"Det er latterligt, at en 44-årig som en anden teenagetøs ikke kan drikke modent og elegant"

Da jeg spurgte min barndomsveninde, hvad hun ønskede sig i julegave, så svarede hun tørt: Jeg ønsker mig en stopklods, du. Det kan jeg godt følge.

Jeg elsker at være halvbimmelim. At have en knaser på. Jeg elsker at være lige der, hvor jeg har en halv flaske vin i blodet og en helhjertet, ubetinget tro på fremtiden. Hvor corona, verdensøkonomi, klimakrise, sult og krig er noget, der nok går i orden snart.

Med en veldoseret promille sprudler man indeni af tro på sig selv og fremtiden. Man har overskud og en særlig lethed i sindet. Bekymrer sig ikke. 

Alkoholen bedøver lige den mest følsomme del af de antenner, man har ude til daglig.

Jeg tager det som en selvfølgelighed, at jeg gerne må være i verden, bare fordi jeg er mig, når jeg er beruset. Jeg kan lempe på facaden og føler, jeg kommer tættere på kernen af alting. Meningen med livet simpelthen – og meningen behøver ikke være så indviklet og planlagt – skål!

Jeg er rolig og selvsikker, men har endnu ikke mistet kontrollen.

Lige dér i branderten er alt sådan set godt. Problemet er bare, at det samtidig er et sted, man så gerne vil blive, at man let kommer til at tømme resten af flasken og mere til.  

Carpe diem, ikke? Man lever jo kun én gang – og hvem i alverden gider i øvrigt leve et langt, kedeligt liv med urtete?! Moralen er ligesom: Hvor har jeg det dejligt. Jeg må hellere drikke endnu mere, for så får jeg det nok endnu bedre!

Og så laver jeg en glug-glug-glug. Det er et gen, vi har i min familie; vi selvmedicinerer med alkohol, hvis tingene er hårde, akavede eller kedelige. Det gør naturligvis, at jeg er ekstra vagtsom i forhold til de små afhængighedssignaler. For eksempel tog jeg i weekenden mig selv i at skænke et gigantisk glas vin ude i køkkenet og så lave en glug-glug alene derude, inden jeg gik ind til selskabet med – simsalabim – et glas vin i social acceptabel størrelse. Og jeg har også prøvet at småpimpe alene, mens jeg dansede til min yndlingsmusik. Det var skræmmende fedt.

Og er jeg til fest med folk, jeg er tryg sammen med, så kommer jeg ofte til at drikke for meget. Det er ikke fordi, mine omgivelser belastes af det. Jeg er en happy drunk, der hverken vil slås eller have en ny kæreste. Jeg fortæller ikke engang lange, selvmedlidende anekdoter fra de mørkeste steder i min barndom.

Det er derfor mest mig selv, der lider under glug-glug-genets indflydelse; Det er voldsomt ubehageligt at vågne med tømmermænd og en fornemmelse af ikke at kunne huske alt fra dagen forinden. Febrilsk sender jeg sms’er ud til dem, jeg var i selskab med for at tage temperaturen på dem. Er de sure? Har de mistet respekten for mig? Og jeg har en knugende fornemmelse i maven, til de svarer. Der er aldrig noget. Du var bare sjov, skriver de (langt om længe!!!).

Men alligevel er jeg tynget en uges tid ved tanken om, hvor latterligt det er, at en 44-årig som en anden teenagetøs ikke kan drikke modent og elegant. Jeg er træt af at have mistet kontrollen og forsøger halvhjertet at trøste mig selv med, at alle har brug for et frirum i en overkontrolleret verden. 

Men helt ærligt: Jeg gider ikke bruge en hel uge på at hade mig selv. Så godt smager de ekstra syv genstande ikke – og de gør ikke festen sjovere, tværtimod misser man en helt masse detaljer og gode samtaler.

Hm. Nu kan du overhovedet ikke gætte, hvad jeg ønsker mig i julegave, vel?

ALT for damernes klummeskribenter

Sine Gerstenberg

Født 12/4 1980

Selvstændig konsulent/skribent, gift og mor til tre, superløber og superlæser.

Stephanie Caruana

Født 9/9 1974

Forfatter og freelanceskribent, single og mor til to, film- og bogelsker/-anmelder.

Mette Kirstine Goddiksen

Født 7/3 1976

Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.

Søren McGuire

Født 23/8 1979

Journalist, gift og far til tre, den yngste far på villavejen med den største Willie Nelson-samling.