Mikael Kamber: "Jeg er én af dem, der er født sortseer"

Den 18. juni 2019 lagde Mikael Kamber en lille video på Facebook. Han lå i en seng på et hospital i Sydfrankrig. Han havde sår i ansigtet, drop i hånden og en stiv, hvid halskrave på. Alligevel smilede han stort, mens han i løbet af et par minutter fik fortalt, hvad han oplevede som dagens tre gode ting: At cykelhjelmen havde taget stødet, da han ramte asfalten på vej ned ad et bjerg på sin racercykel dagen før. At han var så lykkelig for den hjælp, han havde fået, og over alle de reaktioner, han havde modtaget fra nær og fjern, siden det blev kendt, at han var styrtet. Og som den tredje ting at han havde fået en påmindelse om, at livet er en gave, vi skal passe godt på.

Jeg må indrømme, at jeg så videoen flere gange, og jeg har lige siden haft lyst til at spørge Mikael, hvordan han dog kunne ligge der i sengen og være så positiv dagen efter et styrt, der kunne have kostet ham førligheden eller i værste fald livet. Anledningen er der nu. For Mikael er aktuel med bogen ”3 gode ting”, som netop handler om, hvordan vi alle kan få et gladere liv, hvis vi vælger at fokusere på det gode.

Ramt af (u)lykke

Hvad skete der egentlig den sommerdag i Frankrig, Mikael?

– Jeg var der for at køre Scleroseforeningens velgørenhedsmotionsløb, Cykelnerven, som jeg har kørt før. Konceptet er, at vi kører de afgørende bjerg-etaper i Tour de France en måned før, Tourfeltet kommer. Vi var på det næstsidste bjerg. Vejret var fantastisk, solen skinnede, men det var ikke for varmt. Vi havde haft en dejlig tur opad, hvor vi havde snakket og hygget os, så vi var i super humør, da vi nåede toppen og tog hul på den sidste nedkørsel.

– Det var en teknisk svær nedkørsel, der snoede sig som et snørebånd, men jeg kan godt lide den slags nedkørsler. Det er lidt som at køre slalom på ski. Som en dans. Men allerede fra første sving begyndte cyklen at opføre sig underligt, og jeg var lige ved at køre ud i træerne. Set i bagklogskabens lys burde jeg selvfølgelig være stået af for at se, hvad der var galt. Men jeg tænkte, at jeg nok bare havde været ukoncentreret og sagde til mig selv: Videre min ven. I det næste sving, som var endnu sværere, kom cyklen ud af kontrol.

– Det var som om, baghjulet levede sit eget liv, og jeg kunne se, at jeg ikke kunne nå at bremse ned inden næste skarpe sving. Jeg havde valget imellem køre rundt i det sving i den forkerte vejbane med fare for, at der kom en bil eller motorcykel, som ville ramme mig, eller køre ind i klippen til venstre for mig. Jeg valgte det sidste. Forhjulet fangede noget grus, og jeg røg med hele min vægt lige ned på skallen. Så lå jeg der. Og det første, jeg tænkte, var: Pinligt! Du skal op og videre. Men så, lige i det øjeblik, jeg prøvede at rejse mig, kunne jeg mærke, at det føltes meget underligt i nakken. Som om det stød, jeg havde fået, fortsatte.

– Jeg kunne mærke, at det ikke ville være godt at rejse sig, så jeg tænkte: Jeg lægger mig lige ned igen. Heldigvis var vi 350, der cyklede på bjerget den dag, og der var både læger og sygeplejersker imellem, så i løbet af et øjeblik var der masser af folk omkring mig, der sørgede for, at jeg blev liggende og havde det godt. Jeg lå der i skyggen, mærkede en varm brise og kiggede op gennem trækronerne og på den smukke himmel – og på alle de søde mennesker, der kiggede ned på mig – og lige i det øjeblik blev jeg fuldstændig ramt af lykke. Fuldstændig. Det var så underligt. Og jeg har stadig svært ved at forstå helt præcis, hvad der lige skete der. Men jeg var simpelthen bare grundglad. Følte virkelig, at der var ikke noget, der kunne ramme mig. Det, der kunne ramme mig, det havde ramt mig. Og jeg lå godt der og var i trygge hænder.

