Da Idas far døde pludseligt, hang hans yngre kæreste ved: ”Vi skulle have sagt fra langt tidligere”
Efter min fars pludselige død regnede min søster og jeg ikke med, at vi skulle have mere at gøre med hans noget yngre kæreste. Hun havde dog en anden opfattelse, og havde vi før fundet Marianne lidt besværlig og manipulerende, så blev hun det for alvor nu. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.
Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Ida opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Jeg så en besked fra Marianne lyse op på min telefon.
Hun ville tale med mig, skrev hun, og det var virkelig vigtigt, uddybede hun med flere udråbstegn efter.
Jeg ringede til min søster, Birgitte. Ikke overraskende havde Birgitte modtaget en stort set enslydende besked. Hun havde heller ikke svaret på den. For vi kunne begge godt regne ud, at Marianne igen ville have noget af os, men vi vidste også godt, at vi ikke længere ville være i stand til at imødekomme hendes krav.
Hverken Birgitte eller jeg vidste, hvad vi skulle stille op med Marianne. Hun havde været kæreste med vores far, men vores far var død meget pludseligt af en blodprop i hjernen tre måneder forinden.
Der havde været en væsentlig aldersforskel mellem vores far og Marianne, for Marianne var næsten tættere i alder på Birgitte og mig, end hun var det på ham. Han havde været 75, Birgitte og jeg var nu henholdsvis 44 og 47, og Marianne var 56.
Birgitte og jeg kunne ikke påstå, at vi var deciderede fans af Marianne. Min far havde mødt hende på en datingside, og helt fra start hægtede Marianne sig på ham, og han lukkede hende noget overrumplet ind i sit liv.
Min far havde på det tidspunkt været enkemand i to år efter at min mor var død af en tidlig demenssygdom. Det var ikke fordi, han var decideret velhavende, men han havde betalt sin bolig ud, og han havde sin opsparing og en god pension.
Fra den dag, min far og Marianne mødte hinanden, forventede Marianne, at min far nu tog sig af hende. I modsætning til min mor, der sammen med min far havde drevet en lille kæde af butikker, som de selv havde grundlagt, så lod det ikke til, at Marianne nogensinde havde arbejdet det samme sted i længere tid ad gangen eller var vant til at klare sit eget liv.
Allerede en af de første gange, min søster og jeg mødte hende, fortalte hun da også om, hvordan alle hendes tidligere kærester havde været godt ved muffen: en havde haft en stor sejlbåd, en anden en lejlighed med havudsigt, en tredje havde haft mere end én stor og dyr bil.
Mens det tydeligvis blev fortalt for at imponere os, fik det i stedet samtlige alarmklokker til at bimle hos både Birgitte og mig.
I de fire år, der var gået siden, de mødte hinanden, hentydede Marianne ofte til, at vores far burde fri til hende.
Hver gang holdt Birgitte og jeg vejret, men vi kunne heldigvis ånde lettet op alle gangene, for enten var vores far langsomt opfattende, eller også følte han, at ægteskabet med vores mor havde været så betydningsfuldt for ham, at han ikke behøvede erstatte det med et nyt.
I vores stille sind fantaserede Birgitte og jeg mange gange om, at Marianne og vores far gik fra hinanden, men selvom Marianne ofte opførte sig dramatisk og var opfarende, så endte de altid sammen igen.
Min far forklarede det med, at han ikke vidste, hvad der skulle blive af Marianne, hvis han gjorde det forbi.
Han var et godt og ansvarsfuldt menneske, og samtidig havde han en snert af forfængelighed, der gjorde, at han godt kunne lide at præsentere sig selv med en flot og yngre kæreste.
Birgitte og jeg accepterede selvfølgelig vores fars valg, men vi bed meget i os i de år. Ikke mindst efter vi opdagede, at Marianne ofte bagtalte os overfor både familiens venner og vores far.
Det var tydeligt, at hun ønskede, at Birgitte og jeg blev kørt ud på et sidespor. Det lykkedes ikke for hende, men der blev alligevel slået skår i forholdet til vores far, og meget af vores samvær med ham var anstrengt i de sidste år, fordi Marianne konstant skabte intriger.
Når vi kom på besøg, var hun enten overdrevent indsmigrende og talende eller låste sig surmulende inde i den bagerste del af lejligheden, hvor hun vredt smækkede med dørene for at lade os forstå, at vores tilstedeværelse var uønsket.
Det var et chok for både Birgitte og mig, da vores far døde så pludseligt. Vi var stadig tyndhudede af sorg og overvældede over at skulle tage stilling til oprydning og salg af hans bolig samt bodelingen.
Det sidste, vi havde brug for, var at skulle tage os af Marianne også. Men sådan så Marianne ikke på situationen. Til min fars bisættelse lagde hun ud med at spille rollen som den sørgende enke i lang sort kjole og højlydt hulken.
Hun satte sig selv så meget i centrum, at det tog Birgitte og mig flere dage at fordøje oplevelsen. Vi forestillede os til gengæld, at det var sidste gang, vi skulle se Marianne, og derfor bar vi over med hende.
