Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Jette opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Da jeg mødte Søren for snart 25 år siden, var han en festlig fyr, der aldrig gik af vejen for en våd tur i byen.
Begge hans forældre havde et stort alkoholforbrug, og han havde ikke haft nogen god barndom.
Det burde måske have aktiveret en indre rød advarselslampe hos mig, men Søren var samtidig en klog, varm, sjov og kærlig mand, som jeg slet ikke kunne lade være med at forelske mig i. Vi havde de samme drømme og ønsker for fremtiden, og jeg følte mig sikker på, at vi ville kunne skabe et godt liv sammen. Og det lykkedes da også, et langt stykke ad vejen.
Da jeg blev gravid med vores første søn, sagde Søren, at hans børn i hvert fald aldrig skulle se ham fuld. Det viste sig desværre umuligt for ham at overholde, og jeg har brugt meget energi på at skærme børnene fra at se ham beruset.
Vi fik vores to drenge med blot halvandet års mellemrum, så der var gang i den fra morgenstunden de første år. Jeg blev hurtigt forvandlet til den sure kone, der ringede manden hjem tidligt om morgenen, fordi jeg skulle nå at få ham bugseret ind i soveværelset, inden drengene vågnede.
Heldigvis var det ikke hver weekend, at Søren røg i druk med kollegerne, og der var også “kun” vin og øl på bordet herhjemme i weekenderne. Det var dog sin sag at dele en flaske rødvin med Søren.
Jeg skulle hele tiden sørge for at hælde op til mig selv, så han ikke pludselig havde drukket hele flasken.
Jeg brød mig ikke om at blive beruset, mens jeg så Disney Sjov med børnene i sofaen, så jeg hældte i smug mit vin ud i en plante, der stod på gulvet. Desværre endte det med årene ud i, at Søren bare åbnede endnu en flaske.
I de år tænkte jeg ikke, at Søren var alkoholiker, men jeg frygtede, at han kunne blive det. I perioder, hvis han for eksempel havde meget om ørerne på arbejdet, kunne han godt fortsætte med at drikke, efter børnene og jeg var gået i seng.
Så listede han ud ad hoveddøren for kort efter at vende retur med en pose klirrende flasker. Når jeg italesatte hans alkoholforbrug, var der altid en god forklaring; Han hyggede sig med at drikke en øl eller to, og det kunne jo ikke genere os, når vi lå og sov.
Han var ikke afhængig, han kunne bare godt lide smagen.
Som årene gik og drengene blev ældre, begyndte det at føles som en afvisning, at Søren efterhånden havde brug for at have indtaget mindst to-tre portere for at kunne holde ud at være sammen med os.
Det havde han fortjent efter en lang arbejdsdag, mente han. Alle forsøg på at tale med ham om hans høje forbrug blev latterliggjort, for han ragede jo ikke rundt eller lå på bænken nede i parken, så hvad var egentlig problemet?
Nej, det gjorde han ikke, men han var lige lidt langsommere i sin tale og sad konstant med et fjoget smil, som hverken drengene eller jeg kunne holde ud at se på.
Vi vidste nemlig, at det betød, han var beruset – igen.
Selvom Sørens alkoholforbrug var et stort tabu udenfor hjemmet, valgte jeg tidligt at være ærlig overfor drengene om deres fars forbrug af alkohol.
De skulle nemlig vide, at de i hvert fald havde én forælder, som de altid kunne regne med. De skulle også vide, at det ikke var deres ansvar at holde øje med deres far, det var mit.
Utallige er de gange, hvor drengene eller jeg tryglede Søren om at lægge alkoholen på hylden.
Svaret var det samme hver gang; hvis det generede os, så ville han naturligvis stoppe, for han var ikke afhængig. Det resulterede så i, at han i lange perioder drak i smug.
Da begge drenge var flyttet hjemmefra, tog misbruget til og stærkøllene fra de mange specialbryggerier var ikke længere nok.
Søren gemte spiritus i tasker, bag skraldespanden, og hvad han ellers fandt på. En dag kom han så tidligt hjem fra arbejde med en besked om at tage i alkoholbehandling, hvis han ikke ville fyres.
Det blev et vendepunkt for Søren, som valgte at gå i behandling.
Det gik overraskende godt med at holde sig ædru. Søren gik til terapi flere gange om ugen og blev også tilknyttet en fast gruppe, der også boksede med et mangeårigt misbrug. Han virkede fast besluttet på at forblive ædru og anglede helt tydeligt efter min anerkendelse, men jeg havde mere end svært ved at give ham den.
Jeg stolede nemlig ikke på ham og ventede egentlig bare på, at han ville falde tilbage i samme gænge igen og begynde at kalde mig for en idiot, fordi jeg mente, at selv en enkelt øl var et skråplan. Sådan var det nemlig gået alle de gange, jeg havde prøvet at presse ham til at holde op med at drikke.
Jeg var indebrændt rasende på ham, men jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gøre af al den vrede, for ugerne gik, og Søren indtog vitterligt ikke en dråbe alkohol!