– Mikael kom på hospitalet, hvor det viste sig, at en halshvirvel var knækket helt ind til en millimeter fra rygmarven. Heldigvis var den ikke vippet ind i marven. Var det sket, ville han have været lam eller død. Så der, i hospitalssengen, blev taknemmeligheden forstærket. Og det var følelsen af taknemmelighed, der gjorde ham så glad. Følelsen af, at resten af livet var ren bonus. Ekstra tid, som han havde fået tildelt. Følelsen blev ved, da han kom hjem. Og den blev startskuddet til bogen om metoden ”3 gode ting”, som han havde tænkt på at skrive i nogle år. Han måtte ingenting lave i en længere periode – og slet ikke bøje nakken – men han er ikke typen, der kan lave ingenting, så han klodsede sine Flora Danica-bøger og Holbergs samlede værker op, så computeren kom op i hagehøjde, og så væltede ordene til bogen ellers ud af ham.

Skriv det ned

– Jeg har arbejdet personligt og professionelt med positiv psykologi de sidste 10-12 år og har også skrevet to andre bøger om det. Og en af de metoder, jeg har brugt rigtig meget, er ”3 gode ting”. Nogle gange er de mest simple metoder de bedste og mest langtidsholdbare. ”3 gode ting” går i al sin enkelhed ud på, at man skriver tre gode ting ned, når dagen er slut. I en notesbog, på computeren, telefonen, eller hvad der nu er nemmest.

– Det gode ved at skrive tingene ned i stedet for bare at tænke på dem er, at du kommer dybere ned, når tanken skal gennem sprogcenteret og ud gennem dine fingre. For hver god ting skal du også skrive, hvorfor det var godt. Og det skal du, fordi refleksionen gør det nemmere for dig at se det næste, der er godt. Den næste gode ting. Et eksempel kan være, at du skriver, at en god ting i dag var dit barns smil. Og at det gode ved smilet var, at det smittede og mindede dig om meningen med livet. Det gør det nemmere at lægge mærke til – og værdsætte – næste gang, du ser et barn smile, og du begynder måske selv at smile mere.

Du har jo ikke opfundet metoden ”3 gode ting”, hvor kommer den fra?

– Nej, og det er en øvelse, der er beskrevet hist og pist i mange forskellige værker om positiv psykologi. Men mig bekendt er der ikke skrevet en hel bog om metoden, og det, synes jeg, at den fortjener. For jo mere man går ind i den, jo mere kommer den til at handle om alle de store ting i livet. Meningen med livet. ”3 gode ting” er både en ny og en gammel øvelse.

LÆS OGSÅ: Anders Morgenthaler om at blive ændret af krise: ”Det brød FULDSTÆNDIG sammen”

– En gammel øvelse, fordi det at sige tak er en helt grundlæggende ting i det at skabe sig et godt liv. Taknemmeligheden er også en del af stort set alle religioner. Det at påskønne alt det, der er blevet os givet. Og når man påskønner alt det, man har fået foræret, bliver man også bevidst om, at man er en del af noget større. Man er ikke bare sig selv. Vi er jo alle sammen den yderste kæde af hele udviklingen.

– Vi er blevet givet en stafet i hånden, livet, og alt det, som livet bringer. Og det er ikke ligegyldigt, hvordan vi forvalter livets stafet, for vores opgave er også at give den videre. Og det bliver du meget bevidst om, når du er taknemmelig. At ja, vi har en overflod her, men der er intet af det, der er mit. Jordkloden var der i forvejen. Livet var ikke noget, jeg gjorde mig fortjent til, jeg fik det bare. Og det, at jeg stadig er i live, er sådan set heller ikke noget, jeg har gjort mig fortjent til. Det er mit held eller den gave, jeg har. Kloge mennesker har altid tænkt på den måde. Religioner arbejder også på den måde. Men det behøver ikke være en religiøs følelse.

Få mere af det gode

– Taknemmelighed er en eksistentiel følelse. Og taknemmelighed er også en indgroet del af positiv psykologi, som er en ung videnskab. Den er kun lidt over 20 år gammel. Positiv psykologi opstod som strategisk forskning i 1998. Grundlæggeren af positiv psykologi, Martin Seligman, fandt på forskellige øvelser, han kunne give til sine studerende. Han var inspireret af taknemmelighedsøvelser, og han fandt på øvelsen ”3 gode ting”.

– De studerende skulle hver aften skrive tre ting ned, som de har været glade for i løbet af dagen. Ikke nødvendigvis de tre bedste ting, bare tre gode ting, for det er ikke nogen skønhedskonkurrence, og det kan godt være svært at sammenligne ting. Hvad er størst: At du har fået en succes på jobbet eller dit barns smil? Du kan ikke sammenligne de to ting. Det kan godt være, at den ene ting var en større ting lige i dag, men den anden ting summer måske op til at blive det vigtigste i dit liv. Så det skal bare være tre gode ting.

