Sanna Marin

”Hore” og ”tampax team”: Finlands statsminister modtager tusinder hadbeskeder

En ny undersøgelse viser, at den finske statsminister, Sanna Marin, modtager allerflest hadefulde beskeder på nettet i forhold til andre i regeringen.

”Hore”, ”pigeregering”, ”læbestiftregering”, ”strømpebukseregering” og ”tampax team”.

Finlands statsminister, 35-årige Sanna Marin, må lægge navn til meget som den yngste, kvindelige statsminister nogensinde.

Det viser en ny stor undersøgelse, som det finske sikkerhedspolitiske forskningscenter Nato StratCom står bag, skriver blandt andre Politiken.

Undersøgelsen tager udgangspunkt i Twitter-kommentarer over en fire måneder lang periode fra den 12. marts til 27. juli 2020 – og her er der blevet registreret 24.885 tweets med hadefuldt indhold rettet mod parlamentsmedlemmer i Finland.

De 8333 – altså en tredjedel af de hadefulde beskeder – er rettet mod Sanna Marin, og hermed er hun den, der modtager mest had og chikane på nettet, konkluderer undersøgelsen.

Foruden hende er der også fem andre ministre, der i særlig slem grad har modtaget grove og nedladende kommentarer. Fælles for dem er, at de er kvinder.

”De er i overvældende grad ofre for et kvindehad, hvor de angribes på deres værdier, beslutningskompetencer og manglende ledelsesevner,” konkluderes det blandt andet i undersøgelsen, hvor det fremgår, at det er kommentarer som ”møgso”, ”luder” og ”tøs”, der er tikket ind i deres indbakker.

Selvom der uden tvivl er en sammenhæng mellem køn og antal hadefulde beskeder i den finske regerings Twitter-indbakke, er der ikke et entydigt svar på, hvorfor netop statsminister Sanna Marin er den, der modtager flest beskeder.

”Intuitivt er mit gæt, at alder spiller en rolle: hvis nogle folk er ukomfortable med kvinder i magtfulde toppositioner, kan ubehaget blive større, hvis det virker til, at være kvinderne i magtpositionerne er mindre erfarne,” skriver Rolf Freheim, sikkerhedspolitisk forsker og projektmanager på undersøgelsen, blandt andet i en mail til Politiken.

En progessiv statsminister

Det er langt fra første gang, at debatten om den finske statsministers køn og alder bliver taget op.

Da Sanna Marin blev udpeget som statsminister i december 2019, var der også stort fokus på netop de to forhold. Dengang lød hendes svar: 

”Jeg har aldrig tænkt på min alder eller mit køn, jeg tænker på, hvorfor jeg gik ind i politik og på de ting, som vi har vundet valget på."

Siden har Sanna Marin ageret den unge, progressive stemme i finsk politik og blandt andet talt åbent om at vokse op i en regnbuefamilie med sin mor og hendes kvindelige kæreste og brugt Instagram til at nå den yngre målgruppe ved at dele private billeder, blandt andet en selfie, mens hun ammer sit barn.

”Ja, kvinder leder regeringen”

Den nye finske undersøgelse kommer ovenpå flere ugers debat herhjemme om den hadske – og ofte kvindefjendske – kultur, der eksisterer på nettet.

Flere kvindelige X-Factor-deltagere og også programmets ene dommer, Oh Land, stod i sidste uge frem og fortalte, at de modtager grove og nedladende kommentarer på de sociale medier.

”Jeg er en voksen kvinde og er vant til at få kommentarer med på vejen. Men det her er så massivt ondskabsfuldt. Man skal være en robot for ikke at lade det sætte rifter i en,” sagde Oh Land blandt andet.

Også flere kvindelige politikere herhjemme har ligesom deres finske kollegaer fortalt om den hårde tone på de sociale medier.

”Det er både nogle, som er sure på mig, og så dem med seksuelle undertoner. Eller sådan helt "fullblown", hvor det bare står med kæmpestore bogstaver, hvad de kunne tænke sig at gøre ved min krop,” har Enhedslistens Rosa Lund fortalt til TV 2 Lorry.

Som kommentar til den nye undersøgelse har den finske statsminister kun et svar tilbage til dem, der måtte hate på hende – og resten af den finske (og kvindelige) regering:

”Ja, kvinder leder regeringen. Get over it.”