Her er nøglen til et stærkt parforhold – selvom du måske skammer dig over det
Hvordan skændes du med din partner? Ender det altid i tårer og frustration, eller er I gode til at fornemme, hvad den anden har brug for i kampens hede? Vores måde at skændes på kan få stor betydning for parforholdet på den lange bane, og derfor bør vi blive bedre til at forstå hinandens mønstre og behov, mener den britiske livsstils-guru Jay Shetty.
ALT.dk er blevet inviteret på en konference betalt af Facebook, hvor blandt andet Jay Shetty optrådte som "motivational speaker" i Facebooks hovedkvarter i Californien.
Romantiske date nights, masser af sex og uselviske gerninger.
Der findes mange bud på, hvad nøglen til et stærkt parforhold er, men én ting er særligt undervurderet: Vores evne til at skændes godt.
Det mener den populære britiske livsstils-guru Jay Shetty, der pt. har 24 millioner følgere på Facebook og 3,7 millioner følgere på Instagram. Her deler han budskaber om alt fra parforhold til mindfulness og ”self love” i den selverklærede mission om at ”få klogskab til at gå viralt”. Efter at have levet som munk i tre år, blandt andet i Indien, mener han nemlig selv, at han har lært en hel del om livet. Og ikke mindst parforholdet.
– Ingen par taler om deres skænderier, fordi vi er bange for, at folk vil tro, at vi har et dårligt forhold, men sådan er det jo slet ikke, siger Jay Shetty til ALT.dk.
– Uanset hvor godt dit parforhold er, vil der altid være konflikter. Man kommer aldrig til at være i en situation, hvor man ikke skændes og ikke er uenige. Det kommer til at ske. Og derfor er det enormt vigtigt at lære, hvordan man skændes bedst, siger han.
Og hvordan gør man så det i en ophedet diskussion, hvor man i den grad er frustreret over sin partner?
Ved at følge disse tre principper, mener Jay Shetty:
1. princip: Acceptér, at det er helt normalt at skændes. Og at det vil ske igen og igen
– Det første og vigtigste princip er, at du skal acceptere, at skænderier er uundgåelige, og så skal du sørge for, at når du skændes med din partner, så skændes I sammen. Når I har en diskussion, skal det altså ikke være jer begge to mod hinanden, men jer begge to mod problemet. Det her vigtige princip er virkelig noget, der ræsonnerer hos folk, og et emne, jeg også taler om på Facebook Watch-showet Red Table Talk.
– Det er så vigtigt at forstå, at det handler om at vinde sammen. Man skal ikke tabe sammen, for hvis du vinder, og din partner taber, så taber du også. Og hvis de vinder, og du taber, taber du også. I skal vinde sammen.
2. princip: Kend dit mønster: Hvordan reagerer du selv i et skænderi?
– Et typisk problem er, at folk ikke forstår, hvad deres partner vil have, når de skændes. For vi skændes jo alle sammen forskelligt. Nogle mennesker vil gerne være mere stille, andre vil gerne tale om det med det samme. Nogle bliver rigtig vrede, andre blamer folk. Så vi gør alle forskellige ting, og derfor er det enormt vigtigt, at vi lader tvivlen komme vores partner til gode; at vi tænker over, at fx deres stilhed ikke betyder, at de er ligeglade, men at de har brug for lidt tid til at deale med det.
– Det samme gælder, når ens partner har brug for at råbe og tale om det. Det er ikke, fordi de hader dig, men det er en proces, de går igennem. Så det store princip her er: Vær opmærksom på, hvordan du reagerer på en diskussion, og hvordan din partner reagerer. Derefter skal I forsøge at finde et kompromis i forhold til at have en god diskussion sammen. I mit eget forhold er jeg fx en talker, mens min kone har brug for mere stilhed. Så jeg ved, at jeg er nødt til at give hende lidt tid til at bearbejde diskussionen, før vi kan tale ordentligt om det. For hvis vi taler om det i øjeblikket, hvor det står på, så taber vi begge to.
3. princip: Forbered jer FØR skænderiet
– Flere har spurgt mig: ”Jay, når jeg er i et skænderi, er det umuligt for mig at tage det roligt”. Og vi kender jo alle sammen følelsen af, at vreden bobler helt vildt. Derfor skal man heller ikke forberede sig på et skænderi under selve skænderiet – man skal forberede sig på forhånd. En atlet forbereder sig jo heller ikke til en kamp under selve kampen. Atleten træner op til det. Så du og din partner er nødt til at sætte jer ned og tage en time out og tale om, hvordan I kan forstå hinanden bedre. Man forbereder sig på at skændes godt, når et forhold går godt, ikke når det går dårligt. Når et forhold går godt, tænker man typisk ”lad os undgå at skændes”, men nej, det er netop her, man skal snakke om det, så man er klar, når det kommer.
Læs også: 5 problemer i dit parforhold, der (også) handler om dig selv
Læs også: Keder du dig i dit parforhold?
Læs også: Vil du have en kæreste, eller vil du have den RIGTIGE kæreste?