"Jo ældre jeg bliver, jo mere opdager jeg, hvor meget jeg egentlig har lært af min mor"

OM MØDRE

Gryderet med rosiner 

Hella: – Når jeg er ude og holde foredrag, møder jeg rigtig mange damer, der siger: ”Jeg kendte din mor”. De siger alle sammen, at hun var så sød. Og så får jeg lidt tårer i øjnene, for jeg tænker, at det ville jeg godt have nået at være lidt bedre til at vise hende, at jeg også syntes. For min mor var enormt sød. Jeg er vokset op med hende og min lillesøster i en to-et-halvt-værelses lejlighed i noget socialt boligbyggeri i Birkerød. Min mor var gift med min lillesøsters far, fra jeg var halvandet til seks år, så blev de skilt, og min biologiske far mødte jeg første gang som 15-årig, da jeg besøgte ham i Gambia. Det var den eneste gang, jeg så ham. Ud over at være sød var min mor også altid meget, meget træt. Altid. Fordi hun arbejdede alt for hårdt og havde for få penge. Og så var hun bare sådan en, der hele tiden løb hæsblæsende efter sit eget liv for at indhente det. Der var så meget, hun gerne ville have været, men hun blev kontordame i Hewlett Packert og var alenemor med to børn. Det var ikke det, hun havde tænkt sig, og i min barndom var der en grundstemning, en klangbund, af min mors skuffelse. Men hun var glad for min søster og mig, og hun var meget kærlig. Hun lærte mig alle danske børnesange og alle salmer i kirken, og hun lærte mig at vaske tøj og strikke og at læse bøger først og fremmest, og jo ældre jeg bliver, jo mere opdager jeg, hvor meget jeg egentlig har lært af min mor. Hun var virkelig dårlig til at bage, alligevel bagte hun altid til andre mennesker, og hun kunne heller ikke lave mad. Hun kunne finde på at lave en sammenkogt ret og så lige putte rosiner i, fordi hun havde fået noget med rosiner på en indisk restaurant. Men det her er jo ikke en indisk gryderet, mor!

Så når du siger, at gerne ville have opdaget lidt før, hvor sød hun var, hvad mener du så?

Hella: – Min mor begyndte at drikke alt for meget, fra jeg var omkring 12-13 år, jeg kan ikke huske det præcist. Det fyldte meget for mig, da jeg var ung, og da jeg selv fik min datter. Hvis jeg for eksempel skulle ringe til hende, skulle det være, mens hun var på arbejde. Hvis jeg ringede efter klokken 17, så var det sådan: ”Heeej skaaat”... Så havde hun fået noget hvidvin. Hvis det havde været i dag, ville jeg ikke have taget det så tungt, så ville jeg bare tænke, nå, min mor har en lille skid på. Men der var bare nogle perioder i mit unge liv, hvor jeg selv var så forvirret og havde brug for en mere stabil voksen. Og så var jeg også bare bange for, at hun skulle dø. Det gjorde hun jo også.

Karen: – Ja, men hun døde på sådan en smuk måde, Hella.

Hella: – Hun fik en hjerneblødning på en smuk efterårsdag som i dag. Hun kom cyklende ned ad en bakke mod Eskemose Skov, og så sagde det bare knald oppe i hendes hjerne, og så fik hun en meget massiv hjerneblødning. Hun døde, mens hun sad på cyklen med solen i øjnene. Og søde Karen siger, at hun garanteret sad og sang.

Karen: – Jahhh!

Hvad har du med fra din mor, Karen?

Karen: – Min mor var en meget frisk kvinde, og hun var 44, da hun fik mig. Hendes mor døde under Første Verdenskrig af den spanske syge, da min mor var 14 år. Det prægede min mors liv, for hun blev taget ud af skolen som 14-årig for at passe huset, men hele livet læste hun mange bøger og holdt sig orienteret. Hun blev damefrisør og købte sin egen salon i Frederiksværk. Der mødte hun min far, og de blev gift, selvom min mor slet ikke var fin nok til min far ifølge hans familie. Min mor var den første kvinde i Frederiksværk, der tog kørekort, og hun kom i avisen med cerut i munden og det hele. Men da hun blev gift med min far, måtte hun ikke køre bil mere, fordi han sagde, at hun brugte koblingen forkert.

