Sofie Amalie har økonomisk angst: ”Jeg fik et panikanfald, da min kæreste smed et forårsløg ud”
Det var småt med penge i Sofie Amalie Hejns barndomshjem, hvor hendes mor kæmpede for at få pengene til at række. I dag lider Sofie Amalie af det, hun kalder økonomisk angst, og tankerne om penge påvirker hendes valg hver dag.
I det lille rækkehus, lige uden for den nordsjællandske by Helsinge, var det blevet aftensmadstid. Som oftest stod måltiderne hos 7-årige Sofie Amalie Hejn og hendes mor på noget, der var billigt at lave store portioner af. Dén aften skulle de have ris og kylling, men der var kun to små kyllingelår at finde på spisebordet. Sofie Amalie fik begge kyllingelår på sin tallerken, for hendes mor sagde, at hun ikke havde lyst til kylling.
Det var lidt underligt, at mor kun havde lyst til ris, tænkte Sofie Amalie Hejn og fortsatte med at spise kyllingen. Men hun nåede kun at spise halvandet kyllingeben, før den lille mave var mæt. Da Sofie Amalie Hejn sagde tak for mad, tog hendes mor begge kyllingeben over på tallerkenen og begyndte at gnave alt, der var at gnave, af de to knogler. Sofie Amalie observerede, hvordan benene blev gnavet ind, så der ikke engang var brusk tilbage på benet. Da benene var rensede, knækkede hun kyllingebenene over og sugede brusken ud af knoglen.
”Men du havde da ikke lyst til kylling, mor?” spurgte Sofie Amalie Hejn uforstående.
”Nej, men vi skal jo ikke spilde maden, skat,” svarede hendes mor.
Først som voksen, forstod hun, at det var en handling af kærlighed. Det er dét minde, som i dag står allerklarest for 26-årige Sofie Amalie Hejn, fra dengang, det gik op for hende, hvor skidt deres økonomiske situation så ud.
Som barn boede Sofie Amalie Hejn alene med sin mor, og gennem hele hendes opvækst kæmpede moren for at få økonomien til at løbe rundt. Alle penge, der var, blev nøje planlagt ind i det sparsomme budget, og hver en krone, der kunne spares, gjorde en forskel for de to.
Den lille families trængte økonomiske situation blev ikke holdt skjult for Sofie Amalie Hejn, som fra en meget ung alder blev involveret i økonomien. Af sin mor lærte hun for eksempel, at man aldrig skal smide rester fra den hele kylling ud, for dem kan man koge bouillon på, og man skal huske altid at se på det lille kilopristal i bunden af skiltet i stedet for varens reelle pris, så man var sikker på at få mest muligt for pengene
Sofie Amalie Hejn husker ikke, at hun som ung følte skam over familiens situation. Det var nemlig bare et matter of fact, og der blev ikke lagt skjul på, at pengene var få.
”Alt, jeg husker fra min barndom, når det handler om min mor, er penge. Alle beslutninger var økonomiske. Det handlede om penge, når vi skulle besøge familie – altså hvor meget, det ville koste i benzin. Det handlede om penge, om jeg kunne komme med til fødselsdagsfester – tit blev jeg hjemme, fordi vi ikke havde råd til en gave. Det handlede om penge, når vi skulle ud at handle – hun hævede penge i kontanter, og så måtte vi kun bruge det beløb, der var præcist tilrettelagt, inden vi tog afsted,” fortæller hun til alt.dk og fortsætter:
”Jeg blev altid inkluderet i de økonomiske beslutninger. Hun lærte mig, hvordan vi skulle handle, så det passede præcis med det beløb, hun havde hævet. I stedet for at sige, at jeg ikke kunne få den hoppebold eller mælkesnitte til 12 kr., som jeg fik øje på i butikken, bad hun mig i stedet lave regnestykket med den fulde indkøbsliste og de penge, der var hævet, for at se, om det ville gå op – og det gjorde det selvfølgelig aldrig. Det har været en nemmere måde for hende at fortælle mig, at vi ikke havde råd til det, uden hun skulle blive ved med at sige nej. Det var hendes måde at fortælle mig, at det ikke var et fravalg af mig eller noget, hun gjorde imod mig, men simpelthen bare et vilkår for det liv, vi levede.”
