Anitas kæreste havde en besværlig datter: Hun havde også været strid ved hans tidligere kærester
Min kæreste havde advaret mig om, at hans teenagedatter nok ikke ville være vild med, at jeg var blevet en del af hans liv. Det forsøgte jeg at tage i stiv arm, men jeg skal nok love for, at Cecilie gav mig kamp til stregen. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.
Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Anita opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Allerede på min og Martins tredje date, fortalte han mig, at hans 15-årige datter, Cecilie, kunne blive en udfordring for vores forhold. Cecilie havde det stadig svært med, at Martin for tre år siden var gået fra hendes mor.
Ægteskabet havde ikke fungeret, fordi Martins ekskone var et restløst menneske, der konstant var på farten med sit job. Af den grund var Cecilie med tiden blevet meget knyttet til sin far.
Efter skilsmissen havde hun også valgt at bo fast hos ham og var kun hos sin mor i en forlænget weekend to gange om måneden. Så hvis jeg blev en del af Martins liv, blev jeg også en del af hendes.
Derfor blev han nødt til at gøre mig opmærksom på, at Cecilie nok ville prøve at teste mig, når vi mødtes, for det havde hun også gjort med hans tidligere kærester. Hun havde været strid ved dem og markeret, at hun gerne ville bevare førstepladsen i sin fars liv.
Jeg havde ikke selv børn, men var skolelærer, 45 år og meget, meget forelsket i Martin. Jeg fik overbevist mig selv om, at jeg da nok skulle kunne tackle sådan en teenagepige og sagde, at det ikke blev noget problem.
Det blev det dog. Efter vi havde kendt hinanden i to måneder, inviterede Martin mig hjem til frokost, så Cecilie og jeg kunne lære hinanden at kende. Måske havde han glemt at fortælle Cecilie om sine intentioner, i hvert fald var hun svær at få ud fra sit værelse, og da hun endelig ankom til bordet, hilste hun kort og studst på mig og begyndte så at diskutere sine sidste håndboldkampe med sin far, som om jeg ikke var der.
Jeg var overrasket over, at Martin ikke bad hende snakke med mig også. I stedet accepterede han, at hun efter 15 minutter forlod bordet. Der gik det første gang op for mig, at han nok var lidt bange for hende.
De næste gange jeg var hjemme hos Martin, viste Cecilie sig også kun kort og snakkede udelukkende med sin far. Hun lod simpelthen som om, at jeg ikke var der, og hendes forsøg på at obstruere vores forhold tog til: En aften, hvor Martin og jeg skulle til en koncert, fik Cecilie pludselig ”hovedpine” og insisterede på, at Martin skulle blive hjemme hos hende, og så måtte jeg i stedet gå til koncerten med en veninde. Kort tid efter ringede hun en aften midt i, at Martin og jeg sad spiste middag.
Egentlig var hun hos sin mor, så vi havde set frem til en dejlig nat og morgen alene sammen. Men Cecilie ville hjem til sin far og bad ham derfor om at hente hende. Hun fik også overtalt Martin til at køre hende til håndboldkamp tidligt næste dag. Martin gav sig, og denne gang blev jeg så irriteret, at jeg pakkede mine ting, tog hjem og meddelte ham, at jeg ville have en pause.
Derefter tog Martin sig sammen og holdt mere fast i, at der skulle særlige grunde til, at han afbrød vores planer for Cecilies skyld. Men det skete ikke desto mindre flere gange. På et tidspunkt blev jeg opsagt fra min lejlighed, og Martin tilbød, at jeg kunne flytte hjem hos ham. Han ville dog lige spørge Cecilie først, og hun var naturligvis imod.
Jeg havde faktisk heller ikke meget lyst til at bo sammen med hende. I det hele taget følte jeg mig i en klemt situation. På den ene side forstod jeg godt, han ville være der for sin datter. På den anden side gjorde han meget lidt for at fortælle Cecilie, at jeg også skulle have en plads i hans liv. Det var, som om han ikke kunne se, at Cecilie saboterede vores forhold.
Annonse
"Hun vil have dig for sig selv," sagde jeg.
"Nej, hun er bare bange for at miste mig," svarede Martin.
Ved mig selv tænkte jeg, at de to påstande jo ikke nødvendigvis var modsætninger. Fordi Cecilie var bange for at miste ham, prøvede hun at skubbe mig ud.
Dernæst besluttede jeg mig for at gøre noget seriøst for at få en god kontakt til Cecilie ved ganske enkelt at behandle hende som en god veninde. Nogle gange gik hun hurtigt sin vej, når jeg forsøgte at indlede en samtale med hende, men andre gange blev hun hængende.
Engang benyttede jeg lejligheden til at sige til hende, at jeg jo aldrig kunne overtage hendes plads i hendes fars hjerte. Han ville for altid elske hende, det kunne intet ændre på. Cecilie lod, som om hun ikke hørte efter, men det tror jeg nu nok, hun gjorde. For lige så stille var det, som om hun slappede mere af, og jeg lagde mærke til, at hun især godt kunne lide, når jeg fortalte sjove anekdoter om min hverdag på den skole, hvor jeg arbejdede som lærer.
Det store gennembrud kom, da Cecilie skulle op til 9. klasses eksamen og blev så rystende nervøs, at hun ikke kunne spise i flere dage. Jeg satte mig derfor hver dag en time eller to med hende og læste op på de fag, hun skulle op i, og gav hende også alle de tricks, jeg selv havde givet mine elever. F.eks. den med at tænke på lærerne som almindelige mennesker med almindelige liv i stedet for som truende autoriteter. Det hjalp, og læsetimerne bragte os nærmere hinanden.
Nu, hvor Cecilie går i gymnasiet, og Martin og jeg er flyttet sammen, er hun stadigvæk strid, men på en mere udholdelig måde end før. Når vi spiser sammen, er hun begyndt at snakke lige så meget med mig som med sin far – måske endda mere. Jeg vil derfor gå så langt som til at sige, at Cecilie og jeg er begyndt at holde af hinanden, og det er jo i bund og grund det bedste for os begge to.
Skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
