”Da min farmor døde, mødte jeg én sætning igen og igen – og den gjorde mig frustreret”
Da min elskede farmor døde, overvældede sorgen mig. Den livskrise, jeg oplevede, blev kun forstærket af folks velmenende kommentarer om, at min farmor jo havde nået en flot alder. For må man ikke sørge, når et ældre menneske dør? Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.
Læseren i denne fortælling er anonym og med sløret identitet, men redaktionen er bekendt med vedkommendes identitet.
Når et ældre menneske dør, siger vi ofte til de pårørende, at personen da heldigvis fik lov til at leve et langt og lykkeligt liv.
Det er mindre trist at sige farvel til én oppe i årene, forstås. Jeg har været så heldig at blive over 40 år, før jeg mistede min højtelskede farmor.
Men selvom hun blev 94 år og levede et godt liv lige til det sidste, var det stadig en stor sorg, den dag hun ikke længere var her.
Min farmor boede tæt på mine forældre, da jeg var barn, og jeg kom meget hos hende og min farfar. Jeg blev passet, når mine forældre skulle noget, og jeg havde korte dage i institutionen, fordi hun gik hjemme og kunne hente mig tidligt. Senere, da jeg begyndte i skole, gik jeg selv hjem til hende, når jeg havde fri. På den måde slap jeg for lange dage i fritidsordningen.
Hos min farmor fandt jeg et rum, hvor der altid var tid og omsorg. Jeg var aldrig til besvær, og hun nød i lige så høj grad at bruge tid sammen med mig, som jeg gjorde med hende. Hun lærte mig at strikke, hækle og brodere - noget vi kunne bruge mange timer på, mens snakken gik. Vi nørklede også med julepynt, bagte småkager og gik i skoven efter brombær.
Som teenager og ung voksen, så jeg mindre til hende. Jeg flyttede til en anden by for at tage min uddannelse og fik travlt med studier, kærester og byture. Men da jeg var midt i 20’erne, flyttede jeg tilbage til min fødeby, og vi genoptog vores tætte forhold.
Min farmor holdt sig frisk lige til det sidste og var altid fuld af livsglæde og godt humør. Men kroppen kunne ikke mere. Jeg vidste med min fornuft, at vi ikke ville have hende i mange år endnu. Det fortalte min far mig også nænsomt flere gange.
Jeg kunne med egne øjne se, hvordan hun blev svagere, hvordan hun ofte måtte afbryde vores samtale for at sove. Hun tabte sig og så pludselig meget lille ud der i lænestolen. Men mit hjerte forstod det ikke. Når det kom til hende, var jeg stadig en lille pige, der ikke kunne bære at miste sit livsvidne sammen med en uendelig mængde kærlighed.
En dag ringede min far dog og sagde, at meldingen fra plejehjemmet lød, at min farmor ikke havde langt igen. Den besked slog mig ud, og da min mand og store søn kom hjem, fandt de mig opløst i gråd.
"Jamen skat, hun har jo haft et langt og godt liv. 94 år er en flot alder," sagde min mand.
Han mente det godt, men ordene trøstede mig ikke.
Annonse
Jeg tog fri fra arbejde for at være hos min farmor de sidste par dage. Vi fik den smukkeste afsked, hvor jeg nåede at fortælle, hvor meget hun betød for mig. Også begravelsen var smuk. Men indeni mig rasede sorgen. Samtidig oplevede jeg den samme reaktion hos veninder og kollegaer: Nok var det trist, men hun havde jo levet et langt og godt liv. Må man ikke sørge, når et ældre menneske dør? tænkte jeg frustreret, mens jeg gemte mine mørke tanker væk.
Om natten drømte jeg om min farmor. Jeg savnede huset, hvor jeg havde tilbragt så mange gode timer som barn. Samtidig slog jeg mig selv oveni hovedet over at være sådan et pattebarn. Jeg var da et voksens menneske, men sørgede og græd mere end min far og hans søskende, selvom de havde mistet deres mor.
På mange måder kan man sige, at jeg oplevede en mindre livskrise. Jeg skulle ikke bare tage afsked med min farmor, men også med et livsvidne – hende, der havde kendt mig altid. Og jeg skulle sige farvel til en anden tid med en anden generation af bedstemødre, der gik hjemme og værnede om nogle måske gammeldags værdier, men som samtidig gav børnebørnene en pause fra en hektisk hverdag.
Jeg sammenlignede mit liv med hendes og følte ikke, jeg havde været i stand til at give mine egne børn det nærvær og den tid, hun havde givet mig. Det puttede sorg på sorgen.
Jeg var ked af det i hvert fald i et halvt år. Indimellem glemte jeg det, men så kom sorgen væltende ind over mig som en bølge. Jeg savnede min farmor forfærdelig meget. Jeg følte ikke glæde ved ting, jeg tidligere havde sat pris på.
Men efterhånden lettede mit tungsind, det hjalp ikke mindst at snakke med en god kollega, der havde været igennem noget lignende. Hun gav mig det gode råd at respektere sorgen og give den plads. For du må gerne sørge – også over tabet af et ældre menneske og over at have mistet en brik i din livshistorie.
I dag tænker jeg meget over, hvilke værdier min farmor gav mig, og som jeg gerne vil forsøge at føre videre. Vi lever i en mere hektisk tid end dengang, så derfor kan og skal jeg ikke kopierer hendes liv 1:1.
Jeg forsøger dog at være nærværende i mine relationer, at bruge tid på de små ting som for eksempel at bage en æblekage og at praktisere et princip om, at I vores hjem står døren altid åben, og der er altid kaffe på kanden og tid til en lille snak. På den måde levere min farmor videre i mig. Det både varmer og trøster.
Ring eller skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