Hella: – Det GØR kvinder – de vil ikke slippe den kobling!

Hvordan har din mor præget dig?

Karen: – Min mor fandt sig ikke i noget.

Hella: – Og det gør Karen spilleme heller ikke. En dag var vi på restaurant og fik serveret dansk rosévin, uden at de spurgte os først.

Karen: – Og der kunne jeg mærke min mor!

Hella: – Karen tog en mundfuld og sagde så: ”Det kan jeg ikke lide! Vi må have noget ordentlig vin”. I sådan en situation kan jeg godt blive sådan lidt ”nej, hvor spændende”, men det gør Karen ikke.

Karen: – Jeg er 72 år, jeg gider ikke drikke noget vin, jeg ikke kan lide.

Hella: – Og det skal man jo heller ikke, uanset hvor gammel man er. Jeg orker faktisk heller ikke bruge tid på ting, der ikke smager godt, eller som ikke interesserer mig. Man ved jo ikke, hvor meget vin man når at få.

Hvad har du fået med fra din mor, Hella?

Hella: – Min mor lærte mig at gå på biblioteket en gang om ugen, og hun lærte mig at bruge hjernen og at tage en uddannelse. Med min mor skulle man virkelig huske, at det var tanken, der talte, når hun havde bagt boller med mellommer i. Der lå så meget kærlighed i hendes handlinger, og det var jeg lidt dårlig til at opdage i god tid. Min mor er også skyld i, at jeg har en meget voldsom intuition.

Det lyder næsten negativt?

Hella: – Det kan det også godt være. Min mor havde så mange følelser, som jeg hele tiden skulle afkode, så jeg kan altid mærke, hvordan folk har det, når jeg kommer ind i et rum. Jeg kalibrerer med andre mennesker, og det kan godt blive lidt besværligt. Og hvis folk tæt på mig er kede af det, kan jeg godt komme til at lave sådan en slags osmose, hvor jeg forbinder mig med dem og prøver at lave harmoni og sende energi ind i dem. Nogle gange betyder det, at jeg selv bliver lav på energi. Jeg skal lære at blive mere ovre i mig selv.

LÆS OGSÅ: Alberte Winding: Ethvert menneske burde have fået kærlighed fra nogen, inden de dør

OM DØDEN

De døde sidder på kanten af parasollen

Karen: – Da min far døde, sad min mor med ham i hånden. Jeg kom løbende, men nåede det ikke, jeg så fra gaden, at min mor åbnede vinduet, så sjælen kunne flyve ud. "Mor, mor, mor", råbte jeg, da jeg kom op ad trappen, jeg var helt færdig, jeg elskede min far meget højt. Men min mor var meget afklaret, hun stod i sin blomstrede kjole og sagde, at jeg skulle flytte mig, og så gik hun direkte over i klædeskabet og fiskede bilnøglen op af min fars jakkelomme, holdt den højt over hovedet og sagde: ”Nu skal jeg ud og køre!”. Og så gik hun ned og startede den store guldfarvede Taunus med et drøn, der lød som en jetjager. Så min far havde nok ret i, at der var noget med koblingen, ha ha.

Hella: – Det kan jeg godt lide, man behøver ikke være sentimental, nu var han jo død, og sjælen var fløjet – jeg kan godt forstå, hun gerne ville ud og køre en skøn tur.

Karen: – Ja, og så levede hun et godt liv de næste 10-12 år uden ham, indtil hun faldt ned fra en stol og brækkede hoften. Hun kom på hospitalet, og der sad min datter, min søster og jeg ved hendes side, da hun døde. På et tidspunkt sagde hun: ”Nu hverken kan eller vil jeg mere”. Og så døde hun. Hun lod gå. Og det var fint. Hella og jeg har talt om, at vi ikke orker at være bange for døden.

