Da Sara Blædel mistede begge sine forældre med 3 dages mellemrum, tog hun et drastisk valg

Året 2024 er ikke et hvilket som helst år for Sara Blædel. Det er et jubilæumsår, hvor hun har rundet to store milepæle i sit liv – hun er nemlig fyldt 60 år, og så er det 20 år siden, at hun udgav sin første krimi, 'Grønt støv', som var begyndelsen på serien om kriminalassistent Louise Rick. 

Og selvom de to skarpe hjørner for mange er lig med vemod og nostalgi, synes Sara kun, at hendes liv er blevet fyldt med mere værdi. Der har nemlig lagt sig en rolig skygge over hendes ellers travle liv, hvor hun kun prioriterer det, hun har lyst til.

Læs også

Margrethe Vestager har fokus på én vigtig ting, når hun er chef for andre

"Jeg synes, at 60 lyder som et utroligt højt tal, men det føles ikke som om, at jeg er så gammel. Jeg har altid syntes, at det var lidt patetisk, når ældre mennesker siger, at de føler sig yngre, end de er. Men jeg må indrømme, at jeg nu har det på samme måde selv. 

For mig er den alder et virkelig dejligt sted at være, og jeg har det dødgodt med det. Jeg er fyldt med meget mere fred, og der er enormt mange ting, som jeg ikke gider mere. Der er ting, jeg ikke gider at bruge tid på, som ellers har fyldt meget i mit liv og været vigtige for min karriere – bogreceptioner og den slags. 

Jeg har haft det vildt sjovt med det, men det orker jeg ikke mere – been there done that, og det har været fedt. Og det synes jeg, at jeg kan sige om mange ting efter mine seks årtier på jorden."

"Jeg læser tit, at kvinder ofte når et punkt i deres liv, hvor de føler sig usynlige, når de bliver ældre – og det, synes jeg, er så sørgeligt og trist. Men så undrede jeg mig også over, hvorfor jeg slet ikke har det sådan. Og det er nok fordi, at jeg har mine bøger, og dem kan jeg jo blive ved med at skrive, selvom jeg bliver ældre. 

Jeg har aldrig lagt min værdi i mit udseende, men i det at være god til det, jeg laver. Jeg har aldrig tillagt mig en værdi alt efter, om jeg er attraktiv eller ej, og sådan var det faktisk også, da jeg var yngre – jeg har aldrig lagt mærke til, om nogle har kigget efter mig. Jeg har til gengæld gået enormt meget op i at gøre mig god til det, jeg laver. 

Mit forfatterskab blegner ikke med min alder, for jeg bliver ved med at udgive bøger – og jeg bliver måske endda kun bedre til det. Jeg synes, det er enormt vigtigt, at vi husker, vi er så meget andet end nogen, der skal kigges efter."

I virkeligheden synes Sara kun, at hendes alder giver hende mere værdi. For alle de livsfaser og -erfaringer, hun har været igennem, har gjort hende til et mere helstøbt menneske, med et nyfundet, fast fundament.

Læs også

Peter Frödin stjal sin aftensmad: ”Jeg flygtede ned ad Vesterbrogade”

"Jeg synes, at jeg er enormt god til at være det her sted i livet. Jeg er enormt god til at være rigtig voksen, og det stammer fra en erfaring, som jeg læner mig tungt ind i – og glædeligt deler ud af. Der er masser af ting, som jeg har prøvet før og kan fortælle, hvordan jeg kom igennem. 

Jeg har prøvet at opleve kærlighed, få et barn, blive skilt, miste mine forældre og meget andet. Jeg kan så mange ting, også alene. Man skal finde et fundament i sig selv – og det tror jeg kræver en vis livserfaring og nogle år på bagen, før man er i stand til det. Det gjorde det i hvert fald for mig."

Det stærkeste fundament

For 13 år siden fik Sara revet sit daværende fundament fuldstændig væk under sig. Hun mistede begge sine forældre med tre dages mellemrum, og kort tid efter mistede hun også sin faster. Det satte sig i hende som en dyb og tung sorg, hvor rodløsheden dukkede op som en ubuden gæst.

