Amalie troede, hun havde fundet manden i sit liv – indtil Peter viste sin skjulte side

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Amalie opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Jeg pakkede sengetøjet sammen på min søsters sovesofa. Jeg havde sovet hos hende i over to uger, og jeg anede ikke mine levende råd. Det eneste, jeg ønskede, var at komme tilbage til min lejlighed, men jeg kunne ikke se, hvordan det skulle lade sig gøre. 

10 måneder tidligere havde jeg mødt Peter. Vi havde været kortvarigt sammen, dengang vi lige var blevet studenter, men jeg havde ikke set ham i mindst femten år, da jeg rendte ind i ham i byen. Peter genkendte mig, og vi havde en sjov aften. 

Jeg var 34 år gammel og havde på det tidspunkt været single i mange år. Mens både min bror og søster var blevet gift og havde skabt familier, var jeg af grunde, jeg ikke altid selv forstod, forblevet single. Det meste af tiden havde jeg det fint med det, men i de senere år var en følelse af ensomhed krøbet ind i mig. Jeg brød mig ikke om at date, men da jeg mærkede en interesse fra Peters side, blev en gnist tændt. 

Læs også

Sofie troede hun kendte sin mand, indtil hun en nat fik et uventet opkald

Faktisk var Peter mere end bare interesseret i mig. Allerede næste dag ringede han for at invitere mig ud, og derefter glødede min telefon i ugevis. Jeg blev overøst med opmærksomhed på en måde, jeg slet ikke havde forventet. Peter virkede også fra dag et til at være seriøs, for han var fyr og flamme for at møde min familie. Jeg var lykkelig. Nu var jeg ikke længere hende, der skulle ankomme alene til familiearrangementerne, og det føltes godt. 

Den første gang, vi skulle hjem til mine forældre, havde Peter den største buket langstilkede røde roser med til min mor samt en flaske af min fars yndlingswhisky. Min søster antydede noget om, at det virkede ret overvældende, men jeg overhøre hende. Nu var det endelig min tur til at få opmærksomhed og kærlighed. Peter og jeg var sammen i døgndrift, og hvis vi ikke var sammen ringede eller sms’ede han til mig for at sikre sig, at jeg havde det godt. Han flyttede også lynhurtigt ind i min lejlighed. 

Dårligt selvværd

Jeg havde aldrig oplevet så intenst et forhold, men jeg opdagede snart, at Peter havde en sårbar side. Hans selvværd var ikke det bedste, og han forventede at få bekræftelse fra mig konstant. Det var ikke noget problem i de første måneder, hvor jeg var ør af forelskelse, men hans behov antog langsomt en anden karakter. Hvis jeg skulle se en veninde, blev han voldsomt jaloux og satte sig så meget på tværs, at jeg allerede i løbet af få måneder opgav at se andre end ham. Det blev for udmattende at tage diskussionerne, og hvis jeg prøvede, lukkede han sig inde og blev tavs på en måde, der gjorde mig bange og nervøs. 

Selv så Peter ikke andre mennesker. Jeg var nok for ham, mente han, og selvom det lød besnærende efter alle mine år alene, begyndte en lille alarmklokke at ringe i mit baghoved. Mine venner havde trods alt altid betydet meget for mig, og jeg savnede dem. Da jeg nævnte det, hånede Peter mig. Jeg var en svag og behagesyg person, og mine venner ikke var værd at samle på, sagde han. Jeg blev chokeret og fik ikke reageret i situationen, men da han senere gentog det, svarede jeg igen. Jeg mente godt, at man både kunne have venner og en kæreste, men den bemærkning gjorde kun Peter rasende. 

Læs også

Mine svigerforældre gør forskel på børnene

Han var før blevet vred i vores forhold, men denne gang mistede han besindelsen. Han smadrede en vase, han vidste betød meget for mig, og han slog også ud efter mig. Jeg greb min taske og løb ud ad døren og flygtede over til min søster. Det gjorde ondt på mig at skulle give min søster ret i, at der var noget galt med Peter, men hun sagde ikke et ord om det. Hun og hendes mand tog sig derimod af mig, og vi var alle tre enige om, at Peter måtte ud af min lejlighed. 

Blev stalket i månedsvis

Men Peter nægtede at flytte ud. Efter de første samtaler, hvor jeg forsøgte at overtale ham til det, holdt han helt op med at tage telefonen. Jeg kunne også stå og buldre på min hoveddør og høre, at han var inde i lejligheden, men han åbnede ikke. Jeg følte mig vred og magtesløs, men han forlod sjældent lejligheden, og jeg turde ikke låse mig ind, når han var der. Til sidst lagde min bror, svoger og jeg en plan. Vi lagde os på lur i min svogers bil i nogle omgange, og en dag, da Peter endelig gik ud, låste vi os ind, ringede efter en låsesmed og fik skiftet låsen i en fart. Jeg pakkede alle Peters ting ned og satte dem udenfor døren. Min bror og svoger blev sammen med mig i lejligheden, indtil Peter kom tilbage. 

Læs også

Jeg magter ikke min følelsesforskrækkede veninde

Heldigvis for det, for Peter gik endnu engang bersærk. Han råbte og skreg, og han slog og sparkede på døren. Jeg var rædselsslagen, men både min familie og mine venner stillede op for mig i tiden efter, og tit blev en af dem og sov i min lejlighed. Peter stalkede mig i månedsvis, og jeg svor overfor mig selv, at jeg aldrig ville stole på en mand igen. Men en dag var endelig Peter væk, og jeg kunne takke min familie og mine venner for, at jeg var kommet helskindet igennem forløbet. Uden et godt, stærkt netværk kunne jeg være endt i et voldeligt forhold. 

Jeg traf en uortodoks beslutning ovenpå oplevelsen: Jeg begyndte at date. Ikke for at finde en ny partner, men for at øve mig på at møde mænd, uden at det var så ekstremt seriøst fra start. Jeg har i dag et godt og meningsfuldt liv med mine venner og familie, og jeg har mange sjove og hyggelige oplevelser via dating. Mest af alt har jeg dog været glad for, at jeg ikke lod Peters syge opførsel definere, hvordan jeg skal leve mit liv.