– Seligman fandt ud af, at den øvelse gjorde en masse gode ting for de studerende. De blev bedre til at se det gode i deres hverdag, og når man er bedre til at se det gode, så sker der det, at der bliver mere af det. Det, vi retter vores projektør imod, er det, vi ser. Og det er også det, vi ser mere af. Det er også undertitlen på min bog: ”Du ser det, du ser efter”.

Som når man bliver gravid og pludselig ser gravide og barnevogne overalt på gågaden – de var der også i går, men da var de ikke i fokus?

– Du ser det, du ser efter. Sådan er det. Og det gælder i hele vores måde at se verden på. Det, vi retter vores søgelys imod, er det, vi ser.

Og hvad kan vi så bruge det til?

– Til at sige, at virkeligheden ikke er – i gåseøjne – som den er. Virkeligheden er den del af virkeligheden, vi fokuserer på. Virkeligheden er rigtig mange ting. Vores sanser modtager hvert sekund milliarder af indtryk, og vi har ingen chance for at absorbere dem alle i vores bevidsthed, der er kun plads til to-tre tanker ad gangen. Så der sker en voldsom filtrering.

– Derfor ser vi ikke virkeligheden, nej, vi ser den del af virkeligheden, vi vælger at fokusere på. Det gælder det, der går godt i vores hverdag, og det, der går skidt. Og det, vi fokuserer på, er det, vi får mere af. Det gode eller det dårlige. Hvis jeg må bruge et billede, så det ligesom de planter, du har i haven. Dem, du planter ude i lyset, som du vander, gøder og beskærer, de vokser sig store og flotte. Dem, du lader være i skyggen og aldrig rører ved, de visner.

Nogle er umiddelbart bedre til at se det lyse i livet end andre?

– Ja, dem, der er født glade.

Det kan trænes

Hvis man er en af dem, der ser det mørke, hvordan lærer man så at se det lyse?

– Jeg er en af dem, der er født sortseer. Og det er der mange af dem, der arbejder med positiv psykologi, der er. Martin Seligman, grundlæggeren, er en ret depressiv pessimist. Og det er os, der har mest brug for den positive psykologi. Alle dem, der stod forrest i køen, da evnen til at se lyst på tilværelsen blev delt ud, har jo ikke brug for positiv psykologi. Ikke så meget som os andre i hvert fald. For de kan det i forvejen. Men man kan jo altid blive bedre.

– Jeg kan mærke, at de her metoder har ændret mit liv. De har gjort mig til en person, som er nemmere for andre mennesker at have med at gøre, og de har gjort mit eget liv gladere, dybere og mere meningsfuldt. At se lyst på livet kan trænes. Og nu er vi fremme ved det. Meget af det her handler om træning. Selv den, der er født med de bedste evner for at løbe 100 meter løb, bliver jo ikke verdensmester uden at træne. Vi andre bliver aldrig verdensmestre, men vi kan dog gennem træning lære at løbe. Og vi kan lære at nyde at løbe. Og blive bedre, end vi var.

Hvordan var du sortseer før i tiden?

– Jeg er sådan en, som fra naturens hånd er ekstremt nysgerrig og rigtig god til at finde fejl. Hvis der er fejl under en sten inden for en kilometers afstand, så skal jeg nok finde den sten og fejlen under den. Det er også noget af det, der har gjort mig til journalist. Jeg er god til at undersøge ting og finde ud af, hvor det lugter. Men hvis man ikke passer på, så begynder det at fylde hele ens liv. Så begynder man at blive sådan en, der finder fejl hele livet. I stedet for at finde fordele hele livet.

LÆS OGSÅ: Pilou Asbæk: "Anna er mit livs kærlighed, og jeg håber, at vi er sammen til den dag, vi dør"

– Noget andet er, at jeg har et ret heftigt temperament. Jeg fandt ud af allerede i starten af 20’erne, at det var noget, jeg var nødt til at arbejde med. Jeg var simpelthen nødt til at lære at tælle til ti. Og for mig var det forløberen for egentlig positiv psykologi. At lære at kontrollere mit temperament. Jeg har meget energi i mig, og den kan komme ud igennem den vrede ventil, hvor den er meget ubehagelig – og jeg undskylder over for alle, det er gået ud over gennem tiderne – eller den kan komme ud gennem den glade ventil.

– Energien er den samme, men det er bare meget federe for mig selv og alle andre, når den kommer ud gennem den konstruktive og glade ventil. Jeg har virkelig arbejdet meget med det, og hvis der er nogen, der siger, ”han kan stadig være forfærdelig”, så kan jeg kun sige en ting til mit forsvar, og det er, at det har været meget, meget værre, end det er i dag, ha ha.