Efter en voldsom skade og en fyring fandt Lotte modet til en ny start – og hendes voksne børn var med på idéen
Efter en voldsom knæskade og en fyring stod Lotte Barfoed i et mørkt hjørne i sit liv. En dag gik hun tur ned ad gågaden i sin hjemby og opdagede byens ældste restaurant, der så tom og træt ud. Lotte fandt modet til at springe til og sige hej til en ny hverdag – sammen med sine fire børn.
Den tunge dør til Restaurant Holms i Middelfart går op, og Lotte Barfoed bærer skiltet med dagens menu ud på gaden.
Hun er klædt i hvid skjorte og grønt forklæde om livet og ligner én, der er helt klar til at tage energisk imod dagens gæster.
De kommer forbi for at slå sig løs med et stjerneskud, en pariserbøf eller andet godt fra menukortet i den lavloftede krostue med grøn- og hvidternede duge.
Lotte sætter gang i den gamle kaffemølle – og mens hun venter på, at kaffen bliver klar, hilser hun på to af sine tjenere, der møder ind på arbejde. De to tjenere er samtidig hendes yngste døtre, Catalina og Elena.
Sønnen Phillip støder også til sammen med sin søn, 11-årige Alexander, der får et glas varm kakao. Phillip er morgen- og frokosttjener – og endelig er der Lottes ældste datter, Alexandra, som også er en del af restaurantens drift.
Hun klarer alt med hjemmeside og sociale medier, men tager også vagter som tjener i ny og næ. Og så må vi ikke glemme mormor Lise, som er 82 år og ordner alle blomsterne på stedet.
"Vi ses alle sammen næsten hver dag og er sammen i mange timer. Og hvert år i januar rejser vi til Spanien og er sammen der," fortæller Lotte, 58, og tilføjer med et bredt smil: "Vi kan bare så godt lide hinanden."
Rundt om hende nikker de fire børn og mormor Lise. Mens Phillip tilføjer, at han godt kan få nok af alle de "høns", som han siger, mens Lotte supplerer ham: "Vi to kan godt have vores kontroverser, når vi ikke er helt enige om, hvordan tingene skal være. Men vi bliver aldrig rigtig sure på hinanden."
Stod og forfaldt
I foråret 2022 vidste den fynske familie ikke, at de snart skulle være sammen om at drive Restaurant Holms.
Lotte Barfoed var med egne ord "helt nede" efter en ulykke i Spanien året før. Hun var ude at køre på scooter med sin yngste datter, da køretøjet gled og væltede ned over hende. Højre knæ var ødelagt, og Lotte måtte med ambulancefly hjem til Danmark.
Her blev hun opereret flere gange og var sygemeldt i et halvt år fra sit job som restaurantchef på et konferencecenter. Da hun var klar til at komme tilbage til sit arbejde, fik hun et chok.
"Jeg troede, jeg skulle ind til min arbejdsgiver og lægge en plan for opstarten. I stedet kom jeg ud med en fyreseddel," siger hun med et suk og er helt ærlig om, hvordan hun havde det.
"Jeg græd i 14 dage. Mine børn og jeg bor tæt ved hinanden, så de kom og passede på mig og støttede mig. De har alle fire været der der for mig hele tiden," fortæller Lotte, som ihærdigt gik til både genoptræning og psykolog det næste lange stykke tid.
Lotte Barfoed bor i et byhus i Middelfart og kender sin by ud og ind. Hun vidste godt, at Restaurant Holms i gågaden var gået konkurs og nu stod tomt. Da hun en dag gik ned ad gågaden og så bygningen med visne blomster i vinduerne, mærkede hun et sug i maven.
"Jeg syntes, det var så synd, at det stod og var forfaldent. Jeg skrev til ejeren og foreslog ham at få nogen til at lave en pop up-åbning hen over sommeren.
Den besked førte til, at de ville have en snak med mig om de muligheder, jeg så. De fik vendt scenariet til, at det lige var noget for mig. Da jeg fortalte mine børn om stedet, blev de også tændt af idéen, og tankerne begyndte at køre rundt hos os alle sammen," fortæller Lotte, som egentlig ikke havde nogen intention om selv at drive stedet på det tidspunkt.
Derefter meddelte børnene deres mor én efter én, at de ville tage hende i hånden og være med på eventyret.
Hver især var de klar til at sige deres job op og kaste sig ud i det nye. Lottes mellemste datter, Elena, er uddannet revisor og regnede på, hvordan omsætningen skulle være, hvis det skulle købe rundt.
"Som tidligere restauratør kunne jeg godt se, at det var et realistisk regnestykke. Jeg var glad. Og det var vildt fedt, at børnene ville være med. Og hvad var det værste, der kunne ske?
Det var jo, at vi skulle finde noget andet at lave. Den chance med at køre et historisk sted videre ville vi ikke få igen," fortæller hun og retter på forklædet.
Korte ordrer
Den 8. juli 2022 åbnede Restaurant Holms med frisk kaffe i kaffemøllen og spændstige blomster i vinduerne. Menukortet var klar – med den gammeldags mad, som Lotte er garant for. Det var med en vis spænding i maven, at dørene blev slået op, husker Lotte:
"Vi anede ikke, om der kom to eller 100 gæster. Men hold nu op, hvor blev vi lagt ned. Gårdhaven og restauranten var fyldt fra nærmest første dag.
Jeg har været så træt, at jeg sommetider måtte slæbe mig hjem om aftenen," siger Lotte, der også kunne mærke, at hun og børnene lige skulle finde rytmen i at arbejde sammen, når det går stærkt med madbestillinger.
"Jeg har ikke tid til at stå og sige, "Vil du være sød at række mig en liter sødmælk?" Så jeg giver korte ordrer, og derfor kalder de mig sommetider en "heks". Det lever jeg fint med," siger Lotte og ler.
Elena supplerer sin mor: "Vi har travlt, men vi har det også sjovt. Og det er okay at lave fejl, for vi er trygge ved hinanden," siger Elena, der ikke længes tilbage til revisorjobbet på kontor.
Hver femte uge holder Lotte fri i fire dage, hvor hun rejser til Spanien og slapper af i familiens hus. Helt efter aftale med børnene, der passer restauranten i mellemtiden. Hun har en drøm om at åbne en restaurant med dansk mad i Andalusien engang i fremtiden. Men på én betingelse:
"Jeg gør det kun, hvis mine børn vil være med."