Charlotte Sieling: ”Min mors alkoholproblem blev min benzin til alt det, jeg arbejder med og for”

Hvordan husker du din opvækst?

"Jeg husker den som en kærlig og spændende opvækst, selvom min mor var alkoholiker. 

Det var et kærligt hjem, men også superensomt og skyldfuldt – for man føler skyld, når man er barn af en alkoholiker.

Læs også

Kirsten Olesen friede til sin mand – og ikke på traditionel vis

Jeg har altid følt, at jeg skulle være meget i orden, fordi min mor var så meget i uorden. Det har helt klart præget mig at vokse op i det miljø, og jeg flyttede hjemmefra som 17-årig. Til gengæld vil jeg også sige, at min barndom på en måde er blevet min kapital i dag. Jeg har bearbejdet det meget og render ikke rundt og føler skyld – på det bevidste plan i hvert fald. 

Men det er min benzin til alt det, som jeg arbejder med og for. Alle mine egne spillefilm handler indtil videre om forældre-barn-relationer, fordi man oftest bliver inspireret af de dilemmaer, der gemmer sig inde i en selv. Min mors alkoholproblem har sat sig som et gennemgående tema i de ting, jeg laver."

Så din opvækst har på en måde oplært dig til at blive den instruktør, du er i dag?

"Ja, det vil jeg mene. Ens barndom er jo grundlaget for det, du gør senere i livet på den ene eller anden måde. Men jeg har faktisk meget fred med det og har bearbejdet det så meget, at det er en del af mig, jeg ikke ser som forkert.

Jeg har forstået, at de har gjort det så godt, som de kunne – og så er der en masse positive ting fra begge mine forældre, som jeg har med mig i mine grundværdier. Det var benhårdt, men derfor har jeg også fået en vis form for styrke med mig. 

Jeg har en evne til at få ting til at ske, uden at folk skal hjælpe mig. Så jeg har både lidt under det og er blevet stærk af det."

Hvordan har du oplevet det at være kvinde i dine år som skuespiller og instruktør?

"Jeg er vokset op i et patriarkat. I et patriarkat er du som kvinde altid nummer to og ikke lige så god som mænd – og den følelse har jeg også altid haft. Det er absurd for mig, at kvinder, som er så dygtige og kloge, ikke skulle blomstre lige så meget som mændene. 

Læs også

Jeg er træt af at tage mig af vores nabos børn

Men jeg har samtidig svært ved at sætte skylden på nogen eller noget. Det er en systemisk skyld."

Hvornår gik det op for dig?

"Jeg skulle blive 50 år, før jeg for alvor forstod, at det er en helt skør verden, vi lever i. Det gik op for mig, at jeg helt naturligt har fundet mig i at være bag en mand og aldrig lige så god som ham – hvilket jo ikke er en sandhed. 

Det har spejlet sig i, at jeg har haft en følelse af, at jeg ikke skulle stikke næsen for langt frem eller fylde for meget, for så var jeg ikke feminin eller god nok. Følelsen af ikke at måtte fylde for meget har siddet meget længe i mig og gør det stadigvæk nogle gange, hvis jeg får sagt eller snakket for meget. 

Men når den følelse rammer mig, minder jeg mig selv om, at jeg må sige, hvad fanden der passer mig. Men jeg er også 64 år nu, så det er nok på tide, at jeg indser det. Det har været virkelig fedt at være med til at forstå og indse, at vi ikke skal ses på kun som køn, men som dygtige individer. 

Og det kan vi især takke den yngre generation for, når de har kigget på os og spurgt, hvad vi dog har lavet."

Kan du huske et tidspunkt i dit liv, hvor du har fundet dig i at være nummer to?

"Da jeg var skuespiller på det kongelige teater, var jeg den uskyldige pige i yndige kjoler og med en lys stemme. Og hvis der var mandlige instruktører på, bad de mig altid om at gøre min stemme lysere. Jeg havde fået et stempel som yndig – så det skulle jeg leve op til. 

Jeg havde et meget stærkt pleaser-gen, som gjorde, at jeg gjorde mit bedste for at være det, de ville have. Og det stammer nok fra min barndom med en alkoholikermor, hvor jeg havde så meget skyld og skam over, at jeg ikke var god nok, for ellers var min mor nok ikke gået den vej. 

Det er meget tydeligt for mig, at jeg var en pleaser, der strøg afsted for at få noget kærlighed og opmærksomhed – og så røg jeg lige ind i at være den yndige pige. Og det gjorde det jo svært at være skuespiller og var måske også grunden til, at jeg stoppede. 

Læs også

Lisbeth kæmpede med hjerteproblemer: "Det var den rigtige udvej"

Det var en form for hjernevask, hvor min persona blev fordrejet i rigtig mange år. Men det var en form for overlevelse også, fordi jeg så gerne ville passe ind, og at mændene skulle synes, at jeg var fin."

Hvordan gik du så fra at være den yndige skuespiller til en sej instruktør?

"Jeg er ikke uddannet instruktør, men uddannet skuespiller og manuskriptforfatter. Efter jeg havde lavet 'Broen', fik verden øjnene op for mig, og jeg tog otte år til USA for at instruere. 

Der lavede jeg en masse forskelligt, og herhjemme kender man nok bedst 'Homeland'. Men jeg ville ikke være amerikansk tv-instruktør, så jeg brugte de år som en rejse i faget for at se, hvad og hvor meget jeg kunne lære – en slags studietur. 

Det var virkelig en mandsdomineret verden, jeg kom over til. Jeg har haft enormt mange oplevelser, hvor jeg lærte, at jeg ikke kunne komme og tude, fordi jeg var en kvindelig instruktør.

 Jeg skulle stille mig rank op med næsen i sky og sige, hvad jeg syntes, og sætte dem på plads, hvis jeg syntes, de behandlede mig unfair grundet mit køn. 

Der lærte jeg virkelig, hvor fede mænd er, hvis de bare forstår ens drivkraft. De er lige så fanget i det system, som vi er."