Lucia vil gerne lære sin søn en helt særlig ting: “Det lyder banalt”

Cosmos glider ind og ud mellem menneskene på gaden i København, mens han leder efter flasker, han kan pante. Han er 35 år og kommet til Danmark som migrant fra Ghana. 

Nogle gange går han rundt alene, andre gange med sine venner ‘kragerne’. Han vågner tidligt om morgenen med dug, der opløses af morgensolen, på øjenlågene. Solen prøver han at sparre på til de kolde måneder, han ved, kommer. 

Læs også

Efter ’Rejseholdet’-succes måtte Charlotte Fich trække sig: ”Jeg blev nødt til at passe på mine børn”

Han har sit eget navigationssystem i byen og lister i bagenden af andres udskejelser og rutiner og rydder op efter de unges byture. Han kigger på byen og på os, der bor i den. Han ser, hvordan andre ser på ham, han tager bestik af alle situationer og tager pænt tøj på, så han ikke begår den værste synd: At ligne en, der kæmper for sit liv.

“Jeg ville gerne sætte fokus på afrikanske mænd, der kommer til Danmark og arbejder som flaskesamlere. Hvordan de smooth glider ind og ud mellem os. Men: Det er ikke en fortælling om alle afrikanske mænd, der rejser til Europa,” siger Lucia Odoom, mens vi sidder på en café på Nørrebro i København på kanten til efteråret.

Lucia Odooms roman, der udkommer 4. oktober, tager udgangspunkt i Cosmos, liv i København. Selvom bogen stikker til samfundets syn på flaskesamlere og migranter generelt, er det Cosmos’ følelsesliv og relationer, der er i fokus. Særligt hans relationer til ‘kragerne’, en kvinde ved navn Elizabeth og hans hjemland Ghana. 

Bogen, der består af WhatsApp-beskeder, som Cosmos skriver til familien i Ghana, er et intimt portræt af hans følelsesliv og tanker. Og det var også meningen, for Lucia Odoom ville helt ind i hovedet på ham.

“Bogen har været mange ting for mig. Men den har bl.a. været en måde at forstå min morfar og de mænd, der har været fraværende i mit liv. Jeg er ikke vokset op med nogen form for tæthed til mænd. Jeg har ingen daddy issues, fordi der er ikke nogen at have daddy issues over. I bogen prøver jeg at forstå de mænd og deres flygtighed, og den eneste måde, jeg kunne komme helt tæt på, var ved at være en af dem,” forklarer hun.

I mange år har Lucia Odoom været påpasselig med, hvor meget hun skulle bruge sin egen historie i sit virke som journalist og offentlig person. Jeg påpeger, at jeg egentlig altid har tænkt, at hun virkede ret ærlig, især på sine sociale medier, hvortil hun med et smil svarer:

“Jeg holder faktisk en del igen” og fortsætter:

“Jo ældre jeg er blevet, jo mere har jeg brug for at forstå min egen historie for det, den er. I mange år var det at være mønsterbryder en valuta i sig selv, og samfundet hyldede den fortælling. Man havde så travlt med at sætte sorte og brune mennesker i bås, hvilket var utrolig klaustrofobisk. 

Det gjorde, at jeg holdt igen med at fortælle min egen historie, men nu er jeg lidt mere i opgør med den tanke. Jeg er stadig ikke interesseret i at høste point på min familiesmerte, men jeg er ikke længere så bange for, hvad andre tænker om, hvad der har formet mig. Jeg er mere optaget af, hvad jeg selv tænker om det.”

Hvem er Lucia Odoom?

• Født i 1987 og vokset op i Hillerød. Har gået på Biblioteksskolen og er autodidakt journalist.
  
• Har bl.a. arbejdet som radiovært på Det Elektriske Barometer på P1, været redaktør på magasinet Poppel og skrevet for Eurowoman, og er i dag kritiker og kulturjournalist hos Politiken, hvor hun også er vært på podcasten Poptillægget.
• Ud over sit omfangsrige journalistiske virke har hun skrevet digtsamlingen 'Sange fra andre rum', der udkom på Ovibidat i 2022, og er aktuel med romanen 'Cosmos' på Gads Forlag.