"Det var næsten hele min familie, der røg på meget kort tid. Nu var det kun min søn Adam og jeg tilbage, og det var et kæmpe jordskred i mit liv. Det efterlod et enormt tomrum, og nu skulle jeg selv være den yderste på pinden – altså det ældste overhoved i familien. Det rørte mig, at jeg ikke kunne finde mine ben at stå på, efter det skete."

Samtidig med at Sara ikke kunne finde fodfæste, blev hun året efter også skilt, og oven i hatten var der både indbrud og brand i huset. Alt ramlede, og nu krævede det altså, at hun skulle bygge et helt nyt fundament op, hvor hun selv skulle være det stærkeste, og ældste, led.

"Jeg prøvede famlende at finde et nyt fundament at stå på, efter at alt ramlede. Og det skulle vise sig at være meget sværere, end jeg troede. Jeg skulle finde noget at balancere på, så jeg kunne komme videre, og dét havde jeg sindssygt svært ved. Jeg tænkte, at jeg havde brug for en ny base. Så jeg købte et hus i kartoffelrækkerne, og det hjalp ingenting, selvom jeg boede i den gade, jeg var vokset op i."

Da Saras søn flyttede til New York for at tage på filmskole, så hun sit snit til at gro helt nye rødder. Sammen flyttede de ind i en lejlighed i Tribeca.

"Adam og jeg etablerede os helt på ny. Der kom otte flyttekasser fra Danmark, og ellers skulle vi møblere alt fra nyt. Vi byggede alt op fra bunden og skabte et hjem derovre sten for sten, gaffel for gaffel. Da jeg kom hjem fra New York to år senere, landede jeg igen og blev mig selv. Så det var simpelthen helt fysisk at bygge et nyt fundament op og skabe vores liv på ny, der hjalp. Det var en ret vild oplevelse."

"Det var en ny start på mit voksenliv. Da jeg pludselig ikke havde mine forældre mere, mistede jeg også følelsen af, at nogle altid ville stå klar til at gribe mig. Så det var vigtigt at erkende, at nu måtte jeg gribe mig selv og sørge for, at jeg havde nogle venner tæt på mig, som også kunne gribe mig. Vi griber hinanden, for på et tidspunkt i livet mister vi jo alle vores familier – sådan er det at blive ældre."

Sara kom frem til en erkendelse om, at det nu var hendes venner, den selvvalgte familie, der skulle danne grundlaget for hendes nye fundament. Men hun indså også, at hun selv var det vigtigste led.

"Jeg fandt ud af, at det bare tog længere tid at finde fodfæste igen, efter alt ramlede. Men jeg indså også, at jeg er grundstenen. Jeg behøver ikke nogen rundt om, for jeg skal kunne stå stærkt nok til at være den, som griber Adam, når han får brug for det. Det handler måske i virkeligheden også om ensomhed og om at kunne være alene. Jeg bor alene, men føler mig aldrig ensom."

At være selvvalgt ensom

Sara holder meget af sit eget selskab og har grundlæggende et stort behov for at være alene. Derfor rører det hende heller ikke, at hun bor alene.

"Jeg er et menneske, som trives bedst, hvis der også er alenetid – ellers bliver jeg faktisk lidt presset. Det passer også rigtig godt med det, jeg laver. For når jeg skriver mine bøger, kan jeg sagtens lukke mig inde i flere uger ad gangen."

Læs også

Sebastian Lynggaard er blevet far til en pige - og fandt ud af, der er noget, som ikke holder

Saras relation til ensomheden har også ændret sig over årerne. Da hun var yngre, mærkede hun kun ensomheden, når hun blev fravalgt – en ensomhed, hun ikke selv havde valgt. Men med alderen har ensomheden ændret sig til noget selvvalgt.

"Når jeg trækker mig i ensomheden, er det selvvalgt, og det er noget, jeg nyder enormt meget. Jeg tror, at det handler om, at jeg endelig har fundet ind til min egen kerne – og det har jo taget mange kriser og mange år. Det er en af de ting, jeg har lært ved at blive ældre. Jeg stoler på min egen kerne og har det egentlig meget mere roligt der, hvor jeg er i mit liv nu. Jeg gør kun de ting, som jeg har lyst til, og siger pænt nej tak til alt andet. 

