Pernilles lillebror blev dræbt af et tog: “Han så så skrøbelig ud, som han lå der”

Det var en nat i august i 2014. Pernille Strøm Øster var på vej hjem fra byen. Da hun nærmede sig sin families hus, så hun, at der stod to betjente udenfor. Det forsøgte at komme i kontakt med Pernilles far, men dørklokken virkede ikke. Pernille forstod ikke betjentenes ærinde, men nåede at tænke, at hendes lillebror nok havde smadret et vindue eller noget andet "banditagtigt", som hun siger.

– I min fuldskab var jeg naiv, for Jonas gjorde aldrig den slags, og selvfølgelig rykker politiet ikke ud midt om natten for en smadret rude, siger Pernille på i dag 22 år.

Virkeligheden var også langt alvorligere. Pernille lukkede betjentene ind i huset og gik ovenpå og vækkede sin far. Da de var nået næsten ned af trappen, overbragte betjentene den meddelelse, der skulle ændre Pernilles liv for altid: Hendes lillebror var blevet ramt af et tog, da han ville krydse skinnerne. Han var død på stedet. I det øjeblik mistede hun følingen med tid og sted.

– Jeg skreg og mærkede et sug – som om jeg blev kastet tilbage. Jeg var magtesløs og kunne ikke holde ud at kigge på min far, fordi han blev så ked af det, fortæller Pernille.

Sammen med politiet kørte de hen til hendes mor. Pernille blev i politibilen, for hun ville ikke overvære, at hendes mor fik beskeden.

– Det er så intenst at se sine forældre gå i stykker. Det kunne jeg ikke rumme, siger hun.

Kold hud

Pernille var et par måneder forinden blev færdig på gymnasiet. Jonas var netop begyndt, og de havde nået en alder, hvor de klingede godt, og Jonas frem for en irriterende lillebror var blevet en god ven, husker Pernille.

På ulykkesaftenen var de til samme fest på gymnasiet, og Pernille blev præsenteret for nogle af Jonas' venner. Efter festen gik de i byen med hver sin vennegruppe. Det var sidste gang, Pernille så Jonas i live.

Efter beskeden fra politiet var Pernille og hendes forældre på hospitalet for at identificere Jonas, men Pernille afviste at gå ind til ham af frygt for, at hans død skulle blive endnu mere virkelig. Alligevel lod hun sig overtale, og hun husker, at Jonas så ud, næsten som han plejede. Han var blevet ramt af toget bagfra.

– Han så så skrøbelig ud, og jeg havde lyst til at kysse og kramme ham, men når jeg rørte ved ham, var hans hud kold. Han føltes ikke som min lillebror længere, fortæller hun.

Den efterfølgende tid står sløret for Pernille. Hun havde givet sig selv 14 dage, og så ville hun tilbage på sit job som lærervikar. Hun var ung og social, verden galopperede af sted, og Pernille ville være med – og et halvt år senere ventede en planlagt rejse i Sydamerika. I dag ville hun ønske, at hun havde givet sig selv mere tid.

– De første to uger efter Jonas' død var et helvede, husker hun.

– Men samtidig var alle omkring mig gode til at spørge, hvordan jeg havde det, så det var også rart og varmt, fordi jeg ikke følte mig alene i sorgen, fortæller hun.

Men livet kørte på autopilot. Pernille passede sit arbejde og tog af sted på sin rejse. Hun rejste med sin bedste veninde og har gode minder fra de tre måneder, men det var også svært at være væk fra forældrene – de eneste, der havde været lige så tæt på Jonas som hun selv.

Ældet af sorg

Pernille begyndte allerede i dagene efter Jonas' død at skrive dagbog. På rejsen fortsatte hun med at nedfælde sine tanker og tegnede også til.

– Når tankerne hobede sig op, lettede det at få skrevet lidt ned. Jeg lagde det op på Facebook eller andre sociale medier, og når folk kommenterede eller likede, gav det mig en form for fællesskab, forklarer Pernille.

Hun skrev også før Jonas' død, men ikke på samme måde. Dengang kørte livet på skinner; hun festede med vennerne og drømte om en uddannelse på handelshøjskolen. Nu var alt anderledes. Fester gav ingen mening. Hvor Pernille tidligere fik energi af at være blandt mennesker, kunne hun ikke længere rumme mere end en enkelt aftale om dagen. Handelshøjskolen droppede hun, og i stedet begyndte hun at læse teologi.

– Jeg føler, at Jonas' død gjorde mig meget ældre, som hun siger.

I dag har hun skiftet til studiet audiologopædi og bor i en lejlighed med sin kæreste og en ven. Endvidere kan hun kalde sig forfatter. Forlaget Bolden læste nemlig nogle af hendes skriverier på de sociale medier, og halvandet år efter Jonas' død begyndte Pernille sammen med en redaktør at bearbejde sit materiale til en bog om sorg.

– Det var en hård proces, for jeg var gennem alt det, jeg havde skrevet, når jeg havde det sværest. Men det var også godt, og uden den bog havde jeg næppe gennemtæsket mine gamle notater så grundigt, siger Pernille, som stadig savner Jonas og har dage, hvor han fylder så meget, at verden bliver sort.

– Senest i tirsdags kunne jeg, allerede da jeg vågnede, mærke, at denne dag ikke blev god. Tabet af Jonas gjorde præcis lige så ondt som den dag, det skete, siger hun.

– Når jeg er i mørket, kan jeg ikke være i min egen krop og vil helst bare sove, så smerten går væk. Men jeg har lært, at der kommer gode dage igen, og efterhånden kommer de ret hurtigt igen.