Hella: – Nej det orker vi ikke. Og når du fortæller den historie om din mor, Karen, at hun ”hverken kan eller vil mere”, så giver det så meget mening. Men det er nok også fordi, jeg er meeeget religiøs på det område. Ikke kristen i den forstand, men det med, at der er en sjæl. Der er altid en sjæl, og pludselig kommer den på besøg her på jorden. ”Hej Karen. Hej Hella”. På et tidspunkt skal vi alle videre. Så tager man sin krop af og rejser videre. Men man er her stadigvæk. Det ved jeg. Og alt det, man ikke har fået sagt, kan man bare sige, når folk er døde. Så sidder de jo bare deroppe på kanten af parasollen og hører det. Og jeg ved godt, at nogen tænker "ja ja, det tror du bare på for at trøste dig selv, fordi der var ting, du ikke fik sagt til din mor". Men det er jo ligegyldigt. Hvis det trøster mig, så er det da fint. Og jeg er i øvrigt fuldstændig sikker på, at det er rigtigt. Og hvis det nu viser sig at være rigtigt, hvad jeg siger, så bliver de, der ikke troede på det, jo bare ekstra glade. Og hvis det ikke er rigtigt, så opdager vi det aldrig.

Karen: – Jeg er 72 år, og hvis jeg er heldig, bliver jeg 80. Og i de otte år vil jeg altså ikke gå og være bange. Jeg prøver at undgå konflikter, for er der noget, man kan spilde tid på, så er det unødige konflikter. Eller spekulationer. Jeg har haft det SÅ sjovt i mit liv, og jeg er så taknemmelig for alt, hvad jeg har oplevet. Jeg kan ikke forlange mere. Jeg vil gerne citere Benny Andersen, som jeg lavede bogen ”Det skal mærkes at vi lever” sammen med – og sammen med Møllehave. Da vi lavede bogen, sad vi på et tidspunkt på Kreta på et charterhotel og talte om døden. Benny Andersen sagde, at han ikke var bange for døden, og han ønskede ikke det evige liv, som Møllehave talte om. ”For tænk, hvis jeg skulle sidde på det her charterhotel sammen med dig resten af livet, det ville da være en forfærdelig tanke”, sagde han til Møllehave. Ha ha, det var så sjovt, og det tænkte jeg på, da jeg for nylig sad til hans begravelse. Han lå nok der i kisten og tænkte: ”Go’ nu nat, og gå nu lige hjem”.

Hvad tænker du om din egen død, Karen?

Karen: – Når jeg skrider i svinget, så er det bare at ringe til 3x34. Det, jeg har tilbage, kan være i en 3x34, og det er noget gammelt arvelse. Hov, det var et sjovt ord: Arvelse! Det må være Benny Andersen, der lige dukkede op der. Jeg mente ragelse. Og min datter kan bare smide det ud. Jeg vil heller ikke begraves eller smides ud over fjorden dernede.

Hella: – Aj, jeg kan da godt lige få en håndfuld og drysse ud dernede ved fjorden.

Så du har et afklaret forhold til døden?

Karen: – Ja, det vil jeg sige, men jeg ønsker ikke at få smerter og blive pint.

Hella: – Det forstår jeg godt, Karen, så er det bedre at komme herfra lidt hurtigt.

Karen: – Ja, og det har Hella lovet, at hun sørger for. Vi har lavet en aftale. Og Hella holder, hvad hun lover.

Hvorfor vil du gerne hjælpe med det, Hella, hvis det bliver aktuelt?

Hella: – Fordi det skylder man hinanden. Der er jo ikke noget, der hedder naturens gang mere, med al den flourskylning vi har fået.

Karen: – Jeg har sagt til Hella, at hun kan blive dømt for det, men hun siger, at det vel bare er en lille bøde.

Hella: – Selvfølgelig skal man hjælpe folk, hvis de er syge og inderligt mener, at de vil herfra. Så skaffer man noget og sidder sammen med dem. Det har min ven Troels også lovet at gøre for mig.

LÆS OGSÅ: Pernille Rosendahl: ”Jeg har haft nogle år, hvor jeg trak mig helt væk fra verden og ned i et hul”

OM AT VÆRE MOR OG MORMOR

Og om at gemme det bedste til sidst

Hella: – Karen, jeg har tænkt over det, siden vi talte sammen sidst: Vi er faktisk nogle ret ok – nej – nogle vidunderlige mødre! Vi har begået et hav af fejl, det gør alle mennesker, men fejlene har altid været iklædt stor kærlighed.