Selvom Sofie Amalie Hejn blev inkluderet i økonomiske spørgsmål fra en tidlig alder, lægger hun vægt på, at det altid har været i en kærlig mening. Hendes mor arbejdede ofte flere jobs for at få råd til det nødvendige – i Netto om dagen, og som privat rengøring og spinningsinstruktør om aftenen.
”Min mor tilsidesatte altid sine egne behov for, at jeg for eksempel kunne få nærende mad og nye vinterstøvler. Nu, når jeg er blevet ældre, har hun også fortalt mig, at der har været tidspunkter, hvor hun ikke har købt mad, når jeg ikke var hjemme, og i de perioder tabte sig enormt meget. Den dårlige økonomi mærkede jeg både på den energi, der var derhjemme, men også på de samtaler, hun havde med andre. Jeg var enormt opmærksom på det – selv på de tidspunkter, hvor jeg nok ikke skulle høre det.”
Annonse
Kroner og ører i baghovedet
I dag har Sofie Amalie Hejn det, hun kalder økonomisk angst. Det er den samme slags angst, som Sofie Amalie Hejn mener, at hendes mor lider af – derfor plejer hun at sige, at det er en angst, som hun har arvet.
”Min mors forhold til penge har haft den effekt på mig, at jeg hele tiden er meget opmærksom på, hvad ting koster. Da jeg flyttede hjemmefra, kunne jeg huske, præcis hvad mælk, agurker, toiletpapir osv. kostede – jeg kunne priserne på alt. Penge har altid fyldt rigtig meget i mit hoved, og det er jo noget, jeg har taget med mig hjemmefra – for det påvirker et barn at vokse op på den måde. Siden jeg var 12 år gammel, har jeg sagt til mine forældre, familie og venner, at jeg nægter at ende som min mor – selvom jeg synes, at hun er en kæmpe powerkvinde, der kæmper røven ud af bukserne. Det var bare livet, der havde sat hende i en uheldig situation, og den situation frygter jeg for alt i verden,” siger Sofie Amalie Hejn.
For at undgå at ende i samme situation som sin mor, har Sofie Amalie Hejn siden hun var helt ung sigtet efter at have en stabil økonomi. Hun vidste, at hun ville gå på gymnasiet, og da hun fandt ud, hvad universitetet var, ville hun også det – for det var måden at sikre sig et vist lønniveau på. Og da hun blev gammel nok til at arbejde, havde hun i perioder tre jobs. Selvom Sofie Amalie Hejn arbejdede 33 timer om ugen ved siden af sit fuldtidsstudie, kunne hun stadig ikke trække vejret af økonomisk angst. For uanset, hvor mange penge, der kommer ind på kontoen, så er hun konstant angst for, at der ikke er nok.
”Hele mit liv har været ligesom en kabale. Jeg har skulle gennemskue, hvordan jeg kan lægge de kort, jeg har til rådighed, på en måde, så jeg har mest muligt at rykke med. Jeg har skullet gennemskue, hvilke livsbeslutninger, jeg skulle tage, for at få flere penge mellem hænderne end min mor havde. Og det har været ved uddannelse og jobs,” fortæller Sofie Amalie Hejn, som i dag læser en kandidat i film- og medievidenskab. Hun fortsætter:
”Jeg kan ligge vågen om natten med hjertebanken, hvis jeg ikke ved, hvad der kommer ind af regninger næste måned, hvis jeg ikke ved, hvor mange penge, der er på min opsparing, eller hvis der kommer en ekstra uforudset regning. Hvis jeg for eksempel bliver inviteret til bryllup og skal købe en gave, så kan jeg bruge et godt stykke tid på at finde ud af, hvordan jeg kan rykke rundt på min økonomi. Penge fylder alt og det fylder hele tiden – at mælken er blevet dyrere, fordi inflationen har ramt, at min husleje stiger, og at mit fitnessabonnement nu koster 20 kroner mere. Sådan kører mine tanker konstant, selvom jeg har arbejdet på det og er opmærksom på, at min byrde ikke skal være andres.”
Annonse
Byrden i hverdagen
Den økonomiske angst fylder meget i hverdagen for Sofie Amalie Hejn, og hun er godt klar over, at netop dén angst er let at forveksle med nærighed. For hun oplever tit, at det er skamfuldt og går ud over hendes sociale liv, når hun for eksempel anmoder en ven om 10 kr. for en øl.
