, måske. Selvom min mor siger, at det var fordi, han følte, at han ikke kunne byde ind med noget. Han var journalist, drak for meget og havde ikke været til at holde ud for min mor. Hun havde brug for noget andet i sit liv, og heldigvis fandt hun Bjarne."

Så der ligger også en skilsmisse et andet sted i dit liv?

"Ja, men den er jo ikke præsent hos mig. Jeg var otte-ni måneder, da de blev skilt, jeg kan intet huske. Men jeg ved, at der har været et brud."

Og det har måske betydet noget for dit ønske om at skabe en familie, der holdt sammen?

"Ja, det har det nok, for det har jeg virkelig haft behov for. Jeg havde behov for, at vi boede det samme sted, at børnene gik på en god skole, og at der var så meget stabilitet som muligt."

Den første periode efter, at Morten flyttede ud, holdt Julie nogenlunde sammen på sig selv. Men da hun skulle i gang med at skrive ”Kryb” halvanden måneds tid senere, begyndte det at gå galt. Hun kunne ikke sove om natten, og hun blev mere og mere udmattet. Hun gik til lægen, som sygemeldte hende i tre måneder. Meget mod hendes vilje. Hun skulle jo skrive den bog.

"”Jeg bestemmer, og nej, det skal du ikke”, sagde lægen. Og han havde fuldstændig ret. Jeg kunne ikke. Jeg fik helvedesild i ansigtet, jeg tabte en tand, hele min krop gik bare ned. Samtidig lukkede landet ned i efteråret 2020, hvilket var med til at gøre forløbet endnu mere voldsomt. Stort set alle mine veninder er gift eller i forhold, og selvom flere var virkelig søde og ofte ringede, så havde jeg alligevel en fornemmelse af, at alle lukkede sig om sig selv i små coronabobler, mens jeg sad her med to unge mennesker, som mistede gymnasietid og danseuddannelse."

"Det var jo ens for alle, at landet lukkede ned, det ved jeg, men det gjorde det ekstra hårdt at være en lille familie i sorg og krise. Jeg gjorde, hvad jeg kunne, for at vi tre hyggede os, og det lykkedes også langt hen ad vejen med gode middage, dybe samtaler og masser af nærvær. Samtidig tror jeg også, at det var den mørkeste tid i mit liv. Jeg bor her midt i København, hvor der normalt er sådan et liv på en rar måde, men her skete ingenting. Jeg stod bare og stirrede ud ad vinduet. Ingenting var åbent, der var ingen mennesker på gaden, der var ikke engang en taxa. Det føltes som at være på en øde ø."

Hvordan kom du igennem den tid?

"Redningen blev simpelthen, at vi var ovre hos min mor og far og spise nogle gange om ugen. Min mor gjorde meget ud af det med maden og stearinlys, og jeg ved sgu ikke, hvor jeg havde været uden dem. Jeg havde jo selvfølgelig klaret det, men..."

Hun får tårer i øjnene.

"...de var virkelig mine største hjælpere. Min far og jeg brugte også tid på at bygge et drivhus ude på altanan, og det var dejligt at have noget at tage sig til sammen med ham. Jeg skrev ikke en linje i de tre måneder, lægen havde sygemeldt mig, men det betød, at jeg begyndte at få tanken: Gud, tænk hvis jeg slet ikke kan skrive mere, hvad skal jeg så gøre? Sådan havde jeg aldrig tænkt før. Jeg havde alle ordene indeni, men jeg kunne simpelthen ikke få dem ud. Heldigvis blev det langsomt bedre, da jeg begyndte at sove igen, og da sygemeldingen var ovre, tog jeg fat på ”Kryb”."

Julie savner stadig at være en familie. Hun mærker jævnligt ensomheden komme snigende, og hun føler sig meget alene om alting.

"Nu har børnene primært boet hos mig – gudskelov – men når man er alene med to teenagere, så er man jo også den, der ”har den” hele tiden. Følelsesmæssigt, selvfølgelig, men også praktisk, når ting går i stykker, indkøbene skal klares, og børnene skal hentes midt om natten. Jeg har været glad for at kunne være der meget for børnene, men det har samtidig betydet, at jeg har pakket mig selv væk. Nu skal jeg til at pakke mig selv lidt frem igen."

"William er flyttet og er rigtig glad for det, og min datter er glad for sit nye gymnasium, så nu er der plads til, at jeg også koncentrerer mig lidt om mig selv. Jeg har fået en kontorplads ude i byen, og det glæder jeg mig meget til. Jeg har været vant til at sidde helt alene herhjemme og skrive, men jeg kan mærke, at jeg nu har behov for at være et sted med andre mennesker, fælles kaffemaskine, frokostordning og en fredagsbar i ny og næ."

Og skal du også på jagt efter kærligheden igen?

"Mange har fra begyndelsen sagt til mig, aiii, Julie, du er så skøn, du skal da ud og finde en ny mand. Men jeg har slet ikke været klar til det. Jeg har bare tænkt, nej, nej, nej. Og nu, hvor jeg kan se tilbage på det, er jeg også rigtig tilfreds med mig selv over, at jeg har tilladt mig at gennemleve sorgen og være der hundrede procent for børnene. Jeg føler, at jeg har et bedre fundament nu, end hvis jeg i desperation lige efter skilsmissen bare havde kastet mig ud i verden. Jeg prøver også at sige til mig selv, at jeg egentlig er glad for, at jeg har kunnet føle den sorg, og at den har fyldt så meget. Det viser mig, at ægteskabet har betydet noget. At den mand, jeg har fået mine børn med, har betydet noget. Det ville jo have været meget sørgeligt, hvis jeg havde haft det sådan, nå ja, ude af øje, ude af sind – og så en-to-tre videre."

