Sofie opdagede sin mands kriminelle hemmelighed – men sammen kom de ud på den anden side
Jeppe og jeg havde været kærester, siden vi var først i 20’erne. Jeg havde altid troet, at vi kendte hinanden ud og ind, men det blev der desværre lavet om på en eftermiddag for to år siden. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.
Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Sofie opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Den mand, jeg sagde ja til, og som jeg har fået to børn med, har altid været et sødt, hjælpsomt og godt menneske.
I de første år af vores ægteskab havde vi dog meget lidt at gøre godt med. Mange omkring os byggede hus eller købte lejlighed, men det havde vi slet ikke råd til.
Vi lejede i stedet en lille lejlighed og levede småt, men vi havde det godt og følte ikke, at vi manglede noget.
Alt det ændrede sig, da Jeppe fik arbejde i en privat virksomhed som sælger. En del af lønnen var provisionsbaseret, men det bekymrede ham ikke. Han vidste, at flere af kollegerne tjente godt, og han regnede med, at han efterhånden også ville nå dertil.
Vi begyndte derfor at kigge efter hus, og jeg var lykkelig over, at vi endelig ville få vores eget. Det behøvede ikke være stort og flot; bare følelsen af at eje noget selv var nok for os. Vi fandt da også et lille hus, og selvom vi måtte give 150.000 kroner mere end udbudsprisen, var vi glade.
Jeppe sagde, at han var glad for endelig at kunne give mig det liv, han mente, jeg fortjente.
Det gik også godt på Jeppes nye job. Han fik firmabil, og vi var så stolte og lykkelige for vores nye liv. Endelig havde vi råd til at købe nye møbler og holde middagsselskaber for venner og familie.
Jeg har forsøgt at finde de følelser, der fulgte med at have en bedre økonomi. Hvis jeg skal være ærlig, så gav det mig en større selvtillid.
Det samme gjaldt for Jeppe. Han pralede mere og slog økonomisk ud med armene. Vi, der aldrig havde været på udenlandsrejser, besluttede også, at vi ville tage til De Kanariske Øer mindst én gang om året.
Da Jeppe senere blev tilbudt en lederstilling i et konkurrerende firma, var det helt fantastisk.
Vi fejrede det med at kigge efter et sommerhus. Jeg blev dog overrasket, da jeg opdagede, at Jeppe var på udkig efter et hus, der lå i et dyrt sommerhusområde og kostede langt over to millioner. "Har vi virkelig råd til det?" spurgte jeg forbløffet, men Jeppe lo bare og sagde, at vi havde råd til det meste, fordi hans løn var så god nu.
Hos os var det altid Jeppe, der havde stået for økonomien, og det gjorde han fortsat. Jeg var bare glad for at slippe og blandede mig ikke.
Da vi købte sommerhuset, gik han i banken og lavede aftalen om lånet, mens jeg bare skrev under. Jeg anede ikke, hvor meget vi havde i lån, for det var også Jeppe, der tjekkede, at vores selvangivelser stemte.
I mine øjne havde vi en solid økonomi. Vi havde altid nok, og vi klarede os fint, så jeg var tilfreds og lykkelig.
Chokket var derfor enormt, da underslæbet blev opdaget. Jeppe kom hjem en eftermiddag og lagde kortene på bordet.
Det viste sig, at han havde begået underslæb hos sin arbejdsgiver gennem de seneste to år. Nu havde revisoren så opdaget fakturaer, der ikke stemte. Vores nye og dyre liv var kort sagt finansieret med andres penge.
Sommerhuset, bilen, alle rejserne og de dyre middage ude.
Da jeg chokeret spurgte Jeppe, hvorfor han havde gjort det, græd han og svarede, at han havde gjort det for min og vores skyld.
I starten havde han tænkt de penge, han tog, som et lån, men så havde han fuldstændig tabt overblikket.
Jeppe mistede sit job og blev anmeldt. Han blev dømt til at betale en stor sum penge tilbage, hvilket betød, at alt, hvad vi ejede, måtte sælges.
Der blev skrevet om sagen i lokalavisen, og selvom navnet ikke blev nævnt, vidste alle, hvem det handlede om. Jeg følte en så stor skam, at jeg knap turde gå på arbejde. "Det kan du ikke leve med," sagde min mor.
Hun syntes, at jeg skulle lade mig skille fra Jeppe. Hun mente, at han var en bedrager, og at børnene ville tage skade af at omgås ham.
I nogle desperate dage overvejede jeg, om min mor havde ret. Men så tænkte jeg på Jeppe, som jeg havde elsket, siden jeg var 20 år gammel.
Han ville jo bryde fuldstændig sammen, hvis jeg forlod ham. For hvis han mistede mig og børnene, havde han intet tilbage. Kunne jeg ødelægge livet for en mand, der allerede lå ned?
Jeg var heller ikke i tvivl om, at Jeppe fortrød sine handlinger og ville gøre det godt igen. Han indrømmede da også alt og hjalp til i efterforskningen af underslæbet.
Han sagde, at det på en måde var en lettelse at blive opdaget. Jeg kunne ikke andet end at have ondt af ham, men jeg havde også ondt af mig selv, for jeg havde ikke gjort noget forkert og blev alligevel dømt af omverdenen.
"For det må hun da have vidst," vidste jeg, at folk sagde.
Jeg besluttede mig for at stå ved min mands side. Jeg sagde til mig selv, at det, vi gik igennem, var de onde dage, jeg havde lovet at udholde, da vi i sin tid havde sagt ja til hinanden.
Vi måtte leje en lejlighed igen, men det var nu ikke svært. Vi havde jo erfaring med at klare os for lidt.
For, at vi kunne få det bedre økonomisk, tog jeg fuldtidsarbejde. Nu er det to år siden, jeg fik mit livs chok, og Jeppe har fået et nyt job.
Han betaler af på sin gæld, og vi tænker os om, hver gang vi bruger penge. Men vi har det godt og ser fremad.
For vi har hinanden, så vi skal nok klare den – økonomi og budgetter, er vi dog fælles om i dag.
Skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
