En tilfældig Tinder-date mellem to, hun ikke kendte, endte med at få afgørende betydning for Lo

Du skal være med i teaterkoncerten ”København – Sange fra byens hjerte”. Hvad glæder du dig til ved det? 

Jeg glæder mig utroligt meget til at få lov til at arbejde med en kombination af musik og teater. Jeg gik til teater i folkeskolen og gymnasiet og har også dyrket rollespil, så teater er en hobby, jeg har haft, siden jeg var lille. 

Artiklen fortsætter under videoen, hvor Freja Kirk fortæller om sit nummer "Hils din mor". 

Hvad bidrager du med til forestillingen? 

Jeg har bl.a. skrevet en sang til forestillingen, der hedder ”Nørrebroparken”. Den handler om at være udlænding i København og på én gang både føle sig ”med” og udenfor. Jeg ved, at det er noget, mange udlændinge oplever i Danmark, og jeg tror, det skyldes, at mange danskere allerede har deres små bobler og de venner, de ”har brug for”, hvilket gør dem lidt svære at komme ind på livet af. Når man kommer udefra, kan man få en følelse af ikke at være inviteret med til festen. Jeg følte mig i hvert fald selv ensom indimellem, da jeg flyttede hertil, og det var frustrerende, fordi jeg følte, at jeg ville kunne give nogle mennesker rigtig meget kærlighed, hvis bare de ville lukke mig ind. 

Læs også

I 2017 mødte Helena sit livs kærlighed, men der gik flere år, før de kunne være sammen

Du er jo født og opvokset i Sverige. Hvad savner du ved din hjemstavn?

Naturen. Skoven og bjergene og den store mængde sne, der falder om vinteren. At stå på ski. Og jeg savner, hvor nemt det er at komme ud i vildmarken – den rigtige vildmark. Til gengæld er havet tæt på i Danmark, og det sætter jeg også stor pris på. Så kan man surfe, sejle og bade. 

Hvor ville du bo, hvis du ikke kunne vælge Danmark eller Sverige?

Så ville jeg helt sikkert bo i Japan. Jeg har været tiltrukket af Japan, siden jeg var meget lille, og jeg taler også japansk. Det hele startede med, at jeg dyrkede japansk kampsport, da jeg var barn, og derigennem fik en vennegruppe, hvor vi alle var optaget af anime og manga. Jeg studerede også japansk på universitetet et år og besøgte så landet første gang, da jeg var 19 år. Siden da er min relation dertil bare vokset, og nogle af mine bedste venner er japanere, der bor i København. Musikkulturen i Japan er også superspændende. De tør gøre alting lidt mere ekstremt og prøve mere af. 

Hvor kommer dit kunstnernavn fra? 

Selvom pladen ”Supercarry” blev brandet som min debutplade, var den det på ingen måde, den var bare min debut som Lucky Lo. Jeg har lavet musik længe, det lykkedes bare ikke rigtig for mig at slå igennem, og det var virkelig noget, jeg kæmpede med. Jeg følte mig uønsket i Danmark som kunstner, og jeg var faktisk virkelig tæt på at flytte til Japan. Men så inviterede min nuværende guitarist, Mads Nørgaard, mig med til et fuldstændig random job på Kayak Bar i København. Han havde også inviteret Asger Nordtorp, som i dag spiller under navnet Guldimund, men var bassist i Lucky Lo, da projektet startede. Og så kom trommeslager Casper Henning Hansen til, og der opstod en eller anden musikalsk kemi, der var virkelig stærk, og det var startskuddet på Lucky Lo. Da jeg mødte de musikere, begyndte jeg at skrive musik på en ny måde, der var meget inspireret af dem. Og så gik det pludselig stærkt med at skrive ”Supercarry” og få det ud og pludselig skulle spille en masse koncerter. Jeg følte mig så heldig over at have mødt nogle mennesker, der så mig, og som var med til at løfte mig og min musik op. Så Lucky Lo står for det der med, at man selvfølgelig skal arbejde rigtig hårdt som musiker, men at man også har brug for noget held. 

Læs også

Soeren Le Schmidt: “Jeg tror, dén kjole er min karrieres højdepunkt”

Kan du sætte nogle flere ord på dét? 

Jeg har bare lært, at den her branche virkelig ikke er til at regne ud. For eksempel begyndte vi at blive spillet i amerikansk radio pga. en Tinder-date: Sidste år spillede vi til Reeperbahn Festival i Hamborg, som er en branchefest med folk fra hele verden, hvor man måske kan blive booket til festivaler eller signet hos et pladeselskab. Vi spillede en lillebitte koncert, hvor der ikke var særligt mange mennesker, men rigtig god stemning. Der var en kvinde til koncerten, som havde været ude at spise med en kammerat, og som bagefter tilfældigt var kommet forbi koncerten og var gået ind. Under koncerten optog hun en video, da vi spillede nummeret ”Through The Eyes Of A Woman”. Næste dag gik hun på en Tinder-date med en radiovært fra USA, som også var til festivalen, og i løbet af daten fortalte hun så om vores koncert og viste ham videoen. Derefter begyndte ham radioværten at spille os hjemme i USA, og det er jo bare sådan noget, man slet ikke kan forudse. Og fordi man ikke kan regne det ud, nytter det heller ikke noget at gå rundt og være ked af det, man ikke får. Så jeg prøver bare at være mig selv og have det godt med mig selv og min musik, og så må vi se, hvad der sker. 

Har du det fint med den uvished? 

Ja, for det meste. Jeg har selvfølgelig dårlige dage, hvor det tynger mig, men generelt har jeg det okay med det, for jeg vil gerne leve som musiker på en måde, der er bæredygtig både for mig mentalt og for bandet. Jeg tror, håber og regner med, at jeg skal lave musik resten af mit liv, så jeg har ikke travlt med at få det der kæmpegennembrud. Og jeg har heller ikke noget imod, hvis det tager 20 år. Det er virkelig nemt at brænde ud i den her branche, og det har jeg da også været tæt på – mange gange – men man bliver nødt til at prøve at have is i maven og stå ved, hvem man selv vil være.