Popkultur som skole

Ligesom Cosmos kommer Lucia Odoom fra en “besværlig familieomstændighed,” som hun kalder det. Hun er vokset op hos sin danske mormor og ghanesiske morfar, hvilket er ret almindeligt i Afrika, men ikke i Danmark, forklarer hun. Lucia Odoom var ikke dygtig i skolen. Hun ville hellere pjække fra dansk og se MTV, hvilket gjorde hende dårlig til at sætte kommaer, men utrolig vidende om musik, forklarer hun.

“For mig var popkultur dannelse. Jeg kan tydeligt huske, da Kurt Cobain døde, og hvordan det påvirkede teenagerne i nabolaget og i skolen, da Take That gik i opløsning, og da Spice Girls kom ud. Jeg tog det hele meget seriøst. Da Destiny’s Child brød igennem, fik jeg min første ghanesiske veninde i nabolaget, som bildte mig ind, at hun var Kelly Rowlands søster, hvilket jeg troede på i lang tid,” griner hun.

“Jeg kunne mærke de kulturelle skift i samfundet helt inde i min krop,” tilføjer hun.

Som 11-årig var Lucia Odoom på sommerlejr i Brasilien, hvor hun mødte andre børn fra hele verden og lærte en afroamerikansk pige ved navn Tiffany at kende. De faldt i snak, og Lucia Odoom viste hende stolt sin cd-samling med musik af Alanis Morissette, Robyn og Soap. Hun var ikke imponeret:

“That’s a very white cd collection,” lød dommen fra Tiffany, der overdængede Lucia Odoom med gangsterrap som Master P og Snoop Dog, lærte hende at danse som amerikanske cheerleadere og gå i små shorts.

“Jeg var besat af Tiffany. Jeg tænkte: Sådan her ville jeg være, hvis jeg boede i USA. Jeg ville være sassy og ikke gemme mig i oversize-tøj. Jeg fik også braids. Tiffany var virkelig formativ for mig og gav mig så meget viden om, hvordan sort kultur var i et land, hvor der levede mange andre sorte, hvilket ikke var tilfældet i Hillerød. 

Læs også

Rebeccas forældre havde et alkoholproblem: "Det var voldsomt at være i for et barn. Det skræmte mig"

For mig var der viden i popkulturen, der var dannelse i den, og det, synes jeg stadig, der er. Det er ikke bare et helle for verdens elendighed, det er et konfronterende sted, der har lært mig om kultur, krop og hudfarve. Der bliver også skrevet historie igennem popkulturen. Det er bare typisk nogle andre end de hvide mænd, der skriver den.”

Forfattertræf i en parkeringskælder

Ud over popkulturen var Lucia Odooms opvækst præget af den tidlige internetkultur: MSN-chat, Hotmail og MySpace. Selv elskede hun at chatte online, hvor hun bl.a. mødte journalist og forfatter Linea Maja Ernst, som hun stadig er venner med. Lange beskeder fløj gennem internetopkoblingen fra Nordsjælland til Nordjylland, hvor Linea Maja Ernst boede. Og i ægte teenage-emo-stil mødtes de en dag i storcenteret SlotsArkadernes parkeringskælder i Hillerød.

“Der startede mit forfatterskab. Det var ved at chatte med andre over nettet, at jeg fandt ud af, at jeg godt kunne lide at skrive. Derfor giver det også god mening, at min første bog består af WhatsApp-beskeder. Det er ikke en ligegyldig kommunikationsform. Vi kommunikerer så mange følelser og levet liv på den måde,” forklarer hun.