Alligevel fandt jeg mig selv sidde og dagdrømme om et liv for mig selv, et liv, hvor jeg ikke skulle forholde mig til, om Søren havde drukket, når han satte nøglen i døren.
Mistilliden sad i kroppen, og jeg fik et sug i maven, bare han så meget som foreslog at gå ned og handle ind. Jeg havde altid frygtet at Søren ville gå i hundene, hvis jeg forlod ham, men jeg kunne ikke holde ud at være sammen med ham længere.
Der var sket noget uopretteligt, som jeg havde svært ved at sætte ord på.
For alting handlede om Søren, og det havde det altid gjort.
Jeg kiggede konstant efter tegn på tilbagefald, mens drengene begejstret talte om, hvor stolte de var af deres far, fordi han klarede det så flot. Det eneste, jeg kunne tænke på, var alle de år, hvor jeg havde brugt al min tid og energi på at få os til at ligne en almindelig familie, trods Sørens eskalerende alkoholmisbrug.
Nu, hvor han var holdt op med at drikke, handlede det stadig om ham, og jeg kunne simpelthen ikke holde til det.
Selvfølgelig var drengene stolte af deres gamle far, og naturligvis kunne jeg ikke forvente, at de forstod, hvorfor jeg stadig var så vred og hård over for ham, når han nu klarede det så flot. Var det ikke det, vi altid havde ønsket os?
Det var det helt bestemt, men måske var det kommet en postgang for sent? Alle de gange, jeg havde tigget og bedt Søren om at holde op med at drikke, hvor han blot havde løjet og svigtet min tillid, havde sat sig i mig.
Drengene var bekymrede for, at Søren ville falde tilbage i gamle vaner, hvis jeg forlod ham, og selvom de ikke sagde det direkte, så følte jeg et pres fra dem om at blive sammen med deres far.
Jeg var ved at eksplodere.
En aften, hvor en kollega og jeg havde arbejdet over, busede jeg pludselig ud med, at jeg overvejede at gå fra Søren. Vi havde været kolleger i mange år, men jeg havde aldrig fortalt om Sørens misbrug. Da først jeg kom i gang med at fortælle, kunne jeg slet ikke stoppe, og bagefter var jeg flov over at have åbnet mig på den måde.
Min kollega, som jeg i dag kalder min veninde, tog det dog roligt og overtalte mig til at søge hjælp. Ikke i form af hjælp til at holde Søren ædru, men hjælp til at få det bedre med mig selv.
De gange jeg tidligere havde søgt på nettet efter hjælp til familier ramt af misbrug, var jeg kun stødt på tilbud til pårørende, der efterspurgte redskaber til at støtte det misbrugsramte familiemedlem.
Men hvad nu, hvis man var en pårørende, der bare havde fået nok, hvor gik man så hen?
Det viste sig, at der under et af tilbuddene til alkoholikere, også fandtes et sted, hvor man kunne tale om, hvordan det var at være pårørende. Efter endnu et venligt skub fra min kollega, fik jeg her meldt mig til samtaler med en terapeut.
Det var voldsomt at fortælle en fremmed om den familiehemmelighed, som jeg havde gemt på så længe, men det var også fuldkommen forløsende. Terapeuten anbefalede mig at begynde i en pårørendegruppe, som hun kørte hver anden uge og nu, hvor jeg havde fået åbnet op for det hele, kunne jeg lige så godt prøve gruppesamtalerne også.
Det var en vild oplevelse at blive en del af samtalegruppen.
Jeg kunne spejle mig i de andres fortællinger, og der var ingen skyld eller dårlig samvittighed over at have lyst til at løbe skrigende væk fra ægtefællen, selvom han eller hun nu endelig var blevet tørlagt.
Samtalerne hjalp mig med at finde frem til, hvad jeg havde brug for for at få det godt igen: Jeg skulle ud og bo for mig selv. Det var ikke løsningen for alle de pårørende, men det var det rigtige for mig.
Det var ikke let at få sagt, til hverken Søren eller vores drenge, men jeg tror, de kunne mærke, at beslutningen havde været længe undervejs, så ingen prøvede på at få mig til at skifte mening.
Søren var knust, og inderst inde var jeg rædselsslagen for, at han ville begynde at drikke igen. Det tror jeg også, at både han selv og drengene var, men jeg var ikke i tvivl.
Sørens misbrug havde drænet kærligheden til ham som min livsledsager, og jeg kunne ikke fortsætte.
Der er nu gået et år, og jeg har ikke fortrudt flytningen, for den har kun bragt gode ting med sig.
Jeg elsker at bo alene og har også genfundet kærligheden til Søren, der har fundet fodfæste som tørlagt alkoholiker. Vi nyder at kunne ses og besøge hinanden, og vi er sammen flere gange om ugen.
Jeg stoler på ham nu, men jeg tror ikke, at vi nogensinde flytter sammen igen.
For vi har det begge to skønt med at bo hver for sig – så længe vi også har hinanden.
Skriv til Vibeke
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
