Rebeccas forældre havde et alkoholproblem: "Det var voldsomt at være i for et barn. Det skræmte mig"

Rebecca Egekvist byder indenfor i det sortmalede sommerhus med sø-udsigt og buldrende ild i pejsen. 

Det lille træhus ligger i et pittoresk kuperet landskab ti minutters kørsel fra Tisvilde – det sommerhusområde i Nordsjælland, som stort set hele den københavnske kulturelite flokkes i for at slå sig ned for sommeren og i hinandens selskab.

Læs også

Katherine Diez: "Jeg har ret til min egen fortælling og min egen historie"

Et miljø, som den 46-årige og albumaktuelle sanger og sangskriver kender overordentligt godt. Og som hun trives med at være kommet på afstand af.

"Jeg er født ind i en kunstnerisk familie," fortæller Rebecca om sin opvækst i et hjem på Frederiksberg, hvor kunsten, især musik, fyldte alt.

Hendes mor var skuespiller, faren var musiker og komponist, og den store, farverige omgangskreds talte adskillige af 1980’ernes absolut mest feterede stjerner på den danske musikscene, blandt andre Kim Larsen og holdet fra Laid Back.

Nerver overalt

"Alle omkring mig – også jeg selv – regnede med, at jeg skulle samme vej; at jeg selvfølgelig ville blive udøvende kunster. Ligesom mine forældre og de andre voksne, jeg spejlede mig i," siger Rebecca.

"Jeg prøvede også at gå den vej. Men det er først nu, som voksen kvinde, at jeg har fundet mit eget kunstneriske udtryk og for alvor føler mig klar til at dele det med andre," fortsætter hun, der i år har udgivet sit første soloalbum, 'Den tid vi lever i'.

"Det har taget tid. Måske fordi jeg som barn på nært hold oplevede forsiden, men især bagsiden af livet som kunster. Samtidig var der så mange forventninger, at jeg simpelthen ikke rigtigt kunne mærke mig selv i det."

Dengang var der altid højt til loftet, musik og mange mennesker i forældrenes herskabslejlighed. Der fandtes stor kreativitet, stor kærlighed og stor frihed. Men der var ingen faste sengetider og kun i perioder familiemåltider ved spisebordet. 

Og så var der en konstant sitren af præstationsangst, præmierenerver og udslettende selvkritik.

Utryg alkohol

"Som barn oplevede jeg det som næsten skræmmende, at de voksne var så dedikerede til deres kunst," fortæller hun.

"Det var selvfølgelig vidunderligt med den store passion. Men når ting ikke gik godt, havde det store konsekvenser. Jeg husker det, som om der var nerver på hele tiden. 

Stor selvoptagelse, i virkeligheden. Og en voldsom selvkritik. De kunne være på toppen af verden det ene øjeblik og helt selvudslettende det næste."

Læs også

Forræder vender tilbage: Her er de 17 nye deltagere

Dertil kom alkoholen.

"Både min mor og far havde et alkoholproblem. Det var, som om det bare fulgte med branchen og var en naturlig del af det at være kunster. Det var voldsomt at være i for et barn. Det skræmte mig," husker Rebecca.

"Min mor lykkedes aldrig med at komme ud af sit misbrug. Og selv om min far i dag har været ædru i over 30 år, og vi har et nært forhold, er det klart, at det påvirkede min barndom."

Alligevel besluttede Rebecca sig for at gå samme vej som sine forældre. Mest fordi det virkede som en selvfølge. Hun var et yndigt barn og voksede op til en smuk ung kvinde. Og så kunne hun synge og befandt sig godt på en scene.

Venner med Leonardo

"Jeg kan huske, at mit udseende blev bemærket, allerede mens jeg var barn. Og at alle de her mennesker, der var noget ved musikken, roste mig for min stemme og sang. 

Samtidig var de kritiske – i den tro, at det ville gøre mig bedre. Jeg følte et pres og en forventning meget tidligt," fortæller Rebecca.

Som ung teenager sang hun alt fra jazz til punk. Men da hun blev ramt af en knude på stemmebåndet, besluttede hun at give skuespillet et skud og flyttede som 19-årig til Los Angeles. 

Det blev til seks spændende, næsten magiske år i USA. Rebecca læste skuespil på den prestigefulde Lee Strasberg skole, fik roller i en række independent-film og hang ud med kommende megastjerner som Leonardo DiCaprio og Sean Penn.

"Det var næsten uvirkeligt. Og jeg havde en fantastisk tid," siger hun.

"Men jeg befandt mig alligevel aldrig helt godt. Alkoholen og stofferne var konstante faktorer, også selv om jeg aldrig tog stoffer selv. 

Og den samme rå stemning af nerver, præstationsangst og selvkritik, som havde gjort min barndom utryg, havde i USA fat i alle omkring mig – også i mig," fortsætter hun.

Søgte det almindelige

"Jeg led af præstationsangst og var sindssygt hård ved mig selv. Det var slet ikke sundt. I virkeligheden var det en re-traumatisering – al den her sitrende nervøse energi, der havde fyldt i min barndom, boblede op til overfladen igen."

Læs også

Ole fra 'Sygeplejeskolen': Her er hans kendte kæreste

Efter en rolle i en Zentropa-produceret ungdomsfilm rullede Rebecca derfor sin karriere tilbage. Og forlod skuespillet, musikken og kunsten. 

Hun slog sig ned i København, begyndte at læse sociologi og startede et helt almindeligt arbejdsliv. Med kolleger, faste mødetider og frokostordning.

Og sådan kunne det egentlig være fortsat.

"Jeg trivedes. Fik helt anderledes venner. En kæreste og papbørn. Det var på mange måder et dejligt liv – selv om jeg nu godt kan se, at jeg savnede kunsten," siger hun.

Alene med guitaren

For fire år siden kunne Rebecca ikke holde det savn stangen længere. Hun mistede sin mor, og hun og kæresten gik fra hinanden. Og ud af den personlige krise kom et stort behov for at skabe noget – og for igen at prøve kræfter med et kunstnerisk virke.

Men denne gang var det hele anderledes.

"Jeg sad heroppe i sommerhuset. Alene med min guitar. Og så begyndte jeg bare at skrive og komponere," fortæller hun.

"Ingen forventede noget af mig. Jeg forventede heller ikke noget af mig selv. Jeg oplevede bare et stort behov for at udtrykke mig. Og så flød det fra mig," fortsætter hun.

"Det var, som om jeg endelig fik adgang til alt det, jeg som barn og ung var blevet fortalt, at jeg skulle have adgang til. Jeg fandt min egen kunstneriske stemme. Det var befriende, at det ikke handlede om mit udseende, men om, hvad jeg havde på hjerte – jeg tror virkelig på, at kunsten skal flyde fra hjertet. Ellers betyder den ingenting."

De sange, Rebecca Egekvist begyndte at skrive i sommerhuset for fire år siden, er nu blevet samlet på hendes første soloalbum og udgivet.

Men hvad med den lammende præstationsangst, nerverne og selvkritikken, der prægede hendes barndom og ungdomsliv?

"Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke betyder noget for mig, hvordan min musik bliver modtaget. Jeg vil så gerne have, at mange lytter til mine sange, og at de kan give andre noget – sætte tanker i gang, inspirere," siger Rebecca – og tilføjer:

"Men jeg kan være i det nu. Fordi jeg ved, at det, jeg har lavet, kommer lige fra mit hjerte."