Efter en voldsom oplevelse fik én sætning fra naboen alting til at ændre sig i mit lille nabolag
Før i tiden passede alle sig selv på den lille villavej, hvor jeg bor med mine to døtre. Sådan er det ikke længere, for i dag har vi udviklet et fantastisk naboskab. Det fælleskab bunder dog i en ret uhyggelig oplevelse.
Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Anita opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Måske er der ikke noget særligt ved, at genboerne lige har været ovre hos os til et glas vin på terrassen, men jeg har nu lyst til at fortælle om det alligevel, for det betyder alt for mig.
Jeg bor på en lukket villavej sammen med mine døtre på henholdsvis 12 og 14 år.
Og når jeg skriver lukket villavej, så mener jeg det på mere end én måde. For det har virkelig altid været en vej, hvor alle passede deres eget inde bag ligusterhækkene. Det skulle der en lidt uhyggelig oplevelse til at lave om på.
Desværre var det Mia, den yngste af mine piger, der kom alene hjem fra skole den dag, vi havde haft indbrud. Hun græd i telefonen, da hun ringede til mig på jobbet, og det løb mig koldt ned ad ryggen, da jeg hørte, hvor bange hun var.
Jeg skyndte mig hjem, og det var godt nok et voldsomt syn, der mødte mig. Hele huset var gennemrodet. Pigernes computere var væk, og senere fandt jeg ud af, at mine smykker også var forsvundet.
Det var jeg selvfølgelig ked af, men det sværeste var dog tanken om, at fremmede mennesker havde været inde og gennemrode vores hjem. Det sted, jeg havde lovet mine piger, at de altid kunne føle sig trygge.
Jeg forsikrede dem gang på gang, at tyvene havde valgt netop vores hus ved en tilfældighed. At det lige så godt kunne have været inde hos naboen, det var sket. Men på trods af alle mine forklaringer var pigerne bange for at være alene hjemme i huset efter den dag, og hvis jeg skal være ærlig, så var jeg det faktisk også selv.
Jeg hørte lyde hele tiden, jeg sov med lyset tændt i det meste af huset, og jeg tænkte ofte på, hvordan pigerne havde det, når jeg som voksen ikke engang kunne slippe fri af oplevelsen.
Situationen var på ingen måde holdbar, og efterveerne fra den forbandede dag sled hårdt på os alle tre. Så hårdt, at jeg til sidst overvejede at flytte fra huset.
Jeg kiggede derfor både i lokalavisen og på nettet for at finde en lejlighed, hvor vi ville være langt mindre udsatte for indbrud. Men jeg var i vildrede.
Jeg elskede jo vores hus, og det gjorde pigerne for den sags skyld også. Alligevel var jeg ved at træffe beslutninger hen over hovedet på dem. Og vist også hen over hovedet på mig selv, for inderst inde havde jeg slet ikke lyst til at bo andre steder.
Annonse
I første omgang brugte jeg penge på et alarmsystem og et overvågningskamera, og det gav naturligvis lidt mere tryghed. Lige indtil Mia fortalte mig, at indbrudstyvene var fuldstændig ligeglade med den slags, for de kunne nå ind i huset og væk igen, før nogen reagerede.
Det havde hun læst om mange steder, fortalte hun. Min yngste datters ord gjorde stærkt indtryk på mig. Dels var det jo relevante oplysninger, der gik stik imod alt det, jeg havde sat i gang. Men det var også lidt af en mavepuster at høre, at hun stadig brugte sin tid på at sidde og søge efter den slags artikler på nettet.
Det blev lidt en tilfældighed, der fik mig til at søge en helt anden løsning. Jeg løb på vores genbo en dag, hvor jeg var ude med skraldeposen, og han spurgte lidt nysgerrigt om priser og muligheder, da han havde set, at jeg havde haft besøg af alarmfirmaet.
Jeg fortalte om vores ubudne gæster og om den frygt, det havde sat i mine piger, og han virkede oprigtigt bekymret, da han fortalte, at det havde de da slet ikke hørt om.
Jeg fik ærlig talt også lidt dårlig samvittighed over, at jeg ikke havde fortalt det til nogen på vejen. Tyvene kunne jo vende tilbage til kvarteret, så selvfølgelig burde jeg have gjort opmærksom på vores mareridt.
"Vi burde være bedre til at passe på hinanden, men vi har vel alle sammen nok i vores eget," sagde naboen med et skævt smil, før han forsvandt ind til sig selv.
Den dag traf jeg en beslutning, og allerede samme aften gik jeg fra dør til dør på vejen og bankede på. Jeg fortalte åbent om vores oplevelser, og så forhørte jeg mig forsigtigt, om der var interesse for at lave en ordning på vejen med nabohjælp.
Det var en kæmpe lettelse, at alle som én bakkede op om idéen. Mange gav endda udtryk for, at de virkelig havde savnet den tryghed, når de var hjemmefra på ferier og den slags.
En kvik pige længere nede ad vejen lavede straks en lukket gruppe på nettet, hvor vi alle meldte os til, så nu er vi altid opdateret, hvis nogen tager hjemmefra for en periode, eller hvis man har set fremmede biler og personer i kvarteret.
Og det har ganske langsomt udviklet sig til langt mere end det. Hvis man mangler en til at vande blomsterne, er hjælpen lige ved hånden.
Der bliver også inviteret til grillaftener om sommeren, en kop kaffe eller et glas vin, og der er altid en, der træder til, hvis nogle af de unge mangler en til at se efter deres børn i en presset situation.
Og det fungerer!
Så jeg kan kun anbefale, at man får gang i initiativet i sit eget kvarter, hvis man ikke allerede har det. For mig og pigerne har det ikke bare betydet, at vi har fået trygheden tilbage, vi har også fået en del nye venner.
Også denne ekstra gevinst har jeg hørt en del på vejen glæde sig over, så jeg er virkelig glad for, vi valgte at blive her i stedet for at lade os skræmme væk.