Så jeg tror, at ensomhed for mig har fået mere positive konnotationer med årerne. Jeg tror dog også, at hvis ensomheden ikke er et valg, man selv har truffet, er det noget af det voldsomste, man kan opleve. Men når det er noget, jeg selv vælger i perioder, er det en kæmpe glæde for mig."

Et af de spørgsmål, der er gået igen og igen for Sara de sidste mange år, er, hvordan hun har det med at bo alene og være single. Og det er et spørgsmål, som hun ikke forstår grundlaget for.

"Jeg tænker ikke selv særlig meget over, at jeg er alene, og det er klart, at hvis jeg møder en dejlig mand, så er det bare skønt. Men det er også selvvalgt, og jeg har ingen dating-profil, for det ikke er noget, som jeg søger – jeg har et vidunderligt liv alene. Men jeg synes, det er nedladende at indikere, at der mangler noget i ens liv, når man lever alene."

"I det øjeblik man nævner det som et emne, man skal forholde sig til, så er det et indirekte stik til, at ens liv ikke er godt, som det er. Dét kunne ikke være mere forkert. 

Da jeg for tyve år siden lavede Louise Rick-karakteren, var det også et kæmpe emne, hvornår jeg skulle møde en. Og det lagde jeg ind i Louise Rick, fordi jeg undrede mig over, hvem det egentlig er, der vurderer, at ens liv bliver mere formstøbt og fuldendt, fordi man er to? Er det for andres usikkerhed, at man skal forholde sig til, at nogle er alene? Jeg synes, at der er mange ting i spil omkring det emne."

At Saras liv skal værdisættes efter, om hun har en mand eller ej, synes hun er en social norm, der skal brydes med. For hun oplever, at mellem samfunds stringente normer og kasser gemmer der sig en ide om, at ens liv kan blive bedre med en partner.

"Folk skal holde op med at vurdere, hvornår andre har det rigtige, gode eller perfekte liv. Jeg kender tonsvis af stærke kvinder, som har valgt, at det at have en kæreste ikke er det vigtigste i livet. Mit eget liv kunne ikke være bedre, end det er lige nu, og man kan sagtens skabe et helt pragtfuldt liv alene. Men hvis man møder et menneske, som man instinktivt synes er vidunderligt, så er det da klart, at man gerne vil være sammen. 

Læs også

Michelle Kristensen: ”Jeg skulle lukke ned for den mærkelige fornuft, jeg er vokset op med”

Jeg var også enormt glad for at være gift, indtil vi ikke passede godt sammen længere. Jeg mangler ikke noget i mit liv, men hvis jeg møder et menneske, som giver mig mere værdi, er det skønt. Men en partner skal ikke være altafgørende for værdien i mit liv eller en nødvendighed for mig. Man er nødt til at skabe et dejligt fundament inde i sig selv, før et andet menneske kan komme ind i det."

Fighter-genet

For Sara er der ingen tvivl om, at alderen har gjort hende til en mere selvsikker version af sig selv, som endelig har fundet det rigtige ben at stå på med en bundsolid, selvstændig kerne. Men den kerne er ikke kommet af sig selv, og den stammer fra mange forskellige livsfaser.

"Jeg har været igennem mange forskellige faser af mit liv for at være der, hvor jeg er nu. Jeg har været tjener, journalist, fået et barn, været gift, været enlig mor, er flyttet til USA, flyttet hjem igen og været på toppen af min forfatterkarriere. Der har været virkelig mange forskellige faser, og hver af dem har været gode, interessante og anderledes. 

Fortiden findes altid inde i en. Det kan føles som om, at man kan nå at leve mange forskellige liv i ét langt liv, og du kan være mange forskellige versioner af dig selv i de forskellige faser. Det er sindssygt forfriskende at blive mindet om, for nogle gange glider alt, der er sket, ind i én stor bunke."

