Pernille Rosendahl: ”Når nogen spørger til min barndom i dag, er det mærkeligt ikke at være ærlig. Jeg ER vokset op i livsfare, indtil jeg var ti.”

Da sangerinden Pernille Rosendahl er 22 år, tager hun fat i en telefonbog og slår op under "Psykolog". Hun ved, at hun skal have hjælp.

Familien har ellers holdt problemerne inden for deres egne fire vægge, men nu har hun indset, at hun ikke selv kan bearbejde en barndom, hvor hun, hendes to søskende og mor måtte flygte fra en voldelig far, fordi de frygtede for deres liv. Samtidig har hun også brug for at slippe vreden og leve med, at man stadig kan elske og savne sin far, selvom han har gjort så meget ondt.

– Når nogen spørger til min barndom i dag, ville jeg synes, det var mærkeligt ikke at være ærlig. For jeg ER vokset op i livsfare, indtil jeg var ti. Med en voldelig, alkoholisk far, siger Pernille Rosendahl i et stort interview i denne uges ALT for damerne.

Hun havde egentlig aldrig tænkt, at det var noget, der skulle ud til offentligheden. Men da hendes søster, filminstruktør Christina Rosendahl, lavede en film om Dannerhuset, et krisecenter for voldsramte kvinder og børn, valgte de at stå frem med deres egen historie.

Måtte gå under jorden

Indtil sangerinden var ti år, boede hun i Aalborg med sine forældre, storesøster og lillebror. De var en velstillet, kristen købmandsfamilie med et meget stærkt sammenhold, stolte værdier, og hvor forældrene elskede deres børn, som hun selv beskriver det.

Altså på den ene side. Den pæne side, som folk ude fra så, men der var også en mørk bagside.

– Mine forældre elskede hinanden, selvom det kan lyde mærkeligt. Det var selvfølgelig en lidt speciel form for kærlighed, hvor min far også slog min mor, forklarer den 46-årige sangerinde i dag.

– Jeg troede jo, det var sådan, alle familier levede, indtil jeg startede i skole og kom hjem hos legekammerater og så et andet liv der. En sommeraften spidser det til og ender med, at min storesøster, min lillebror og jeg må gå under jorden med min mor i tre uger i Aalborg. Gemme os for vores far, fordi min mors liv rigtig meget var i fare, supplerer hun.

Det munder ud i, at det er så farligt for dem at bo i hjemmet, at moderen og børnene flytter til Falster. Så langt fra deres far, som de kan komme.

Savner sin far

I 1995 mistede Pernille Rosendahl sin far til kræft. Et tab, der ramte hende hårdt.

– Det var jeg enormt ked af. Fordi han var min far. Når det er sagt, så var han rigtig svær at have i live, fordi han var et ekstremt svært menneske. Og det kan lyde virkelig hårdt at sige, men det var også en befrielse, da han døde, for det gjorde ligesom, at jeg kunne træde i karakter. Og det er sagt med en kæmpe dualisme, for der går ikke en dag, uden at jeg går og håber, at han er her, siger hun.

Mens farens død har gjort det lettere for Pernille Rosendahl at være sig selv, er hans død også forbundet med et savn.

– Det er meget udfordrende at vokse op med sådan en som min far, det er nogle sindssygt komplekse følelser, jeg stadig kæmper med. Jeg har ikke så meget vrede mere. Mine følelser er blandet af, at det var hårdt, da han var i live – helt op til hans død, men også et kæmpe savn og en lyst til, at han var her. At han kunne komme her og spise aftensmad i mit køkken. Det gad jeg da godt. Og så måtte jeg jo tage de udfordringer, der måtte komme – som voksen – hvilket jeg er langt bedre rustet til i dag efter godt tyve års terapi, lyder det fra Pernille Rosendahl.

LÆS HELE PERNILLE ROSENDAHLS HISTORIE I DENNE UGES ALT FOR DAMERNE

Om hendes forhold til hendes mor i dag, om kun at blive booket til en enkelt festival på et år og at kæmpe i danske musik som kvinde - om skilsmissen fra sin søns far.

Husk! ALT for damerne udkommer hver onsdag!