Marias mor tog sit eget liv – men når hun synger på psykiatrisk afdeling, kan hun mærke hende igen

Når Maria Anna Rosenberg og hendes band har spillet en koncert på en lukket psykiatrisk afdeling, sker det ofte, at en patient bagefter fortæller om sin oplevelse.

På den måde får Maria små glimt af, hvordan musikken kan berøre mennesker i den mørkeste tid i livet, og ofte efterlader beretningerne hende næsten åndeløs.

Læs også

Karen var kun 38, da hendes mands død efterlod hende med to børn – så stiftede hun særlig klub

Det oplevede hun, da en mand satte ord på, hvad der var sket i ham, da han hørte Marias sange fra albummet 'Strejf af fred'.  

"Han sagde til mig, at det, vi havde spillet, ikke bare var et strejf af fred. Det var fred," fortæller Maria.

"For mens han lyttede til musikken, havde der for første gang i flere år været stille i hans hoved."

Skygge af sig selv

For 12 år siden mistede den 43-årige sangerinde sin mor efter et langt forløb med alvorlige depressioner og talrige indlæggelser. Derfor er hun personligt investeret i arbejdet med at skabe lommer af lys i hverdagen som indlagt.

"Det var helt vildt at høre den mand sige sådan; jeg kunne næsten ikke tage det ind. For det at skabe ro i sindet er alt det, jeg drømte om for min mor, men som hun ikke fik," siger Maria.

Musikken har altid været en stor del af hendes liv – og af forholdet til hendes mor, Ulla. Som barn spillede mor og datter amatørteater sammen, og som voksen blev Maria uddannet fra Det Danske Musicalakademi. I 2007 dannede hun sammen med Johannes Pehrson bandet Me and Maria, som hun helligede sig fuldt ud, i samme periode som morens psykiske sygdom tog til.

I den tid oplevede Maria flere gange, hvordan musikken var noget af det eneste, der kunne kalde den gamle Ulla frem. Kvinden, som i sin raske udgave var et kraftfuldt menneske, der fyldte et rum, havde under sin sygdom udviklet sig til en skygge af sig selv. Hun tabte sig, glansen forsvandt fra hendes hår, hendes smil nåede ikke øjnene, og når hun gav Maria et kram, føltes det kraftesløst og slapt.

Men når mor og datter sang sangene fra Marias barndom sammen – med Beatles, Kim Larsen og Sanne Salomonsen – forvandlede Ulla sig.

Lyset slukkede

"Hun trak skuldrene tilbage og stak brystet frem i stedet for at være sammensunken, smilet kom tilbage i hendes ansigt, og der var igen humor i den måde, hun talte på," husker Maria.

"Når vi sang, glemte hun et øjeblik, at hun var syg, og jeg fik lige lov at mærke min mor igen."

De musikalske åndehuller fik Maria til at genvinde noget af troen på, at hendes mor kunne finde tilbage til sig selv. Men med tiden blev sprækkerne ind til den person, Ulla egentlig var, færre og færre. Dagligdagen på de psykiatriske afdelinger var præget af skiftende personale og travlhed, og der var ikke meget overskud til andet end medicinering og klassisk psykiatrisk behandling. Ulla forsøgte selvmord gentagne gange, og i 2011 blev hun så medtaget efter at have sat ild til sig selv, at hun døde 20 timer senere.  

"Det var et chok, selv om hun havde prøvet mange gange, for jeg var stadig sikker på, at hun ville få det bedre," fortæller Maria.

"I dag finder jeg en lille trøst i, at hun ikke døde med samme – for det betød, at vi fik tid til at sige farvel. Hun døde ikke alene; hun vidste, at jeg var der, og at hun var elsket."

Nervøs før koncert

I den første tid efter sin mors død kunne Maria ikke synge. Hun havde svært ved at mærke sin krop, og det var for skrøbeligt. Men efter et halvt år kom hun i gang igen og opdagede, at sang var en måde at bearbejde sorgen på. Men først da hun, syv år efter morens død, faldt over projektet Frirum i Psykiatrien, som arbejder med at skabe gode oplevelser for psykiatriske patienter, begyndte hun at overveje, hvordan hun kunne bruge musikken til hjælpe mennesker i samme livssituation som sin mor.

"Det menneskesyn var sådan et, jeg gerne ville have haft, at flere havde mødt min mor med. Det handler om at se mennesket bag sygdommen og blive ved med at prøve at kalde det menneske frem," forklarer Maria.

Hun kontaktede organisationen, og snart var den første koncert på en lukket afdeling arrangeret. På trods af Marias personlige erfaring med at bruge musikken som et pusterum var hun nervøs. Ville hendes egne traumer komme væltende tilbage? Og hvordan ville patienterne reagere?

Men et besøg på afdelingen dagen før koncerten gav ro.

Sjældne tårer

"Jeg fulgte med personalet rundt, fik snakket med de indlagte og fornemmede, at koncerten kunne give dem noget at glæde sig til og en oplevelse af at blive set som andet end patienter. Så jeg kom frem til, at jeg godt kunne være i det."

Læs også

Helle Fagralid: ”Jeg fik næseblod af overvældelse. Så stort var det”

Det blev en god oplevelse. Koncertens størrelse betød, at Maria var tæt på sit publikum og kunne snakke med dem undervejs. Hun fortalte, at en af hendes sange handlede om tabet af hendes mor, og sangen fik en patient til at tænke på sin mor, hvilket kaldte tårerne frem i hans øjne. Efter koncerten fortalte personalet, at patienterne kun sjældent græder, for som regel forsøger de at holde følelserne nede. Så det havde været befriende at se dem give slip.

"Når man græder over en sang, deler man smerten med dem omkring sig – og mærker kærligheden til den, man savner. Sorgen får plads på en god måde," oplever Maria, som efter koncerten var høj.

"Det føltes så rart, at noget af al den forfærdelige smerte, jeg har gennemgået, kunne bruges til at gøre noget godt for andre mennesker."

Et glimt af håb

Siden har Maria spillet op mod 50 koncerter på lukkede afdelinger og bosteder.

Hun oplever generelt, at mange er bange for mødet med mennesker, der er blevet væltet af livet. For skal man tale anderledes til dem? Træde varsomt?

Nej, har Maria erfaret.

"Hele min ide er, at vi ikke skal gøre noget anderledes, end når vi spiller alle andre steder. For patienterne skal mødes som de mennesker, de er," siger hun.

"Der er rigtig meget ensomhed på en lukket afdeling, og man kan godt få lyst til at trække sig, som min mor gjorde. Men jeg så jo, at hver gang hun var sammen med andre om noget rart, fik hun det bedre. At have et fællesskab, hvor følelserne gerne må være der, er helende."

Sin mor får Maria aldrig tilbage. Men når hun spiller på en psykiatrisk afdeling, føler hun sig for en stund tættere på hende og alt det gode, hun var.

"Når jeg førhen tænkte på min mor, så jeg kun øjnene, der var slukkede; håbet, der var slukket," siger Maria.

"Men når jeg ser et glimt af lys tændes i øjnene på de mennesker, jeg spiller for, føler jeg, at jeg får en lille smule af min mor igen."