Der findes tonsvis af udgivelser med brevkorrespondancer mellem fine gamle forfattere, kunstnere og historiske personligheder, der anses som vigtig litteratur. Mellem Astrid Lindgren og Louise Hartung, mellem Napoleon og Josephine, mellem Frida Kahlo og hendes mor. Det er endnu ikke tilfældet med mailkorrespondancerne, sms’erne og WhatsApp-beskederne. Men Lucia Odoom er heller ikke så optaget af at være en “rigtig” eller “dygtig” forfatter.

“Jeg har altid troet, at det at være forfatter krævede dygtighed, og i mange år havde jeg et stort mindreværd omkring min måde at skrive på. Jeg har altid været en 4- eller 7-tals-pige. Jeg skriver, fordi jeg godt kan lide det og er ikke så optaget af at være god til det – der er også mange andre, der gør det bedre end mig. Når jeg selv læser, betyder det heller ikke så meget, hvor fint eller dygtigt det er. For mig er det mere vigtigt, hvad det forbinder mig til,” siger hun.

Som journalist arbejder hun også mest ud fra det, der begejstrer hende, og hendes interessefelt er spændt bredt ud mellem musik i alle genrer, reality-tv, tv-serier, bøger og popkulturelle tendenser.

“Jeg formidler ting, jeg bliver besat af og prøver at gøre det, så andre kan mærke det og er underholdt. Der er jeg heller ikke så meget for at være dygtig. Jeg er her mest for at have det sjovt. Jeg synes generelt, vi trænger til at se flere sorte kvinder have det sjovt,” siger hun og fortsætter:

“Der er mange, som har travlt med at styre sorte kvinder i offentligheden. Jeg har det bare sådan: I kan prøve, men jeg står her. Jeg tror, der er mange brune og sorte børn, der har fået at vide af deres forældre, at hvis de opfører sig dårligt eller skiller sig ud, er det 10 gange værre, end hvis deres hvide klassekammerater gør det. Dét vil jeg ikke lære min søn. 

Jeg har tænkt meget over, hvad man skåner andre for, fordi man gerne vil fremstå på en særlig måde og være en særlig type. Det er en logik, man skal passe på med. Det er okay at være en misfit. Det lyder banalt, men jeg vil have en bred sti, og jeg kunne godt tænke mig, at vi generelt var bedre til at dele pladsen med hinanden.”

At finde en plads i København er ikke nemt for Cosmos, der også er tvunget til at bruge store dele af sin dag på at gøre sig usynlig. Men da han møder den sorte danske kvinde Elizabeth, opstår der et rum og et holdepunkt. Cosmos ser hende første gang i en afrikansk hårsalon, han tilfældigt befinder sig i, men de møder først rigtig hinanden til en demonstration på Rådhuspladsen. 

De begynder at date, og i starten mødes de tit på den samme lokale basketbane. Elizabeth er hurtig, spydig og god til basket, og Cosmos beundrer hende. På basketbanen kan de både flirte og være fysiske med hinanden, uden det bliver for åbenlyst.

“Efter jeg havde skrevet det, tænkte jeg: note to self, date mere på en basketbane,” indskyder Lucia Odoom. Men basketbanen har også en anden vigtig funktion: Den udjævner de forskelle, der er mellem Elizabeth og Cosmos.

“Jeg har selv været med til at holde fester for flaskesamlere med afrikansk herkomst, som aktivister og debattører som Bwalya Sørensen og Mary Consolata Namagambe har stået i spidsen for. Der mødte jeg på et tidspunkt en mand, jeg havde virkelig god kemi med. 

Vi holdt ikke kontakten, men jeg har tit tænkt på ham og over, hvilke omstændigheder, vi havde kunnet se hinanden under. Hvordan vi kunne mødes, uden der var et tab af værdighed. For ham, men også for mig. Der er jo alt muligt associeret med, hvem vi er sammen med. Hvad sker der, når man har så forskellige forudsætninger, men samtidig er drevet af en lyst og en kærlighed, der transcenderer umiddelbare forskelle? Det havde jeg lyst til at skrive frem.”

