Lenes kæreste døde pludseligt – i dag fortryder hun særligt én ting
Jeg var lykkelig, da min datter og jeg flyttede ind hos Jens. For pludselig boede jeg i et skønt hus med en dejlig mand, og huset fuld af liv og glade dage. At alt det med et kunne ændre sig, tænkte jeg slet ikke over dengang, men det kom jeg til. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.
Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Lene opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Jeg var i starten af 40’erne, da jeg mødte Jens.
Han og jeg hvirvlede os ud i et kærlighedsforhold, og fra første øjeblik følte vi, at vi bare hørte sammen.
Min ældste søn var flyttet hjemmefra, men jeg havde stadig en hjemmeboende teenagedatter. Jens havde hele tre delebørn, endda med to forskellige kvinder, så det var et større regnestykke, der skulle gå op, når vi skulle skabe tid og rum til at være sammen.
Efter bare et halvt år som kærester var vi så sikre på hinanden, at vi besluttede at flytte sammen. Jeg boede i en lejlighed, mens Jens boede i et stort hus, så det var indlysende, at det var mig og min datter, der skulle flytte over til ham.
Det ville blive en smule trangt, når alle børnene var der på samme tid, men min datter skulle alligevel snart på efterskole, og når hun kom hjem året efter, var det blevet et af Jens’ børns tur, så det gik nok.
Vores første fem-seks år sammen var megatravle. Der var en trafik af livlige teenagere ind og ud ad dørene, men vores held var, at alle kunne lide hinanden, så det var også muntre år, og jeg nød i den grad at være en del af en storfamilie.
Efterhånden dryssede ungerne ud ad reden, og der blev mere tid og rum til Jens og mig. Det nød jeg også i fulde drag. Vi rejste en del, gik jævnligt ud at spise og hyggede os i det hele taget gevaldigt.
Det havde altid været sådan, at Jens betalte alle de faste udgifter, mens jeg betalte for det daglige forbrug. Hvad vi derudover brugte på weekendture, ferier, gaver og restaurantbesøg, delte vi nogenlunde lige over. Det havde aldrig været noget problem. Ikke før Jens helt uventet og meget forfærdeligt faldt om med en hjerteslag under en løbetur. Vi var begge lige fyldt 58 år. Og Jens blev ikke ældre, for han døde den dag.
Udover sorgen over at have mistet mit livs kærlighed, skulle jeg samtidig forholde mig til, at jeg pludselig stod på bar bund økonomisk og boligmæssigt. Vi var jo aldrig blevet gift, og fra den ene dag til den anden, havde jeg ikke længere ret til at bo i Jens’ hus.
Det var ikke fordi, hans nu voksne børn smed mig ud med dags varsel. Det gjorde de bestemt ikke, men de fortalte mig kort efter begravelsen, at de ville sætte huset til salg. De regnede dog med, at der ville gå et pænt stykke tid, inden det blev solgt, og jeg kunne selvfølgelig blive boende i mellemtiden.
Jeg var stadig i en tilstand af chok, hvor jeg knap nok havde forstået, at jeg aldrig mere skulle se og mærke min elskede. Min første reaktion var bare taknemmelighed, men konsekvenserne af det var slet, slet ikke gået op for mig endnu.
Annonse
Det kom de dog ret hurtigt til. Børnene forventede nemlig helt rimeligt, at jeg betalte de faste udgifter på huset, så længe jeg boede i det. Det var der ikke noget odiøst i, problemet var bare, at jeg slet ikke havde råd til det. I de næsten 15 år, Jens og jeg havde boet sammen, var de fleste af mine penge gået til at fylde køleskabet op, og resten var brugt på hygge.
Udover min pensionsopsparing, som var låst mange år frem i tiden, havde jeg ingen penge i banken. Jeg havde kun min månedsløn, og den var ikke specielt høj. Derfor var jeg tvunget til at finde tag over hovedet et andet sted, og det skulle gå stærkt.
Jeg har næsten ikke ord for, hvor frygteligt, det var. Jeg betragtede jo huset som mit hjem. Det hjem, som jeg elskede, og som var fyldt med dejlige minder, så meget liv og så meget kærlighed, ja, det blev jeg tvunget til at forlade og endda på et tidspunkt, hvor jeg følelsesmæssigt hang i laser. Jeg følte mig slynget ud i universet, forladt af alle uden at kunne finde fodfæste et eneste sted.
Det var umenneskelig hårdt, for det var ikke bare Jens, jeg lagde i graven, det var også det liv, jeg hidtil havde haft. Det føltes, som om nogen havde kastet en bombe, der raserede hele vores fælles liv og det varmeste, dejligste hjem, jeg nogensinde havde haft. Det var grusomt.
På forunderlig vis lykkedes det mig i løbet af et par måneder at finde en toværelses lejlighed, jeg havde råd til, dog var jeg nødt til at gå tiggergang i banken for at låne til indskuddet.
Og her bor jeg nu. Der er gået tre år, siden Jens døde, og jeg har forliget mig med tabet af ham. Jeg har også vænnet mig til lejligheden, men kan stadig blive smule sentimental ved tanken om den store, smukke have, der nu er skiftet ud med en lille altan. Mest af alt er jeg dog taknemmelig over de 15 år, jeg fik med mit livs kærlighed.
Men jeg tænker også stadig på, at kærlighed gør blind. Jeg fik slet ikke tid og ro til at gennemleve min sorg, da Jens døde, fordi vi var så forblændede, at vi aldrig skænkede det en tanke, at vores lykke kunne ende en dag.
Havde vi været gift, eller havde jeg lagt nogle penge til side, kunne jeg have boet i huset i det trekvarte år, der gik, før det blev solgt. Det havde helt sikkert hjulpet mig godt videre. Som det blev, fik jeg alt for mange store kriser væltet ned over mig på én gang, og det gjorde det alt andet lige tungere at komme igennem, end det havde behøvet at være.
Skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
