Det var ikke kun pengene, som Evas kæreste var nærig med
Selvom jeg var vild med Esben, så var det gået op for mig, at han havde svært ved at få pungen op af lommen. At hans nærighed dækkede over mere end bare penge, fik jeg at mærke på en mildt sagt mislykket kærlighedstur til København. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.
Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Eva opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Efter at have været alene i 10 år, syntes mine døtre, at det var på tide, jeg fik en kæreste igen. Mit sidste forhold havde været turbulent og fyldt med utroskab, så jeg havde ikke haft noget behov for et nyt. Nu syntes jeg så måske også, at jeg var klar til at prøve igen.
Min ældste datter på 30 skrev derfor en fængende tekst, tog nogle gode billeder af mig og lagde dem på Tinder. Det var smigrende, at så mange mænd syntes godt om mit billede og min profiltekst, men særlig en mand tiltrak mig.
Han havde brunt, pjusket hår og så så kunstnerisk og spændende ud, og han havde også skrevet en god profiltekst. Her fremgik det, at han elskede kunst og måske ville skrive en bog om H.C. Andersen. Han var tilmed læge og havde været udstationeret bl.a. i Afrika. Jeg kunne allerede lide alt ved ham.
Esben og jeg mødtes på et kunstmuseum, hvor vi kunne se på billeder sammen og kigge hinanden an, uden at det blev for akavet. Han var sød og nydelig, men også dejlig afslappet i tøjet. Vi talte længe i museets café bagefter.
Det viste sig, at bogen om H.C. Andersen havde noget at gøre med, at han hed Andersen til efternavn, og, at det var hans egen historie, han måske engang ville skrive. Han havde heller ikke været udstationeret som læge i Afrika, det var derimod hans datter, som han havde besøgt dernede. Esben viste mig sin profiltekst, og pludselig kunne jeg godt se, at det var noget, jeg nok selv havde læst ind i teksten.
Jeg følte mig dum, men vi kunne heldigvis grine af det. Esben var derimod lærer ligesom mig, og jeg slappede af i hans selskab, for så skulle jeg ikke leve op til at være en læges kæreste, men kunne blot være mig selv.
Da vi skiltes, var vi enige om at ses igen, og fra da af sendte Esben små hilsner til mig hver dag. Jeg blev så opstemt, når jeg læste hans beskeder, selvom det ofte bare var en godmorgenhilsen eller et godnat smil.
Vi fik aftalt at ses igen, og dagen inden, at han skulle komme på besøg hjemme hos mig, gjorde jeg rent til den store guldmedalje. Jeg syntes selv, at mit hjem så lidt brugt ud, men da Esben ankom, så han sig omkring og udbrød: ” Nej, hvor bor du hyggeligt og smukt” Og så overgav jeg mig.
Det endte med, at vi gik i seng sammen den aften, selvom jeg havde besluttet mig for, at vi burde lære hinanden bedre at kende. Men Esben pressede lidt på, uden at det nåede at blive for meget, og til sidst tænkte jeg: Nå ja, vi er vel voksne mennesker. Jeg svømmede da også helt væk i Esbens duft, hans favn, hans latter, og dagen efter var jeg smaskforelsket. Det var åbenbart gengældt, for vi aftalte at ses allerede et par dage efter. Da han gik ud ad døren, var det da også med en afskedsbemærkning om, at han var helt vild med mig.
Men den aften, hvor vi havde aftalt at ses igen, fik han uventet besøg derhjemme af en ven, og han følte ikke, at han kunne aflyse det. Aflysningen kom med kort varsel, så jeg blev støt og skrev til ham, at hvis han ville være sammen med mig, så blev han nødt til at holde sine aftaler. Esben sms’ede hurtigt retur, at så snart vennen var gået, kom han hjem til mig. Han ringede på døren halv et om natten. Jeg syntes, det var lidt grænseoverskridende, men jeg blev glad for at se ham.
De næste uger gik med at elske, gå hånd i hånd og kigge hinanden dybt i øjnene. Vi sås altid hos mig, fordi jeg boede så hyggeligt, som han sagde. Da jeg på et tidspunkt lagde lidt pres på for at se hans lejlighed, slog han det hen. Han var i gang med at sætte den i stand, så det hele var lidt kaotisk, hvilket jeg godt kunne forstå.
Annonse
Så blev det nytår. Det hele var stadig nyt, og vi havde hver især andre aftaler. Jeg skulle være sammen med en veninde, Esben skulle til stor fest. Det gjorde mig lidt utryg, for jeg havde jo før oplevet utroskab. Jeg spurgte derfor Esben, om han godt ville ringe klokken 24 og ønske mig godt nytår. Det lovede han – men han holdt ikke sit løfte.
Telefoner kan jo løbe tør for strøm, eller man kan glemme en aftale, men minderne om min ekskærestes svigt sad så dybt i mig, at jeg blev urolig og ulykkelig. Sent på natten indtalte jeg derfor en besked på hans svarer: ”Jeg kan ikke holde til det her. Jeg er nødt til at slå op med dig.”
