Manu Sareen: Manderollen er under pres
Når ligestillingsminister Manu Sareen kommer hjem fra sit krævende job, kan han ikke bare smide sig på sofaen, selv om Anya, hans kone, trækker det største læs derhjemme lige nu. For ham er ligestilling noget, begge køn skal kæmpe for. Og det er de voksnes ansvar, at teenagepiger ved, hvad en ingeniør laver.
Hvornår var første gang, du opdagede, at der ikke var ligestilling?
− Da jeg så et interview med Anne Marie Helger, som fortalte, at hun var blevet voldtaget, og hvordan det havde ødelagt hendes liv. Når en kvinde bliver voldtaget, er hun skadet for livet. Det er ikke bare her og nu. Det er en frygt, alle kvinder lever med i et eller andet omfang, som vi mænd normalt ikke skænker en tanke.
Hvordan er der ligestilling hjemme hos dig?
− For min kone, Anya, og jeg er ligestilling, at vi sætter hinanden fri, så vi kan udfolde os frit og gøre de ting, vi har lyst til. Ligestilling er ikke, at vi skal være ens og træffe de samme valg, men at vi kan træffe de valg, vi vil. At jeg arbejder mere end Anya, betyder ikke, at jeg slipper for at støvsuge. Vores forhold er 17 år gammelt, og nu er vi i en tid, hvor det er mig, der er mest væk hjemmefra. Inden jeg blev minister, var det hende, der tog noget efteruddannelse og var mest væk. På den måde er et forhold – særligt når det bliver så langt som vores – et langt åndedræt, hvor tiderne skifter.
Hvad mener du, at kvinder bør kæmpe for i Danmark i dag?
− Ligestilling er ikke en kvindekamp. Det er en kamp for både mænd og kvinder om lige muligheder. Begge køn skal turde bryde med de gammeldags forventninger til, hvad man bør gøre som henholdsvis kvinde og mand. Vi har et af verdens mest kønsopdelte arbejdsmarkeder. Piger og drenge vælger meget forskellige uddannelser. Sidste år var jeg ude i en 8. klasse med projektet ”piger i praktik”, hvor vi prøver at få flere piger til at blive ingeniører. Jeg spurgte min datter, som også gik i 8. på det tidspunkt, om hun syntes, at det var spændende, men hun vidste ikke rigtig, hvad en ingeniør var. Jeg tænkte straks: ”Hvor er det for dårligt, at skolen ikke har vejledt hende”, men min næste tanke var: ”Hvor er det bare for dårligt af mig og Anya, at vi heller ikke har gjort det”. Jeg tror, det er vigtigt, at vi alle sammen prøver at udvide horisonten både for vores børn og os selv.
Har ligestillingsdebatten overhalet os, så det nu er mændene, der har brug for at kæmpe?
− Mænd og drenge har også udfordringer. Det kan man se i folkeskolen, hvor mange drenge ikke trives. Man kan se det på hjemløse, skilsmisseramte mænd og på sundhedsområdet, hvor mænd dør tidligere og bruger sundhedstilbuddene på en hel anden måde end kvinder. Det er meget hardcore ting, man kan måle og veje. Men manderollen er også under ombygning og pres. Arbejdsmarkedet og faderrollen stiller nye krav. Man skal være far på en anden måde og både være engageret og arbejde meget. For mange mænd er det enormt udfordrende. Du skal være latinlover med mørkt, bølget hår, og så skal du have danske, bløde værdier. Det er svært at leve op til. Og hvis skyld er det egentlig? Måske er det os selv som mænd, der presser på for at kunne det hele.
LÆS OGSÅ: Anne Knudsen: "I dag går det ud over mændene"
Hvis du kunne knipse med fingrene og skabe ligestilling på ét punkt, hvor ville det så være?
− Jeg kunne virkelig godt tænke mig at gøre noget for de drenge, som mistrives og får diagnoser i folkeskolen. Det er helt vildt, hvordan det eksploderer. Jeg har selv to drenge, og jeg kan se, at der ikke altid er plads til den der rastløshed i folkeskolen.
Hvilken rolle spiller ligestilling i din hverdag (ud over at du er ligestillingsminister, selvfølgelig)?
Annonse
− Det betyder først noget, når der ikke er ligestilling. Ellers lever vi bare. Det gør stort indtryk på mig, når jeg møder kvinder, der fortæller, hvordan mænd, som er mindre kvalificerede, har overhalet dem jobmæssigt, fordi de har det rigtige netværk. Eller når jeg bliver konfronteret med den uligestilling, der er i mange andre lande. Som Malala Yousafzai, der blev skudt, fordi hun kæmpede for pigers rettigheder til at få en uddannelse i Pakistan. Indtil jeg var til FN’s kvindekommission i New York sidste år, havde jeg også den holdning, at det, kvinder i andre lande kæmper for, sætter vores kamp herhjemme i et andet lys. De kvinder, der var med, havde hørt, at der var udnævnt en mandlig, brun ligestillingsminister i Danmark, så de kom bare for at se mig. Det var virkelig morsomt. Men de sagde stort set samstemmende, at det er vigtigt, at vi går forrest i lande som vores, fordi de bruger Danmark og Norden som eksempler, når de skal fortælle deres politikere om vejen til det ideelle samfund.
Har dit syn på ligestilling ændret sig med årene?
− Nu bliver jeg gjort opmærksom på alle de steder, hvor der ikke er ligestilling. Hvis jeg ikke mødte kvinder, som fortalte mig, hvordan de i deres lande bliver tæsket og ingen rettigheder har til egen krop eller prævention, ville jeg have en anden tilgang til det. Jeg bliver også holdt til ilden af min kone, som er en meget selvstændig og stærk kvinde. Én af de betænkeligheder, hun havde, da hun mødte mig, var: ”Gud nej, en mand der kommer fra et andet land og er fremmed, han har nogle andre ligestillingsidealer, end jeg har”. Men jeg har jo arbejdet med kvinder og tvangsægteskaber i mange år.