Allerede dagen efter bisættelsen var Marianne imidlertid begyndt at belejre os med det for hende helt store spørgsmål: hvor skulle hun bo nu?
Birgitte og jeg følte ikke, at det var et spørgsmål, vi kunne svare på, men Marianne helmede ikke. Hun mente i ramme alvor, at det var et problem, vi to efterladte døtre burde løse for hende.
Vi aftalte til sidst med Marianne, at hun kunne blive boende i vores fars lejlighed, indtil vi fik sat den på markedet. Vi tænkte, at tre måneder var en rimelig frist for Marianne, hvis hun skulle finde en ny bolig.
Da jeg tog mig sammen til at ringe tilbage til Marianne den dag, hun havde sendt sms’en, fortalte hun, at hun faktisk havde en lejelejlighed på hånden.
Den var ikke billig, men hun måtte jo tage, hvad hun kunne få. Der var også et stort depositum, men det tænkte hun, at Birgitte og jeg kunne stå for. Vi stod jo til at arve, mens hun intet havde, fortsatte hun.
Selvom jeg for længst var holdt op med at forvente, at Marianne opførte sig normalt og modent, blev jeg paf.
Depositummet, hun ville have os til at betale, var på over 50.000 kroner, men egentlig var beløbet irrelevant, for jeg følte i grunden ikke, at det var vores problem, hvordan Marianne kom videre med sit liv.
Hun pressede dog så meget på, græd og plagede, at jeg bare for at komme ud af samtalen til sidst kom til at svare, at jeg ville tale med min søster om det. Bagefter ærgrede jeg mig, for jeg burde bare have sagt nej, og det var min søster selvfølgelig helt enig med mig i.
Jeg måtte tage ansvar for min egen fejltagelse og ringede derfor senere tilbage til Marianne. Jeg forklarede kort og præcist, at vi ikke ville betale depositummet for hendes nye lejlighed, men at vi fortsat regnede med, at hun fraflyttede vores fars lejlighed, for nu var de tre måneder for længst gået, og vi ville gerne sætte lejligheden til salg.
Marianne mente derimod, at det var umuligt for hende at flytte, og vi endte endnu engang samtalen et uforløst sted.
Et par dage senere sendte Marianne en sms til os begge, hvor hun skrev, at hvis hun skulle flytte ud, var der nogle ting, hun ville have med sig. I en ny sms sendte hun en liste.
Den var lang, og da den indeholdt ting, som vores mors musselmalede stel og nogle malerier og møbler, der var gået i arv i familien, og som betød noget for os, begyndte vi faktisk at blive nervøse for, at Marianne kunne finde på at begynde at tømme lejligheden for værdier.
Samme aften tog Birgitte og jeg derfor ud til vores fars adresse sammen med vores mænd. Vi låste os ind, og da Marianne lidt senere kom hjem, var hun bestyrtet over, at vi var der.
Vi forklarede hende, at det jo faktisk var vores lejlighed, og at vi forventede, at hun flyttede ud med det samme, da den dato, vi havde aftalt for hendes udflytning, for længst var overskredet.
Det var pinsomt, men vi var nødt til at blive i lejligheden, mens Marianne pakkede. Hun havde ikke meget andet end sit tøj og nogle få ejendele.
Vi lod hende vælge et par ting af vores fars, som hun kunne tage med sig som et minde, og vi sørgede for, at hun fik alle fotos fra deres tid sammen med sig.
Faktisk sørgede vi for, at hele seancen foregik så nænsomt som muligt, men da hun var gået, satte vi os alle fire i køkkenet og trak en flaske vin op for at komme os. Min mand og jeg blev og sov i lejligheden, og næste morgen fik vi skiftet låsene.
Endelig var Marianne ude af vores liv, eller det troede vi i hvert fald. For det blev faktisk ikke det sidste, Birgitte og jeg hørte fra hende. I lang tid efter blev hun ved med at kontakte os med mellemrum for at bede om penge.
Hun havde altid de mest fantastiske historier om, hvorfor hun ingen penge havde selv, men vi afslog hver gang.
Efter de mange afslag tog hendes beskeder en drejning. Marianne blev aggressiv og begyndte at fable om en stor arv, som vi holdt skjult fra hende, selvom den egentlig tilkom hende, og hun truede os med sagsanlæg for at få ’sine’ penge. På det tidspunkt valgte både Birgitte og jeg at blokere hendes nummer, og ingen af os har hørt fra hende siden.
Et eller andet sted håber jeg, at Marianne er kommet godt videre og har fundet ud af at administrere sit eget liv.
Jeg har dog min tvivl. Hele oplevelsen har til gengæld fået mig til at værdsætte, at jeg selv har styr på mit liv og ikke er afhængig af andre. Vores forældre lærte nemlig både Birgitte og mig fra en tidlig alder, at vi skulle klare os selv, og det var den bedste arv, de kunne give os.
Det har været en lettelse for os ikke længere at skulle forholde os til Mariannes opkald og beskeder.
Vi skulle have sagt fra langt tidligere, men især jeg har måttet sande, at det var svært at sige fra over for en person, der havde så mange års erfaring med at manipulere andre – og det havde Marianne i den grad.