”Jeg føler mig så lille, når jeg går op i at få ’småpenge’ tilbage. Men jeg har det bare sådan, at jeg ikke kan give slip på de 10 kr., for jeg har lært, at det er et helt måltid. Der er mange, der ser det som nærighed, fordi der hersker en kultur, hvor det er pinligt at være så påpasselig med sine penge. Jeg står ofte i den situation, at jeg skal vurdere, om økonomien er vigtigst for mig, eller om det er vigtigere, hvad folk tænker om mig. Hvis jeg ikke anmoder om de penge og tænker ’pyt’ konstant, så kan jeg stå i slutningen af året og have 500 kr. mindre, end jeg ellers ville have haft. Og hvad nu hvis det er de 500 kr., der er forskellen på, om jeg kan købe de vintersko eller ej? Alt er en vægtskål, og jeg skal hele tiden prioritere noget over noget andet,” fortæller Sofie Amalie Hejn, der også ser mange andre økonomiske valg som en vægtskål:
”Vi har ikke tændt varmen herhjemme endnu, selvom vores vinduer er utætte. Vi skal have varmen tændt i december og januar, og så tænker min hjerne, at jeg skal vælge mellem at have den tændt i november eller februar – vi kan nemlig ikke begge dele. Alt er hele tiden en opvejning.”
For Sofie Amalie Hejn er penge også lig med dårlig samvittighed. Alle de penge, hun bruger på ting, der ikke er absolut nødvendige, fylder som en konstant dårlig samvittighed.
”Det er meget svært at skulle aflære sig selv den dårlige samvittighed. Jeg får helt vanvittigt dårlig samvittighed, når jeg køber nye vintersko, som jeg rent faktisk har brug for. Jeg tager aldrig metroen, fordi det er spild af penge, når jeg kan cykle. Jeg spiser sjældent ude, fordi jeg kan lave billigere mad hjemme. På den måde fravælger jeg også ofte sociale tiltag med mine venner, fordi min dårlige samvittighed fylder – selvom jeg gerne vil unde mig selv at leve bedre. Det er hele tiden en overvejelse af den dårlige samvittighed, angst og stress jeg har omkring økonomi, og dét at forkæle sig selv med noget, som jeg egentlig har råd til. Jeg kan godt tage ud og spise, drikke en øl med vennerne eller have varmen tændt i mere end to måneder, for jeg har jo teknisk set penge til det. Men der lever en konstant frygt inde i mig for, at de prioriteringer, jeg tager, ikke er gode nok – at jeg skulle have været smartere eller tænkt længere frem. Jeg regner, kigger og planlægger, men hvad nu hvis jeg har regnet, prioriteret eller valgt forkert?”
I hverdagen oplever Sofie Amalie Hejn, at hendes stressniveau stiger mindst to gange om dagen, når penge strejfer hendes tanker. Hun har flere gange oplevet at få reelle angstanfald over pengesituationer.
”Jeg har haft et helt panikanfald over, at min kæreste smed bunden af et forårsløg ud. Jeg har det sådan, at hvis jeg køber et forårsløg, så skal jeg kun købe det én gang, for så kan jeg sætte bunden i vand og lade det gro videre – så jeg på den måde sparer penge. Eller den angst, jeg får, når jeg står i supermarkedet og tjekker bonen igennem, og skal gå op til kassen for at bede om 2 kr. igen. Det føles så skamfuldt, men jeg kan ikke give slip på det.”
Annonse
Selvom Sofie Amalie Hejn har arbejdet hårdt for at ende i en anden økonomisk situation end sin mor, fylder tanken om, at der ikke skal mere end én ulykke til, før lykken kan vende.
”Jeg har en bevidsthed om, at økonomien meget hurtigt kan vende. Selvom det lyder dramatisk, er jeg for eksempel bange for at falde ned ad trappen i morgen, brække benet og ikke være i stand til at arbejde i et stykke tid. Eller hvis min kæreste og jeg går fra hinanden, og jeg skal lægge et nyt depositum til en lejlighed. Jeg konsekvensberegner konstant og ser mulige scenarier for mig, som forhåbentligt aldrig sker. Det er bevidstheden om, at der kan gå én ting galt, og så starter jeg fra nul igen,” fortæller hun og fortsætter:
”Mange siger, at jeg ikke kan blive ved med at leve for i morgen, og at jeg ikke skal basere alle mine valg på, hvor jeg vil være i fremtiden. De har også ret, men det er samtidig min tankegang og mine valg, der har gjort, at jeg er så langt fra min mors økonomiske situation, som jeg er i dag.”