Der er særligt to nedslag i Saras liv, der har haft en stor betydning for den kampgejst og vilje, som hun besidder i dag, og som ikke har været til at stoppe lige siden. I sin barndom fandt hun nemlig ud af, at hun var ordblind.

"Erkendelsen af, at jeg i min skolegang havde det svage punkt, skabte en usikkerhed i mig allerede dengang. Dén usikkerhed bor stadig i mig, selvom jeg ikke mærker den så meget mere. Men det gjorde også, at jeg fik en særlig kampgejst. Når jeg først går i gang med noget, så er jeg nødt til at gå all in for at føle, at jeg gør det godt nok. Når jeg først sætter mig for noget, så må det koste hele baduljen – og det har helt klart været med til at forme mig, det er der ingen tvivl om."

"Den anden oplevelse, der rystede min kerne, skete i slut-20’erne. På det tidspunkt arbejdede jeg som tjener, og pludselig en dag fik jeg, ud af det blå, en lammelse i min venstre arm. Det endte med at koste mig tre år ind og ud af Rigshospitalets neuromedicinske afdeling, hvor hele mit liv blev sat i stå, og jeg fik tilbudt invalidepension. Det satte en massiv stopper for mit ungdomsliv, og man kunne godt fristes til at tænke, at jeg godt ville have været det foruden. 

Men jeg kan se nu, at det ville jeg faktisk ikke have været foruden – for det var virkelig med til at skabe mig. Det skabte et fighter-gen i mig, hvor jeg tænkte, at mit liv ikke skulle slutte sådan. Og min usikkerhed fra barndommen har gjort, at jeg gør mig virkelig, virkelig umage."

Der bobler en kæmpe historie

De livserfaringer, der har været med til at danne Sara og gjort hende til den forfatter, hun er, dukker også tit op, når hun starter på en ny krimi.

"Når jeg skriver, bliver jeg tit mindet om de forskellige perioder i mit liv. Nu har jeg lige færdiggjort bogen ”Ilka vender hjem”, og der kan jeg mærke, at det er en helt særlig periode af mit liv, jeg refererer til, og som dukker op i min erindring, når jeg sidder med Ilka. 

Jeg begyndte at skrive trilogien om Ilka lige efter, jeg havde mistet mine forældre. Jeg ville så gerne skabe en kvindelig bedemand, fordi jeg var så fascineret af den kvindelige bedemand, som hjalp mig med de tre begravelser i mit liv. Så universet gav mig på en måde karakteren Ilka."

Det er heller ikke unormalt, at karaktererne i Saras bøger opstår ud fra en fascination af karaktertræk, hun enten ser sig selv i eller længdes efter at besidde mere af.

"Ilka er sådan en karakter, der tager livet, som det kommer. Hun har en lidt uperfekt tilgang til livet på den måde, at hun springer over, hvor gærdet er lavest, men samtidig altid får opgaverne løst. Der er en lethed i den måde, hun altid klarer den på, uden at fremstå så perfekt. Jeg er nok selv lidt mere en ”springer over, hvor gærdet er højest”-type, men jeg ville 100 procent ønske, at jeg var mere som hende. Hun lykkes med ting, men på sin helt egen måde – og det ser jeg meget op til. 

Samtidig ser jeg mig selv i hende på den måde, at hun er mere ligeglad. Det er igen noget, der er kommet med alderen for mig, for i dag kunne jeg aldrig drømme om at sige ja til ting, jeg ikke har lyst til. Jeg tror, hun er lige præcis sådan en karakter, vi har brug for nu, fordi vi har brug for at løsne lidt op for den perfekthedskultur, der hersker."

Selvom Sara kontinuerligt har spyttet bøger ud de sidste tyve år, er hun langt fra færdig endnu. For historierne buldrer derudad i hendes hoved, og Ilka har sat sig fast igen – som en ny fortælling, der bare venter på at komme ned på papir.

"Selvom jeg har ramt de 60 år, er jeg slet ikke færdig endnu – som i slet ikke. Der er en kæmpe historie, som bobler rundt i mit hoved lige nu. Jeg er så nysgerrig på at dykke ned i den, og når jeg har udgivet ”Ilka vender hjem”, går jeg straks i gang med den næste."