Da Kristine var lille, noterede hun én ting i en notesbog – og tanken bag følger hende stadig
Har du også drømt om hævn, hævnet dig en lille smule eller bare nydt den på film?
Hævn er en mærkelig størrelse.
Vi ved jo godt, at vi skal vende den anden kind til. Og et øje for et øje ender med at gøre hele verden blind.
Meeeeen … har vi ikke alle prøvet at drømme om hævn, hvis vi eller vores kære er blevet gjort fortræd? Bare en lille, sofistikeret hævn, ikke en voldelig eller kriminel, som er et kapitel for sig selv.
Det handler om lige at varme os på tanken om, at en gammel chef får en mild tourettes og begynder at råbe FISSÆÆÆ eller FUSSPILZERKRANKUNG midt i en selvsmagende tale til vigtige mennesker. Eller lige gemme en fisk bag den utro eks’ radiator og glæde sig over, at der er en underlig lugt, når han inviterer den nye flamme hjem til en romantisk aften.
Selv har jeg hævnet. Og jeg kommer til at gøre det igen. Det på trods af min gode, kristne opdragelse.
Også selvom jeg da godt ved, at jeg ville få et bedre liv, hvis jeg bare tilgav og kom videre. Jeg tror, jeg er programmeret sådan fra naturens side.
Jeg er blevet fortalt, at jeg som lille førskolebarn havde en sort bog, som jeg lavede en krusedulle i, når folk generede mig. Jeg kunne for eksempel notere, hvis min storebror stjal fra mit fredagsslik. Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne tvinge ham til at aflevere tilbage. Men jeg kunne kigge stift og ildevarslende på ham, mens jeg åbnede den lille, sorte bog og tog notat til senere … senere, min ven.
Da jeg som usikker 16-årig arbejdede som pølsemand på en travbane, gik jeg ofte ked af det hjem, fordi et par stamkunder snakkede nedladende til mig: ”OOOORK, kan du ikke engang huske, at jeg skal have en ristet med det hele uden remoulade. Du skal da have dine skolepenge tilbage, dit røde apparat” – og den slags. Men en dag ankom karma forklædt som let mugne pølsebrød. Det gode menneske havde sendt de brød retur. Jeg gemte dem til mine plageånder. Og så kamuflerede jeg det grønne mug bag ketchup og nød hvert eneste bid, de tog: Bon appetit, dit dumme svin.
I det hele taget er gastronomiske hævne et kapitel for sig – og man skal aldrig, ALDRIG fornærme eller være nedladende over for folk, der tilbereder maden uden for ens synsvinkel.
Ser man på hverdagshævne med milde øjne, så handler det vel om at have en udpræget retfærdighedssans og lyst til balance i regnskab og magtforhold. En retfærdighedssans, der også gør, at jeg husker og gengælder, når folk har hjulpet, støttet eller troet på mig.
Ser man på hævn – og hævnfantasier – med terapeutiske briller, så tror jeg, at det hjælper mig til at komme videre. Ofte bliver det blot ved fantasien, jeg får på den måde afløb, føler mig ikke så afmægtig og lille mere.
Ser man filmisk på det, så husker vi alle sammen et par hævn- og selvtægtscener fra film, der har forløst os og genetableret troen på retfærdighed. Tænk bare Lisbeth Salander, der tatoverer Bjurmans bryst med ”I am a sadistic pig and rapist”. Pragtfuldt, ikke?
Annonse
Jeg har lært at leve med mine hævntanker, for de udmønter sig sjældent i værre ting end lidt muggent brød i nedladende menneskers syreholdige maver.
I virkeligheden stoler jeg jo på karma og ved, at dårlige mennesker – billedligt talt – en dag ligger helt tørstige i en ørken, hvor dem, de har trådt på, spadserer forbi med en læskende dunk vand.
Skal man byde dem? Selvfølgelig. For den bedste hævn er i virkeligheden at være det større menneske.
ALT for damernes klummeskribenter
Mette Kirstine Goddiksen
Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.
Søren McGuire
Journalist og forebyggelseskonsulent. Fraskilt, far til tre og en lille smule mere boomer for hver dag.
Nillou Zoey Johannsen
Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.
Julia Lahme
Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.