Da Esben vågnede henad ni næste dag, ringede han. Han undskyldte, at han havde glemt at ringe, men han havde fået for meget at drikke. Derpå sagde han: – Da jeg hørte din besked, begyndte jeg at græde, for jeg er så glad for dig. Så smeltede jeg, og vi blev enige om, at vi selvfølgelig skulle blive sammen.
Fra da af begyndte forholdet dog at slå sprækker. Indtil da havde jeg accepteret, at vi altid sås hos mig, men nu begyndte det at gå mig på. Det var nemlig ikke sådan, at Esben ankom med en flaske vin til den mad, jeg gerne havde forberedt eller hjalp til med det praktiske. Når han trådte ind ad døren, slog han sig ned, som om han var en gæst, der skulle vartes op. Hvis jeg bad ham om at dække bord eller tage opvasken, havde han ikke lige energien til det, eller også skulle han tjekke noget vigtigt på sin telefon.
Noget andet var Esbens nærighed. Selvom det var mig, der stod for al indkøb og madlavning, når vi var hos mig, så skulle vi partout deles om regningen, når vi gik ud. Esben kunne godt lægge ud, men der gik ikke mange sekunder, før jeg fik jeg en mobilepayanmodning på det halve af beløbet. Det er helt fint at deles om udgifterne, men jeg syntes nok, det havde været rimeligt, hvis han en gang imellem inviterede mig ud som tak for, at jeg altid lagde hus til, købte ind og lavede mad.
Desuden vidste jeg, at Esben ikke manglede penge, for han havde en større opsparing og talte gerne om, hvor velbeslået han var. Én gang inviterede han mig dog ud på en restaurant, men her måtte jeg kun bestille noget fra kortet til 150 kroner. Jeg troede, det var en vittighed, men det var det ikke.
Trods Esbens påholdenhed og manglende lyst til at hjælpe til, var jeg glad for ham og udbrød på et tidspunkt, at jeg elskede ham. Han så lidt på mig, så svarede han: – Jeg elsker nok dig 42 procent.
Jeg så chokeret på ham. Hvad mente han dog med det? Så forklarede han, at man jo ikke kunne elske nogen helt igennem. Han havde i hvert fald aldrig prøvet det.
Det var som at få trukket tæppet væk under mig, og jeg sagde, at jeg ikke kunne være sammen med ham, hvis han havde det sådan.
Det fik Esben til at bestorme mig med kærlighedserklæringer i dagene efter, og jeg endte med at invitere ham tilbage i mit liv. Det skulle vi så fejre med en tur til København, hvor vi skulle bo på en vens båd på Christianshavn og spise ude og gå på museer.
Jeg fik nok en anelse om, at det ikke var så romantisk alligevel, da der tikkede en mobilepayanmodning ind på beløbet for min togbillet. Naivt nok havde jeg troet, at Esben inviterede mig på en kærlighedsrejse.
Der var dog hyggeligt på Christianshavn, båden var lille og trang, men fin. Der lå også en god café i nærheden. Da vi havde spist aftensmad, gik vi en tur. På et tidspunkt skulle vi ned ad en trappe, og pludselig skred jeg, faldt og tog fra med armen. Jeg vidste med det samme, at der var noget alvorligt galt, for det gjorde afsindig ondt. På skadestuen viste det sig også, at jeg havde brækket håndleddet.
Der gik timer med at få taget røntgen og blive gipset ind, men halv et om natten var vi klar til at forlade hospitalet. Esben havde skaffet et billigt hotelværelse. Det lå på 4. sal, og der var ingen elevator, men det var bedre end at sove på båden, der var lille og trang og lå langt væk fra skadestuen.
Jeg havde afsindige smerter hele natten og sov ikke, alligevel endte Esben med at købe billetter til et tog, der først gik sent om aftenen næste dag, fordi det var de billigste billetter, han kunne få. Behøver jeg at sige, at jeg meget hurtigt fik en mobilepayanmodning på både billetten og hotelværelset?
Annonse
Endelig skulle vi hen på hovedbanegården og tage toget hjem. Min hånd var viklet ind i gips, og mens folk stadig kunne se os, trak Esben servilt min kuffert, men da vi var ude af syne, lød beskeden: – Nå, du må selv overtage din kuffert, jeg orker ikke at trække den for dig.
Jeg traskede afsted med min kuffert, mens jeg på skift var ved at græde af smerte og skam over, at han behandlede mig på den måde. Jeg kunne nu heller ikke lade være med at grine lidt for mig selv, fordi situationen var så grotesk. Nu forstod jeg dog også omsider, hvad det her forhold gik ud på: Jeg var Esbens madkæreste, pensionatsværtinde og sengekammerat, men jeg var ikke én, han respekterede og var villig til at passe på.
Da jeg gjorde det forbi og bl.a. nævnte situationen, hvor jeg traskede afsted med min hånd i gips, slæbende på min trolley, blev han rasende: – Nå, nu vil du behandles som en lille prinsesse?
Nej, jeg ville ikke behandles som en prinsesse, jeg ville bare behandles med respekt. Den respekt formåede Esben ikke at vise mig, men den viste jeg så mig selv ved at sparke ham ud af mit liv, hvilket jeg aldrig har fortrudt.
Skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