Læs også

Hella Joof mener, at hendes generation kan lære især én ting af de unge

I flere af sine WhatsApp-beskeder beskriver Cosmos kragerne i Københavns gader, og på et tidspunkt drømmer han også om, at Elizabeth og ham kan blive til krager og flyve gennem verden. Jeg har fået strenge instrukser på, at jeg ikke må spoile, hvad der sker med dem og med Cosmos, så der er ting, jeg ikke kan skrive. 

Men der er grænser mellem Cosmos og Elizabeth, som er tegnet op, før de møder hinanden. Grænser, der er defineret af deres måde at komme til Europa på, og som gør deres relation ulige, forklarer Lucia Odoom. Og drømmen om at være krager handler derfor selvfølgelig om, at han ville ønske, at de kunne bryde de grænser.

Et hjem i bogen og i nervesystemet

Mange migranter, der kommer til Europa, fortæller sig selv, at de skal til et drømmeland. “Det vestlige fatamorgana,” som Elizabeth kalder det i bogen. Men når de kommer hertil, opstår der et værdighedstab, fordi de bliver placeret så lavt i hierarkiet, forklarer Lucia Odoom. 

Ud over at værdighedstabet gør livet og relationer i Danmark svære, gør det også forbindelsen til hjemlandet kompliceret, da de ikke har lyst til at tabe ansigt, forklarer hun. Det skaber hjemløshed på flere planer, hvilket også gør, at de nemmere driver ud i verden, forsvinder og efterlader sig løse ender. Det tema fylder i bogen, men det har også fyldt i Lucia Odooms egen historie.

Lucia Odooms liv er meget anderledes end Cosmos’ og minder måske i virkeligheden mere om Elizabeths. Men gennem Cosmos undersøger hun den kulturelle og følelsesmæssige arv, de fraværende mænd har efterladt hende.

“Bogen var en måde at komme tættere på de mænd, der har formet mig in absentia, forstå deres følelser og handlinger og derigennem forstå mig selv. Jeg havde lyst til at finde ind til og forstå de følelser, jeg deler med Cosmos: forelskelse, længsel, rodløshed. Almenmenneskelige ting, der ikke handler om, at vi begge er fra et afrikansk land, men at vi deler et følelsesregister,” forklarer hun.

Da hun startede med at skrive bogen, blev hendes morfar, der i dag bor i Ghana, syg, og i en periode var hun bange for at miste ham. I den tid havde de mange dybe snakke, som i virkeligheden var startskuddet til bogen. De lange samtaler blev kanaliseret ud gennem Cosmos og beskrivelserne af Ghana og byen Woe, som Cosmos kommer fra. Morfaren overlevede, men så kom corona, og under pandemien mistede Lucia Odoom i stedet sin mormor. Det var en stor overraskelse, da mormoren ikke var særlig gammel, og det skete meget hurtigt.

“Jeg har altid troet, at det var min morfar og hans kultur, jeg var mest bange for at miste, men efter min mormors død fandt jeg ud af, at hun også var bærer af min historie. Hun var den eneste, der kunne fortælle mig, om jeg havde haft skoldkopper og var mindst lige så meget et livsvidne.”

Rejsen ind i Cosmos – og alt det der skete, mens hun skrev bogen – har generelt gjort Lucia Odoom meget opmærksom på, hvordan man skaber et ståsted og et hjem i en sammensat historie som hendes. For sig selv, men også for sin søn, som hun fik i 2022, forklarer hun, inden vi runder af.

“Det har været konfronterende, men også helende at skrive Cosmos. Der skete så meget i de fire år, jeg har arbejdet på den, men bogen blev også et sted, jeg kunne gå hen. Den blev et hjem. Jeg slipper nok aldrig af med min rodløshed, men jeg tror, at jeg hviler mere i den og min krop, fordi jeg har skrevet den. Mit nervesystem betyder mere end de fysiske rammer. Det er nervesystemet, der skaber hjemmet.”