Men du er klar nu?

"Det må tiden vise. Der var en veninde, der i efteråret sagde til mig, at jeg skulle prøve at oprette en profil på ”PartnerMedNiveau”. Alle er så overbeviste om, at man bare finder MANDEN. Meget mere overbevist, end man selv er. Men okay, jeg oprettede en profil uden billede, kaldte mig mit mellemnavn, Helene, og skrev lidt om mig selv. Med det samme var der en masse mænd, som skrev beskeder til mig. Om vi lige skulle mødes til et glas vin eller en kaffe."

"Et par af dem blev sure, fordi jeg ikke svarede tilbage med det samme, og pludselig så jeg en, jeg kendte derinde. Nej, nej, nej. Jeg lukkede profilen efter et døgn. Jeg kunne bare mærke, at det ikke var sådan, jeg skulle møde en ny mand. De mænd, jeg har været kæreste med gennem tiden, har jeg mødt ude i den virkelige verden. Jeg skal kunne mærke folk. Snakke med dem. Man bliver jo forelsket i personligheden. Sådan er det i hvert fald for mig."

"Det er ikke altafgørende for mig at få en ny kæreste, men jeg kunne godt tænke mig at prøve den modne kærlighed også. Jeg elsker at være alene, men det er rigeligt for mig at sidde alene og skrive. Jeg har brug for det sociale ved siden af. Min søde læge, som selv er i et nyt ægteskab, sagde til mig: ”Du skal jo huske på, at du ikke skal bygge en familie op mere, så nu kan du fokusere på, hvad der er dine interesser”."

"Så ja, jeg håber da, at ”han” er derude et sted, men jeg vil ikke lade mig nøje. Vi skal ud i noget kvalivare med ham, jeg skal være sammen med. Det skal være en, der kan selv, og en, som er kærlig, givende og omsorgsfuld, og så skal han have humor og de samme interesser for kunst, kultur og rejser, som jeg har. Det vil være et stort plus, at han har store børn, så han ved, hvad det vil sige. Og jeg skal ikke bo sammen med nogen, før jeg er sikker på, at det er true love, og før alle børn er ude af vagten. Det er sjældent lykkeligt at flytte sammen med andres børn. Det kan selvfølgelig lade sig gøre – det lykkedes for min mor – men tit bliver det meget besværligt."

Julie har manglet noget litteratur og nogen at spejle sig i, efter hun er blevet skilt. Det at være midt i livet og pludselig blive alene er noget andet end at blive skilt som ung og have muligheden for måske at bygge en ny familie op.

"Der sker meget i begyndelsen af 50’erne. Overgangsalder, børn, der flytter hjemmefra, forældre, der bliver ældre, tanker om forgængelighed – og så en skilsmisse oveni for mit vedkommende. Det har været en rocky ground at stå på, synes jeg. Alderen har også betydning i forhold til måske at møde en ny mand. Bare tanken om at skulle tage tøjet af er så grænseoverskridende… Men en af mine veninder, der blev skilt for ti år siden, og som er fem år ældre end mig, har været smart! Hun mødte en ny mand i badeklubben i Hellerup, hvor folk bader nøgne. Og hun har sagt til mig: ”Julie, det fede var, at da vi skulle i seng sammen, så havde vi jo set det hele!”."

Hun griner højt.

"Men igen, selvom det er grænseoverskridende, så er den modne kærlighed også smuk. Man kender sig selv, man ved, hvad man vil og ikke vil, men man er stadig nysgerrig på alt det dejlige, som man forhåbentlig har til gode. Jeg har godt nok nærmest fordoblet min vægt, siden jeg mødte Morten, men jeg skal jo ud og finde en på min egen alder, hvor der nok også er lidt fejl og mangler."

"Jeg håber da, at jeg kan møde en, hvor vi bliver så forelskede, at vi vil synes, at alt er fantastisk. Også lidt ølmave, hængeballer og whatever. Men jeg kan da godt lige tænke, at det helst skal være meget mørkt ”den første gang”, ha ha. I øvrigt har jeg lavet den aftale med mig selv, at hvis jeg ikke møder en sød mand, så må jeg få en mops om ti år. Men først om ti år."

Man kan jo også bare møde en, som man hygger sig med, uden at man nødvendigvis skal være kærester?

"Ja, jeg er åben for det hele. Men, som sagt, det er først nu, jeg er ved at være klar. Jeg har tænkt meget over, at folk har en tendens til at sige, at nå ja, hvis du alligevel ikke elskede din mand mere og ikke savner ham, så må det da være okay at blive skilt. Og det er det jo på sin vis også. Men derfra og så til at gå ud og finde en ny, er der langt, synes jeg. Det er så komplekst at miste sit livsvidne. Så sorgfuldt."

"Og Morten og jeg er jo bundet sammen af børnene, indtil en af os dør. Vi kan ikke bare slippe hinanden på samme måde som to, der ikke har fået børn sammen. Jeg er på vej videre nu, men jeg er stadig lidt rystet over, hvor slagen jeg har følt mig. Drømmen om den store familie har jeg måttet parkere, men nu er jeg lige så stille i gang med at gøre plads til andre drømme. Jeg er ved at gøre lejligheden til min egen igen og har blandt andet fået nyt køkken og købt det her spisebord, som kan blive mega langt med ekstra plader."

Hun slår hånden i sit nye langbord og kigger tilfreds på det.

"Jeg vil lave saloner her. Arrangementer, hvor venner og venners venner kan komme og snakke, læse op, diskutere og være sammen, og det glæder jeg mig helt vildt til. Nu skal der simpelthen liv i hytten."