At se frygten i øjnene
Det har længe været svært for Sofie Amalie Hejn at italesætte den økonomiske angst, hun har fået med fra barndommen. Men efter at have skrevet et kapitel om netop dét i den aktuelle bog ”Sådan har jeg det”, åbnede det op for et væld af vrede inde i hende.
Mens hun skrev, indså hun, at hun er nødt til at se sine problemer i øjnene og modarbejde angsten. I processen med at arbejde med sig selv, endte Sofie Amalie Hejn med at blive sygemeldt med stress i maj måned og stoppe med at arbejde for en tid.
”Bogen var det, der kulminerede det hele for mig – for jeg blev konfronteret med de følelser, jeg har gået og gemt på i rigtig mange år. Jeg indså, at jeg ikke kan blive ved med at jagte en bestemt fremtid og forsøge at sikre mig selv med buffere. Jeg sagde til mig selv, at nu vender jeg mig om og ser min frygt i øjnene, for det nytter ikke noget at løbe fra noget, jeg egentlig ikke ved, hvad er.”
Sofie Amalie Hejn indså, at hun måtte heale sit indre barn og bruge forskellige andre værktøjer for at arbejde med sin angst og lægge vreden på hylden.
”Jeg brugte mange år på at være enormt bitter på min mor, og jeg har været meget vred over, at hun inkluderede mig i økonomien på en måde, som har stresset mig. Men jeg har også lært om forskellene mellem kvalitet og kvantitet, og har taget begge dele med mig. Jeg er også begyndt at heale mit indre barn. Jeg køber det tre-lags-toiletpapir, som er en luksus, og jeg køber mig selv den mælkesnitte, jeg aldrig måtte få, fordi vi ikke havde råd. Jeg nægter at ende, hvor min mor var, men samtidig har jeg indset, at de værktøjer, hun har givet mig, er enormt brugbare – jeg ved godt, hvordan man strammer livremmen ind,” fortæller Sofie Amalie Hejn, som også har fundet ud af, at hun nu kan vende den dårlige samvittighed til taknemmelighed:
”I stedet for at have dårlig samvittighed over, at jeg går ud og bruger 3000 kr. på et par gode vinterstøvler, som kan afhjælpe min dårlige ryg, så prøver jeg at vende det til, at jeg er taknemmelig for at kunne få så gode sko. Hver gang jeg tager mine sko på i dag, så tænker jeg: ”Hvor er jeg glad for, at de her sko hjælper mig”. Jeg er taknemmelig for, at jeg har parfume. Og hver gang, jeg er på toilettet, er jeg taknemmelig for, at jeg har tre-lags-toiletpapir – fordi jeg har oplevet ikke at have noget af det. Jeg er træt af at have dårlig samvittighed, og jeg er træt af hele tiden at være bange, stresset og angst på grund af penge – så nu prøver jeg at vende det til taknemmelighed.”
På trods af den nyfundne følelse af taknemmelighed, fylder angsten fortsat for Sofie Amalie Hejn, som dog har stor gavn af at tale om det. Hun mener nemlig, at det er et emne, som vi alle kan lære noget af.
”Når vi taler om at være økonomisk udfordret, så hører vi ofte fra dem, der selv er udfordrede – fra min mors egen mund. Og jeg synes, der er en tendens til, at vi dæmoniserer de mennesker, der bor i udkantsdanmark og ikke har mange penge. Men vi taler sjældent om os, der er børn af forældre, der har haft det svært,” siger Sofie Amalie Hejn og fortsætter:
”Jeg mærker også meget skam ved at komme ud og sige, at jeg er et barn af fattigdom, fordi det giver mange en forudindtaget ide om, hvem jeg er. Men jeg tror også, at der er rigtig meget at lære af det – både for andre, der er vokset op med svære økonomiske vilkår, og kan spejle sig i min historie. Men også for andre, der ikke har haft det på samme måde, og som kan blive konfronteret med nogle af de skyggesider, der er i Danmark. Jeg ønsker, at vi stopper med at dæmonisere de familier, men i stedet fandt på nogle måder, hvorpå vi kan hjælpe dem. Der er så mange familier, der kæmper økonomisk, og det er et kæmpe problem, vi ikke taler nok om. For det kommer til at slå dybe rødder i de børn, der vokser op i fattigdom og skammer sig over det – og dem vil jeg gerne hjælpe ved at tale højt om min historie.”