Karen: – Det er der ingen tvivl om.

Hella: – Og så er vi kommet til at overdosere nogle ting, underdosere nogle andre, og vi har også arbejdet meget begge to, vi har festet og været enlige mødre. Somme tider har vi været udmattede, for det ER udmattende at være alene med et barn.

Karen: – Og det er også lidt ensomt.

Hella: – Ja, det har vi også begge to prøvet at være, men vi har heldigvis også tæppebombet vores døtre med kærlighed.

Karen: – Ja, og det kan så også somme tider være for meget.

Hella: – Ja, det kan det sagtens. Men ting finder også et leje på et tidspunkt. Når jeg kigger på min vidunderlige datter og tænker på hende som en virksomhed, så er der altså ikke røde tal på bundlinjen. Der er kæmpe plus.

Karen: – Det er rigtigt, jeg er gået økonomisk konkurs, men jeg synes ikke, jeg er gået konkurs som mor. Både Hella og jeg har været i nogle vilde brancher, og havde vi arbejdet i en bank fra ni til fire, havde det været et andet liv for vores døtre. Men jeg ville aldrig have undværet mit liv som journalist.

Hella: – Og jeg ville heller ikke bytte, men det er ikke os, der har lagt vores børn i seng hver aften og læst godnathistorier, fordi vi tit var på arbejde.

Karen: – For mig er der en smerte og en lykke i at være mor. Smerten er, at jeg faktisk bærer min datter Marlene i mig hele tiden. Der er ikke et sekund, hvor hun ikke er i mig. Det er måske meget almindeligt, men hvis man havde flere børn, ville der være flere at dele det ud på. Min datter er 48 år, og jeg har mit barnebarn på otte år, og hver aften beder jeg til Gud. Engang var det Fadervor, det er det ikke nu. I dag er det for min datter og mit barnebarn. Jeg sætter mig i stolen om aftenen med en Gin & Tonic. Så siger jeg: ”Skål i skivet, skål i skuret, skål i Sværtegade, baghuset” – jeg er bange for, at han ikke skal forstå, hvor jeg bor – ”første til højre”. Jeg siger det tydeligt og hen mod det åbne vindue. Hella siger, at hun tror, at han godt kan finde mig, selvom jeg ikke siger adressen, men jeg holder IKKE op! Nå, men så beder jeg om alt muligt og takker for det gode, der har været. Og til sidst beder jeg om, at min datter og mit barnebarn får en god aften, en god nat og en god dag i morgen. Har de nogen problemer, nævner jeg dem, og beder om, at de må gå over. Og så takker jeg for dem begge to. Så drikker jeg min Gin & Tonic og hører noget musik.

Du beder aldrig for dig selv?

Karen: – Som Møllehave siger: ”Det vil jeg ikke ulejlige Vorherre med. Det ordner jeg selv”.

Hella: – Nu er det sådan med Vorherre, at der ikke er noget, der er for småt, så man må faktisk også godt bede om noget for sig selv. Jeg beder også hver dag, takker for livet og prøver at visualisere, hvad jeg godt kunne tænke mig, at der skete i verden.

Hvordan er det at være mormor, Karen?

Karen: – Når man står og kigger på det barn, som ens barn har født, så sker der noget inde i en. Der er noget herinde i hjertet, man ikke vidste fandtes…

Hella: – Som en dør, der går op?

Karen: – Ja, en dør, der altid har været der, og som åbner, når du ser din datter amme det lille barn. Det er så smukt. Jeg hader, at man kalder børnebørn for ”livets dessert”, men jeg tror på, at Vorherre har gemt det bedste til sidst.

LÆS OGSÅ: Sonja Richter: "Jo, jeg ville da gerne have en kæreste, men..."

