Skilsmissecoach: "Mænds glæde er kvinders ansvar"

Anderledes er det med kvinder, der er glade, når mændene forstår os, når vi er kede af det. Selve reaktionen fra mændene er mindre vigtigt, når bare vi oplever at blive lyttet til.

Det fortæller jo meget rammene, hvor skadeligt det er, når en uoverensstemmelse ofte stopper med, at mændene trækker sig, fordi de ikke orker al den snak og alligevel sjældent får ret / taletid. Vi kvinder vil bare snakke, lyttes til og mærke samhørigheden. Mændene vil helst undgå mere negativ snak, for de vil gerne have, at vi er glade, så de tænker, at de hurtigst muligt skal bidrage med løsningsforslag – og det er de gode ting. Men det er jo slet ikke det vi har brug for, vi vil jo ses og høres, så talestrømmen fortsætter.

Jeg oplever faktisk ofte kvinder, der selv er bevidste om, at de nogle gange bliver ved med at køre i ring i dialogen. De vil bare gerne tale i timevis om udfordringer, tanker, bekymringer, spekulationer. Ikke for at få en konklusion – bevares nej. Faktisk kan det virke grænseoverskridende og nærmest provokerende, når manden hurtigt kommer med løsningsforslag, for det betyder jo i bund og grund "Vi skal hurtigt videre, nu hjælper jeg med at finde en løsning".

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg i den grad kan blive irriteret over ikke at blive lyttet til. Min mand er lynende hurtig til at komme med løsningsforslag og konklusioner, og vil rigtig gerne bidrage. Selvom jeg hundredevis af gange har fortalt, at jeg sagtens selv kan finde løsningerne, men mere bare har brug for at snakke om tingene, og gerne vil have vendt hver en sten, og få ro omkring min beslutning, så falder vi alligevel jævnligt i fælden. Det selvom jeg jo om nogen burde vide bedre! Men det er svært, og jeg tror simpelthen vi alle sammen ville komme langt med vores parforhold, hvis vi anerkendte mænd og kvinders forskelligheder noget mere. Hvis vi blev bedre til at imødekomme hinandens behov, i stedet for hele tiden at kæmpe for at få dækket egne behov. For det er jo det der sker. Lad mig bare tage udgangspunkt i mig selv igen. Når jeg får behov for at tale om et eller andet, så glemmer jeg jo alt om, at min mand bare har behov for at se mig glad. Jeg bliver ved med at italesætte situationen, for at få ham til at forstå mine tanker og følelser. Den holder ikke helt vel! For han forsøger så at hjælpe mig, men hans måde at hjælpe på er at finde en løsning. Jeg har ikke brug for en løsning, jeg har bare brug for to ører, der lytter. Selvom vi øver os konstant, så falder vi som sagt alligevel i, i ny og næ.

Og vi er slet ikke alene. Og hvis du kan genkende det fra dig selv, så handler det heller ikke bare om min mand og jeg og dig og din partner, for jeg oplever det som en af de grundlæggende problematikker hos par, der kommer til mig for at få hjælp. Mange er nærmest bange for at tale sammen, eller har helt undladt det i en længere periode, fordi det for tit er gået galt. Manglende dialog får samhørigheden til at forsvinde. Det får glæden hos kvinderne til at forsvinde, hvilket betyder at mændenes glæde også forsvinder, og så begynder problemerne at tordne sig op. Kvinderne begynder at nævne konkrete små ting, der ville gøre dem gladere. Det prøver mændene at rette op på (for de vil jo gerne gøre os glade), men det skaber stadigvæk ikke glæden hos kvinderne. Mændene bliver ked af det over kvindernes manglende glæde. Kvinderne finder en ny ting, der kunne gøres anderledes, og som vil skabe mere glæde, og sådan bliver det ved.

Vi må konkludere, at selvom mændenes glæde er kvindernes ansvar, så har mændene også et ansvar. De skal involvere sig i dialogen, og som par skal man tale sammen, også selvom det er svært, for det er faktisk bedre at sige noget "forkert", end slet ikke at sige noget. Og vi kvinder skal være bedre til at fokusere på, hvad vores glæde (eller mangel på samme) gør ved vores mænd – det bider jo sig selv i halen.

LÆS OGSÅ: Har du lyst til at være kæreste med dig selv?