Petra Nagel: ”Det er svært at snakke om”
Jagten på anerkendelse – både fra sig selv og andre – har været en tro følgesvend i Petra Nagels liv. Det fortæller hun blandt andet i et stort interview i denne uges ALT for damerne.
Journalist, tv-vært, forfatter og mor til to.
Det er ikke småting, 36-årige Petra Nagel kan skrive på sit CV.
Alligevel har hun svært ved at rose sig selv, og hun higer ofte efter anerkendelse fra andre.
Det fortæller hun i et stort interview i denne uges ALT for damerne:
”… Jeg har svært ved at anerkende mig selv. Jeg har brug for andres blåstempling. Sådan har jeg haft det hele livet, hvis jeg skal være helt ærlig. Det er et grundvilkår for mig, at jeg har brug for at få at vide, at jeg er go’ nok, lige som jeg er,” siger Petra Nagel, der er aktuel med bogen ”Ting, jeg har lært, da det var for sent” og i øjeblikket er på barselsorlov fra ”Go’aften Live”.
”Det er ikke så tit, at jeg har armene over hovedet og tænker ”Sådan! Der nailede du den godt nok”, når jeg sidder og ser mig selv på skærmen. Jeg kan godt momentvis se, at jeg får stillet et godt spørgsmål, eller at gæsten slapper af i mit selskab, men jeg er meget selvkritisk.”
Hvor stammer den selvkritik fra?
”Fra min opvækst,” siger Petra og forklarer, at kæresten Asbjørn Munk har sin egen teori:
”… Han tror, at grunden til, at jeg ikke stiger til vejrs, skal findes i mine forældre og min lillebror.”
Hvad mener han med det?
”At vi har en bestemt jargon over for hinanden i min familie. Jeg har altid fået meget ros med hjemmefra i forhold til mit job, og min mor har altid syntes, at det, jeg gør, er fuldstændig genialt. Som mødre nu synes. Det har min far i virkeligheden også tit syntes, men han…”
Hun holder en længere pause.
”Jeg har nok i virkeligheden altid søgt min fars anerkendelse, og det gør min bror også. Vores far har et arkitektfirma, som vi kunne overtage, hvis vi ville, men han har aldrig lagt pres på i forhold til, at vi skulle blive arkitekter. Han har hele tiden sagt, at vi selv skulle bestemme, hvad vi ville. Så på den måde har jeg ikke følt, at jeg skulle gøre, hvad fatter siger, men samtidig må jeg også bare sige, at de rosende ord måske ikke sidder så løst hos min far. Han er måske lidt det, man kan kalde en træmand – ja, undskyld, men jeg kan ikke lige komme på et bedre ord. Og når man ikke umiddelbart får anerkendelse, så søger man den nok endnu mere. Og man stiger i hvert fald ikke til vejrs i egen selvfedme.”
Forskellige måder at vise kærlighed på
Kæresten Asbjørn Munk er god til at rose Petra mere direkte med ord, og det er en anden type kærlighedssprog, forklarer hun:
”Han er ret god til at rose mig. Sød til at fortælle mig, at jeg er en god mor. En god kæreste. At jeg er dejlig, lige som jeg er. Det er skønt, for i min familie har vi altid lavet mad og givet gaver i stedet for at sige "gud hvor er du bare dejlig".”
Hun trækker vejret dybt ind.
”Men det er svært at sidde og snakke om. Jeg vil ikke have, at mine forældre bliver kede af det, for det er der virkelig ingen grund til. Der er bare forskellige måder at vise kærlighed på. Jeg ved, at min far synes, at jeg er helt okay, og han ringer også og siger ”hold kæft, det var et godt interview, du lige lavede der”. Men det, jeg nok ønsker mig allermest, er at blive anerkendt for bare at være mig.”
Læs resten af det store interview med Petra Nagel i denne uges ALT for damerne, hvor hun fortæller meget mere om at være bange for at blive "gennemskuet" og om sin nye bog ”Ting, jeg har lært, da det var for sent”, som udkommer den 28. september.