OM SEX – OG ALDER

Sex bliver bare ved og ved

Karen: – Altså, sex er da ikke noget, man holder op med at tænke på. Sex er noget, der eksisterer hele livet. Hvis jeg er ude og møde mænd på min egen alder, kan jeg da stadig have det sjovt. Det holder ikke op. Men det er anderledes. Jeg kan slet ikke forstå, at Hella kan være sammen med den samme mand i 18 år, eller hvor meget det er, jeg synes, det må blive trist og incest-agtigt, ha ha.

Hella: – Aj, altså Karen…!

Karen: – Det gør det da, det er jo som at bo sammen med en søskende.

Hvor længe har du været sammen med mændene i dit liv, Karen?

Karen: – Jeg var sammen med Ole Thisted, som jeg har Marlene med, i 10 år, og med Klaus Kjellerup i ni år. Så sammenlagt er det jo lige så længe, som Hella har været sammen med Snit, ha ha.

Går du efter sex i dag, Karen?

Karen: – Nej, jeg går ikke efter det, det har jeg aldrig gjort. Men hvis det kommer, så kommer det. Så er det okay med mig. Hvis det er en ordentlig mand. Jeg synes, at mange mænd på min alder er skønne. Jeg synes faktisk, at mændene bliver skønnere og skønnere. Og det kan være lige så skønt at spise en middag og drikke noget rødvin med en klog mand som at have sex. Det er ikke kun det fysiske. Sex er mange ting.

Hella, hvad tænker du om alder og sex?

Hella: – I min alder bliver tabet af ungdom meget present. Hvis man da synes, det er et tab. Det kan man jo vælge ikke at synes og i stedet tænke "nå, nu kommer der bare noget andet". Men ens krop begynder da at se anderledes ud, og her siger Karen noget klogt, synes jeg. Hun siger ”ja ja, men det sker jo meget, meget gradvist, det er ikke noget med, at man pludselig vågner op en dag, og så…”

Karen: – …er man blevet 30 år ældre i sin krop…

Hvem er Hella Joof og Karen Thisted?

Hella Joof, født 1962

• Skuespiller, filminstruktør og forfatter til bl.a. ”Papmaché-reglen”, ”Båven om Gud” og senest ”Dage med mildhed, modgang og mirakler”.
• Gift med Snit på 49 år, som er læge.
• Mor til Olivia på 30 år.

Karen Thisted, født 1946

• Journalist, debattør og forfatter til bl.a. ”Det skal mærkes, at vi lever”.
• Single og har datteren Marlene på 48 og barnebarnet Adam på 8 år

Hella og Karen er aktuelle med bogen ”Bryster skal hoppe når man hikker”.

Hella: – Præcis, man vænner sig jo til det. Og jeg tænker ofte på, at da jeg var allermest ung og struttende, var jeg også allermest ked af det. Og vil jeg tilbage til det? Nej, aldrig i livet! Jeg vil hellere sætte lidt til på tyngdekraftkontoen og være glad og lykkelig i mit liv og føle mig elsket.

Karen: – Du skulle bare vide, hvordan det er for mig at høre dig tale om, hvordan det er med sex, når man er i 50’erne. Jeg fatter det ikke. Og det er fordi, jeg er næsten 20 år ældre end dig, og jeg kan love dig for, at sex bliver ved i alle de 20 år. Du bliver ikke mindre interessant med alderen. For nylig faldt jeg over en liste over de mest fuckable mennesker i Danmark, og der stod du, Hella…

Hella: – Er det rigtigt?! Kan du ikke sende mig den liste, så skal jeg have den hængende på køleskabet! Altså, da vi snakkede om det her i forbindelse med bogen, sagde du noget med, at mænd både bliver forelskede i ens krop og i ens sjæl, men jo ældre man bliver, er det vel sjælen, de forelsker sig i. Og selvfølgelig bruger man kroppen til at have sex med, men det handler altså lige så meget om, hvordan man taler og tænker. Det er jo det, der gør en sexet. Sådan noget glatbarberet ungdomssex, hvor man snildt kan have et kamera på, uden at der er nogen, der får varmt vand i munden… Ja ja, god tur, men det er endnu mere dejligt at ligge og rode rundt med noget sved og noget hud og føle sig tryg og elsket, end det er at skulle ligge og trække maven ind.